Warzone

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2013
  • Opdateret: 17 jun. 2015
  • Status: Færdig
Kim Styles er 19 og i militæret. Hun er Harry Styles' ukendte tvillingesøster. Hun ønsker at gøre noget godt for andre. Og at dø i krig eller for sit land! Hendes familie og kæreste (Nathan Sykes) er meget i mod ideen. Men hun lader sig ikke stoppe. Hendes forældre vil kun vise deres perfekte børn frem så Kim er fanget i skyggen. Harry har kun vist sig i offentligheden med Gemma. Så ingen kender Kim. Ikke engang de andre drenge i bandet. En dag da de er på besøg hos Harry kommer Kim hjem i sin militær uniform hun skal lige sige farvel. Hvad siger de andre drenge til hende? Hvad gør Harry? Er der en af drenge som kan få talt Kim fra at tage afsted? Hvad med Kims kæreste?
{find ud af det i Warzone} Det er Kim på billedet ;)

15Likes
16Kommentarer
1411Visninger
AA

3. Kap 1

"STYLES! Kom herhen! NU!" Råbte sagenten. "Javel hr. Sagent!" Svarede jeg tydeligt og stod ret. "De er færdig her på skolen om 2 uger. Så jeg vil bare sige til Dem at De har været en fantastisk elev og det bliver svært at finde en af Deres kraft og kaliber igen! Jeg vil råde Dem at søge til militæret om et år når De bliver 18!" Sagde han roligt og tydeligt. "Javel hr. Sagent. Det havde jeg skam osse tænkt mig! Nu vil jeg et år hjem og træne til om et år og vil så uddanne mig ved militæret!" Svarede jeg roligt. "Træd ind i geledet Styles!" "Javel!"

Det er nu 2 år siden at det skete. Jeg er blevet 19 og skal snart udsationeres for første gang.
Min brors band er blevet meget kendte men jeg er stadig ukendt selvom min kæreste er Nathan Sykes og min bror er Harry Styles.

"Hey er der nogen hjemme?" Spurgte jeg men fik intet svar. Jeg åbnede døren helt og smed mine tasker på gulvet. Jeg var lige kommet hjem efter at have af trådt på kostskolen. Der var ikke kommet nogen og hentet mig som aftalt. Så jeg havde måtte tage en taxa hjem. Døren var åben da jeg kom men der var helt stille i det store hus. Men hvad havde jeg forventet? At de alle ville stå med flag, kage og store smil over at deres problem barn var kommet hjem? Nej! Hvad kan man forvente! Jeg var det barn som ikke var ønsket. Jeg var ikke som mine søskende eller forældre. Jeg var voldig, hidsig og utilregnelig. Jeg var problemet. Da jeg kom ind i stuen lagde en sedel på bordet. 'Hey Kim undskyld vi ikke kunne hente dig og at vi ikke er hjemme men vi skulle noget med Harrys band! Håber du har det godt ses om nogle dag!' Stod der på sedlen. Nårh ja Harry er første række! Nu har i bare ikke set mig siden jul og vi er i Juli måned.

Sådan var det altid. Harry var først.

Nåh men jeg er på vej hjem jeg har en måned inden jeg skal afsted til at sige farvel i da jeg kan risikere ikke at komme levende tilbage. Jeg er blevet hentet af Nathan da min familie ikke ved jeg kommer hjem. "Nathan jeg elsker dig det ved du godt ikke?" Sagde jeg stille. "Jo det gør jeg Kim. Jeg elsker osse dig af hele mit hjerte! Og jeg er meget i mod dit valg men jeg elsker dig for meget til at se dig ked af det ved at nægte dig det!" Sagde han stille og græd lidt. "Sshh Skat du betyder alt for mig og jeg skal nok passe på!" Sagde jeg og tørrede hans kind. Vi var endelig fremme hos min familie igen. "Du bliver da hos mig i denne måned ikke?" Spurgte jeg stille. "Jo selvfølgelig gør jeg det jeg har fået fri." "Tak skat" Sagde jeg og kyssede ham blidt på munden. Han betød virkelig alt!

Da vi gik ind flettede vi fingre. Jeg havde så bare lige glemt den detalje at Harry og hans band var på besøg her hjemme. Ups! Så da vi gik ind vendte der sig en masse øjne mod os. Harrys fyldt med frygt og vrede. Mors fyldt med skuffelse. Fars var overrasket. Gemmas glad og lykkeligt. De andre drenges undrende. Min eneste kommentar var "Hey mor, far, Harry  og Gemma hyggeligt at se jer igen. Jeg skal være hjemme i en måned." Gemma sprang glad hen og trykkede mig ind i hendes favn og hviskede mig i øret at drengene blev her en måned og at Nathan og jeg nok burde løbe oven på inden Harry blev sur. Så det gjorde vi. Og det var kun på et hængende hår vi nåede væk inden Harry råbte af mor at hun godt kunne have advaret ham om at hans syge tvillingesøster kom hjem. Men mor råbte tilbage at jeg ikke var syg og at hun ikke viste noget om det. Ups! Igen!
"Ups!" Var det Nathan og jeg sagde da vi kom oven på i sikkerhed. Vi knækkede af grin over at Harry stod og råbte som en galning og så skulle det være MIG der er syg. Niks. Nein. Nada. Nope. Nej!

 

*******

Gemma kom op da der var ro nede i køkkenet igen. "Hvor har jeg savnet dig!" Råbte hun og krammede mig. Men jeg har aldrig rigtig været kramme menneske så jeg løsenede hendes arme lige så forsigtigt. "Jeg har skam osse savnet dig søs!" Sagde jeg roligt. Nathan sad på min seng med hans telefon og spillede et eller andet. Da Gemma var gået kom Louis op på mit værelse og spurgte hvem jeg var og hvorfor jeg kaldte Harrys mor og far for min mor og far. Jeg sagde bar som det var at jeg var Harrys tvillingesøster. Men den troede han selvfølgelig ikke på.

"Vær venlig at gå!" Sagde jeg surt for 5. gang til Louis som ville have en forklaring. Men om han ville gå gu røv ville han så! Han var ved at gøre mig så sur at Nathan snart ikke ville kunne få mig til at falde ned. "Louis vær venlig at gå ud siger hun" Sagde Nathan roligt da han viste mit temperament nemt løb over. Men om han gad at høre nej det ville han ikke. Så da jeg knyttede næven til at slå ham grab Nathan fat om mig. Og sagde en gang mere til Louis at han skulle gå da han snart ikke ville kunne holde mig tilbage fra at smadre ham i gulvet. Men hvad gjorde nar røven? Han blev stående og begyndte sku osse at grine. Der fik jeg nok og selv om Nathan lagde alle kræfter i vred jeg mig fri og slog så hårdt jeg kunne ind på Louis' kæbe så han fløj i gulvet. Så satte jeg mig på hug og vislede ham i øret "Skrid så popstjerne inden jeg søger får at du ikke kommer til at synge igen!" Han kravlede på ryggen ud af min dør. Hvor han ramlede ind i Harry. Som selvfølgelig skulle spørge hvad der var sket siden Louis lagde på gulvet med en blå kæbe og blod ud af munden. Ingen sagde noget Louis turde ikke Nathan gad ikke og jeg var så vred at jeg ikke kunne tale. Så ingen svarede min 'kære' tvilling.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...