The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6936Visninger
AA

91. Tag ikke fejl

”Og hvorfor er det lige at vi gør det her igen?”

Spurgte Emma drillende, og så grumt på Tohrment, som sukkede opgivende.

”Det ved du godt.”

Svarede han utilfreds, og straks satte hun sig på tværs og lagde armene over kors.

”Mor mig.”

Sagde hun drillende. Tohrment sukkede opgivende, og strammede sine snørebånd en ekstra gang.

”Hvis du kan lære at slås ordentligt, uden at kaste dig hovedløst af sted, så kan du få lov til at afreagere lige så tit du vil i selskab med mig eller brødrene.”

Forklarede Tohrment endnu engang. Han var ved at være træt af at gentage sig selv.

”Men hvorfor afreagerer du ikke bare for os?”

Spurgte Emma, og overraskede ham med et spørgsmål, som han ikke havde hørt før. Han vidste også at det var et trick-spørgsmål, det kunne han fornemme.

”Fint, det kan vi også gøre.”

Sagde han uden at mene det overhovedet.

”Det ville jeg være mere tryg ved.”

Indrømmede han. Han hadede faktisk ideen om at Emma skulle ud og kæmpe, specielt når der sådan set intet behov var for det. Han vidste at der ingen chance var for at Emma ville blive hjemme. Men han brød sig stadigt ikke om det. Hunnerne var i fare nok, alene på grund af graviditeten og deres mere blide og skrøbelige væsen. Han ville ikke udsætte hende for mere, ved at lade hende kæmpe.

Han syntes allerede at hun havde været nok igennem med sin fortid.

”Så du mener at jeg kaster mig hovedløst af sted?”

Skiftede Emma pludseligt emne. Tohrment havde på fornemmelsen af at hun ville have et eller andet ud af ham, men han forstod ikke hvad.

”Bestemt.”

Svarede han, og valgte at uddybe:

”Du reagerer alene på instinkt, og det er ikke nok imod Eliminatorerne.”

Emma fnøs utilfreds.

”Er du helt sikker på det?”

Spurgte hun. Han nikkede, og var lige ved at sige bestemt endnu engang, da hun sprang på ham. I løbet af ganske kort tid var han i gulvet. Hun holdt hans arme i lås bag på ryggen, og hans ansigt presset ned i gulvet så han mistede orienteringen.

”Darius lærte dig det trick, Tohrment. Tag ikke fejl. Dit hjerte og din sjæl er min. Alt hvad du er mit, du er min. Derfor kan jeg også dine tricks.”

Sagde hun hånligt, og slap ham, efter at have slået hans hoved ekstra hårdt ned i gulvet. Så rejste hun sig, og så ned på ham med et selvtilfreds smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...