My heart is a muscle - Justin Bieber (2'er) PAUSE

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2013
  • Opdateret: 9 nov. 2013
  • Status: Igang
Et helt år er gået siden Justin og Hailey så hinanden sidst, og de er begge kommet over det store breakup, som Haileys forældre sørgede for. Justins liv har ændret sig meget, og han er endelig kommet i den alder hvor fest, sprut og sex er det store punkt i hans liv. Men et minde får Justin til at tænke tilbage på deres tid sammen, og hans hjerte begynder langsomt
at savne hende. Derfor beslutter han sig at tage over til hende, uden at hun ved det. Justin ved udemærket godt, at der vil vente en masse overraskelser og nedture. For et år er lang tid. Tingene er ikke som de plejede at være, og det finder han også ud af, når han ankommer til London. *Justin er ikke kendt. *Dette er 2'eren af 'your heart is a muscle'..*. Jeg anbefaler stærkt, at du læser 1'eren først, før du går i gang med denne..den kan dog godt læses uden, at du har læst den første*.


85Likes
86Kommentarer
3923Visninger
AA

2. Just an ordinary day for an ordinary boy.

 

 

*DER ER ALDERSGRÆNSE PÅ 2’EREN, BARE SÅ I VED DET*.

 

"Hun var så nem, ligesom smør", lød det overdrevet fra Ryan. Endnu en fest var overstået fra weekenden, og der var kun historier tilbage at fortælle. Fx. Ryans lille historie, som jeg ikke kunne lade være med at smile over.

 

"Fik du egentlig bid?", spurgte han mig nysgerrigt. Jeg kiggede på ham med hævet øjenbryn, og jeg kunne ikke lade være med at sukke lidt. "Arg, selvfølgelig gjorde du det, du er Justin, den populæreste her på årgangen".

 

Jeg smed min opmærksomhed væk fra ham i et øjeblik og kiggede ind i mit skab, hvor tonsvis af bøger og skoleudstyr lå spredt ud over det hele - jeg var et rodehovedet. Der var faktisk utroligt meget larm på gangen, mere end der plejede at være mandag morgen - dagen efter weekenden, hvor alle havde en historie at fortælle.

 

"Fortæl detaljer", lød det desperat fra Ryan, som stadig var min bedste ven efter 6 år. Det var egentlig utroligt, at vi stadig var bedste venner efter så lang tid. Men vi var nok det man kaldte 'ægte venner'.

 

"Blond, høj, smukke blå øjne og enorm sexet krop", beskrev jeg, mens jeg havde et skævt smil. Siden vi kom op i den anden øverste årgang - 3. År -, så blev alting pludselig anderledes. Vi blev lidt mere populære end vi var før. Forskellen ved det nye, var at pigerne sværmede mere omkring os, og det var nemmere at fange en sild - det var fedt at være ældre.

 

"Lige din type", sagde han og nikkede tilfreds. Jeg gav ham bare et lille smil, selvom han ikke havde ret. Jeg troede ikke rigtig det på typer, man faldt vel for den, man nu alt for, uanset hvordan hun så ud. Men min type var brunhåret med brune øjne, men jeg havde det med at falde for det modsatte udseende - blondiner.

 

Hele gangen blev pludselig bomstille, og det kunne kun tyde på 1 ting. Jeg vendte mit hoved ind mod skabet, så jeg ikke vil få øjenkontakt med dem - fodbolddrengene. De var en smule mere populære end mig, og de havde det med at komme op at slås. Her for tiden kom jeg tit op at slås med dem, fordi de irriteret mig, men det resulterede ikke godt - en tur på kontoret, eftersidning og skideballe af mine plejeforældre. Jeg havde bare det forkerte temperament, og de elskede at hidse mig op, også selvom de tit tabte slåskampen.

