I Can't Believe It | Jack and Finn Harries

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Sorg, skyldfølelse og had til sig selv har indtaget den trettenårige Emilia Johnsons liv. Med det mørke og blå hår og indelukkede personlighed udstråler hun en, man ikke vil være i nærheden af. Hun har heller ikke haft et perfekt start i sit teenageliv, da hendes farmor døede ca. et halv år siden, og smerten af savn rammer hende ligeså hårdt som første gang. Emilia har altid haft nogle selvmordstanker i en periode, indtil to drenge kommer ind i hendes liv. Med deres sjove og ikke mindst fjollede personlighed, får de hende til at smile hver gang, hun ser deres videoer på Youtube. Hun vil gøre alt for at møde dem, så hun kan takke dem for at trækket hende op fra bunden. Da drengene har nået målet, som er en million subscribers på deres youtubekanal, arrangerer de en "Meet & Greet", tager Emilia chancen til at se dem. Men er det nemt, som det ser ud til? Får Emilia chancen til at takke dem? Hvad kommer der overhovedet til at ske, når der er tusindvis af andre piger, der også vil møde dem?

44Likes
129Kommentarer
2537Visninger
AA

5. Chapter 4

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg slet ikke var nervøs – for det var jeg skam. Mine hænder rystede, mens sveden kom frem på mine håndflader, når jeg lukkede mine hænder, en masse tanker løb rundt i mit hoved, og mit hjerte derud af. Aldrig havde jeg oplevet det her, og jeg prøvede at berolige mig selv ikke i at falde til jorden og tude af glæde.

Den følelse kendte I sikkert, ikke? Hvis jeres idol, som I så virkelig op til og skulle fx til hans/hendes koncert, ville I ikke få sommerfugle i maven? Det havde jeg, og smilet på mine læber kunne slet ikke fjernes. Følelsen var fantastisk, samtidig lidt nervepirrende (hvis I spurgte mig), og den var slet ikke til at glemme.

Nej.. nervøs var ikke, hvad der beskrev de følelser, jeg havde nu. Det var nok mere glæde, chok og overvældende. Aldrig i mit liv havde jeg troet, at jeg skulle møde dem. De var mine helte, og de var heller ikke nogen, man bare lige kunne mødes med på en café. Også selvom de var nogle helt normale drenge, der lavede sjove og fantastiske videoer, så var de mine helte – uden tvivl.

Lad mig lige sige, at jeg næsten ikke kunne få mig selv til at bevæge mig fremad. Det var nok derfor, den lille klump længere inde i parken slet ikke vokset. Jeg var sikkert stadig i chok over det her, og nu kunne jeg ikke styre mine vejrtrækninger, der bare blev højere for hver museskridt, jeg tog.

Lidt af en fan, kunne man kalde mig, haha.

Mens jeg prøvede at slæbe mine ben med mig, prøvede jeg at finde på noget at sige til dem, hvis jeg altså fik muligheden for at snakke med dem. Jeg ville ikke kvaje mig, så de begyndte at grine af mig, for så ville jeg å det mere dårligt. Og mundlam skulle jeg slet ikke være! Det havde jeg oplevet mange gange, og tro mig – det var ikke sjovt.

Forskellige tanker fløj rundt i mit hoved, og jeg kunne jeg ikke følge med i noget. Alt i mit hoved var forvirrende og støjende, så mit blik endte med at være lidt sløret. Hovedpinen prøvede at bane sig frem mod min pande og banke mig mentalt ned med smerter, men jeg tog en stor dybånding, inden jeg bevægede mig videre. Som jeg sagde før, så var alt det her overvældende.

Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne beherske mine følelser. Det havde været virkelig svært for mig at håndtere dem, efter det der var sket før, som jeg ikke kunne se andet som et stort hul i hjertet, hvilket jeg dog ikke kunne gøre noget ved. Jeg havde ellers været den bedste til at skjule følelser, når jeg var sammen med Kelly, hvis jeg var sur for sjov, men ja – det var ovre.

