I Can't Believe It | Jack and Finn Harries

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Sorg, skyldfølelse og had til sig selv har indtaget den trettenårige Emilia Johnsons liv. Med det mørke og blå hår og indelukkede personlighed udstråler hun en, man ikke vil være i nærheden af. Hun har heller ikke haft et perfekt start i sit teenageliv, da hendes farmor døede ca. et halv år siden, og smerten af savn rammer hende ligeså hårdt som første gang. Emilia har altid haft nogle selvmordstanker i en periode, indtil to drenge kommer ind i hendes liv. Med deres sjove og ikke mindst fjollede personlighed, får de hende til at smile hver gang, hun ser deres videoer på Youtube. Hun vil gøre alt for at møde dem, så hun kan takke dem for at trækket hende op fra bunden. Da drengene har nået målet, som er en million subscribers på deres youtubekanal, arrangerer de en "Meet & Greet", tager Emilia chancen til at se dem. Men er det nemt, som det ser ud til? Får Emilia chancen til at takke dem? Hvad kommer der overhovedet til at ske, når der er tusindvis af andre piger, der også vil møde dem?

44Likes
129Kommentarer
2494Visninger
AA

4. Chapter 3

Jeg åndede lettet ud, da klokken rungede i mine ører efterfulgt af stole, der skrabede gulvet. Hurtigt fik jeg lagt mine ting i min taske, og lyttede egentligt ikke til, hvad Mrs. Garfield sagde. Det betød ikke noget, eftersom det var lektier til historie, som jeg alligevel ikke ville lave. Jeg fik aldrig noget ud af det.

Ligesom alle de andre elever, gik jeg ud af klassen, men nåede ikke særlig langt, da Mrs. Garfield åbnede munden. ”Emilia, kan jeg ikke lige snakke med dig?” Jeg fornemmede, at hun var skuffet, men over hvad vidste jeg ikke. Et lille nik kom fra mig, inden jeg bevægede mig hen til hendes kateder.

”Ja, Mrs. Garfield.” Jeg hadede at spille sukkersød, men i sådan nogle situationer var man vel nød til det. Hun var også ret nem at bløde op, for man skulle bare sige et eller andet, der smigrede hende, så kunne man sagtens slippe for noget. Ja, jeg havde prøvet det.

Hendes blik lå på mig, at det nærmest borede mig ned til et dybt hul, hvor jeg kunne gemme mig langt ned. Jeg prøvede at undgå det, men når man havde sådan et blik som hendes, så kunne man ikke. Det stikkede vildt, og selvom jeg prøvede at kigge et andet sted, så.. ja, det var skræmmende.

”Emilia,” startede hun ud med, og lod sine hænder glide henover sin nederdel, som hun strøg let, inden hun kiggede hen på mig igen. Jeg sagde intet og log hende derfor tale ud, så jeg kunne få fri. ”Du virker lidt sløv på det sidste. Er der noget galt?”

Hvis det ikke var Mrs. Garfield, der stod foran mig, ville jeg have hævet brynene. Jeg vidste ærligtalt godt, hvad hun var ude på, og jeg ville ikke høre på det pis med, at jeg sagtens kunne tale med hende om det. Desuden, så havde jeg ikke den mindste tanke om at fortælle det, eftersom jeg ikke stolede nok på hende til at fortælle det.

”Nej nej,” endte jeg med at sige og gav hende det mest overbevisende smil, jeg kunne præstere. Hun nikkede langsomt og kiggede skeptisk på mig, men jeg fjernede ikke mit blik. Det kunne være, at hun fald mistanke om, at jeg løj også ville hun udspørge mig om flere ting. ”Jeg føler mig ikke sløv på nogen måde.”

”Aha,” mumlede hun og med sit indtrængende blik, blinkede jeg flere gange og gav hende et smil, som hun straks gengældte. Et stilhed kom hurtigt frem, så jeg lod mit blik glide rundt i det tomme klasselokale, da det så mere interessant ud, end Mrs. Garfield.

