The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6601Visninger
AA

23. Som en knust porcelænsdukke

Vishous sad let og nikkede i stolen. Han var træt, men var urolig for Tohrment, som stadigt ikke var ved bevidsthed. Han sad ved hans side, og holdt øje med ham. Vishous lukkede kort øjnene, og regnede ikke med at falde i søvn, men gjorde det alligevel.

Han vågnede pludseligt. Han anede ikke hvorfor, men noget havde vækket ham. Han blinkede træt, og gned sine øjne med den gode hånd, før at han så på Tohrment. Han lavede et chokeret sæt, da han mødte et koldt blik fra den arrede huns sorte øje. Hun sad i skrædderstilling på sengen ved Tohrments ben. Hun så væk fra Vishous, og ned på den sovende han.

”Hvem er han egentlig?”

Spurgte hun stille. Vishous så let undrende på hende, og kom så i tanke om hendes syner.

”Han er… var vores leder, før at han mistede sin gravide Shellan. Han forsvandt efterfølgende.”

Forklarede Vishous. Hunnen nikkede forstående, og så på Tohrment igen. Hun havde ingen problemer med at sidde så tæt på ham, at se direkte på hans lukkede øjne. Hun vidste at han ikke ville vågne lige nu, så det turde hun godt.

”Han hjalp mig.”

Sagde hunnen så pludseligt, næsten hviskende. Hun så kort i retningen af Vishous, men så hurtigt væk igen.

”Jeg… jeg…”

Sagde hun, men kunne ikke rigtig få begyndt på sin sætning.

”Jeg var kommet til skade, og kunne ikke forsvare mig. Han reddede mig.”

Forklarede hun hurtigt og kort. Vishous lyttede opmærksomt, men sagde ikke noget. Det virkede som lidt af et gennembrud, at hunnen var så rolig og talte med ham. Så han ville endeligt ikke ødelægge det.

”Han ville dø.”

Tilføjede hunnen tøvende. Vishous nikkede let. Det havde han haft syner om, men de var aldrig blevet til noget. Hun virkede ikke som om at hun ville sige mere, så Vishous besluttede sig for at spørge.

”Hvis du vidste, at han ville dø, hvorfor så bringe ham tilbage?”

Spurgte Vishous forsigtigt. Hunnen tøvede, ikke glad for at være blevet snakket til.

”Jeg fik et… et syn. Det vil være svært, men han vil komme sig. Han vil blive lykkelig igen, og det ville jeg ikke berøve ham. Jeg kan ikke blive lykkelig, men det skal ikke gå ud over andre.”

Sagde hunnen stille. Vishous undrede sig over hendes ord.

”Hvorfor kan du ikke blive lykkelig?”

Spurgte Vishous, og frygtede kort at han var gået over stregen. Hun fnes bare på den pigede måde igen.

”Jeg er i stykker. Som en knust porcelænsdukke. Selv hvis jeg bliver sat sammen igen, så vil man stadigt kunne se sprækkerne.”

Forklarede hunnen. Vishous forstod, at hun godt vidste at hun var langt ude. Måske så langt ude, at hun ikke kunne vende tilbage igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...