Efter at modet mig mere op, satte jeg det lange ben foran og begyndte at gå hurtigere. Jeg kunne ikke blive ved med at gå de skridt, for nåede jeg derhen ville det bare være lukket, også havde jeg ikke fået muligheden for at møde dem. Måske lidt overdrevent, men tænk lige over det. Hvis jeg ikke mandede mig op denne gang, ville det hele gå til spild.

Klumpen foran mig blev større og større for hver anden skridt, jeg tog. Det føltes meget lettere at tage sig sammen, men mine ben kunne knække når som helst, og jeg prøvede at undgå det. Selve tanken om at møde dem fik mig til at skælve indeni, og mit smil kunne heller ikke lade være med at blive større.

Alt indeni mig kørte nu på fuldt drøn, da lyden af snak og grin rungede mine ører. Jeg var nået herhen, men hvad så nu? Skulle jeg bare stå her og kigge på, eller hvad? For at være ærlig så vidste jeg ikke, hvad jeg skulle lige nu. Ja, jeg dukkede op og jeg skulle møde drengene, men hvordan? Det var ikke fordi, jeg ville gå hen til dem, ikke?

Et skridt af gangen ellers blev det hele en katastrofe for mig.

Jeg kiggede lidt rundt, inden jeg bevægede mig nærmere ved mængden af glade og strålende piger, der grinede af, hvad drengene sagde. Selvom jeg burde, så kunne jeg ikke følge helt med i, hvad de snakkede om, fordi mit hoved var stadig rundtosset. Aldrig havde jeg følt der her før, og jeg kunne roligt takke Finn og Jack Harries for det.

Da jeg gerne ville foran for at se dem, stoppede en tanke mig. Hvad med hvis de ikke kunne se mig? Måske ville de ikke lægge mærke til mig og måske var der ikke nogen pladser foran. Ligesom henne på skolen så følte jeg mig stadig usynlig, men stadig genkendt på nogle områder.

Hvis I lige kom i tvivl, så ville jeg lige nævne det; mit blå hår udstrålede en emo-tøs, hvilket jeg bestemt ikke var, mit tøj var nok ikke det flotteste eller dyreste mærketøj, så folk ville nok undre sig ovre, hvad for noget tøj, jeg havde på nu – for at være ærlig igen, så lignede det noget bras, men min mor havde ikke råd til det, og hun ville ikke have, at jeg fik penge af ham. Hun havde den tanke om, hvis jeg – eller Ana for den sags skyld – ikke lånte penge af ham, ville han tro, at hun sagtens kunne klare sig uden ham. Der var gået fire år siden deres skilsmisse, og den tanke havde hun stadig.

Selvom han var min far, som jeg faktisk elskede utroligt højt, accepterede jeg min mors regel. Jeg vidste, at hun stadig var nede over skilsmissen og hans nye kone, så jeg gjorde mit bedste og sparede selv penge. Dog fik jeg stadig penge af min far til min fødselsdag, hvilket var okay fra min mors side af, så den regel var nu ikke helt streng. Nok havde jeg heller ikke det pæneste tøj i forhold til alle de andre børn på min alder, men jeg klagede ikke – i hvert fald ikke når det var tøj, vi snakkede om her.

Jeg rystede kort på hovedet af min tanke, eftersom det ikke var noget, jeg fortrak at tænke over. Det bragte dårlige minder frem, og jeg ville nødigt blive lidt trist, når de to drenge, jeg så op til, stod foran mig.

Mit blik fløj hen på scenen, og et smil bredte sig på mine læber. Larmen omkring mig forsvandt med det samme, da lyden af drengenes snak og grin lød som sød musik i mine ører. Det var nu, tårerne var ved at presse sig ud af mine øjenkrog, men jeg var stærk nok til at holde dem inde. Jeg burde vide, at jeg ville reagere sådan, eftersom jeg skulle se dem, men alligevel overraskede det mig nu. Jeg følte, at alle mine tanker forsvandt, alle mine problemer med skolen og Kelly forsvandt. Alt forsvandt undtagen dem.