 

Jeg kiggede ned på min historiebog, mens jeg holdt mit hoved ind mod skabet, jeg skulle ikke risikere at få ballade igen, på grund af dem. Det var lidt forvirrende med mig og dem. Jeg var populær, og de var populære. Men jeg var populær mellem pigerne, og folk syntes, jeg var cool. De var mere populære inden for deres sport, og den måde de kunne tæve folk på. Med deres blå og hvide fodboldjakker følte de sig bedre end alle andre, selvom de ikke var andet end 6 kæmper, der kunne fylde en hel gang med deres muskuløse kroppe. Folk gjorde det også oplagt, at de nærmest bestemte over skolen, fordi når de skulle forbi, trådte de forskellige elever ind til siden, så de kunne komme forbi. Hvis folk ikke gjorde det, så følte de fodboldtumper måske ikke, at de ejede hele stedet.

 

"Gemmer du dig?". Mit hjerte begyndte at hamre en del, da jeg hørte den velkendte, irriterende og snerrende stemme tale til mig. Den gjorde mig hidsig, men kun fordi, at jeg vidste, hvad han prøvede at opnå. Han - kaptajnen, Dave. Han var på alder med mig, og han kunne ikke lide mig på nogen måder. Jeg vidste ikke helt hvorfor.

 

"Kan du ikke bare vende om og gå", hørte jeg en stemme sige fra min højre side. Ryan for fanden, var du ude på at på bank? Jeg vidste godt, at han bare prøvede at beskytte mig, men jeg kunne ikke lide, hvad det førte til.

 

"Hvad sagde du stump?", Ryan var på ingen måde lille, men det var en perfekt måde, at få ham til at se lille ud på - at kalde ham lille. Men Ryan var stædig, og han ville ikke give op så let, det vidste jeg, så jeg måtte gøre noget, ellers var min bedste ven færdig, og det kunne jeg ikke tillade.

 

Jeg smed min historiebog ind i skabet og kiggede rasende på Dave, de andre ravede mig en skid, de var mere baggrundsdrengene, som man ikke hørte så meget til, fordi de lå under tøflen med Dave. Dave fik pludselig et tilfredsstillende smil, som irriterede mig grusomt. He want to get the best of me, and he got what he ask for..

 

"Måske skulle du smutte væk inden jeg tværer dit fjæs ud", sagde jeg hårdt til ham, men et skævt smil kunne han ikke gå glip af. Jeg havde alt under kontrol, og det skulle alle vide. Dave grinede et ondt smil, og så gik han 3 skridt tættere på ham, så vi ikke stod mere end 5 centimeter fra hinanden.

 

"Pas på hvad du siger", hviskede han til mig, mens vi stod helt tæt på hinanden. Han troede sikkert, at det skræmte livet af mig, men han kendte mig da bedre? Jeg kunne høre en lille stemme bag mig, og den fortalte mig, at jeg skulle droppe det. Det var Ryan, som sagde noget fornuftigt.

 

"Uhh, og hvad hvis jeg ikke gør? Giver du mig så en pigelussing?", lød det fra mine selvsikre læber, der udemærket godt vidste, hvad der gjorde ham pissed. Han rystede svagt på hovedet, mens hans selvsikre blik stirrede på mig.

 

"Den eneste her, som kan give et pigelussing, er dig", sagde han til mig. 'uhhhh' lyde kom fra hans venner, som åbenbart syntes, at det var en diss. Men det følte jeg ikke, og det gav jeg skam også udtryk for - et lille skævt, selvsikkert smil.

 

"Nu når vi snakker om piger", sagde jeg og kløede mig på kinden. "Hvordan har Louise det så?", småsnakken mellem alle tilskuerne begyndte straks at brede sig, da jeg nævnte hans elskede kæreste.

 

"Der er jo nogen her, som kan holde en kæreste", han svarede ikke på mit spørgsmål? I stedet for, kom han med en åndsvag bemærkning, som virkelig startede et skænderi.

 

"Og du kan?", jeg lod et lille grin slippe ud af mine læber, da jeg vidste, at jeg ville vinde den her. "Din såkaldte kæreste er ikke så tro mod dig, som du tror", sagde jeg med et lille smil. Hans øjenbryn hævede sig pludselig helt op til panden. "Men det kan du vel selv spørge hende om".

