I Can't Believe It | Jack and Finn Harries

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Sorg, skyldfølelse og had til sig selv har indtaget den trettenårige Emilia Johnsons liv. Med det mørke og blå hår og indelukkede personlighed udstråler hun en, man ikke vil være i nærheden af. Hun har heller ikke haft et perfekt start i sit teenageliv, da hendes farmor døede ca. et halv år siden, og smerten af savn rammer hende ligeså hårdt som første gang. Emilia har altid haft nogle selvmordstanker i en periode, indtil to drenge kommer ind i hendes liv. Med deres sjove og ikke mindst fjollede personlighed, får de hende til at smile hver gang, hun ser deres videoer på Youtube. Hun vil gøre alt for at møde dem, så hun kan takke dem for at trækket hende op fra bunden. Da drengene har nået målet, som er en million subscribers på deres youtubekanal, arrangerer de en "Meet & Greet", tager Emilia chancen til at se dem. Men er det nemt, som det ser ud til? Får Emilia chancen til at takke dem? Hvad kommer der overhovedet til at ske, når der er tusindvis af andre piger, der også vil møde dem?

44Likes
129Kommentarer
2491Visninger
AA

6. Chapter 5

DETTE KAPITEL ER DET SAMME SOM EN EPILOG, SÅ DERFOR ER DET SÅ KORT.

--------------------------------------------------------------------------------------------

 

I havde vel forventet, at jeg fik stuearrest, ikke? Det kom vel heller ikke bag jer, at min mor havde råbt af mig, fordi jeg kom hjem så sent om aftenen uden at informere det til hende, så derfor fandt jeg på en løgn med, at jeg var hjemme hos min far, også ringe til ham derefter. Han var mindst ligeså skuffet som min mor, men han ville gå med til det, så jeg var mere end taknemlig.

Min mor havde konfiskeret alle mine elektroniske ting såsom mit TV, computer og mobil, men jeg så heller ikke noget tidspunkt i at bruge det, for der var jo alligevel TV’et i stuen, hvis jeg havde brug for den, eller så kunne jeg også ligge mig på hængekøjen ude i haven. Jeg følte heller ikke noget for at være på elektronikken, men det betød heller ikke, at jeg kunne undvære det, så at lade alle mine tanker komme i frit løb efter denne dag, ville være perfekt.

I går havde nok været den bedste dag i mit liv, også selvom den ikke startede særlig godt. jeg fik endelig takket dem for at redde mine dage med deres videoer, og det tog de godt imod. Og underligt nok fik det tårerne til at presse sig på, ligesom det gjorde efter jeg forlod dem ved at sætte mig ind i taxaen, som de havde prajet til mig.

Det her lød måske underligt, men jeg savnede dem allerede. De formåede at ødelægge låsen til skabet, men jeg var stadig bange for at hoppe ud ved tanken om at falde igen. Kelly var virkelig god til at lade det ske, men hun ville ikke få ram på mig i dag, ikke når mit humør var virkelig godt, i forhold til alle de andre gange, hvor helst ikke ville optræde i skolen.

Jeg rettede kort på min nederdel, inden jeg åbnede døren til indgangen, og jeg kunne allerede mærke blikke på mig. Fra yngre elever til eleverne, der gik klasse over mig, kiggede hen mod mig, så jeg synkede et klump og bevægede mig videre. Det undrede mig lidt, hvorfor det ikke pinte mig, som det havde gjort i går.

Heldigvis fik jeg undgået deres blikke og hvisken, hvilket jeg kunne sukke lettet over, men ikke når tanken om, hvad der var ved mig, der gjorde det så spændende om at hviske over. Jeg havde lyst til at råbe af dem, hvad fanden der var galt med mig, men jeg ville bare lave en scene, og det ville jeg helt undgå, nu hvor jeg første var kommet ind.

Hvad der gjorde mig mest glad, var, Kelly ikke var til at se, for det gjorde min byrde meget lettere, så jeg ikke behøvede at tænke på, hvad hun ville. Det startede altid, når jeg kom ind i skolens område og ikke efter, eller det var sjældent efter, for hun kunne bedre lide at pine mig fra starten – den havde jeg selv regnet ud.

