I Can't Believe It | Jack and Finn Harries

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Sorg, skyldfølelse og had til sig selv har indtaget den trettenårige Emilia Johnsons liv. Med det mørke og blå hår og indelukkede personlighed udstråler hun en, man ikke vil være i nærheden af. Hun har heller ikke haft et perfekt start i sit teenageliv, da hendes farmor døede ca. et halv år siden, og smerten af savn rammer hende ligeså hårdt som første gang. Emilia har altid haft nogle selvmordstanker i en periode, indtil to drenge kommer ind i hendes liv. Med deres sjove og ikke mindst fjollede personlighed, får de hende til at smile hver gang, hun ser deres videoer på Youtube. Hun vil gøre alt for at møde dem, så hun kan takke dem for at trækket hende op fra bunden. Da drengene har nået målet, som er en million subscribers på deres youtubekanal, arrangerer de en "Meet & Greet", tager Emilia chancen til at se dem. Men er det nemt, som det ser ud til? Får Emilia chancen til at takke dem? Hvad kommer der overhovedet til at ske, når der er tusindvis af andre piger, der også vil møde dem?

44Likes
129Kommentarer
2479Visninger
AA

3. Chapter 2

Som forventet smed jeg min skoletaske i entréen, inden jeg fik mine sko af og var ellers hurtigt oppe i mit værelse. Det første jeg så, var sengen, der så ret imødekommende ud. Med et bump lagde jeg på sengen og begravede mit hoved ned i min hovedpude.

Mit hoved gjorde stadig ondt siden i morges hændelse, så jeg deltog ikke så meget i timerne. Selvom jeg var stille og sagde ikke så meget, kunne jeg ikke få mig selv til at lytte efter. Tankerne løb frit rundt, mens mit blik kun lå ved vinduet, og betragtede de regndråber, der trillede ned af det.

Egentligt skete der ikke så meget i skolen, udover at Kelly stadig var efter mig og bare snakkede løst om mig, som om hun ikke kunne sin ”kostbare” tid, som hun altid kaldte det, på noget andet. Ja, det irriterede mig, for det var jo trodsalt om mig, der fik de dårlige rygter.

Jeg havde den største trang til at råbe hende op i hovedet og sige at hun skulle holde sin, grimme, fede kæft, men jeg kunne ikke få mig selv til det. Inderst inde var jeg bange for at hun ville gøre noget, så jeg ville fortryde, at jeg lukkede de ord op. Hun kunne som sagt finde på hvad som helst, så man skulle slet ikke træde i spinaten.

Jeg ville bare væk fra det her. Bare væk fra alt, så jeg kunne være alene. Det ville jeg gøre alt for. Jeg var ikke engang køn eller en person, man ville omgås med. Jeg havde heller ikke modet til at udrette noget som helst, så hvad skulle jeg stille op med mig selv?

Mange gange havde jeg en tanke om at afslutte det hele ved hjælp af piller eller træde et skridt til ved kanten og bare springe. Jeg havde tanken om tage mit eget liv, så kunne jeg ikke få mig selv til det. Jeg havde forsøgt med piller, men det mislykkedes, for næste dag vågnede jeg på hospitalet. Min mor sad og græd i flere dage efter episoden, så hun gjorde alt, for at ikke det skulle ske igen.

Skylden lå ikke engang på Kelly, men på mig. Det var min skyld, at min mor græd i en hel uge. Det var min skyld, at min lillesøster var bange for at jeg forsvandt. Det var min skyld, at jeg ikke tænkte mig ordentligt om. Jeg tænkte slet ikke på de personer, der ville blive såret og faktisk holdte af mig.

 

Hurtigt fik jeg tankerne væk, inden jeg satte mig op. Alle de tanker måtte ikke påvirke mig igen. Det var dumt, forkert og skræmmende. Man skulle ikke tænke sådan, for det gjorde ligesom alting værre.

Jeg kunne også tydeligt huske min farmors ord; ”Hvis du ikke lever for noget, vil du dø for ingenting.” Hvis jeg skulle være ærlig, så vidste jeg slet ikke hvad ordene betød, men de virkede så troværdigt. Farmor havde altid ret med hensyn til livet, og hun ville heller ikke have, at jeg ville forsøge igen, så jeg gjorde det ikke.