 

Han kiggede undrende på mig, mens han havde et dræberblik i øjnene, men han burde ikke stirre på mig med det blik. Han burde stirre på Louise.

 

"Du er så dum Justin, tro du virkelig, at jeg tror på det?", spurgte han mig. Men det så ikke ud som om, at alle andre i nærheden af os, troede på hans kommentar. Uhh, jeg havde vidst fået hele årgangen til at tro, at hans kæreste var utro..Men helt forkert var det nu heller ikke.

 

"Jeg er ked af, at du har sådan en luderagtig kæreste", sagde jeg og havde mit skæve smil fremme. Vreden spredte sig i ham, og pludselig skubbede han mig ind i skabene, så en forfærdelig smerte kørte rundt i min ryg - idiot.

 

"Du skal aldrig kalde min kæreste det!", sagde han bestemt til mig, mens han holdte mig op af skabet. Jeg havde lyst til at slå ham, men en lille stemme inde i mig, fortalte mig, at han ikke var det værd...Oh det var Ryan, som sagde det.

 

"Kom Justin, klokken har ringet", lød det fra Ryan, som gerne ville have, at jeg gik ud af det her, mens jeg kunne. Klokken havde åbenbart ringet uden at jeg vidste det, eller hørte det.

 

Jeg skubbede Dave hårdt væk, så jeg kunne komme forbi. Han gav mig et tilfredsstillende smil, et vinderblik. Havde jeg tabt? Havde han vundet? Jeg lod det være og bevægede mig med Ryan hen mod gangen, men så skulle Dave lige sige en sidste ting.

 

"Du må ikke sladre til din ludermor og klamme far om mig, vel?", råbte han efter mig, mens han grinede. Alle hans venner grinede med. Jeg stoppede op og tænkte over det, som han sagde. Han gik sku over stregen der.

 

Jeg smed historiebogen fra mig og gik tilbage til Dave, mens jeg havde mit dårlige og farlige blik, som alle andre end Dave var bange for. Jeg gik mod ham, og han gik mod mig.

 

"Det skulle du aldrig havde sagt", sagde jeg bestemt til ham, men han grinede bare, hvilket kun gjorde mig endnu mere sur. Jeg slog ud efter ham og ramte ham lige på hagen, og da jeg kunne se, at jeg havde en chance til, slog jeg ham hårdt i hovedet, og derefter sparkede jeg ham hårdt i maven, og jeg havde vundet. Jeg kiggede på ham, mens han lå på gulvet og tog sig på de steder, hvor jeg havde slået ham.

 

"Mr. Bieber!", den velkendte lærestemme kaldte hårdt på mig, og jeg fortrød hurtigt, at jeg havde slået ham. Nu skulle jeg igennem den samme rutine, som alle de andre gange, bare på grund af den idiot. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, at Dave havde rejst sig op, mens han tog sig på sin hage, der nok gjorde en del ondt.

 

Jeg kiggede forbavset på Mrs. Tomlen, som var en af de hårdeste lærer her på stedet. Ud over hendes små briller, som sad helt ned på næsetippen, så så hun også streng ud med hendes stramme knold i nakken og den måde hun så ud på, stram nederdel, skjorte og hendes dræberblikke. Mit blik faldt på Dave, som kiggede sjovt på mig, og jeg hadede det blik over alt på jorden.

 

"Mr. Bieber og Mr. Mallen, i kommer med her", sagde hun hårdt til både Dave og jeg. Endelig kom han også i problemer, og ikke kun mig. Men alligevel skulle jeg op på kontoret, og have den samme skideballe med Dave...Just kill me now.