Det her var så akavet på så mange umenneskelige måder, at jeg var nød til at bryde den. ”Må jeg gå nu?” Hun nikkede langsomt, hvilket fik mig til at lette indeni, før jeg bevægede mig ud af klasseværelset.

Egentligt forstod jeg ikke, at hun havde holdt mig derinde. Det gav ikke mening, eftersom vi begge havde fri. Hun havde sikkert forventet, at jeg ville kæfte alt ud til hende, hvilket slet ikke ville ske. Jeg ville tro, at hun troede, jeg kunne fortælle, hvordan jeg havde det.

Med faste skridt gik jeg langs gangen og mod udgangen. Jeg skulle nå et tog, der kørte om 75 minutter (som også var 1 time og et kvarter), så jeg havde lidt tjep, for jeg også skulle nå at tage et bad og skifte tøj, og efter min mening så var det rigtig kort tid.

Jeg prøvede at undgå ikke støde ind i nogen, for det var noget, jeg mindst havde lyst til. Der var ikke noget, som skulle se mig, og speciel ikke Kelly. Hun kunne sagtens finde på rygter, om at jeg bad Mrs. Garfield med et eller andet. Det var så typisk hende at prøve med at tirre mig, indtil jeg løb grædende bort.

Hurtigt fik jeg lagt en hånd på døren og skubbet den, så den lune luft overfald mig med det samme. Jeg smilede kort af det, inden jeg gik og lod som ingenting, hvilket jeg efterhånden gjorde. Hvis jeg lignede en idiot, der kiggede overalt for at tjekke om Kelly var der, så ville det være totalt pinligt, hvis der var andre, der lagde mærke til mig. Tro mig, jeg havde prøvet det før, og jeg ville ikke gøre det igen.

Mens mit blik lå ligeud, kunne jeg høre skridt bag mig, hvilket fik mit hjerte til at banke på fuldt drøn, så det næsten hoppede ud af mig. Jeg satte mit tempo højere op, og det endte så med at skridtene kom tættere. Jeg havde på fornemmelsen, hvem det var, men jeg turde ikke kigge mig tilbage – for det ville være dumt, hvis der ikke engang var nogen, ikke?

Jeg blev ved med at minde mig selv om, at jeg ikke ville rodes i problemer i dag. Jeg orkede det ikke – ligesom alle de andre dage – og det var ikke sjovt, at jeg skulle ende med at græde hver gang.

Det var også svært at ignorere Kelly i dag. Hun var så opmærksomhedskrævende hver gang hendes såkaldte kæreste fortalte en åndsvag joke, som ikke var sjovt, nærmere lam. Misforstå mig ikke, jeg havde intet imod Kellys kæreste, udover at det var hendes kæreste, get it? Det var bare alt det, hun havde, der gjorde mig så sur og irriteret, for hun skulle altid prøve at vifte det foran mit ansigt.

Hun var pisse træls, som altid, og jeg gjorde ikke andet end at lade som om, hun ikke var der. Det var ved at gå mig på nerverne, at jeg havde trangen til at springe op på hende som en puma. Men jeg ville lige indrømme igen, at Kelly var bund og grund stærkere end mig, og det ville hun altid være. Og ja, det irriterede mig hver gang.

Jeg rystede kort på hovedet af mig selv, for at fjerne tanker om Kelly i mit hovedet, inden jeg begav mig videre ud af skolens grund. Hvis jeg ikke tog fejl, så kunne jeg høre grin bag mig, men jeg vendte mig ikke om for at være sikker. Grinene blev til hvisken, og før jeg vidste af det, var der en, der nævnte mit navn.

”Kom, lad os følge efter hende.” Det var tydeligt, at det var Melissa, der snakkede. Melissa var Kellys nye bedsteveninde, efter hun havde skiftet mig ud, og det overraskede mig stadig, at hun valgte Melissa frem for mig. Hun hadede Melissa siden børnehaven, og hadet var selvfølgelig gengældt, så det var ret underligt, de ar bedsteveninder.