Farmor vidste alt det med mobningen på skolen. Hun vidste det endda fra første gang, og hun havde aldrig fortalt det til nogen. Ikke engang min mor eller farfar vidste noget om det. Jeg kunne ikke være mere taknemlig for at hun ikke sagde noget, da det var noget, jeg helst ikke ville fortælle til nogen andre. Hvad ville min mor sige til det, hvis hun fandt ud af det?

Ja, jeg var ret sikkert på, at hun ville sende mig på en eller anden afdeling, hvor jeg blev overvåget 24/7.

Men det var forbi. Det var forbi, også selvom arene på mine håndled sagde noget andet, så var det ovre. Det var bedst for mig, og jeg var ret sikker på, at farmor ville blive så stolt af mig, eftersom hun ikke var særlig begejstret over det.

Jeg fik tankerne rystet hurtigt væk, før jeg rejste mig og gik imod mit skrivebord, hvor min computer lå på. Nu havde jeg brug for at min tanker lå på noget andet, og jeg var stensikker på, hvis jeg gik ind for at se videoer.

Her på det seneste havde jeg stenet på min computer og så videoer om to drenge. Pigerne fra klassen snakkede ikke andet om, hvor lækre og nuttede de fyre var, så jeg nærmest var ved at få spat af dem. Og siden de nu skulle være så ”fantastiske”, tjekkede jeg dem ud på Youtube, eftersom jeg vidste, hvad de hed.

Jeg måtte indrømme, at de havde slået min verden omkuld med deres sjove videoer. Deres smil, deres grin, ja selve dem fik de mine knæ til at blive til gelé.  De præsterede så mange ting på så mange måder, at det næsten var helt utroligt.

Da jeg fik tændt computeren og tastet min adgangskode ind, ville jeg gå ind på Facebook, for at tjekke om in far havde skrevet. Vi havde en aftale med, at min lillesøster, Ana, og jeg skulle sove hos ham i weekenden, men det kom også an på, om han havde tid.

Far arbejdede en hel del, så vi havde ikke særlig meget kvalitetstid med ham, men det respekterede jeg. Han var en travl mand, og han ville bare forsørge sin nye kone og to børn. Selvom jeg savnede ham tit, så accepterede jeg, at sådan var det jo bare, og jeg kunne ikke ændre på det.

Jeg kom ind på hjemmesiden, og fik tastet min E-mail og adgangskode ind, inden min startside poppede frem. Det var nu længe siden, at jeg havde været på Facebook, eftersom min mor hellere ville have at jeg tilbragte noget tid med hende og Ana. Jeg var alt for asocial, og hun ville bare hjælpe. Men jeg havde ikke brug for hjælp fra nogen, der ikke forstod, hvordan jeg havde det.

Der var ingen, der gjorde.

 

 

Mens jeg lod min finger scrolle ned på musen, skimmede jeg opslagene. De virkede ikke særlig interessante, hvilket de næsten aldrig gjorde. Jeg var stadig venner med de personer, som ignorerede mig. Underligt, ja, og jeg var meget overrasket over, at de ikke havde slettet mig for længst. Jeg burde egentligt selv slette dem, men hvad skulle jeg bruge Facebook til, hvis jeg ikke havde nogen at skrive med?

Der kom billeder frem med Jennifer fra min klasses nye hund, Daniels tur til Egypten og andre ligegyldige billeder, som slet ikke fangede mig.  Facebook var nu tidsfordriv, og jeg lavede ikke andet end at spise og kede mig ihjel, så det var nu den bedste tidsfordriv. Drengene havde ikke sat nogen nye videoer ind, da de ikke havde skrevet et opslag, men jeg lod den ligge. Det tog tid for at lave sådan noget.

Jeg skulle til at logge af, indtil et opslag kom fra Kelly, som heller ikke havde slettet mig.

#Lovely time with my honey, but the freak is still out there..#

Jeg vidste godt, at hun mente mig, så det fik mig til at sukke lavt. Mange vidste, at Kelly og jeg ikke var veninder længere, og siden de hellere ville være på Kellys side end mig, selvom der nu ikke var sider, så skrev de også kommentarer om mig. Egentligt burde jeg bare ignorere det og logge af, men mit blik var låst fast på ordene.