 

¤¤..¤¤

 

Det velkendte lokale føltes så varmt, men også behagelig på en underlig måde. Solen skinnede direkte ind af de store vinduer, hvilket fik varmen til at brede sig rundt i lokalet. Den gule sommerfarve, som var på væggen, fik det til at se rart ud. Men ingen havde det rart, når de var sendt op på kontoret og direkte ind på skoleinspektørens kontor, den følelse var mere nervepirrende og nervøsitet. Dave og jeg gik ind på kontoret med lidt afstand mellem os, da vi på ingen måde vil nærme os hinanden.

 

"Ikke igen", lød det skuffende fra en stemme vis mund man ikke kunne se, fordi skoleinspektøren stod med ryggen til os og kiggede ud af vinduet - han kiggede sikkert på de mange legende børn.

 

Tænk at han vidste, det var os, uden han havde set, vi var kommet ind. Det betød vidst bare, hvor velkendte vi var omkring stedet, og at man var på listen.  

Jeg havde aldrig troet, at jeg ville stå på listen over de uartige og upålidelig elever - ja der var sådan en liste. I hver klasselokale var der sådan en liste, så nye lærere eller vikarer kunne se, hvem de kunne stole på, og hvem de skulle passe ekstra meget på. Normalt ved man ikke, at ens navn står på, men jeg kom ved en fejltagelse til at kigge i lærernes skuffe ved kateteret. Jeg var ret irriteret over, at jeg stod på den liste, for jeg var på ingen måde slem? Okay, jeg havde tit pjækket fra skole, fordi jeg skulle hjælpe nogen, den nogen var tit min 'søster' Adrianna, og jeg havde det også med at svare lærerne igen, når de sagde noget upassende til mig. Men udover det, så var jeg en udemærket elev, som bare ikke havde heldet med sig.

 

"Hvornår stopper det?", han vendte sig om og kiggede alvorligt på os begge. Det var sikkert sjovt for ham, at se 2 store drenge stå og være så nervøse, at vores hjerte hamrede af sted, mens sveden samlede sig i håndfladen. Jeg hadede at være i dette rum, fordi jeg fortjente det ikke, og det skræmte livet ud af mig. "Justin - aftalte vi ikke i fredags, at du skulle prøve at have en hel almindelig skoleuge, uden at lave ballade?" 

 

Jeg kiggede ned i gulvet, mens jeg så trist ud. Jo, det gjorde vi, og for nogens vedkommende, var det måske sjovt, at jeg allerede den første dag kommer op på kontoret. Det var så uretfærdigt!

 

"Jo, undskyld", lød det lavt, men selvsikkert fra mig selv, og pludselig havde jeg mine øjne rettet direkte på hans skuffede ansigt.

 

Jeg havde faktisk et godt forhold med inspektøren, mest fordi jeg havde brugt meget tid sammen med ham, og på grund af det, havde vi lært hinanden godt at kende, og vi havde faktisk nogle gode samtaler- det var måske også derfor, at han var så skuffet over at se mig. 

 

"Nå, men i to skal have en straf", Dave og jeg sukkede begge irriteret ud i luften. "Jeg er ked af det, men sådan er reglerne", lød det fornuftigt fra ham. Han skulle give os en straf, ellers ville de andre lærere brokke sig til undervisningsministeriet og sige, at han var en uansvarlig inspektør - det var i hvert fald, hvad han havde fortalt mig. "Slåskamp på gangen, pjæk fra timen? Det er to ting, drenge".

 

Nåh ja, klokken havde ringet ind, men i stedet for, at vi gik til time, så kom vi op af slås, hvor jeg helt sikkert vandt, hvilket jeg var stolt over.

 

"Det er 2 ugers eftersidning", lød det fra ham. Jeg nikkede forståeligt, det var kun rimeligt. Men nu skulle jeg ikke blive enorm glad, for han ville stadig ringe til mine plejeforældre og fortælle dem det hele, og så ventede der skideballe derhjemme, eller det følte jeg i hvert fald, de var ikke sådan nogen onde nogen, der skældte mig ud.

 

"Men Hr. Der er påskeferie i næste uge?", hørte jeg Dave sige, og han havde faktisk fat i noget. Men så skulle vi sikkert bare side efter i denne her uge, holde ferie og sidde efter ugen efter ferien.

