The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6910Visninger
AA

48. Skrid!

Tohrment lagde hende forsigtigt fra sig, ned i sengen, hvor hun udstødte en utilpas lyd. Hun vred sig, så hun kom om og ligge på maven.

”Jeg tror jeg skal kaste op.”

Mumlede hun fjernt. Han sukkede, og rystede på hovedet. Hunnen måtte have slået hovedet så hårdt imod muren, at hun havde givet sig selv en hjernerystelse. Han forlod værelset, og satte kurs mod køkkenet, hvor Rhage var på rov i køleskabet.

”Shit man. Der havde jeg nært skidt i bukserne.”

Sagde Rhage overrasket, og havde ikke opdaget Tohrment, før at han stod bag ham. Tohrment sukkede bare let, og følte sig mere og mere som et spøgelse. Han var død indvendigt, og at man som regel undgik ham, fik ham bare til at føle sig endnu mere fjern.

”Skal du have noget?”

Spurgte Rhage, og fiskede en myslibar ud af køleskabet, som han straks flåede papiret af og stoppede i munden. Tohrment nikkede let.

”Noget koldt. Til hunnen.”

Svarede han kort, og trak sig lidt væk, da Rhage rodede i den lille indbyggede fryser i køleskabet. Han trak en pose med frosne ærter op, og rakte den til Tohrment. Han tog imod, og vendte sig væk for at gå.

”Hvad skal hun bruge den til?”

Spurgte Rhage undrende, men var mest forundret over at Tohrment udviste en svag interesse i hunnens helbred.

”John fandt hende ude i haven, hvor hun var ved at slå hovedet i stykker på muren. Han hentede mig, fordi at han ikke kunne stoppe hende. Jeg har sendt ham af sted til træning. Hun har højst sandsynligt givet sig selv en hjernerystelse, og har brug for noget koldt.”

Svarede Tohrment, og gik hurtigt sin vej. Rhage stod undrende tilbage, og tyggede tænkende på myslibaren. Det var den længste samtale, som han havde haft med Tohrment, siden at hunnen havde bragt ham tilbage.

Tohrment gik tilbage til værelset, hvor hunnen havde kæmpet sig op og sidde på sengen. Hun gned sin pande med et smertefuldt ansigtsudtryk, så han rakte hende posen med de frosne ærter. Hun slog den væk.

”Gå med dig.”

Sagde hun svagt, og gned sin pande.

”Tag den nu bare.”

Sagde Tohrment utilfreds, og var mest interesseret i at forlade værelset så hurtigt som muligt. Han rakte den ud, men hun slog den så hårdt væk, at den røg ud af hans greb.

”Skrid!”

Knurrede hun lavt. Men han bukkede sig trodsigt ned, og samlede posen op igen. Før at han fik set sig om, så sprang hun på ham.. Hun væltede ham omkring på gulvet med en rasende knurren. Hun satte sig overskævs på ham med sin hånd løftet som en klo, klar til at slå. Hendes øje var blevet kulsort, fjendtligt, uvelkomment. Hun var parat til at slå ham ihjel.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...