I Can't Believe It | Jack and Finn Harries

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 mar. 2013
  • Opdateret: 19 maj 2013
  • Status: Igang
Sorg, skyldfølelse og had til sig selv har indtaget den trettenårige Emilia Johnsons liv. Med det mørke og blå hår og indelukkede personlighed udstråler hun en, man ikke vil være i nærheden af. Hun har heller ikke haft et perfekt start i sit teenageliv, da hendes farmor døede ca. et halv år siden, og smerten af savn rammer hende ligeså hårdt som første gang. Emilia har altid haft nogle selvmordstanker i en periode, indtil to drenge kommer ind i hendes liv. Med deres sjove og ikke mindst fjollede personlighed, får de hende til at smile hver gang, hun ser deres videoer på Youtube. Hun vil gøre alt for at møde dem, så hun kan takke dem for at trækket hende op fra bunden. Da drengene har nået målet, som er en million subscribers på deres youtubekanal, arrangerer de en "Meet & Greet", tager Emilia chancen til at se dem. Men er det nemt, som det ser ud til? Får Emilia chancen til at takke dem? Hvad kommer der overhovedet til at ske, når der er tusindvis af andre piger, der også vil møde dem?

44Likes
129Kommentarer
2493Visninger
AA

2. Chapter 1

 

"Det skal nok gå, Em." Min mor plantede hendes varme, bløde læber på min pande, efter at have fjernet mit pandehår, som gik hende en smule på. Hendes gentagende ord, der blev kørt på genstart dag efter dag, fik bare mine tanker om dagens forløb i gang, da de sikkert ville blive den samme som i går - og dagen før den.

Jeg ville ikke i skole i dag. Tanken om, hvad Kelly kunne finde på i dag, skræmte mig en del. Hun havde altid noget i ærmet, og jeg ville nødigt overtræde hendes grænse. Og selvom jeg ikke gjorde en skid, skulle hun altid finde på en grund til at tirre mig. Det gjorde hun altid.

Kelly var min klasses populæreste pige - men hun var også den mest belastende. Hun troede, at hun var bedre end alle andre, hvilket hun ikke var, men det kunne hun ikke se. Og fordi hun var kærester med en dreng, der gik en klasse over os, skulle hun altid prale om, hvor god kysser han var. Jeg hadede det virkelig, og jeg prøvede for det meste at ignorere hende, men hun kunne altid få mig ind i hendes samtale. Men hvis jeg lukkede hende totalt ude, ville hun ikke lade mig være.

Jeg nikkede bare ligegyldigt, og lod mit blik falde ned på min kedelige, grå nederdel, som passede til den grå cardigan, jeg havde på. Skolens uniform var noget af det grimmeste, jeg havde set. Jeg ville så gerne have, at man kunne tage det tøj på, man havde lyst til i stedet for noget lort. Men fordi skoleinspektøren mente, at mobningen her på skolen kunne formindskes, skulle eleverne have det samme tøj på. Dog tog de fejl, men det kunne de åbenbart ikke se.

Selvom jeg havde præcis det samme tøj på som alle andre piger på skolen, skulle det altid være mig, der blev kritiseret om hvor store lår, jeg havde eller hvordan min mave stak ud fra min hvide skjorte. Jeg kunne egentligt ikke se, hvordan det kunne lade sig gøre, men alligevel troede jeg en smule på det. Også selvom jeg ikke burde det, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, hvor meget fedt eller kalorier, der var i det man, jeg indtog.

Jeg havde tanker om, om jeg var tyk eller ej. Hver gang, jeg så mig i spejlet, så jeg ikke andet end fejl og problemer. Enten havde jeg store overarme eller også var mine bryster for små. Og når jeg sagde, at toiletpapir ikke virkede for at få større barm, var det sandt. Jeg havde prøvet det, og det endte ikke særlig godt, hvis I spurgte mig.

Jeg skulle altid ses som taberen. Ja, det irriterede mig grænseløst, men hvad skulle jeg gøre? Jeg var bare set som pigen, man nemt kunne få ned, og det sårede mig faktisk. Hvis jeg bare kunne stå på mine ben, ville jeg sagtens klare Kelly, men hun havde mit ømme punkt. Et punkt, som jeg helst ikke ville have, at folk skulle bruge på mig. Et punkt, som jeg prøvede ikke at græde over.