Hun var så latterlig af at lave sådan et opslag. Selvom det ikke var det første, så blev jeg stadig sur over det. At sænke så lavt som et opslag var noget lort, og hun burde vide bedre. Men det var Kelly, vi snakkede om, så hvad kunne jeg forvente?

Inden jeg lod endnu et suk forlade munden, bankede det tre gange på døren, hvilket betød, at det var min mor. Det kunne i hvert fald ikke være Ana, da hun aldrig bankede på, for det var stadig ikke sivet ind i hendes lille hoved. Lyden af min knirkende dør, fik mit blik til at flakke derhen, og som forventet kom min mors hoved frem, mens hun bar et smil på læben, der smittede lidt.

”Der er mad.”

Jeg nikkede bare kort og fik logget af Facebook, og nåede lige at skimme det igen. Hvis man tænkte på, at Kelly og jeg var virkelig uadskillelige for seks måneder siden, kunne man ikke tro på, at vi ikke var sammen længere. På en eller anden måde savnede jeg Kelly. Hun var en person, som jeg kunne fortælle alt til, uden at det blev totalt pinligt. Man kunne sige, at hun var min personlig dagbog, som jeg var fra hende.

Dog var alt det slut, og jeg ville ikke kunne håbe, at vi engang kunne enes igen – den chance var fra en til en million.

 

 

✝✝✝

 

 

Da jeg endelig havde fået fred fra min familie, gik jeg op på værelset igen. Mor forslog, at vi skulle se filmen ”The Lucky One” sammen, men eftersom jeg allerede havde set den og jeg ikke orkede at se en film lige nu, fik jeg lov til at gå tilbage til værelset. Ikke fordi jeg ikke gad tilbringe tid med sammen med dem, for det ville jeg med glæde, men at se film var ikke det bedste forslag.

For anden gang tændte jeg computeren, som heldigvis var på lås, og jeg fik hurtigt søgt ind i Youtube. Jeg ville lige tjekke, om drengene nu havde sat en video ind, da de havde skrevet på Twitter i går, at en ny video ville komme på deres kanal. Og jeg måtte sige, at jeg glædede mig.

Sidste video var med at Jack havde bildt os seere ind i, at der ikke fandtes en Finn og han var fup, men jeg lagde til i baggrunden i slutning, at Finn var bundet fast til en stol og havde noget for munden. Det morede mig sindssygt, indtil mor sagde, at jeg skulle dæmpe mig, for Ana sov åbenbart.

Ja, I havde vel regnet ud af, at jeg snakkede om Jack og Finn Harries, ikke? Det burde man også regne ud, da de nu var de et af de mest berømte tvillingepar. Med deres glade humør og charmerende smil, havde det fået en masse pigers hjerte til at smelte. Og det gjorde det mit.

Jeg kunne mærke, at mine mundvige bevægede sig opad. Drengene havde sat en ny video ind, som hed ”Finn’s Revenge. Et grin undslap mine læber, og det fik smilet til at vokse. Jeg var forhåbentligt ikke den eneste, der reagerede sådan, ikke?

Hurtigt klikkede jeg på den, og min computer gik så i gang med at uploade til næste side. Min computer var også ret gammel, og selvom jeg havde brokket mig utrolig meget, hvorfor jeg ikke kunne få en ny, mindede mor mig om, at hun ikke havde råd lige foreløbig. Den havde jeg hørt mange gange, men det var også sandt. Og desuden så måtte jeg bare vente til min fødselsdag, som heldigvis var om to måneder.

Den kom så ind på siden, og video gav sig til at uploade. Med tålmodighed ventede jeg, dog med en trippende fod. Jeg smilede igen, da videoen endelig startede, og jeg blev med det samme opslugt af videoen – det gjorde jeg mange gange efterhånden.

Jeg betragtede alle de bevægelser, Finn lavede, og jeg kunne lade være med at grine, da han ikke kunne komme fri. Lyden, den dinglende pære og forvirringen, der strålede ud af Finns øjne. Hvordan fik de ham overhovedet ned i den kælder?

Mit grin kom igen, i takt med at Finn var i gang med at flygte fra den kælder og ud i skoven. Det så så latterligt ud, men samtidigt meget underligt ud, men det var også Finn, så hvad kunne jeg forvente?

