The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
7852Visninger
AA

24. Trøst

Vishous betragtede den urolige hun. Hun havde sine klare øjeblikke, indså han, hvor hun næsten virkede normal. Så han besluttede sig for at teste hendes ro, med et ganske normalt spørgsmål.

”Kan du synge?”

Spurgte han. Hunnen lagde mistroisk hovedet på skrå, og trak på skuldrene.

”Noget andet?”

Spurgte Vishous. Hunnen tøvede let, men svarede på spørgsmålet.

”Violin… jeg kan spille på violin.”

Svarede hunnen uroligt. Vishous nikkede. Det svar havde han ikke regnet med. Hunnen så ned i gulvet. Vishous ville spørge hende hvem der havde lært hende det, men lod så være. Det var sikkert moderen, og det emne var farligt at bevæge sig ind på.

”Jeg har ikke nogen violin.”

Sagde hunnen så pludseligt, uden at Vishous havde spurgt. Han nikkede eftertænksomt. Hunnen rettede sig utilpas på sengen, og rejste sig så. Hun skævede mistænksomt til Tohrment, hvis vejrtrækning var blevet dybere. Hun trak sig yderligere tilbage, da han svagt slog øjnene op.

”Hej med dig gamle dreng.”

Hilste Vishous venligt. Tohrment så ham ikke, men så efter hunnen. Hun var lige ved at råbe af ham, få ham om at se væk, men hun bed det i sig. Han var sikkert desorienteret og forvirret. Så hun nærmede sig i stedet, og bemærkede Vishous’ overvågende blik. Hun skævede mistænksom til den svage han. Hun kunne mærke hans blik bore sig ind i hende. Men hun tvang sig selv til at gå videre. Hun kunne ikke få sig selv til at sætte sig på sengekanten, men rakte svagt ud. Hun aede ham forsigtigt over panden med en kraftanstrengelse. Hun for forskrækket sammen, da Tohrment let sukkede. Så indså hun, at han blev afslappet. Hun strøg ham over panden, indtil hans øjne blev lukket igen.

Så rev hun hidsigt hånden til sig, og så længe på den, bange for at hun havde lidt skade af at røre ved hannen. Hun fandt ikke noget på hånden, men blev ved med at stirre på den.

”Flot.”

Roste Vishous. Hunnen så forvirret op, og rystede svagt i kroppen. Hun var rædselsslagen over at hun havde rørt ved hannen.

”Du skal have tak. Ikke blot for at bringe ham tilbage, men at give ham ro, da han havde brug for det.”

Takkede Vishous. Hunnen rystede uroligt i kroppen, og rystede så hurtigt på hovedet. Hendes blik blev igen koldt og hendes krop rolig.

”Hold jer væk fra mig.”

Hvæssede hun utilfreds, og skyndte sig at gå sin vej.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...