The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6531Visninger
AA

49. Så tæt på...

Han så bare på hende, rørte sig ikke. Løftede ikke hænderne for at forsvare sig. Han lå bare afventende, men der skete ikke noget. Hun slog ham ikke.

”Har du tænkt dig at slå mig eller hvad?”

Spurgte han utilfreds. Hun udstødte en forpint lyd, og rev sig selv væk fra ham. Hun forsøgte at komme på benene, men snublede og hamrede hovedet i gulvet. Det gjorde ondt, så ondt at hun blev liggende.

Tohrment rejste sig undrende, da han kunne se at øjet blev mere utydeligt, sløret. Hvad fanden var der lige sket? Han bukkede sig ned, og samlede hende op i armene for anden gang den nat. Han lagde hende fra sig i sengen igen, men trak denne gang dynen over hende. Hun udstødte den svage forpinte lyd igen, så han samlede posen med frosne ærter op og lagde den forsigtigt mod hendes hoved. Hun udstødte den forpinte lyd igen, men lod posen blive liggende.

”Undskyld.”

Hviskede hun lavt. Han satte sig undrende på sengekanten.

”Det var så tæt på.”

Mumlede hun forvirret.

”Hvad var?”

Spurgte Tohrment forvirret. Hun rettede sig let, så hun kom om at ligge på siden igen. Han rettede forsigtigt på posen, så den lå rigtigt igen.

”At jeg havde slået dig ihjel.”

Hviskede hun fjernt. Tohrment løftede let på posen. Hun måtte virkeligt have slået hovedet hårdt, siden at hun snakkede så snøvlende og forvirret.

”Hvorfor?”

Spurgte Tohrment undrende. Hunnens øje blev langsomt mere og mere sløret. Hun havde sikkert ikke den fjerneste anelse om at hun snakkede med ham. Og det besluttede han sig for at udnytte.

”Det gør ondt at føle. Jeg vil ikke føle. Jeg går i sort, når jeg føler.”

Mumlede hun fjernt. Tohrment strøg hende let over håndryggen for at holde hende vågen. Hun var forvirret nok til ikke at ane hvad hun svarede på hans spørgsmål, men hun var nødt til at være vågen nok for at kunne svare ham.

”Når du føler hvad?”

Spurgte Tohrment undrende. Hunnen fnes fjollet, som et lille barn.

”Følelser, selvfølgeligt. Dit fjols.”

Svarede hun med et tøset grin.

”Minder.”

Tilføjede hun, og gik ud som et lys. Tohrment skubbede hende forsigtigt om på ryggen, så hun ikke lå med ansigtet ned i puden. Og så forlod han værelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...