The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
7232Visninger
AA

78. Mor?

Det var så tæt på. Så utroligt tæt på. Netop som hun var ved at give slip på sin krop, at hendes puls faldt, mærkede hun et kærtegn. En utrolig varme bredte sig i hendes krop for hvert strøg. Hendes kind stod nærmest i flammer, da hun flåede øjnene op og mødte Tohrments blik. Han spjættede forvirret, og tumlede bagud. Overbevidst at hunnen var død. Men alligevel havde hun åbnet øjnene, og stirrede nu rasende på ham. Hun for op på benene, og så ned på ham med et morderisk blik.

”Din… din… din…”

Spruttede hun, ude af stand til at sætte ord på sit raseri. Hun stammede hårdt på stengulvet, og fnøs rasende. Hun vendte ryggen til ham, og gik med rasende skridt hen til kryptens dør. Han havde ødelagt det hele. Hvad end han havde gjort, så havde det bragt hende tilbage. Hun var blevet drevet væk fra dødens greb, men kun for en kort stund. Døden skulle nok finde hende igen, men indtil da, så skulle hun væk fra ham. Synet stod mere tydeligt for hende end nogensinde, nu hvor hun var så tæt på ham.

Hun forstod det ikke. Den han var ødelagt af sorg. Han elskede stadigt sin afdøde Shellan, på trods af at hun havde været død længe. Hun forstod ikke hvorfor at hun skulle redde ham. Hvorfor at hun skulle holde ham i live. Hun forstod det bare ikke.

Det kunne være lige meget. Hun havde jo allerede valgt at forsømme den opgave, så hun flåede døren op for at træde ud i de sidste af nattens timer. Kun for at stirre en eliminator direkte i øjnene. Hun var hurtigere end den, og affyrede hurtigt tre skud i dens brystkasse. Den sank til jorden, så hun fik øje på de to bag den. De havde set hende, og havde bare ventet på at hun ville komme ud igen. Og hun var gået lige i fælden.

Tohrment var kun bevæbnet med en enkelt dolk, og det var ikke nok. Han ville blive slået ihjel, hvis han forsøgte at angribe dem. Det var det, indså hun. Hun skulle redde hans liv i denne situation. Synet gav endeligt mening. Hun havde ikke forstået det helt før nu.

Hun løftede hurtigt sin pistol, og skød. Hun begyndte samtidigt at skubbe den tunge egetræsdør i. Hvis den først blev låst indefra, så burde eliminatorerne ikke kunne trænge igennem. Hun skød som en rasende, og vidste at de fleste af skuddene ramte ved siden af. Nogle ramte, men hun kunne ikke fokusere på den skade de forurettede, når hun kæmpede med døren. Endeligt fik hun skubbet den hårdt i, og hev kort forpustet efter vejret.

Hun vendte sig mod Tohrment, som stadigt lå på gulvet. Det hele var gået for hurtigt til at han kunne reagere. Han stirrede længe vantro på hende. Det irriterede hende, indtil at det gik op for hende, at han så på hendes brystkasse. Hun så ned, og opdagede de tre skudhuller, hvor blodet var begyndt at strømme fra. Hun havde været så fokuseret på døren, at hun slet ikke havde opdaget dem. Hun så op igen, på Tohrments vantro ansigt. Han for op, og kastede sig frem imod hende.

”Shit.”

Mumlede hun, og lod falde pistolen falde til gulvet. Hun lukkede øjnene. Det var overstået. Hun skulle endeligt dø. Hun mærkede svagt sin krop falde forover, men blev stående hvor hun var. Hun drev bort, til Tysthedens Land.

”Mor?”

Kaldte hun bange, men turde ikke åbne øjnene, bange for at det hele var en drøm. Men så hørte hun en blid stemme, som fik hende til at græde af lykke.

”Ja, min skat.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...