Jeg kunne sagtens stå sådan her i flere time, hvis det skulle være, og uden at knække. En underlig følelse bredte sig i min mave, og nu var jeg tæt på at græde. Jeg ville have ladet mine tårer strømme ned af mine kinder, og noget mascararest ville komme med, men ikke her og ikke nu. Det var lidt underligt, hvis jeg begyndte at tude foran folk med sådan en grund.

Inden jeg nåede at blinke, fik jeg et skub bag fra, hvilket fik mig til at vakle lidt foran. Uden at vælte helt vendte jeg mig om, og fik øje på en høj rødhåret pige, der så ældre ud end mig, også alligevel ikke. Det var tydeligt hende former, der viste, at hun så ældre ud, men det var ikke mit problem, så jeg vendte mig om igen og lade som om, at jeg ikke lagde mærke til hende.

”Styr dig, din freak.” Hendes nedladende ord ramte mig, og den dårlige og genkendelige følelse landede i min mave som en sten. Hun var ligesom alle andre – nedladende, ond og modbydelig. Jeg kendte til sådan nogle personer, og jeg vidste, at hun ikke ville lade mig være, når hun havde mig.

”Undskyld..” Ordet kom lavt ud af min mund, og det fik pigen til at rynke brynet af mig og grine. Da grinet blev højere, lagde jeg mærke til at hun ikke var alene. To andre piger stod bag med hende med et provokerende smil klistret på deres læber, hvilket fik mig til at synke en klump, der sad i min hals.

”Jeg kunne ikke høre dig, lille ven,” pigens grin fadede ud og den flabede side kom frem. Det flabede blik samt det belastende smil, provokerede mig en del og jeg bad inderligt for ikke at græde nu. ”Gentag det lige igen.”

Jeg holdt munden lukket. Det var det bedste, jeg kunne gære nu, for svarede jeg ville hun tro, at hun havde mig, hvor hun ville, og det ville jeg ikke have. Jeg var træt af, at folk blev ved med at kommandere eller irritere mig som hun og Kelly gjorde. Godt nok kendte jeg hende ikke, men ondskaben stod nærmest på panden af hende.

”Hørte du mig ikke?” Før jeg vidste af det, havde en hånd taget et godt fat i min overarm, og satte sig til at ruske den, og jeg kiggede væk. Hun skulle se, at jeg ikke var typen, der var et nemt offer, selvom jeg var, så skulle en fremmede ikke se det på mig – og specielt ikke hende.

”Jade.” Denne gang var det den ene af pigens venner, der snakkede, ”lad hende nu være, for du skal ikke spilde din tid på-”

”Hold kæft, Megan,” vrissede pigen, der hed Jade, og det fik Megan til at ti stille. Noget sagde mig, at det var Jade, der bestemte, det hun ville. Jeg vidste ikke helt, hvad hendes problem var, for jeg stod jo helt stille, og det var hende, der skubbede mig. ”Den pige slipper ikke så let.”

Jeg sank en klump. Faktisk en stor en. En så stor, at det nærmest var umuligt at sluge. For så bange var jeg. Selvom hun ikke kunne gøre mig noget, eftersom vi var i et offentligt sted, og hun kunne ikke slippe godt fra af at slå en mindreårige, men det gjorde mig stadig bange – faktisk rædselsslagen. Jeg kendte ikke Jade, og jeg vidste ikke, hvad hun var i stand til, så hvad skulle jeg dog gøre?