Det var som om, at jeg ikke kunne trække vejret længere, i det han fik øje på den lille pige, og nu havde taget hendes cykel – og hjelm. Trommerne blev højere, Finn cyklede hurtigere, og før man vidste af det, var Finn kommet hjem, imens Jack slog på de store trommer. Det var der, hvor Jack fik det slag i hovedet, der fik mig til at falde ned af min stol.

Aldrig havde jeg set noget så underligt i mit liv. Men selvom jeg havde virkelig dårlig humor og grinede af sære ting, så slog det der alt. Alt fra Finns flugt til slaget, der landede på Jack, kunne jeg ikke lade være med at grine. De morede mig altid i hver video, også selvom jeg havde set video mindst fem gange. Man kan vidst rolig sige, at jeg måske var underlig – måske en lille smule.

Drengene var nu begyndt at snakke, og som sædvanlig betragtede jeg Finn. Finn og jeg havde sådan nogle underlige øjenkontakte, hver gang jeg så ham i øjnene. Det kunne godt virke mærkeligt på nogen måder, men det havde vi. Han havde også nogle pæne grønne, men med en lysebrun ring rundt om pupillerne, og det misundte jeg. Jeg havde kun nogle kedelig, blå øjne, som man blev trætte af at se i længden – efter min mening.

Jeg lagde mærke til at Finn lavede en ”håndtegn” som lignede en telefon, mens han mumlede call me. Jeg grinede som sædvanlig over det. Og det sjove måtte være, at Jack ikke så det, for han var stadig i gang med at tale. Det var Finn der distraherede mig nu.

Og hvad jeg ikke havde forventet, var at Finn åbnede sin mund, og begyndte ellers at slikke sine læber på vidt gab. Derefter begyndte han at slikke ud mod luften. Jeg rynkede panden, men kunne ikke lade være med at grine, da han blev ved. Den dreng gjorde så mange ting på videoer, at det nærmest var til at tudegrine. Men siden mit grineflip var ovre, kunne jeg kun få en lille latter frem.

”Vent, hvad er det du laver?” Jack stoppede sin talestrøm og kiggede hen på Finn, der nu stoppede med sine mundbevægelser. Som Finn nu var, spillede han uskyldig, men Jack gav ikke så hurtig op. ”Jeg så dig inde i kameraet!”

Jeg slog en latter op og måtte holde mig for maven. Jeg ville tro, at Jack tænkte, Finn ikke var ”egnet” til at være med. Han syntes i hvert fald, at han var pinlig, eftersom han begyndte at synge kendingsmelodien forfærdeligt. Men det morede mig og garanteret også alle de andre personer, der også så videoen.

Hvor var de dog fantastiske på så mange skøre måder.

 

 

 

Min mor havde igen kaldt mig ned til hende, men jeg orkede virkelig ikke. Jeg var i gang med mine lektier, og Mr. Lawfield ville dræbe mig, hvis jeg ikke havde lavet min matematikaflevering. Den var til i morgen, og egentligt burde jeg have lavet den i går eller dagen før den. Jeg havde fået en hel uge til at lave den, og jeg havde ikke spildt en eneste minut på at tage initiativ til at lave den noget før.

Efterhånden havde jeg glemt lektier rimelig mange gange, og jeg slap kun med en advarsel. Lærerne på skolen var søde imod mig lige for tiden, men det ændrede ikke på, hvordan jeg så dem. De virkede så stræbende og desperate, for at eleverne skulle kunne lide dem. Og at de prøvede med at være blid og venlig imod mig, ville ikke virke. Det gjorde det aldrig.

Min mor kaldte på mig endnu engang, hvilket fik mig til at sukke højlydt, inden jeg rejste mig fra stolen og smed blyanten, jeg havde i hånden, på bordet. Jeg lagde min hånd på håndtaget med et stramt greb på den, og sukkede igen. Hvorfor lige nu? Jeg gad ikke det her længere, så det havde bare at være vigtigt!

Derefter fik jeg mig selv ud af værelset. Jeg gik ned af trapperne med langsomme skridt, for at trække tiden ud. Trætheden var ved at overtage mit hoved, og jeg var ret tæt på at vælte, hvis det havde været for min mors kald igen.