 

"I kommer og har eftersidning i påskeferien", Dave og jeg kiggede forbavset på hinanden, mens vi havde chokerende øjne. Mente han virkelig det?

 

"Jamen Hr. Det kan de da ikke?", sagde Dave bestemt til ham, men han havde dog lidt respekt også.

 

"Jeg er ked af det, men det er måske godt, så forstår i nok virkelig jeres gerninger", han virkede ikke glad for det, men det burde han heller ikke være, det var ondt. "I skal komme hver dag kl. 10 og blive her til kl. 13, hvis i ikke dukker op, bliver i bortvis. I har haft jeres chancer", sagde han bestemt, men han prøvede ikke at være alt for ond, for sådan var han ikke.

 

"'Men..." - "I to skal lære jeres straf, og det her er den perfekte måde. Gå så til time nu", lød det surt fra ham. Jeg gjorde som han sagde og gik mod døren. Dave og jeg gik ud af døren og kom ind på sekretærernes kontor, hvor de kiggede grundigt på os. De kunne sikkert se vores skuffede ansigter.

 

Jeg kunne ikke fatte det.

 

Jeg traskede ud på gangen, som var helt stille, fordi alle eleverne jo var gået til time. Da jeg kom til den gang, hvor jeg havde smidt min historiebog, opdagede jeg, at den var væk. Hmm. Ryan havde sikkert taget den med til time. Jeg gik mod klasselokalet, som ikke lå specielt langt væk. Man kunne ikke sige, jeg havde travlt, fordi jeg bare gik lige så stille, mens jeg hev mine ben efter mig. Tænk at jeg skulle komme her i ferien, den ferie, som jeg havde været så begejstret for? Den var så meget ødelagt!

 

Jeg tog fat i håndtaget til døren og gik brasende ind i lokalet, hvor undervisningen pludselig stoppede på grund af mig. Jeg kiggede hurtigt rundt i klassen, og jeg opdagede hurtigt, hvor Ryan sad. Jeg lukkede døren bag mig og gik mod den plads ved siden af Ryan, hvor min bog var placeret midt på bordet - så havde han taget den med.

 

Da jeg havde sat mig ned, forsatte læreren med at undervise.

 

"Hvad skete der?", hviskede Ryan til mig, så læreren ikke kunne høre ham. Vi hviskede tit i timerne, det var faktisk meget sjældent, at jeg hørte efter. Okay, nu lyder det jo som om, at jeg var en total badass...det var jeg ikke!

 

"Jeg fik eftersidning i 2 uger", sagde jeg lavt til ham, mens jeg sukkede lavt.

 

"Men vi har ferie i næste uge?", spurgte han mig undrende. Jeg kiggede trist på ham, og det fik hans øjne til at se endnu mere forvirrende ud.

 

"Jeg skal møde kl. 10 til kl. 13 hver dag i næste uge", sagde jeg sukkede. Mine ord fik Ryan til at se chokeret ud, hvilket lige præcis var det ansigtsudtryk jeg forventede.

 

"Nerdern", lød det fra ham. Jeg nikkede bare og kiggede ned på den kedelige bog - historie. Der var intet godt ved det fag!

 

"Justin!", lød det pludselig fra læreren, og det gav et sæt i mig. Jeg kiggede op på min historielærer, som var en gammel, høj mand, som så sur ud, og han var det skam også. Jeg hadede ham, fordi han altid var bestemt og streng! "Hvad med at du vågner op og fortæller, hvad du har læst hjemme?", spurgte han mig.

 

Hele klassen kiggede på mig, hvilket gjorde mig utilpas. Jeg havde ikke lavet mine lektier, jeg orkede ikke at læse de 20 sider, som vi fik for. Jeg var fortabt.

Ryan skubbede diskret et stykke papir over til mig, hvor der stod noter om det kapitel, som vi skulle havde læst hjemme. Jeg læste dem hurigt i gennem, og så kunne jeg genfortælle, hvad læreren havde bedt om. Mit liv var redet. På grund af Ryan. 