Det så ud til, at Jade gav op efter en diskussion med hende den anden, som jeg ikke havde fået navnet på, hvilket fik mig til at sukke lavt. Jeg ville ikke rodes i problemer på denne måde, og jeg skulle slet ikke prøve min første gang, eftersom det her var noget lort, og Jade skræmte mig en smule.

”Hør,” startede hun ud med, så jeg kiggede straks ind i hendes mørkegrønne øjne, der ikke viste andet end hårdhed, ”hvis du igen kommer på min vej, skal jeg personligt tage af dig, okay? Jeg gider ikke det her bullshit, men ser jeg dig igen, passer du på. Er du med?”

Jeg nikkede ivrigt, inden hun gav slip på mig, hvilket føltes meget lettere. Hendes ord gav genlyd i mit hoved, så jeg bakkede nogle skridt tilbage, og så på mens hun langsomt forsvandt ind i mængden med de to andre piger. Jeg ville ikke gøre noget dumt. Hun havde skræmt mig en gang, så hvorfor skræmme mig igen, når jeg allerede kendte advarslerne?

Det eneste jeg kunne gøre, var at ikke være her i den skrigende og højrystet gruppe af teenagepiger og meget få drenge. Jeg skulle ikke være her, og hvis jeg gjorde det mindste dumt, som jeg for det meste ikke gjorde, kunne jeg ligeså godt sige hej til blå mærker på armen og to eller tre løse tænder. Ikke at jeg troede, hun ville slå tænderne ud af mig, men jeg kendte hende ikke, og hun vidste heller ikke, om jeg var stærk nok til at kæmpe imod.

Lad os bare sige, det kunne jeg ikke.

Jeg fik mig vendt mig om og kiggede op på scenen, hvor Jack begyndte at snakke om kanalen og de ture, han og Finn skulle til. Det virkede meget interessant, så da jeg stod her og prøvede at høre, hvad drengene sagde, lykkedes det ikke, eftersom skrigene overdøvede det hele.

Men da Jade kom i mine tanker, rystede jeg på hovedet, og kiggede rundt. Det var overvældende at stå her foran sine idoler, man kunne tude over når som helst, men når en som Jade skræmte mig af helvedes til, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle stille op med de tanker, for de prøvede at frembringe tårerne. Men ikke nu og ikke senere. Det skulle ikke påvirke mig sådan.

Hurtigt fik jeg øje på en bænk, der stod lidt længere væk, gik jeg imod den. Skrigene var alt for højt og højtalerne kunne man vidst godt glemme alt om, for man kunne ikke høre drengene længere, så jo mere jeg kom nærmere mod bænken, jo mere kunne jeg høre drengene. Underligt, det ved jeg.

Jeg satte mig på bænken, og blev heldigvis glad for, at der ikke var nogen i nærheden. Uden tøven, satte jeg fødderne op på bænken, og satte mig bedre til rette, inden jeg smed min taske ved siden af og benene op til mig. Jeg var ligeglad, hvis andre så mig sådan. Det var lidt hyggeligt for mig selv, selvom der var ingen, jeg snakkede med, men det var jeg efterhånden van til.

Sådan var det bare.

Nu skulle jeg også lige glemme de personer fra hjembyen. De bragte dårlige tanker, og det var det sidste, jeg nogensinde ville gøre, når jeg endelig skulle møde drengene. Det kunne jeg ikke få mig selv til.

 

 

”Tror du, hun er vågen?” Stemmen var ugenkendelig, og jeg ville nødig sige, at den skræmte mig. Den var så langt væk, at det var svært at kunne høre, hvad den anden svarede, men efter en rusketur af en hånd, der blev lagt på min arm, var jeg nød til at åbne øjnene.

I det samme, jeg åbnede mine øjne, var mit blik slørede og med mørket, der havde lagt sig i London, var det en smule svært at se, hvem det var. To skikkelser stod nu foran mig, men fordi der ikke var en gadelampe i nærheden, kunne jeg ikke genkende det, hvilket fik panikken springe i mig, og mit hjerte banke hurtigere og hurtigere, da en hånd blev lagt på min skulder.

