The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6856Visninger
AA

31. Rolig, rolig nu

Tohrment tøvede, da han var kommet ind i huset. Måske skulle han ikke være her, selvom at han havde insisteret på at blive udskrevet. Men det var for sent nu. Vishous havde sikkert set ham ankomme på sine computere. Så han satte kurs mod opholdsrummet, hvor han forventede at de ville være. Det var de dog ikke. Men en velkendt skikkelse var. En hun. Hun lå bevidstløs på gulvet. Han vendte hende forsigtigt om på ryggen. Hendes vejrtrækning var svag, overfladisk.

”Dig kender jeg.”

Mumlede han tænkende for sig selv. Han kendte hende et eller andet sted fra, men huskede ikke hvor. Han aede forsigtigt hendes hår til side, og gøs, da han så arrene. Selvfølgelig, det var hende. Hende, som havde reddet hans liv. Det havde nært kostet hende hendes eget. Han kunne ikke foragte hende for det. Hun kendte jo ikke til hans ønske om at dø, så han kunne være hos sin Shellan Wellsie.

Han aede hendes hår helt væk, og forsøgte at forestille sig hende uden dem. Det var svært, men han vidste at hun var smuk. Uendeligt smuk, hvis bare at de ar ikke havde været der. Da han trak sin hånd til sig, bemærkede han at hendes mund var blevet åbnet en smule. Han kunne se hendes hjørnetænder. De var blevet længere.

Så forstod han problemet. Hun var sulten. Hun havde ikke fået blod, så det havde svækket hende. Og nu måtte det have slået hende ud.

”Pis.”

Mumlede han for sig selv. De var de eneste i hele huset, så vidt som han kunne høre. Ikke at han kunne forestille sig, at en af brødrene frivilligt ville tilbyde hende deres åre. Han sukkede let for sig selv, og trak sit ærme op. Han havde ikke lyst til det her, bestemt ikke. Men han gjorde det. For på sin vis, så skyldte han hunnen.

”Kom så. Op med dig.”

Forsøgte han at få hende tilbage til bevidstheden. Men hun hang slapt i hans arme, fuldkommen livløst. Hvis det ikke var fordi at han kunne høre hendes puls, så ville han havde troet at hun var død. Og den ide gjorde ham panisk.

”Kom nu.”

Sagde han utålmodigt, og ruskede hende blidt. Han kunne ikke få hende til at drikke af hans åre, hvis hun var bevidstløs.

”Fint, hvis det skal være på den måde.”

Sagde han utilfreds, og satte sit eget håndled til munden, så han hurtigt og effektivt kunne bide hul. Han satte håndleddet for hendes mund. Der skete ingenting.

”Kom nu for helvede.”

Bandede han, og mærkede det pludseligt så tydeligt, da hendes tænder borede dybt ind i hans hud. Han gispede, da hun grådigt begyndte at suge hans blod i sig. Hun fik løftet sin hånd, og lagt den om håndleddet, så hun holdt hans håndled presset ind imod sin mund. Så slog hun opmærksomt øjnene op, og forstod endeligt hvad hun gjorde.

”Rolig, rolig nu.”

Hviskede han beroligende, da hun slap ham og forsøgte at skubbe ham væk. Han sagde det et par gange. Til sidst faldt hun til ro og drak udmattet af hans åre igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...