The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6572Visninger
AA

82. Miraklernes tid

”Jeg kan ikke lide det.”

Gentog Vishous sig selv, og tog endnu en omgang på opholdsstuens gulv. Først var hunnen forsvundet, og ganske få minutter efter hende, Tohrment. Og de havde nu begge været borte det resterende af natten og hele dagen.

”Hvor lang tid til solnedgang?”

Spurgte han irriteret, og tændte sig en smøg. Butch svarede. De andre brødrene var ved at være irriterede, for Vishous blev ved med at spørge hvert halve minut. De var holdt op med at svare ham. Men det var bare fordi at de var bekymrede.

”Tredive sekunder.”

Svarede Butch, og følte sig en smule til gavn. Brødrene tillod ikke at han hjalp med at lede efter Tohrment, men havde i stedet beordret ham om at blive hjemme, hvis nu at han dukkede op af sig selv. Hvilket var lige så sandsynligt som at Buffy, Vampyrdræberen skulle dukke op i deres opholdsrum, hvilket Rhage surt havde pointeret. Han så gerne at Butch kom med, men Vishous nægtede det.

”Er i klar til afgang?”

Spurgte Wrath, og kom gående uden Beth i hælene. Han havde endeligt fået hende til at ligge sig til at sove, efter at have været oppe hele dagen, syg af bekymring.

”Ja, vi mangler bare at solen skrider af helvedes til.”

Sagde Rhage surt, og hadede virkeligt at det var sommer, så nætterne var så korte. De ville ikke have lang tid til at søge efter Tohrment i. Hunnen havde de opgivet. Lige nu var de bare interesseret i at få Tohrment hjem igen.

”Godt.”

Sagde Wrath, og mærkede den velkendte kløen i sine fingre. Han ville så gerne hjælpe, hente sin ven hjem igen, men hans dårlige syn forhindrede det. Han var jo næsten blind, og det var ingen fordel, når man skulle bruge øjnene til at lede med. Han holdt i stedet skansen hjemme, sammen med Butch og håbede på et mirakel.

Og netop et mirakel skete, da alarmen gik. Vishous flåede sin modificerede telefon op, og loggede sig ind på overvågningssystemet, så han kunne se hvem det var, som havde aktiveret alarmen. Han gjorde store øjne, da han genkendte den bredskuldrede skikkelse, som kom gående mod hoveddøren.

”Det er ham.”

Kvækkede Vishous forvirret.

”Det er Tohrment.”

Sagde han, og klappede telefonen sammen. Han stoppede den lynhurtigt i lommen, og stormede mod hoveddøren, som han hurtigt åbnede.

”For fanden man.”

Udbrød Rhage forvirret bag ham. Tohrment stod derude, med hunnen over sin ene skulder. Han stod lænet op af dørkarmen, og så ud som om at han havde løbet et maraton. Han svedte, og var forpustet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...