Jeg satte mig med ét op, og gispede højlydt, hvilket fik den ene til at kigge hen på den anden og tilbage til mig. Tanker om de kunne være kidnappere eller voldtægtsmand, skræmte mig, og jeg kunne ikke lade være med at ryste. De skræmte mig, og hvis jeg havde muligheden for at løbe, ville jeg gøre det, men det var som om, at jeg var frosset til.

”Hvad vil I?” skreg jeg skingert, da jeg opdagede, at de kom nærmere. En tåre løb ubevidst ned af min kind, som jeg hurtigt tørrede væk, men den blev erstattet af flere. Jeg var bange – nej, rædselsslagen over, hvad de kunne finde på, så jeg rykkede mig automatisk væk.

En ting var sikkert. De ville have et eller andet, og nu hvor jeg ikke vidste hvad, så skræmte de bukserne ud af mig.

Jeg skulle til at rejse mig og løbe, bare for at prøve, men så langt nåede jeg ikke, eftersom den ene, der stod foran mig, tog fat i mit håndled og skubbet mig tilbage på bænken med et bump. Et skrig forlod mine læber, også selvom der ikke var nogen omkring, men det var forsøget være.

”Vær sød at være stille.” Stemmen lød genkendeligt, og det skræmte mig endnu mere. Derefter tyssede han på mig, men det stoppede ikke det hulk, der nu forlod mine læber – fedt, nu tudede jeg. ”Vi vil bare hjælpe.”

”Med hvad? Jeg har ikke brug for jeres hjælp, så lad mig være!” skreg jeg i hovedet på fyren, hvilket fik ham til at træde et skridt tilbage men slap dog ikke min hånd. ”Slip mig!” Endnu et skrig forlod mine læber, som blev kvalt af et hulk. Fyrens hånd, der før lå min skulder lå nu på min ryg, klappede på min ryg.

Kuldegysninger spredte sig i min krop, og jeg fortrød straks at glemme at tage jakke på. Fyren, som stod foran mig, var garanteret forvirret over min reaktion, eftersom han ikke vidste helt, hvad han skulle gøre. Siden han eller hans ven ikke gjorde noget ved mig, slappede jeg langsomt af, og jeg lukkede øjnene i et øjeblik.

Mine tanker var ikke til at styre længere. Spørgsmål over, hvem de var og hvad de ville, blev kastet fra den ene side til den anden i mit hoved. Jeg fornemmede, at en hovedpine ville dukke op i morgen, men lige nu var det lige meget – jeg skulle bare væk herfra.

”Hey, rolig nu.” Fyren, som klappede mig på ryggen, aede mig, hvilket beroligede mig en smule, og det skræmte mig, eftersom jeg ikke kendte ham eller hans ven, men det gjorde det, og jeg blev faktisk en smule lettet over det. Derefter satte han sig ved siden af mig, og hans hoved var rettet hurtigt hen på den anden dreng, som stod helt stille, inden han kiggede hen på mig. ”Hvad laver du her helt alene?”

Jeg sank en klump. Det var en typisk pædofil-sætning, og at hans stemme lød hæs, gav det mig myrekryb, og en stor klump, der sad i halsen, var svær at sluge. Men jeg forstod ikke, hvorfor han ikke kidnappede mig nu end senere.

Mine tanker var fuldstændig fucked op, hvis jeg skulle være helt ærlig lige nu.

Da jeg ikke svarede, kom den anden dreng tættere. ”Måske skal vi bare gå – hun vil ikke have noget med os at gøre.” Jeg sværger, jeg havde hørt den stemme før, men jeg kunne ikke sætte fingeren på, hvad det var. Om jeg kendte ham, eller om jeg bare tog fejl, vidste jeg ikke, og endnu engang sank jeg en klump, som sad i halsen.