Jeg rystede tankerne om Kelly væk, da klokken allerede havde ringet, hvilket betød at jeg kun havde fem minutter til at finde frem til min skab igennem den store myldret, finde mine bøger til matematik og videre til klassen, der lå ret langt væk fra min klasse. Skønt, på grund af min mors brokken og råb i morges, eftersom hun vidst ikke fik nok af at råbe af mig i aftes, var årsagen til, at Mrs. Morayne ville blive stiktosset, så hendes hoved blev rødere end normalt.

Hurtigt fik jeg fandt frem til mit skab, som jeg åbnede med hastige bevægelser, inden jeg fandt mine bøger frem. Jeg ville nødigt komme for sent denne gang, for Mrs. Morayne havde allerede givet mig to advarsler, og den tredje ville risikere eftersidning, hvilket jeg slet ikke magtede, selvom jeg ikke lavede en disse derhjemme.

Jeg tog mine bøger under armen, idét jeg lukkede skabet, og jeg prøvede at få låsen til at give den genkendelig lyd, som dedikerede, at der var låst, men så langt nåede jeg ikke, da låsen faldt til jorden, hvilket fik mig til sukke højlydt og samle den op. Jeg nåede kun at snitte den, indtil en fod ramte den og min hånd, så den gled sig til siden. Jeg skulle til at forbande vedkommen med nogle skældsord, men skoen var ikke svær at regne ud, at det var Kelly.

”Så langt kommer du ikke,” sagde hun spydigt efterfulgt et grin, som lød mere falsk end en barbiedukke. Jeg rettede ryggen og kiggede irriteret ind i hendes øjne, der kun viste provokation og had til mig.

Der var ikke et sekund, hvor jeg fik lov til at være alene for mig selv. Okay, en overdrivelse, men Kelly blev ved med at dukke op på de mest dårlige tidspunkter, og for ikke at glemme alle tidspunkter. Det var som om, at hun ikke kunne lade være med at pine mig, hver gang hun så mig, og jeg var godt træt af det.

”Hvad vil du nu?” vrissede jeg og rejste mig op med et sæt. Det her var en af de få gange, hvor jeg svarede hende sådan, og den chance skulle jeg lige bruge. ”Har du ikke andet at tage dig til? Jeg er godt træt af dig, så skrid så.”

Hvordan alt det kom ud, vidste jeg ikke, men det var rart at gøre det. Det var som om, at det, jeg virkelig brændte for at sige, ville ud nu, så jeg lod ikke mig selv stoppe nu, da Kelly ikke nåede at sige noget.

”Hør, jeg er pisse træt af dig, okay? Det er dig, der afsluttede vores venskab, så gider du fandme ikke lade mig være? Jeg vil ikke have noget med dig at gøre længere. Siden du har droppet mig, har jeg indset, at vores venskab er ikke så stærk, som jeg troede. Du droppede mig flere gange, og du har aldrig givet mig en grund, men det ændrer ikke på noget lige nu!” vrissede jeg ud, og jeg måtte lige sige, at jeg havde lukket munden på hende.

Vreden sitrede indeni mig, og jeg måtte kæmpe for ikke at skrige hende i hovedet. At hun endelig fik det at vide, var det dét værd at lave sådan en scene lige nu. De få elever, der var tilbage på gangen kiggede hen på vores retning, men jeg lod være med at tænke på dem, og i stedet borede mit blik på Kelly.

Hvad, jeg ikke havde forventet, var, hendes åbnede sig op og en latter spredte sig. Jeg burde have forventet det af hende. Alt det, jeg sagde, var kun en joke for hende, for hun kunne ikke tage min ting seriøst – og det skete langt før vores venskab sluttede.

”Oh my God, sikke en dramaqueen, du er,” grinede hun videre, så hendes latter smittede de andre. Jeg knyttede mine næver og prøvede alt for ikke at gå helt amok, da alt indeni mig kogte fuldstændig. Fattede hun ikke en skid, eller hvad?  ”Hvis du så gerne vil have opmærksomhed, så sæt en pose over hovedet og dæk det grimme, blå hår.”

