The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6561Visninger
AA

74. Niks... ikke pille... niks... niks...

Der var stille. Så stille, at man kunne høre hendes tilskuere trække vejret. Så smukt, som Zsadist kunne synge, så smukt kunne hun spille. Hun slap strengene, og lod hånden med buen falde ned langs siden. Hun stod stille et kort øjeblik, og lagde så hurtigt violinen og buen fra sig på bordet. Hun rystede hurtigt opgivende på hovedet.

”Forfærdeligt, ganske forfærdeligt.”

Sagde hun irriteret, og slog sig selv let over fingrene.

”Helt og aldeles forfærdeligt.”

Gentog hun, og var ved at slå sig selv igen, men stoppede, da Vishous undrende så på hende.

”Det var da smukt.”

Sagde Vishous. Stadigt helt forblændet af den herlige lyd fra hendes musik. Hun rystede på hovedet.

”Det var forfærdeligt.”

Påstod hun ivrigt, og rystede på hovedet.

”Jeg burde ikke have spillet. Det var forfærdeligt.”

Sagde hun, og begyndte at trække sig væk fra bordet. Tohrment gik igen hen til hende, og forhindrede hende i at gå.

”Så slemt var det heller ikke.”

Sagde Tohrment blidt. Hunnen rystede hurtigt og ivrigt på hovedet.

”Niks… ikke… pille… niks… niks…”

Mumlede hunnen ukontrollerbart, og gik i selvsving. Så Tohrment lagde blidt sin arm omkring hende, så hun holdt op med at svaje frem og tilbage. Hun så forvirret på ham, så han svagt kunne skimte et let strejf af blåt i hendes øje.

”Så rolig nu.”

Sagde han beroligende, og trak blidt i hende. Han trak let igen, og hun tog modvilligt et skridt.

”Godt, kom så.”

Sagde Tohrment yderligere, og fik hende endeligt til at gå med sig.

”Kom. Du har bedst af at hvile dig lidt.”

Tilføjede han, og fik hende ledt ind på værelset. Hun gik selv i seng, helt villigt, men trak ikke dynen over sig. Så det måtte Tohrment gøre for hende. Hun havde allerede lukket øjnene, og så ud som om at hun sov. Så Tohrment forlod værelset, og gik tilbage til opholdsrummet. Straks hvilede alle blikkene på ham, forvirrede, chokerede, undrende.

”Vishous.”

Sagde Tohrment utilpas. Vishous rettede sig straks op i stolen, og nikkede let.

”Lad violinen ligge frem. Jeg tror at det ville være bedre, hvis hun gav sig til at spille på eget initiativ.”

Sagde Tohrment kort, og flygtede så fra de stirrende blikke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...