”Vi kan da ikke lade den lille pige være alene, vel?” Fyren, som sad ved side af mig, kiggede hen på den anden, og sukkede kort, inden hans blik landede på mig igen. ”Hvorfor er du alene?”

”Burde I ikke være ligeglad? I skal bare kidnappe mig, også er det slut,” svarede jeg hvæsende og hostede kort. Hvad jeg ikke forventede, var, at de slog begge et latter op. Hvad fanden var så sjovt? Jeg vær bange, og de gjorde ikke andet end at grine. ”Hvad er det, der er så sjovt?”

”Vi er ikke kommet for at kidnappe dig. Vi så dig ligge her og sove, også ville vi spørge, hvad du lavede,” den anden dreng svarede, hvilket fik mig til at kigge hen på ham. Det her var tidspunktet, hvor gadelampen skulle tænde, men det gjorde det ikke, så jeg kunne ikke se deres ansigtsudtrykke – eller for den sags skyld dem.

For at vide, hvad klokken var, tog jeg min mobil op af lommen, og tændte for skærmen, der forblev slukket. Fedt, nu var der ikke mere batteri på telefonen. Skod ting. Et suk undslap mine læber. ”Ved I, hvad klokken er?”

Drengen, som stadig sad ved siden af mig, fjernede sin hånd for at finde sin telefon. Han fandt den hurtigt, og da hans skærm tændte sig, og lyste meget af det op, kunne jeg se hans ansigt.

Oh my God, det kunne ikke passe…

”Øhh, klokken er halv syv,” svarede han og kiggede hen på mig med et smil, der viste hans tandsæt, hvilket fik mig til at måbe af overraskelse og lettelse. Det kunne ikke passe. Det kunne umuligt være ham. En stor trang til at skrige og græde på samme tid var der, men jeg holdte det inde ved at bide mig i læben. ”Er der noget galt?”

”D-d-e-et de-t de-e-t-…” Fuck, hvor jeg lød dum! Jeg havde lyst til at slå mig selv i hovedet, men for ikke at virke ret underlig, gjorde jeg det ikke, men kiggede hen på mig. ”Dig.”

”Mig?” Han kiggede hen på den anden, som muligvis kunne være hans bror, men lyset var ikke rettet mod ham. En tåre var tæt på at ryge ud af øjenkrogen, men jeg blinkede hurtigt i håb på, at det ville virke. ”Er der noget galt?”

Jeg sank en klump. Det her var så ydmygende, og jeg havde virkelig lyst til at slå mig selv af ydmygelse. De tænkte sikket, at jeg lignede en idiot lige nu, og ubevidst blussede mine kinder op. Argh, hvor var det pinligt!

”Du.. er.. dig.”

”Aaaaahh, nu forstår jeg det.” Drengen kom tættere på, og hans bror lyste ham lige et hoved, og et smil gled henover hans læber. Selv i dæmpet belysning så hans godt ud. ”Fan?”

Et lille nik kom fra mig, og jeg ville have lettet ud, hvis det ikke var for, at jeg stort set lignede en idiot. Et større smil gled henover Finns læber, inden han lagde en hånd på min skulder, hvilket fik mit hjerte til at galopere vildt.

”Rolig nu.” Jack havde garanteret set, hvordan jeg reagerede ved Finns berøring, så mine kinder blussede op, og jeg måtte takke Gud for mørket. ”Der sker ikke noget, du er i trygge hænder.”

”Ved du godt, at du lyder virkelig vammel, når du siger det?” lød det fra Finn, og jeg måtte kvæle grinet, der var ved at slippe ud. Jack skulede hen til Finn, der forsvarende tog hænder op til siden og bakke lidt tilbage. Derefter kiggede Jack hen på mig, og jeg var nød til at kæmpe for ikke at falde i staver på grund af de øjne.

Helt seriøst, hvis I var mig, ville I garanteret have det som mig.