Uden at svare hende gik jeg videre, da jeg vidste, hvad det ville føre til. Hvis jeg svarede hende, ville hun sikkert komme efter mig, og hvis jeg ikke gjorde, ville hun gøre det samme. Det kunne gå begge veje.

Inden jeg nåede at reagere, var der nogen, der blokerede min ene fod, hvilket førte til, at jeg væltede på den hårde asfalt. Grinene kom igen, og jeg vendte mig om, så jeg kunne se, hvem det var. Som forventet var det Melissa og Melanie – hendes tvilling – grinede af mig, og jeg kæmpede for ikke at tårerne skulle presse på. De var enten dem eller Kelly, der var efter mig efter skole.

”Ligger du godt dernede?” spurgte Melanie med et drillende smil på læben, som jeg ville have rullet øjne af, men ignorerede blot. Jeg prøvede at rejse mig, men det mislykkedes, da Melissa lagde en hånd på min skulder, og skubbede mig derefter ned. Mit hoved fik et ordentligt slag, at et lille piv kom fra mig.

”Hvad vil I?” Min stemme var bund og grund grådkvalt, og jeg prøvede ihærdigt at lægge en facade på mit ansigt. ”Jeg har faktisk andet at tage mig til.”

Det var meningen, at jeg skulle lyde flabet, for jeg ville ikke være bange for de piger. De var kun fyldt med irritation og had, som kun endte ud over mig, og jeg ville ikke træde i spinaten.. igen.

”Nå, ikke? Hvad skal du da?” Melissa lød overraskende interesseret, men det var tydeligvis falsk. Jeg rystede på hovedet. Som om jeg gad fortælle, hvad jeg skulle. Det ragede ikke dem, hvad jeg gik rundt og lavede, og hvis jeg overhovedet fortalte det, ville de grine. De grinede af alt det, jeg sagde.

”Ikke noget, der rager jer.”

Idet de ord forlod min mund, havde Melanie svinget sin fod, som ramte min mave. Et skrig forlod mine læber. Det var som om, at alt pusten, jeg havde inde, kom ud med det samme, og efterlod en smerte, der var uudholdelig. Jeg var på randen i at græde, men det ville jeg ikke. Ikke igen og ikke foran dem.

”Pas på, hvad du siger, Emily.”

”Det er Emilia,” rettede jeg hurtigt, hvilket jeg fortrød, da smerte kom frem igen. En tåre forlod mit ene øje, og den trillede ned ad min kind og ned på asfalten. Det var så ydmygende, at jeg ville stortude lige nu. Men da tanken om, jeg skulle møde mine største idoler om nogle timer, strejfede mit hoved, og jeg ville ikke tillade at græde mere.

Jeg var sikker på, at de nød min lidelse.  Hvem der ikke gjorde det på skolen, var personer, som ikke ville have noget med mig at gøre – og tro mig, det var få personer, der gik klasser under mig.

”Kom, lad os skride,” mumlede Melissa til Melanie. Jeg ville have troet, at hun ville synes, at det var synd for mig, men jeg tog fejl. ”Jeg gider ikke spilde mere tid på hende. Kelly kan klare hende i morgen.”

Det var tydeligt, at Kelly var deres ’leder’. Hun var leder til hvad som helst, der handlede om mig, så det ville ikke overraske mig, hvis de ikke lod mig være. Det havde det været i et stykke tid nu..

Fordi jeg havde så lidt tid til at gøre mig klar og tage til togstationen, rejste jeg mig hastigt op og bevægede mig hjemad. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det her ikke påvirkede mit humør. Det her var noget lort, og jeg oplevede det her næsten hver dag.

Og lad være med at have medfølelse til mig – det var trodsalt min skyld.

 

 

Jeg var så heldig at have overskud, så jeg også kunne nå at købe noget i kiosken ved togstationen. Sulten tog virkelig over, og jeg burde ikke spise noget, men det var en lang tur til London, så jeg kunne ikke sidde i et tog i over en halv time. Også selvom jeg ikke skulle tænke sådan, men det skulle ikke være andet end et æble.