 

"Det handler om, at i 1877 gik folk fra at være fattige til....", Mr. Ball, min historielærer, kiggede overraskende på mig. Den havde han ikke forventet, faktisk var der ingen som havde forventet, at jeg ville kunne svare på hans spørgsmål. Men det var altid godt at have en bedste ven, som havde styr på tingene.

 

Okay, jeg var ikke en badass...

 

Jeg var bare en dreng, som pjækkede en gang imellem, svarede lærerne igen, ikke lavede mine lektier, kom for sent til timerne og kom i slåskampe. Ikke andet.

 

Just an ordinary boy.

 

¤¤..¤¤

              

’’Men lad mig spørge: hvorfor sagde du også, at hans kæreste var ham utro?’’, spurgte Ryan mig, da vi havde en lille 10 minutters pause før engelsk. Adam – en af mine andre bedste venner – havde joinet os, og han havde hørt alt om slagsmålet, konteret og eftersidningen, og han syntes kun, at det var sejt gjort af mig – som sædvandeligt. Det var forskellen mellem ham og Ryan. Adam var en badboy, som elskede ballede, mens Ryan var den gode dreng.

 

’’Fordi det er rigtigt’’, lød det fra mig. Vi gik på gangen, som var propfyldt med elever, mellem alle de elever var årgangens lækreste piger også. De fik selvfølgelig et flirtende blik og et skævt smil, så de dånede lidt.

 

’’Ja, som om’’, hørte jeg Ryan sige. Han troede mig ikke. Men det var faktisk også meget sjældent, at jeg sagde sandheden, ja jeg løj måske en smule.

 

’’Det er rigtigt’’, sagde jeg overbevissende, men det eneste jeg fik ud af det, var et irriteret blik fra Ryan. Adam havde travlt med at flirte med de forbipasserende piger. ’’Til festen i fredags, gik jeg tilfældigvis ind på et af værelserne, og så lå hun der med en anden dreng’’.

 

Adam kiggede pludselig på mig med et interesseret blik. Han havde altid haft et crush på Louise, så hvis Dave fandt ud af, at hans elskede kæreste var ham utro, så var deres forhold måske ovre, og Adam kunne slå til.

 

’’Seriøst! Jeg håber de slår op’’, lød det lykkeligt fra Adam, som var temmelig tilfreds. Men det så ikke ud som om, at Ryan var overbevist. Men desuden lignede han også en, som ikke gad snakke om det mere.

 

’’Hej Justin’’, vores samtale blev afbrudt af den hotteste pige på skolen, Michelle. Ingen drenge kunne modstå hende, ikke engang dem, som havde en perfekt kæreste. Hendes brune lange hår, som gik ned til hendes bryster, var ufatteligt smukt. Hendes smukke brune øjne som var…..Ohh hvem prøver jeg at narre, alle drenge tændte på hendes enorme bryster, som var enhver drengs drøm.

 

’’Hey Michelle’’, sagde jeg flirtende til hende. Det havde ikke lykkedes mig at havde sex med hende, og alle troede heller ikke på, at jeg kom til det, fordi hun var langt over min standard.

 

’’Ses til engelsk’’, med de 3 ord gik hun videre sammen med hendes 2 bedste veninder bag sig. Vi kiggede alle tre efter hende, bare så vi kunne få et glimt af skolens lækreste røv, men desværre var mængden af mennesker alt for mange, så hun forsvandt.

 

’’Fuck man, hun talte til hende…Du har bid, og du har fanget en sild’’, kunne jeg høre en stemme sige bag ved mig, jeg vidste det var Adam, fordi Ryan vil aldrig sige sådan noget til mig.