”Ligesom dig? Altså, hvis jeg afbleger mit hår, fjerner du så det ton af make-up, der er klistret fast på dit ansigt?” Okay, jeg var virkelig dårlig til at disse, men helt ærligt. Der var ikke nogen, der kommenterede på hendes forbrug af make-up, og fordi jeg gik ind for sandheden, skulle hun vide det på et eller andet tidspunkt, ikke?

Jeg vendte mig om og lukkede skabet brat, hvorefter jeg stirrede vredt på hende, men jeg fik ikke andet end et provokerende smil, der sad på hendes smalle læber. Bare at jeg havde veninder, nej, bedsteveninder, med hende, var allerede slemt nok for mine tanker. Jeg foragtede hende virkelig meget, og det begyndte at gå langsomt op for mig, at jeg ikke var skylden til vores brud.

Det var hende, der ikke holdte fast i mig. Det var hende, der hellere ville slippe godt væk fra at få dårlig samvittighed, hvis hun spurgte, om det var hende, der var problemet, og hver gang svarede jeg nej. Hun spurgte ikke længere ind til det, for hun var garanteret ligeglad med, hvordan jeg havde det, og det burde jeg have indset noget før.

”Du burde virkelig passe på.”

”Hvorfor?” spurgte jeg lidt henkastet, inden jeg lagde armene over kors. Hendes trusler ramte mig ikke nu for hvert sekund, der gik, for det var nærmere som om, at det hele løsnede sig op. ”Du er alligevel ikke andet end fuld af løgn, så hvorfor?”

Om hun ville overfalde mig med hendes spydige ord, var jeg fuldstændig ligeglad med – de gav ikke mening for mig længere, og det var derfor, jeg vendte mig om og forlod hende på gangen, som var ved at blive tømt af elever.

”Fordi, jeg kender alle dine hemmeligheder.” Et grin undslap mine læber. Jeg var da ligeglad med, at hun kendte til dem, for de var ret lamme, og det var ikke noget, folk rent faktisk bekymrede sig over dem. ”Og til dine problemer.”

Okay, der stivnede jeg.

Da Kelly og jeg var bedsteveninder, fortalte jeg hende om alt det, jeg havde i tankerne. Og selvfølgelig skulle hun også kende til mine tanker og problemer, for hun betød virkelig meget for mig. Så fordi vores venskab var slut, kunne hun bruge det på mig, hvilket jeg slet ikke ville have på nogen måde, men hvad kunne jeg forvente? Det var jo Kelly, jeg snakkede om her.

”Som om, du gør det.”

”Efter vores lange venskab, ved du stadig intet om mig.” Det provokerende smil, som hun havde plantet på læberne, fik lysten til at stikke hende en lussing – eller flere – lige nu, men jeg forholdte mig roligt for ikke at virke som en psykopat. Alle havde en lille psykopattilstand indeni i sig, men fordi jeg ville slå Kelly, var det risikabelt at kunne gøre det.

Min kogende vrede var ved at koge over, og jeg var nød til at berolige mig selv med ord, som slet ikke påvirkede mig. Alle tankerne i mit hoved fløj rundt fra den ene side til den anden, og en hovedpine, jeg nemt og hurtigt kunne få, skulle nok komme senere på dagen.

Hun fik hele tiden vreden frem i mig, og jeg prøvede ihærdigt at styre det nu. Det irriterede mig virkelig meget, at hun ikke selv kunne se, at jeg ikke orkede hende på nogen måde – faktisk, så orkede jeg hende aldrig, for hun fik altid en belastende følelse frem i mig, hvilket jeg foragtede.

Tanken om i går dukkede pludselig op og synet af Finn og Jack kom frem ved min nethinde, så en beroligende og underlig følelse landede i ind mave. I går var sådan et fantastisk aften, og de havde i den grad ændret på det hele. jeg kunne stadig ikke fatte, at jeg langt om længe havde takket dem, for det virkede så surrealistisk på alle måder. Det var ikke hver dag, man blev vækket af sine største idoler i Hyde Park i London.

