The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6583Visninger
AA

47. Må ikke føle

Hun tog endnu en runde i græsset. Hun var sur, vred på sig selv. Hun havde gjort skade på sig selv, hamret hovedet hårdt ind i dørkarmen for at kvæle sin krops behov. Men så havde en af hunnerne blandet sig, inden at hun kunne komme væk i en fart.

”Idiot, idiot.”

Mumlede hun til sig selv, og lagde hænderne på ansigtet. Så mærkede hun at håret stadigt sad, som den anden hun havde sat det. Det føltes underligt, det føltes… forkert. Hvad havde hun gang i?

Hun gik hen og lagde hænderne på muren, og lagde panden imod. Hun sukkede dybt, og tillod sig selv at mærke efter. Jo, den var rigtig nok. Hun kunne mærke det, indeni. Hun var begyndt at holde af hunnen. Flot, hun var begyndt at føle.

Hun slog hovedet hårdt imod muren. Hun måtte ikke føle, det måtte hun ikke. Hun slog hovedet imod muren igen. Det gik galt, hvis hun gjorde. Hun slog hovedet imod muren igen. Hun måtte ikke, hun måtte ikke. Det bragede, da hun slog hovedet imod igen. Måtte ikke. Igen, slå hovedet mod muren igen. Måtte ikke føle. Slå igen, igen og igen, indtil det holdt op.

”Stop.”

Hørte hun svagt en stemme, men kastede sig imod væggen igen.

”Stop så.”

Sagde Tohrment utilfreds, og slog armene om hende for at holde hende tilbage. Hun vred sig let, men sank så forpustet sammen.

”Slip.”

Hviskede hun stille, og forsøgte at rejse sig. Men han holdt om hende, og forhindrede hende i det.

”Hold dig i ro. John har set nok.”

Hviskede Tohrment utilfreds i øret på hunnen. Hun vred sig stille, og fik øje på John, som skræmt stod i baggrunden og holdt øje med dem. Det gik op for hende, at han havde set hende. Hun havde ikke opdaget ham, og han var så løbet efter hjælp. Fuck, tænkte hun stille og holdt sig i ro.

Hun havde ikke kræfterne til at blive anspændt, da Tohrment tog hende i armene og bar hende væk. John fulgte lydløst efter. Hun lukkede øjnene, og forsøgte at forstille sig, at hun ikke lå i armene på ham. At han ikke rørte ved hende, at deres hud ikke var i kontakt. Hun blev rasende bare af at tænke på det.

”Det er okay, John. Smut du bare. Du skal til træning.”

Svarede Tohrment på nogle af Johns fagter. John måtte have spurgt om noget andet, da Tohrment tilføjede:

”Ja, ja, jeg skal nok tage mig af hende.”

Sagde Tohrment irriteret, hvilket gjorde John ked af det.

”Knægt, smut med dig. Phury bliver sgu ikke tilfreds, hvis du kommer for sent.”

Sagde Tohrment mere venligt, så John endeligt gik. Hun sukkede lettet, og åbnede øjnene igen. Hun ville sige noget, men det hele svimlede, så hun lukkede øjnene igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...