"Jeg henter dig efter skoletid. Har du husket din madpakke?" Min mors ord fik mig til at trække mig ud af min tanker, så jeg nikkede hurtigt, inden hun fald mistanke. Hun mente åbenbart, at jeg tænkte for meget, og det var ikke godt for mig. Dog kunne jeg ikke se tanken ved at det ikke var godt, eftersom jeg tænkte hele tiden, men den diskussion havde jeg for længst glemt. "Ok, hav en god dag, skat."

Endnu engang lod hun et kys lande på min panden, inden hendes hænder blev fjernet fra mine kinder, der blev slået af den kolde brise. Vi var midt i marts, og selvom det var forår, kunne kulden ikke holde sig væk. Det var også trods alt London, jeg befandt mig i, så det skulle ikke overraske nogen af jer.

Mit blik fulgte mor, som gik med faste skridt og armene over kors, imens hun prøvede at holde den sidste varme inde i sig. Hun åbnede bildøren og satte sig ind i den, hvorefter hun startede den og vinkede farvel ud fra ruden. Et lille smil banede sig frem på mine læber, men forsvandt hurtigt, da jeg drejede om hælen og gik imod den store bygning, hvor der vrimlede med skoleelever med samme kedelige tøj og samme nedladende blikke - også kendt som Halesworth Elementary School.

Jeg ville ikke lade dem gå mig på i dag, så mit blik lod jeg glide hen på hovedindgangen, mens jeg gik med rolige skridt hen mod den. Allerede nu kunne jeg mærke de stikkende blikke på min nakke, men som sagt ville jeg ikke have at det gjorde mig på. Også selvom det var en smule svært, kunne jeg ikke stoppe nu. Jeg havde jo lige startet det?

Med en kort hovedrysten af mig selv, åbnede jeg døren til indgangen, og mit blik mødte en masse elever, der snakkede eller larmede højlydt fra hver side af gangen, hvilket jeg sukkede af. Sådan var det altid før efter skoletiden. Mine tanker blev op til flere gang afbrudt af deres hvisken om mig. Jeg hadede det virkelig meget, men jeg måtte indse, at jeg bare var anderledes.

På skolen var jeg også stemplet som Emo-Emilia. Det var noget af det latterligste, jeg havde hørt, eftersom jeg slet ikke var emo på nogen måde, men siden jeg havde sort hår og gik for mig selv, blev jeg stemplet som noget, jeg ikke var. Og hvis I spurgte om, det irriterede mig, så ja – det gjorde det.

Jeg var egentligt ikke anderledes end andre. Det var bare mit ”ry” om, hvad jeg havde gjort ved Kelly, der fik eleverne til at gå imod mig. Til mit eget forsvar, så var det hendes eget problem. Hvis hun ikke kunne lide mig for den jeg var, kunne hun ligeså godt lade mig være i starten. Desuden, så fandt jeg ud af, hvem der var mine falske venner.

Et suk forlod mine læber. Efter hvad jeg vidste, var at jeg ikke havde flere. Der var ikke nogen som helst, som jeg kunne snakke med i skolen. Der var ingen, som jeg kunne invitere hjem, så vi enten kunne hygge eller lave lektier sammen. Der var ingen, der ville komme i nærheden af mig. Og der var ingen, jeg kunne stole på.

Den fejl havde jeg begået, og jeg ville ikke risikere at gøre det igen. Jeg var så dum at tro, at han havde følelser for mig. Drengen, som jeg havde været lun på i to år, havde ingen følelser for mig, og det fik min tillid til nogen her på skolen til at sænke. Aldrig i mit liv var jeg blevet ydmyget og gjort nar af, da jeg spurgte om han ville hænge ud en dag.

Jeg troede stadig på, at Kelly stod bag i det hele. Hun ville så meget gerne knække mig, så hun kunne få der bedre med min lidelse. Det var så typisk hende, og hvis jeg så, at mit skab blev overmalet med sprittusch, og hvor der stod freak eller bitch på den, vidste jeg, at det var Kelly, eftersom hun kunne finde på sådan noget. Hun var så hævngerrig over.. ingenting. Tænk, at vi egentligt var veninder.

Ja, Kelly og jeg var veninder – faktisk de bedste. Vi var sammen hver eneste dag, og vi kedede os aldrig. Hun var som den søster, jeg aldrig fik, og nu bebrejdede hun mig for at være den onde, som cuttede vores venskab. Jeg kunne aldrig finde på sådan noget, men jeg havde bare brug for at være alene. Det burde hun forstå.

