The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6575Visninger
AA

11. Må ikke... Se ikke... Rør ikke...

Rhage fandt hunnen i opholdsrummet, hvor hun sad i et hjørne og holdt armene om sig selv. Hun vuggede frem og tilbage med små bange bevægelser. Han nærmede sig forsigtigt, og gik på hug.

”Hey… Er du okay?”

Spurgte han bekymret. Hun vuggede fortsat frem og tilbage, men rystede ganske svagt på hovedet. Hun holdt op med at vugge sig selv og så i stedet på sine hænder.

”Jeg… jeg gjorde ham ondt.”

Hviskede hun stille, og holdt så om sig selv igen. Hun begyndte at vugge sig selv igen med armene tæt omkring sig.

”Jeg vil ikke have… man må ikke… se ikke på mig!”

Hun skreg den sidste sætning, så Rhage så hurtigt ned i gulvet i stedet. Hunnen tog sig til hovedet, og holdt sig for ørene.

”Må ikke… se ikke… rør ikke…”

Hendes stemme var tiggende, panisk og det vakte en dyb bekymring i Rhage. Han rakte ud efter hende, men straks skreg hun panisk, så han trak hånden til sig. Så forstod han da budskabet. Hun ville ikke have at man så på hende eller rørte hende. Han vovede sig til at se op, og mødte hendes øje. Synet gjorde ham urolig. Hendes øje, som før havde været så mørkt, var svagt blåt. Så forsvandt det blå, og hun blev rolig. Hun blev kold og afvisende igen, og sparkede ud efter ham. Rhage trak sig hurtigt tilbage, og undgik derved at blive ramt. Hunnen knurrede rasende efter ham, men tiede så stille, da nogen sluttede sig til dem i rummet.

Rhage vendte sig imod døren, og fik øje på John.

”Shit, John.”

Mumlede han lavt, og betragtede hunnen, som undrende så på John. Hun rejste sig, og sikrede sig hurtigt at håret dækkede den højre del af hendes ansigt. John signalerede noget med hænderne. Det gik for hurtigt til at Rhage forstod det. Hunnen lo lavt.

”Jeg er ikke nogen, John.”

Svarede hunnen på Johns spørgsmål. John signalrede igen, og spurgte igen hvem hun var. Hunnen rystede på hovedet, og nægtede at svare på spørgsmålet. Så John stillede et nyt, og spurgte hende om hun var en gæst.

”Ikke endnu.”

Svarede hun kryptisk, og lød som om at hun morede sig. John så undrende på Rhage, som måtte trække på skuldrene. Hvis det stod til Rhage, så blev den hun sparket ud hurtigst muligt. Hun havde allerede skræmt Mary voldsomt, og hendes opførsel var underlig. Hun var utilregnelig. Farlig.

”Jeg ser dit andet ansigt, John.”

Hviskede hunnen kryptisk. Rhage jog hurtigt John væk. Der var ikke kun noget galt med hunnen. Hun var rablende vanvittig. Rhage stolede ikke en meter på hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...