The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6910Visninger
AA

17. Kald mig ikke det

”Det burde efterhånden være gået op for jer, at jeg ikke bryder mig om at blive stirret på.”

Påpegede hunnen, og tømte det sidste af flasken i en hurtig mundfuld. Brødrene så let på hinanden, og dernæst på hende igen.

”Øhm… ja undskyld, men hvad fanden var det lige før… E?”

Spurgte Vishous, og huskede det navn, som hun havde opgivet. Zsadist bremsede hurtigt hunnen i at smadre flasken over hovedet på Vishous.

”Kald mig ikke det.”

Hvæssede hun rasende. Zsadist trak hurtigt den tomme flaske ud af hånden på hende, og var meget påpasselig med ikke at røre hendes hud. Hun trak vejret dybt med en kraftanstrengelse, og måtte tvinge sig selv ned at sidde nogenlunde afslappet.

”Gør dig selv en tjeneste, og kald mig ikke det.”

Sagde hun mere roligt, og lagde armene over kors.

”Hvad skal vi så kalde dig?”

Spurgte Zsadist, og forsøgte så vidt som muligt at få hende beroliget. Ikke at det ville være en nem opgave, men det var bedre end at hun flippede ud og slog dem ned. Zsadist havde ingen tvivl om at det kunne hun sagtens finde på.

”Det rager mig hvad i kalder mig, bare i ikke kalder mig… det.”

Sagde hun mere roligt, og lød kort en smule skrøbelig, da hun tøvede.

”Du må da have et eller andet navn, som du bliver kaldt ved?”

Spurgte Rhage venligt. Hun trak let på det, og rystede på hovedet. Hun rejste sig.

”Jeg er normalt alene.”

Forklarede hun, og oplyste dem derved om at hun ikke havde noget andet navn. Hun vinkede dem med sig, så de fulgte hende hurtigt. Hun ledte dem ud af klubben, ned af en sidegade, og ind i en gyde. Hun stillede sig op af en væg, og blev så helt rolig. Brødrene så på hinanden. Det var let at se, at de tænkte over det samme. Den hun var ikke normal, og helt klart til fare for alt og alle, men også sig selv. Så hvad helvede skulle de gøre ved hende?

”Om cirka to minutter dukker der to løbende civile op, efterfulgt af eliminatorer.”

Forklarede hunnen, og rettede sig op med et fjernt blik. Hun strøg sit hår tilbage, og samlede det med en elastik, som hun havde haft om håndleddet.  Ved synet af hendes ar gav det et let sæt i brødrene, selvom at de allerede havde set. Men bare tanken om at hun selv havde gjort den skade på sig selv. Det var nok til at få det til at vende sig i Rhages mave. Han kom pludseligt i tanke om uhyret. Hvis det nu blev vågent, skiftede plads med ham. Hvad så med hunnen?

”Det skal du ikke bekymre dig om. Han vågner ikke i nat.”

Både overraskede og beroligede hunnen Rhage, som blev opmærksom på lyden af skridt. Der var nogen som løb, og det gik hurtigt. De vendte sig let, og i samme øjeblik kom de civile løbende med eliminatorerne i hælene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...