Der var en periode, hvor jeg stortudede næsten hver dag. Det var det tispunkt i mit liv, jeg aldrig havde grædt så meget. Jeg fik at vide, at min farmor var gået bort, og det fik mig til at skubbe alle, der var omkring mig, væk. Savnet til hende voksede stadig, og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hun var væk – for altid.

Min farmor og jeg havde den bedste forhold, man kunne ønske sig. Vi fortalte hinanden alt muligt, og vi blev aldrig trætte af hinandens selskab. Faktisk, så var jeg ikke som alle de andre børn, der aldrig glædede sig til at besøge sine bedsteforældre, men derimod glædede sig til slikken, de fik. Hvis jeg bare kunne få en dag sammen med hende igen, så ville jeg ikke takke nej. Det ville jeg ikke misse.

Mine tanker forsvandt med det samme, da en hånd blev lagt på min skulder.

”Hvor skal du hen?” Stemmen fik det til at løbe koldt ned ad min ryg. Kuldegysningerne kom allerede frem, men det stoppede mig ikke at gå videre med faste skridt og et hårdt greb om min skuldertaske. Men åbenbart, så irritererede det hende, at jeg bare ignorerede hende, så hun tog ordentligt fat på min skulder, hvilket fik mig til at stoppe. ”Hvorfor stikker du af?”

”Hvorfor kan du ikke lade mig være?” gav jeg spydigt igen. Hun kunne med det samme få min irritation til at stige. At hun havde sådan en effekt på mig, var træls, og jeg bad inderligt for at det skulle stoppe. Hun skulle ikke vide, hvad hun gjorde ved mig. ”Kelly, gider du ikke lade mig være? Jeg skal til time.”

Hendes grin skar mig i ørerne, da det tydeligt var falskt, men hun lod sin hånd blive på min skulder. Jeg havde den største trang til at skubbe den væk, dog havde jeg ikke modet til at gøre det. Kelly var stærkere end mig, så jeg ville fornemme, at hun ville give mig igen. Jeg var stadig den lille, uskyldige pige, der ikke kunne gøre en flue fortræd, også selvom hvis den generede mig sindssygt meget.

”Og hvorfor skal jeg det?” Jeg fornemmede, at et smørret smil lå på hendes læber, men jeg gad ikke engang kigge på hende. Jeg orkede hende ikke længere. Hun troede stadig, at hun kunne bestemme og hundse rundt med mig hele tiden, selvom det var det, hun slet ikke kunne.

”Fordi jeg ikke kan lide dig – remember?” Det var ikke meningen, at det skulle komme ud, men det gjorde det, og jeg fortrød det ikke. Hun burde vide, at jeg havde fået nok af hende, så hvis hun bare kunne lade mig være, så ville vi leve lykkeligt til vores dage ende med en prins på en enhjørning – eller noget i den stil.

Inden jeg nåede at reagere, blev jeg skubbet til siden og ramt af noget hårdt, som kun kunne være skabslågene. En smerte skød igennem mig, da det løb langsomt ned af ryggen på mig, og jeg kunne mærke hvordan hovedpinen banede sig frem i mit hoved. Kelly var stærkere end mig, ja, og hun nød garanteret, hvordan jeg led lige nu.

Kellys anden hånd blev lagt på min anden skulder, imens hendes negle borede sig ind i den, hvilket fik mig til at komme med et piv. ”Pas på, hvad du siger, Emilia,” hvæsede hun vredt, inden den anden hånd gik i gang med boringen.

Tårerne pressede på, og jeg bad inderligt for ikke at græde foran hende. Hun ville sikkert bruge det imod mig, selvom hun havde set mig græde mange gange – men hun kunne sagtens finde på noget virkelig groft at sige. Såsom min farmors afkom, da hun vidste, at hun var mit ømme punkt. Kelly havde gjort det en gang, og det fik mig til at blive hjemme i en hel uge.

 Jeg lagde mærke til at flere elever havde stoppet deres samtaler for at følge med i det, der skete nu. Det var så ydmygende, at det nærmest var til at tude over. Jeg havde oplevet det her rigtig mange gange, det kunne stadig få mig til at krybe mig ned i en hule, af skam.

”Lad mig være,” min stemme var overraskende grådkvalt, hvilket fik Kelly til at grine frydet. Det var et af de tidspunkter, hvor man ønskede, at man var højere, da Kelly var meget højere end mig, men jeg kunne ikke gøre noget ved at mine forældre ikke var højere end 1,80 m, og jeg var kun i starten af voksealderen.