Det kunne vel godt mætte mig, ikke? Og hvis det var, så kunne jeg også købe en flaske vand. Jeg følte mig heller ikke særlig sulten i dag, så det var fint. Okay, okay, jeg ved hvad I tænker. Kun så lidt? Men grunden til så lidt, var at jeg ikke havde særlig mange penge med til mad, for jeg skulle også købe en billet. Desuden så ville jeg ikke tage på, men jeg ville heller ikke tabe mig, get it?

Hvis I eventuelt spurgte om, hvad jeg havde på, så var det kun en hvid top med en rød skovmandsskjorte, som jeg havde bundet kanten og nogle mørke tætsiddende jeans samt nogle røde Converse. Jeg var nu ikke modeekspert eller noget, for jeg satte bare ting sammen og tog det på.

Det var ikke fordi jeg ikke gik op i mit udseende, men det her var også noget, jeg gik med til hverdag. Jeg skulle ligefrem ikke dulle mig op, fordi jeg skulle møde mine idoler, ikke?

Da jeg opdagede, at køen havde rykket sig, tog jeg et stort skridt og sukkede kort. Jeg var en smule bange for at misse toget for et æble og en vandflaske. Det var spild af tid, og jeg ville heller ikke misse at møde dem. For helt ærligt, hvem ville ikke møde sine største idoler?

Mens jeg betragtede hylderne, hvor der lå blade og souvenirs, blev mit blik låst fast til en hylde med slik, cookies og alt det, der også var usundt. Min ”sunde” fornuft sagde, at det var dumt, men jeg kunne simpelhent ikke lade være med at stirre på det. Jeg trængte til noget sødt, ja, dog gad jeg ikke at købe det.

”Kan jeg hjælpe dig?” En stemme afbrød min koncentration til en kage, og jeg kiggede hen i den retning, hvor stemmen kom fra, og en jævnaldrende, lyshårede pige, der bar en hvid og limegrøn arbejdstøj, smilede sukkersødt (sikkert falsk) til mig. Jeg nikkede kort, og bevægede mig hen mod kassen.

”Ja, jeg vil gerne have et æble og en flaske vand,” sagde jeg med et smil på læben. Hun nikkede en enkelt gang og tastede på kasseapparatet, hvorefter hun lod sit blik glide hen på mig med et ligeså stort smil på læben som før – virkelig creepy. Så vendte hun sig om og tog en vandflaske fra et køleskab og et æble, der lå i et frugt og lagde det på disken

”Kunne du tænke dig noget andet?”

”Ellers tak,” svarede jeg, inden jeg fandt min pung frem i min taske. Derefter åbnede jeg den og rakte hende fem pund, som hun tog hurtigt imod og puttede pengene i kasseapparatet, inden hun gav mig byttepengene.

”Fortsæt en god dag.”

”Jo tak og i lige måde,” smilede jeg og vendte mig om, for at gå ud af kiosken. Jeg tog et bid af mit æble og lagde flasken i min taske, som faktisk ikke lå særlig meget i – eller der lå kun min mobil og astmainhalator, eftersom jeg ikke kunne overleve uden det. Jeg havde også tænkt på, hvis det nu blev ret varmt, kunne jeg bare ligge min jakke derind, for der var rimelig meget plads i den.

Mit blik fløj rundt i banegården, da jeg trådte ud af kiosken. Et suk forlod mine læber, inden jeg indhalerede luften, for at puste det ud igen, hvorefter jeg begyndte at gå hen mod perronen, hvor der næsten ikke var nogen. Jeg var altid nervøs, når jeg kom i nærheden af perronen. Aldrig havde jeg vidst hvorfor, men det gjorde jeg bare, og min mor havde heller ikke svaret på det.

Der var noget anderledes ved banegårde ifølge mig. Folk, der vinkede diskret farvel gennem ruden eller råbte så højt de kunne, selvom der var ingen, der kunne høre dem. Folk, der blev ved med at kigge på deres ur for at tjekke hvad klokken var, også selvom de havde kigget flere gange før.