”Mor, hvad er der?” spurgte jeg idet jeg kom ind i stuen, hvor min mor sad på sofaen og klappede pladsen ved siden hende. Et lille suk kom ud af min mund, eftersom hun garanteret ville snakke om, om hvordan det gik på min skoledag. Hun fik ikke muligheden for at spørge mig, da jeg kom hjem.

Min mor vidste godt, hvad der forgik på skolen, men ikke det hele. Jeg havde bare fortalt, at jeg ikke var særlig gode veninder med Kelly længere, men det var det eneste information, jeg ville give hende. Jeg havde ikkebrug for at fortælle det hele til hende, for hun ville ikke forstå det. Det gjorde hun aldrig, og det var altid der, jeg ønskede, at min farmor var her. Hun forstod mig end alle andre.

Med et bump satte jeg på sofaen ved siden af hende, og gav hende al min opmærksomhed.

”Emilia, jeg vil gerne vide, hvad der sker på skolen.” Der kom den. Spørgsmålet, jeg ikke kunne svare oprigtigt på. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det til hende. Hun ville sikkert sige, at alt nok skulle gå, men siden der var gået flere måneder, så passede det ikke. Og hvis jeg sagde det, hvordan ville hun reagere? Måske ville hun ringe til inspektøren eller Kellys mor, men det kunne jeg ikke få hende til.

Hvis hun sagde det til inspektøren, ville han holde en møde med lærerne og min mor, også fandt hele skolen ud af, at jeg sagt det til min mor. Jeg ville blive kaldt for ”taberen” eller ”sladderhanken”, hvilket jeg ikke var, så det ville jeg ikke risikere.

”Det går fint.”

”Lad være med at lyve for mig, Em.” Min mor lød bestemt og irriteret. Bestemt, fordi hun var sikker på, at jeg løj. Irriteret, fordi jeg ikke havde fortalt hende noget. Det var forståeligt, men det ændrede ikke på, om jeg stolede nok på hende. Nok var hun min mor, og jeg elskede hende utrolig meget, så kunne jeg ikke. Jeg ville ikke.

 ”Der er ikke noget,” jeg prøvede at lyde så oprigtig, som jeg kunne, ”det er ligesom alle de andre dage.” Jeg vidste, at hun var skeptisk over, hvad jeg sagde, men lod det heldigvis ligge og smilede svagt.

”Hør, jeg vil dig bare det bedste. Jeg kan ikke lide, at du ikke er sammen med Ana og jeg. Ana savner sin storsøster, og jeg savner din gamle jeg. Fordi at din farmor er gået bo-”

”Mor, jeg vil ikke tale om det,” vrissede jeg irriteret. Jeg hadede, når hun frembragte farmor ind i vores samtaler. Det fik minderne til at spille i mit hoved, og det var svært at skubbe dem væk. Mit savn til hende overtog mig op til flere gange, og jeg ønskede inderligt, at hun stadig var her – det ville gøre det hele meget bedre.

”Nej, skat.” Min mor lagde sine kolde håndflader på mine kinder og begyndte at nusse dem, ”men du er nød til at give slip. Se, hvad det har ført dig til.” På den ene side så havde mor ret, men på den anden tog hun ekstremt fejl. Jeg kunne ikke bare give slip på hende. Sådan fungerede det ikke, og det burde mor forstå.

”Jaja,” endte jeg med at sige. Jeg mente det ikke, men jeg ville ikke snakke om det længere. Den samtale var allerede død, og jeg gad ikke genoplive den igen. ”Må jeg så gerne gå nu? Jeg har nogle lektier, der venter på mig.”

Min mor nikkede, og jeg fik mig selv til at rejse mig fra sofaen og ud af stuen. Jeg var træt, og jeg trængte til at sove, men som sagt ventede lektierne, og jeg havde den store trang til at ignorere dem og finde på en undskyldning, hvorfor jeg ikke havde lavet det. Det virkede for det meste for mig, så denne gang ville bare blive det samme. ”Jeg havde glemt min skoletaske hjemme hos min far.”

Og sjovt nok hoppede de på den hver eneste gang.

Idet jeg fik døren åbnet, kom der en lyd fra min computer, hvilket betød at et tweet var kommet på min startside. Jeg fulgte ikke nogen, udover Jack og Finn, så jeg kunne ikke lade være med at smile vildt. Enten havde de skrevet om deres tur i New York, eller så var det noget om den video, som de lovede at lægge ind i løbet af denne uge.

