The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6905Visninger
AA

13. Synet

Hun satte sig ned igen, og fnes let endnu engang, før at hun blev rolig igen.

”For fanden.”

Hviskede Rhage forfærdet, men ellers var der fuldstændig stilhed. Phury bukkede sig så endeligt ned, og beskrev hviskende hendes ar til Wrath, hvis syn ikke var godt nok til at se det.

”Shit.”

Mumlede Wrath lavt, og tog sine solbriller af, så han kunne gnide sig i øjnene. At hun var så arret var slemt nok, men at hun lige frem var blevet drevet så langt ud, at hun selv havde påført sig de skader. Han brød sig ærligt talt ikke om det. For hvordan kan han være sikker på at hun var kommet sig over at det? Hun kunne meget nemt stadigt være psykisk ustabil. Og selvom at Zsadist var ved at komme sig, så var det noget af en risiko at løbe, hvis Wrath lod hende blive boende et par dage. Det lød ikke just som om at hun havde et sted at bo, og hun var jo ikke kommet sig over sin skade.

Hun havde bragt Tohrment tilbage. De stod i gæld til hende. Ikke at de brød sig om det. Den hun var der noget galt med. Wrath var i lidt af en kattepine. Han ville så hurtigt som muligt gerne have hende ud af huset, men samtidigt skyldte de hende at hun måtte blive boende indtil at hun var kommet sig helt. Hvad skulle han gøre ved hende?

Der gik pludseligt et let sæt igennem hunnen, før at hun blev helt slap i kroppen. Hendes hoved sank ned, og hun sad livløst på stolen. Hendes hår gled ned på plads foran ansigtet.

”Hvad fanden sker der?”

Spurgte Rhage forvirret. Vishous nærmede sig hunnen med en bekymret mine, og løftede let hendes ansigt op, så hendes højre øje blev synligt igen. Det var blevet helt hvidt nu. Så hvidt at det lyste op.

”Fuck.”

Mumlede Vishous, og lænede sig lidt længere ned til hunnen. Hun reagerede ikke.

”Hun ser.”

Forklarede han, og rystede let på hovedet.

”Hun har et syn?”

Spurgte Wrath undrende. Vishous udstødte en let lyd, som om at han var forvirret og chokeret på samme tid. Så kom hunnen til sig selv, og opdagede at Vishous holdt hendes ansigt op. Hun slog rasende ud, så han sank sammen med et smertefuldt støn. Hun rejste sig fra stolen med en rasende knurren.

”Rolig nu.”

Sagde Rhage utilfreds, og stillede sig imellem den knurrede hun og Vishous, som stadigt lå på gulvet og ømmede sig.

”Se så for helvede at få det ind i jeres tykke, tomme hoveder. Hold fingrene fra mig!”

Sagde hun så rasende, at Rhage let tog et skridt tilbage. Hun var øretævende indbydende med sin væremåde og fortsatte nedgørelse af dem, og det hjalp ikke ligefrem med at holde ham i ligevægt med uhyret indeni.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...