Man kunne også læse andres blikke i deres fagter og måden, de bevægede sig på. Man så kærester, der skilles, man så bedstemødre, der rejste hjem, man så damer i lange frakker, der forlod mænd med opslået kraver eller omvendt, der skulle rejse. Gud vidste hvorhen, og hvornår de ville komme hjem.

Mine tanker blev afbrudt af en skingrende, høj lyde mod togskinnet, som fik mig til at skære en grimasse. Et tog, hvor der strømmede mennesker ind, stod nu foran mig, og jeg ventede på, at alle ville gå ud, så jeg kunne komme forbi. Det var en af tingene, jeg hadede ved tog. Man kunne enten mase sig for at få en plads, eller man kunne vente til passagerne gik ud, så man kunne få muligheden for at komme ind.

Da det så ud til at der ikke kom flere ud, trådte jeg hurtigt ind i toget og gik op af de to trin, der var. Man var nærmest ved at blive kvalt, og det var en af grundene til, at jeg tog toget og ikke metroen. Metrotoge lugtede og der var mere indtrængende end der var i tog. Og ja, der var forskel.

Dørene bag mig lukkede, og jeg åndede ud, inden jeg greb ud efter noget, jeg kunne holde fast i. Tænk, at jeg virkelig skulle stå op i en halv time i et lugtende tog klemt af fremmede mennesker, som lugtede enten af overdrevet parfume eller lugtende armhuler.

Men det var det værd. Om ikke så længe skulle jeg møde de mest fantastiske drenge, jeg nogensinde havde kendt. Tro mig – det var de.

 

 

Hvis det stod til mig, ville jeg have sprunget ud af toget, men da jeg blev skubbet ud af belastende passagerer, lod jeg være. Jeg ville sikkert blive fremstillet som en idiot, der for første gang havde været i London, hvilket jeg ikke var, så ja.

Jeg var så glad for at tage det første skridt ud af det ekstremt lugtende tog, og jeg trængte virkelig til noget frisk luft. Ikke noget med sved eller parfume, bare den frie natur.

Efter jeg fik det indhaleret, tog jeg fat i min taske og åbnede den for at finde min vandflaske. Min hals var simpelhent tør, og jeg fik ikke muligheden for at drikke noget, eftersom jeg var virkelig klemt inde, og hvis I spurgte, så var det alt for ulækkert.

Jeg åbnede flasken og tog en ordentligt slurk af den, så det kolde væske løb ned igennem mig. Da jeg fik drukket halvdelen af den, lukkede jeg den og lagde den tilbage, inden jeg lukkede tasken og begav mig fremad.

London var ikke særlig nyt for mig, for jeg havde skam været her en del gange. Min moster og mormor boede her, men jeg havde heller ikke en særlig fed relation til dem. Min moster var virkelig irriterende, da hun blev ved med at kommentere på mit blå pandehår, og min mormor snakkede jeg ikke særlig tit med. Hun var nu okay, men der opstod ikke andet end akavede stilheder, hvilket jeg hadede en del.

Da jeg følte mig ulækker i min jakke, bandt jeg ærmerne rundt om mit liv og bevægede mig videre. Jeg gik imod udgangen og fik øje på nogle taxaer, der stod stille, hvilket fik mig til at gå hen imod dem. Jeg havde opdaget, at jeg havde en del penge tilbage, hvilket jeg ikke forstod, men det var også lige meget, for så kunne jeg bare bruge det til noget nyttigt. Der var også lang vej til Hyde Park.

Jeg fik mig sat ind i en af taxaerne, og fortalte chaufføren, hvor han skulle køre hen. Han tog hurtigt imod meddelelsen og begyndte så at køre. Derefter tog jeg min mobil ud af min taske og begyndte ellers at spille. Noget skulle jeg jo lave, ikke?

 

 

Der var faktisk noget, jeg havde tænkt over i ret lang tid. Hvorfor var det et problem at skære i sig selv? Jeg mener, det ragede ikke folk i, hvad jeg gjorde ved sin krop, så hvad var problemet. Hvis I var i tvivl, så havde jeg cuttet før.