Min ryg blev fjernet af skabslågene, inden jeg blev banket ind i dem igen. Et lille klynk slap ud af min mund, mens tårerne kæmpede med at poppe frem. Jeg var virkelig flov over, at jeg ikke kunne tage modet og ”besejre” Kelly. Hun var nok den mest dominerende kælling, der nød magten over min svaghed, og jeg ønskede, at jeg kunne klare hende – bare en enkel gang..

Inden Kelly nåede at sige mere, ringede klokken. Alt indeni mig blev pludselig lettet, da hun slap sine greb på mig, så jeg faldt med det samme ned på gulvet, som om at jeg var lavet af gelé.

Hendes latter fadede langsomt ud af mine trommehinder, imens følelsen af lettelse spredte sig videre i min krop. Jeg tog mig til hovedet, da bankene fik alt til at snurre rundt, og jeg kunne ikke holde stønnet af smerte indelukket. Egentligt burde jeg rejse mig op og gå til time, men jeg kunne ikke – og jeg ville ikke.

At sige at jeg foragtede Kelly, ville være en underdrivelse. Den pige havde givet mig så mange forfærdelige minder og episoder med smerte, at det næsten var umuligt at glemme hende. Hun kunne altid få mig til at græde på en eller anden måde, og jeg tørrede ikke den tåre, der nu trillede på min kind. Heldigvis var alle eleverne på gangen forsvundet, så det gav mig frit mulighed til at græde.

Hvorfor var det overhovedet mig, det gik ud over? Hvorfor var det mig, der skulle blive behandlet som lort? Jeg var jo ikke anderledes end alle de andre elever på skolen. Jeg var jo bare simple og normale Emilia. Det eneste, der skilte mig fra de andre elever, var min blå pandehår, men det gjorde mig bare… mig.

Men jeg havde også en grund til at farve det. Farven blå beskrev mig rimelig meget; rolig, trist, åben og meget mere, som jeg ikke kunne få til at hænge sammen med mig.

Kelly kunne heller ikke fatte det tidspunkt, hvor jeg havde brug for at være alene, efter min farmors død. Der var intet hun fattede, og hun troede hele tiden, at det hele var min skyld, at vores venskab var på tynd tråd. Den var på tynd tråd, før afkommet af min farmor.

Hun skulle altid være den dominerende og irriterende i vores venskab. Hun lod mig ikke gøre noget, hvis det var okay med hende, for hun skulle altid observere det, jeg gjorde. Enten kunne hun være kontrollerende og afslappet, eller også var hun det stikmodsatte. Hvorfor, vidste jeg ikke, for jeg havde aldrig spurgt hende, og det havde jeg ikke tænkt mig at gøre.

Det var også hendes skyld, at alle mine venner var gået bag min ryg. Jeg kunne ikke tro på, hvordan hun bar ad med det, og jeg kunne ikke fatte, at hun var skyld i alle de hadebeskeder, der poppede op på min mobil eller blev sendt fra Facebook.

Jeg ville bare ønske, at alt var som før – intet had, ingen problemer, ingen falske rygter, ingen skyldfølelse eller dårlige tanker og ingen problemer for tillid til nogen. Hvis bare jeg ikke var venner med Kelly, så ville jeg heller ikke opleve det her. Hvorfor det netop var mig, der sad i midten i den onde cirkel, havde jeg ingen anelse om, men jeg vidste, at det her var ikke slut – langt fra.

At man bare var sig selv, kunne ødelægge venskaber – det skete i hvert fald for mig.

 

✝ ✝ ✝ ✝ ✝

 

Første kapitel, woop woop.

Der fik I lige et indblik af Emilias hverdag. (Det er meningen, at kapitlet skulle være så kort. I skulle lige få et indblik, ikke?)

Er det en smule skræmmende, hvordan Kelly nærmest har overtaget Emilias tanker? Og hvad synes I om kapitlet? God? For kedeligt? Et eller andet? Jaaa, jeg er typen, der stiller lidt for mange spørgsmål, så deeeet.

 

Og UNDSKYLD for ikke at publicere mit kapitel i går eller dagen før den. Min bærbar havde jeg glemt hjemme hos min mormor, så jeg tog initiativet til at tage til Haderslev for at afslutte kapitlet og få den tilbage (Mine kapitler ligger for det meste i min Word program). Kun fordi jeg er så sød, så går jeg allerede i gang med næste kapitel, og I kan blive glad - ikke? Svaret er jo, hihi. (Ej)

Bare så I ved det, kommer drengene ind i billedet i næste kapitel. OMG, så mange feels her for tiden..

//Nellie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...