”Men hvad laver du overhovedet her så sent?” Jack lød oprigtigt nysgerrig over at vide hvad, jeg lavede her så sent. Egentligt forstod jeg ikke, hvordan jeg faldt i søvn, og jeg måtte sige, at det overraskede mig en hel del, jeg faldt i søvn, for jeg virkede ret overgearede, da jeg forlod huset.

”Jeg skulle komme til jeres ’Meet & Greet’,” svarede jeg kort og lod mine hænder glide henover mine lår. ”Det var også meningen, at jeg skulle forlade parken ligesom alle de andre efter det, men fordi der var en pige, der truede mig derhenne, satte jeg mig herhen og faldt i søvn.”

”Seriøst?” spurgte Finn, der nu kom nærmere. Jeg nikkede lidt. Det Jade gjorde, var virkelig belastende, og hun havde ingen ret til at gøre det, og det indså jeg først nu. ”Men sagde du ikke noget til hende, eller gjorde du ikke noget med det?”

Jeg rystede kort på hovedet. ”Det er jeg efterhånden vant til.”

”Og du gør ikke noget ved det?!” spurgte Finn igen meget irriteret, mest over at det skete sådan noget, og jeg var blevet vant til det. Kort trak jeg på skuldrene og kiggede hen mod parken, hvor scenen plejede at ligge.

”Hvad kan jeg gøre? De hører jo ikke på, hvad jeg siger,” mumlede jeg og hentydede til det med Kelly. Jeg var svag, og folk havde også lagt mærke til det, så det benyttede bare muligheden for at irritere mig meget.

”Har du snakket med dine forældre, lærerene?”

”Nej,” svarede jeg Jack og trak endnu engang på skuldrene. ”At fortælle det til sine forældre og lærere er noget af det værste at kunne finde på. De forstår ikke en skid, og de vælger deres beslutninger frem for mine.”

Det så ud til, at Jack og Finn tænkte over et eller andet, men jeg var ligeglad, for trætheden og min ømme ryg havde overtaget mig, så jeg strakte mig lidt og gabte stille. Jeg var sikker på, at det her havde de ikke hørt før, men hvad ved jeg egentligt? Jeg var pigen, der ikke kunne klare sig selv, og havde ingen anelse om, hvordan udenfor skabet så ud. Skabet var låst og lukket, og jeg havde svært ved at finde nøglen til at åbne den.

”Hvad skyldes det til, at det sker?” spurgte Jack, inden han kiggede bekymrende på mig. Han skulle ikke have medlidenhed med mig. Det var fuldt fortjent, for jeg var så dum at jokke i det, og jeg kunne ikke rette op på de fejl, jeg havde lavet.

”Jeg skubbede min bedsteveninde.. eller eks bedsteveninde væk, fordi jeg havde det ret dårligt med, min farmor døde.” Det var virkelig svært at få det ud af mig, for jeg kunne ikke lide at indrømme, det var min skyld at ødelægge vores stærke venskab.

”Det er jeg ked af at høre, men det skal nok gå,” trøstede Jack og lagde sin hånd på min ryg, hvilket sendte kuldegysninger i hele min krop. Jeg nikkede lidt, selvom jeg vidste, det ikke var rigtigt, for de var typisk at sige det. Det var altid noget, man sagde til en, der havde gået igennem noget sørgeligt eller hvis man havde det dårligt, så jeg havde ikke en grund til at tro på det, hvis det ikke var sandt.

Jeg sukkede tungt. Trætheden var virkelig tæt på at tage over, og jeg måtte kæmpe mig for ikke at falde i søvn, hvilket ville være dumt, for jeg havde selv ansvaret for at tage hjem.

”Ja, selvfølgelig,” mumlede jeg ironisk, mest fordi det ikke var meningen, at det skulle ud. Finn løftede det ene bryn og sendte mig et ulæseligt blik, inden han kort rystede hovedet på af sig selv – eller mig, jeg ved det ikke, og jeg kiggede ned på mine lår, som jeg ikke kunne særlig meget se for mørket. Forståeligt.