”Nej, det har jeg ikke brug for. Så hvis du lige gider, så har jeg andet at tage mig til, end at kigge på dit ansigt.” Jeg sværger, det kom bare ud, og jeg vidste ikke hvordan. Aldrig havde jeg snakket sådan til Kelly, og det pissede hende i den grad af, så raseriet spyede i hendes øjne. Jeg kendte hende godt nok til, at hun ikke accepterede at blive snakket om på den måde – hun havde regnet hentydningen ud – så selvfølgelig reagerede hun sådan.

”Sådan skal du ikke tale til mig,” hvislede hun mellem sin sammenbidte tænder, mens hun gik truende fremad. Det burde gøre mig bange, men Finns ord kørte rundt i mit hoved, hvilket fik mig til at stå oprejst og ikke give op så hurtigt.

”Faktisk, så snakker jeg som jeg vil, for det er min mund og min mening,” gav jeg hende igen. Idet Kelly vrissede noget utydeligt, lagde jeg mærke til, hvad jeg havde sagt. Flot klaret, Emilia. Det var ligefrem ikke meningen at skulle sige det sådan. ”Hør, jeg gider ikke det her, men du kan i det mindste lade mig være.”

Før hun nåede at sige mere, afbrød jeg ved at holde hånden op: ”Hvorfor behandler du mig som noget lort? Hvad fanden har jeg gjort dig? Jeg har ikke andet end at være så fucking sød imod dig, også skrider du for mig på grund af popularitet? Helt, seriøst, hvad fanden er der galt med dig?”

Kelly så ikke ud til at svare, så jeg overlod mig selv til at tale videre, ”vi har været veninder i flere år. Vi stod med i hinanden i tykt og tyndt, og det ændrede sig på grund af du er opmærksomhedskrævende. Jeg har haft det så fandme hårdt siden min farmor døde, og du viste ikke andet end selviskhed og ligegladhed.”

En klump dannede sig i min hals. Det her var første gang, jeg fortalte en anden om min farmors afkom, og at det blev min eks-bedsteveninde, der fik det at vide, gjorde det ikke just bedre, fordi jeg skubbede hende væk, og hun gjorde intet ved det.

Hendes ansigt var virkelig blegt. Ikke at hun havde glød i hendes hudfarve, men det var endnu mere bleg end normalt, hvilket kun kunne betyde, at hun ikke vidste, hvordan hun skulle reagere. Hun vidste trodsalt godt, at jeg havde et specielt forhold til min farmor, så det overraskede hende garanteret at få sådan noget at vide.

Tårerne prikkede mig i øjnene, så jeg blinkede hurtigt, inden jeg sukkede kort og kiggede væk. Minderne, som jeg havde med hende, pinte mig virkelig, og jeg havde lyst til at brase sammen og græde det ud, men der kom intet, da jeg ret faktisk gerne ville have dem frem. Det var ikke fordi, at jeg ville vise min svage side igen foran Kelly, men jeg var træt af at holde det inde, i stedet for at vise det. Spørg ikke hvorfor, tak.

”Det her fuldkommen latterligt, og hvis du ikke har noget i mod det, så skal jeg gå.” Jeg greb ordentligt fat i mine bøger, inden jeg vendte mig om fra en mundlam Kelly, der så ud til at ikke at stoppe mig en eneste gang.

Jeg ville aldrig have sagt det til hende, hvis det ikke var for dem. Det her ville aldrig have kommet fra mig – selv ikke, hvis jeg skrev det ned – hvis jeg ikke havde fået mig selv til at åbne munden og snakke dem, da de vækkede mig.

Det føltes som om, at en hel ny følelse kom, da jeg indså, hvad jeg lige havde gjort. Skabet var åbnet, og jeg havde endelig sprunget ud af den med en hel ny jeg. hvordan, det kunne lade sig gøre, vidste jeg ikke, men jeg var glad – nej, nærmere lykkelig over overfinde min frugt og usikkerhed.

From now on I believe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...