 

’’Mit liv er fantastisk’’, mumlede jeg til mig selv, mens jeg smilede. Mit liv havde ændret sig meget, jeg huskede tydeligt for bare et år siden, da jeg slet ikke var sådan, but boys will be boys…

 

Pludselige ringede klokken ind til time, og de mange lever bevægede sig mod de forskellige klasselokaler. Det samme gjorde jeg. Jeg havde ikke engelsk med Ryan og Adam, men heldigvis var jeg så populær, så jeg altid havde en at sidde med.

 

’’Justin her’’, ’’nej her’’, ’’Justin’’,  da jeg kom ind i klassen, hørte jeg de mange pigestemmer, som gerne vil sidde ved siden af mig. De vidste godt, at jeg ikke havde nogen bedste venner i rummet, så jeg kunne vælge en helt tilfældig pige. Men mine øjne så på en helt speciel pige.

 

’’Sidder der nogen her?’’, spurgte jeg Michelle, som ’tilfældigvis’ sad alene (Det gjorde hun ellers aldrig?) Hun gav mig et sødt smil, før hun svarede.

 

’’Bare slå dig ned’’, lød det fra hende. Hun havde den mest sexede stemme i hele verden! Jeg satte mig ved siden af hende, og jeg kunne bare mærke, at dette ville blive den bedste engelsk time i verden.

 

¤¤..¤¤

 

 

"Så hvad skal du nu?", spurgte Ryan mig, da vi kom udenfor i det dejlige solskinsvejr, det var helt seriøst noget dejligt forårsvejr. Vi havde lige fået fri, og som vores medstuderende skyndte vi os ud af bygningen - ud i det frie. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Michelle, som muligvis var interesseret i mig. Ohh, hun var en drøm. Men ingen måtte vide, at jeg drømte om at få en pige, fordi alle troede, at jeg bare kunne få alle, da jeg var Justin den populær fyr.

 

"Jeg skal hjem og se, hvad Kate og Marvin siger til det hele", lød det sukkende fra mig selv. Mine plejeforældre måtte virkelig være trætte af mig, da jeg hele tiden kom i problemer.

 

"Nå ja", sagde han, da jeg havde mindet ham om min eftersidning, som var ualmindelig dum, fordi den lå midt i ferien. "Held og lykke".

 

Vi stoppede begge op og kiggede på hinanden. Han skulle til højre, og jeg skulle gå ligeud op af en sti, som faktisk så ret hyggelig ud, på grund af de mange træer og buske, og de små huller i træerne, hvor solens stråler skinnede igennem.

 

"Tak, det får jeg vidst brug for", sagde jeg sukkede og nikkede lidt. Jeg glædede mig ikke, ikke fordi de var strenge, fordi det var de overhoved ikke. Men de var skuffet, hvilket var endnu værre.

 

"Men vi ses i morgen", sagde han og tog små skridt væk fra mig.

 

 "Ja vi ses", sagde jeg smilende tilbage til ham.

 

Jeg gik over vejen og over til stien, som ikke var speciel lang. På den anden side af stien, lå den vej, hvor jeg boede, så jeg havde ikke særlig langt til skole, det tog mig nok 3 minutter at gå.

 

Jeg gik lidt og tænkte på, hvordan jeg skulle forklare mig selv. De vidste intet til Dave, fordi hvis de gjorde, ville de sikkert bare kontakte hans forældre, og så vil jeg ligne en idiot med nogle overbeskyttende plejeforældre. Jeg måtte vel bare sige, at han stod i vejen. Hmm, det var den samme sætning, som jeg brugte hver eneste gang. Han stod i vejen, så jeg skubbede ham væk, og det endte så med et slagsmål.

 

Jeg kom til hoveddøren, og jeg stoppede lige op et kort øjeblik, før jeg gik indenfor. Jeg åndede tungt ud i luften, mens jeg lukkede mine øjne i et stykke tid. Hvorfor endte jeg altid i problemer? Jeg sukkede ud i luften og åbnede mine øjne igen. Jeg åbnede døren og kom ind til den sædvandlige hyggelige gang. Jeg kunne høre, at de sad ude i køkkenet og snakkede. De forventede sikkert, at jeg gik ud til dem og forklarede mig selv.