”Hey,” sagde han så, og jeg gav min opmærksomhed igen til ham. ”Det kan godt være, at du ikke tror på det..” Busted. ”.. men alt kan ske. Fordi du kom til at skubbe hende væk, kan du sagtens fortælle, hvad du føler. Du må ikke lade hende lege med dig, så du kan få det dårligt. Hvis du bare fortalte hende, hvordan du har det.”

”Og jeg som troede, at det aldrig vil komme fra Finn-”

”Jack, jeg er seriøst!” vrissede Finn irriteret, hvilket fik Jack til at holde op med at grine. ”Hør her…” Finn fiskede efter mit navn, så jeg nævnte den hurtigt, ”Emilia. Fordi den gamle veninde kører dig ned, er du nød til at vise, du ikke er nem.”

Finn fik det til at lyde så nemt og simpelt, hvilket det ikke var, men alligevel. Han havde ret, og jeg måtte virkelig takke ham for det. De ord hjalp mig, og jeg havde virkelig lyst til at græde – spørg ikke hvorfor – men jeg kunne ikke bare græde midt i det hele.

”Men hvad nu hvis, det ikke virker?” spurgte jeg usikkert og blinkede hurtigt tårerne væk for de ikke skulle træde frem nu. Hvis jeg sagde alt det til Kelly, kunne jeg risikere at gøre det hele værre. Folk ville tro, at jeg var latterlig, hvis jeg sagde det til hende, når de var omkring – tro mig, Kelly var hele tiden omringet af personer.

”Giv det et forsøg, det skader ikke.” En stemme indeni mig sagde, at Finn havde ret, og den anden sagde, at det var dumt, men jeg stolede på Finn. Han virkede så sikker på det, så jeg var jo nød til at give det et forsøg.

Det var også hårdt at indse, at det også kunne være mulighed for at ændre det hele. Jeg havde bare aldrig set det på den måde, og jeg måtte kæmpe for ikke at blive højrystet og lettet, for at knuden i mit hjerte åbnede sig. At det kom fra en af mine største idoler, som jeg havde set op til i virkelig lang tid, kunne jeg ikke lade være med at smile.

Jeg rejste mig hurtigt op og bevægede mig hen mod Finn, inden jeg slog armene om ham. Han lagde overrasket sine arme om mig, og jeg måtte kæmpe for ikke at græde, men siden jeg stod og krammede en af mine idoler, kunne jeg ikke holde den ene efter anden tårer inde.

”Tak,” sagde jeg grådkvalt, og Finn knugede mig tættere ind til sig. ”Tak for alt. Tak for at give mig det råd. Jeg havde virkelig brug for at høre de ord. Det er ikke noget, jeg hører tit, så tak – igen.”

Jeg slap Finn for at gå hen til Jack, som nu havde rejst sig, for at knuge ham ind til mig. Da jeg lagde armene om ham, trillede flere tårer ned af min kind. Jeg følte, at skabet var ved at åbne sig, og et ukontrolleret smil gled hen over mine læber.

”Det er det mindste, vi kan gøre, prinsesse.”

✝✝✝✝✝

I må ikke hade mig. Jeg kan virkelig godt lide jer. Men ja, I har vel en grund til at hade mig, for ikke at publicere så tit på denne novelle. Men jeg har haft personlige problemer, som jeg har fået løst, også har jeg haft travlt med vennerne, der føler, at jeg har glemt dem - måske fordi, jeg hele tiden er på computer, så derfor har jeg ikke publiceret så meget.

Det her skal heller ikke være en lang besked, men det bliver det vist. Denne novelle slutter om et kapitel + en epilog, så tak for at følge med i den. Det betyder virkelig meget for mig.

//Nellie.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...