Med et klik klikkede jeg på indlæs nye tweets, og et link fra Jack, hvor der stod ”finally the new video! I hope you guys like it”. Jeg klikkede på linket, og endnu engang skulle min computer uploade.

Jeg ventede spændt på, at siden kom frem, og til mit held gik den ikke i stå, da det kom. Et smil poppede på mine læber, i takt med at spændingen blev større.

“Hello there, Jack is here.

First of all, I want to thank all of them that subscribed me. It really amazing and I can’t believe that one million people actually want to see my weird videos.”

Jack grinede kort, inden han fortsatte.

“And I want to celebrate it of course! Me and Finn decided to arrange a “Meet & Greet” to you guys. We will drive all around London and if you want to meet us, we will be in Hyde Park three o’clock on Thursday. And I also want to say sorry that the video is too short.”

“Hey, what are you doing?” Finn var vidst kommet. Ud fra Jacks ansigtsudtryk kunne jeg se, at det ikke var meningen, at Finn skulle med I denne video, og det fik mig udelukkende til at grine.

”See you guys!”

Inden Finn nåede at sige noget, var videoen nåede sin slutning og var færdig.

Jeg var overvældet. Tænk at drengene skulle holde en ”Meet & Greet” i London. De kom så tæt på, også alligevel ikke, da jeg boede langt fra London. Jeg ville så gerne møde drengene. Det havde været en af mine største ønsker lige siden, jeg så dem på Youtube. At de virkelig gerne ville møde deres fan var fuldstændig ubeskrivelig.

Men hvordan ville jeg komme til London? Mor ville sikkert ikke give mig lov, og far var garanteret på arbejde. Jeg fik fri klokken et på torsdag, så måske kunne jeg bare tage til London med metroen. Jeg kendte også nogen i London, men det kunne være, at de ikke havde tid, eller så kunne de ikke huske mig. Mange ting havde ændret sig i løbet af dette år.

Jeg var nød til at tage chancen. Hvad nu hvis det aldrig ville komme til at ske igen? Også selvom drengenes subscribers steg, men hvad nu hvis de ville nå to millioner, og tog så til et andet land. De havde jo allerede planlagt en tur til USA, ikke?

Lige meget så var jeg nød til at prøve. Måske ville det give mig konsekvenser, men jeg havde pengene, og min mor kom først hjem klokken ni, eftersom hendes vagt altid sluttede der.

Jeg ville gøre det.

✝✝✝✝✝

Hej mennesker bag skærmen!

Først vil jeg lige sige undskyld for ikke at have skrevet i en heeeeel uge. :O Problemet var det, at min mor havde taget min bærbar, fordi jeg havde gjort nogle bad stuff, såsom at smadre husets køkkenvindue.

Men jeg vil lige sige, at det ikke var med vilje! Underlig nok så lå mit mål lige foran huset, så da jeg skød, gik bolden lige igennem nettet og ind i vindue. Det resulterede, at der kom glasskår på min lillebrors lagkage, mine fodboldstøvler bliver måske taget, min bærbar skulle min mor åbenbart have, eftersom hendes bærbar smadret – gæt hvem der gjorde det.

Peg bare på mig, men det var heller ikke med vilje. Hun skal da bare lære at lægge den et andet sted, altså. >.<

Okay, nok om det, så vil jeg lige fortælle noget, jaaa. Jeg har regnet ud, at denne historie ikke kan være på tre kapitler, for det er simpelhent alt for umuligt. Den kommer måske på fire eller fem kapitler, så glæd jer!

Også vil jeg sige, at det kapitel er nået op på 4.000 ord, så det tog lidt tid for at rette det. I siger lige til, hvis der er noget, I ikke forstår eller der er store fejl. Jeg skriver fra min brors computer, og han er ret utålmodig lige her for tiden..

Det var det – bye.

(OG UNDSKYLD FOR DET DÅRLIGE ENGELSK! JEG PRØVEDE AT LYDE SOM JACK – IKKE FORDI HAN ER DÅRLIG TIL ENGELSK, FOR HAN ER BEDRE END MIG.. JEG HAR IKKE EN UNDSKYLDNING PÅ DET) .

Nellie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...