 

Jeg tog mine sko af og smed min skoletaske i et hjørne. Derefter gik jeg stille ud til dem, hvor snakken stoppede, fordi jeg trådte ind i rummet. Deres smil fik mit hjerte til at falde lidt til ro, og jeg var ikke så nervøs mere.

 

"Kom her og sæt dig", sagde Kate sødt til mig, mens hun havde et roligt smil fremme. Hun ville have, at jeg skulle side for bordenden. Jeg satte mig det sted, hvor hun sagde.

 

"Vi ved, hvad du har gjort, og da du er over 18, så kan vi faktisk ikke gøre noget", sagde Marvin sukkende til mig. Hvis jeg var under 18, så havde jeg fået en alvorlig straf, ligesom jeg havde fået mange gange, da jeg var mindreårige. "Men vi kan snakke om det".

 

Jeg kiggede ned i bordet, jeg skammede mig, og det vidste de udemærket godt. Jeg var utrolig glad for, at de ikke kunne give mig en straf, men alligevel vil jeg gerne have en...I dont know why, men jeg fortjente det jo på en måde.

 

"Vi syntes, det begynder at blive for meget, Justin", sagde Kate skuffede til mig. Jeg nikkede forstående, mens mit blik stadig var rettet mod bordet. "Måske vil det være bedst, hvis du fik en straf?", spurgte hun mig. Jeg kiggede op på hende med et undrende blik. "Altså, ej jeg ved nu ikke", sagde hun tvivlende og kiggede ned i bordet.

 

"Det ER for meget Justin", lød det hårdt fra Marvin, som kun sagde noget fornuftigt. "Og jeg syntes, at så længe du bor her, så skal du have en straf, det er kun retfærdigt", sagde han bestemt, men han var usikker. Han vidste jo udemærket godt, at han ikke kunne give mig en straf..Men på den anden side, så kendte han mig alt for godt. Han vidste, at jeg hadede, når de var skuffet. "Måske skulle du rejse væk i påskeferien, til et lærerigt sted", forslog han.

 

Jeg kiggede forvirrende på ham. Havde inspektøren ikke fortalt dem, at jeg skulle sidde til eftersidning i ferien?

 

"Vi har snakket med din inspektør om det, og han syntes, det er en fremagede ide", lød det pludselig fra Kate. Jeg nikkede bare. "Du skal bare vælge et sted, og husk, vi vil ikke tvinge dig".

 

Jeg nikkede og kiggede på dem begge. Det var måske en god ide, men alligevel så gad jeg ikke væk.

 

"Jeg har ikke lyst til at rejse væk", mumlede jeg, men det var tydeligt nok til, at de kunne høre det. Kate gav mig et sødt smil, mens Marvin så mere skuffet ud end før - han vil gerne have, at jeg tog hans ide seriøst.

 

"Tænk over det til på fredag, okay?", spurgte Marvin til mig. Jeg kiggede forvirrende på ham, jeg forstod det ikke rigtigt. Jeg kunne rent faktisk slippe for eftersidning og tage ud at rejse? Okay, jeg vidste godt, at det ikke blev en Las Vegas tur, men alligevel. Hmm.

 

"Okay, men i skal ikke regne med, at jeg vil rejse", med de ord rejste jeg mig op. Jeg gik ud af rummet, mens jeg kunne mærke deres blikke stirre på mig. Men jeg var ligeglad, jeg havde allerede besluttet mig.

 

Jeg tog min skoletaske og smuttede ovenpå. Jeg burde lave mine lektier, men jeg orkede faktisk ikke helt. Hmm.

 

Rejse væk? Thi de måtte have spist søm!

¤  ¤  ¤

 

Det var så det første kapitel. Hvad syntes i om det? Hvad syntes i om det miljø Justin lever i? I skal vide, at i 2'eren er der aldersgrænse på, af visse årsager.

 

Husk at like den, så moi her bliver glad. Tak. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...