OG jeg ville sig sige, at jeg prøvede ikke at skræmme jer eller noget, men jeg kunne lide det. Det føltes som om, at man fik alt smerten ud, og det gjorde mig lettet.

Min mor vidste ikke noget om det. Faktisk, så var der mange ting, hun ikke vidste om mig. Det var ikke fordi, hun ikke var interesseret i mit liv – tværtimod – men jeg havde sådan set lukket emnet om min krop væk fra hende. Hun vidste ikke, at jeg ikke spiste særlig meget, og hun vidste ikke, at jeg smed min madpakke ud i skraldespanden. Som sagt, så var der mange ting, hun ikke vidste om mig.

Emnet om min krop var et ømt punkt for mig. Jeg havde aldrig været stolt over min krop, for jeg havde fået a vide utrolig mange gange, at jeg så fed ud end alle de andre piger i klassen. Selvom jeg ikke burde tænke sådan, men jeg kunne ikke lade være – jeg var for nærtagende.

Jeg havde også opdaget, at pigerne fra min klasse var tyndere end mig. De havde en flot, slank krop, lange ben, og det lignede ikke, at de var sirlige tynde. Derfor prøvede jeg at følge deres fodspor – ved at sulte mig selv. Selvom det var dumt og totalt latterligt, så gjorde jeg det. Bare at få det bedre med mig selv.

Jeg fik tanker rystet væk, da chaufføren stoppede foran en stor port med fede bogstaver, hvor der stod Hyde Park. Bag ruden kunne jeg høre en masse skrig, råb og nogen, der snakkede med mikrofon, så højtalerne nærmest brummede. Hurtigt fik jeg rakt pengene til chaufføren, som tog imod det med et smil, og jeg gengældte kort.

Min hånd bevægede sig hen mod håndtagen, inden jeg trak i den, så døren sagde et klik – velviden som at døren åbnede sig. Jeg tog mine ting og steg ud af taxaen, før jeg lukkede døren igen. Taxaen begyndte at køre væk, så jeg fjernede mit blik hen mod porten og videre rundt.

Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det larmen ikke var højere, end jeg havde forventet – for det var det skam. Mine trommehinder var nærmest ved at springe. Det var ret vildt, at der virkelig var så mange, der ville se drengene. Selvom de ikke var ligeså kendt som Justin Bieber eller One Direction, så var jeg virkelig overrasket.

Mit blik fløj længere henne mod en klump af mennesker, som var mindst 200 meter inde i Parken. Foran dem stod der en kæmpe scene, og det lignede myrer, der gik rundt på den. Jeg vidste, hvem det var, og jeg kunne ikke lade være med at smile.

Tænk, at mine største idoler var længere fremme. Jeg havde chancen til at møde dem, og den chance ville jeg ikke misse. Jeg havde også tænkt på, om det her var en god ude, men det var det i den grad.

Alle mulige følelser landede i min mave, og jeg kunne ikke tørre det underlige smil væk, når der gik folk forbi. Jeg kunne slet ikke beskrive, hvordan jeg havde det, og jeg kunne ligge mig ned og tude løs af glæde og nervøsitet.

Men jeg vidste, at det her var ikke noget, jeg ville glemme. Det var for utroligt at glemme, og jeg kunne ikke lade være med at fortælle det til Ana, der ville blive ellevild. Hun vidste, hvordan jeg havde det med drengene, og hun blev altid glad, hvis hun så smilet på min læber, når det var drengene, der frembragte det. Hun virkede også som en stolt lillesøster, og det kunne jeg ikke elske hende for.

Selvom mor intet måtte vide, så havde jeg far ved min side, og jeg kunne sagtens finde på en løgn. Hun ville blive stiktosset, hvis hun fandt ud af, at jeg tog til London alene. Det ville far også, men han var mere rolig end mor, så denne plan skulle nok gå.

Det var jeg sikker på.

 

✝✝✝✝✝

 

Jeg orker ikke flere lange beskeder i dag.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...