The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6845Visninger
AA

43. John vil jo bare hjælpe

Hun lod sig selv synke ned på det bløde sengelinned, og forsøgte at nyde det. Men det var svært, når minderne begyndte at skylle ind over hende. Hun klemte hænderne sammen om lagnet, og lod mindet vise sig for sine øjne.

Rystede af smerter, lå hun i sengen. Hun var blevet båret herind, efter at de var holdt op med at piske hende. Hun udstødte en grædende lyd, men havde ikke flere tårer tilbage at græde med. Hun kunne mærke feberen, som langsomt kom snigende og som gjorde det hele værre.

Så kom han til hende, halvnøgen og med et selvtilfreds smil på læberne. Han flåede hende om at ligge på ryggen, så hun skreg af smerte. Han slog hende hårdt over ansigtet, som allerede var hævet efter adskillige slag. Hun tiede stille igen, og kunne næsten intet se. Hendes øjne var hævede, og de løb i vand. Så hørte hun så tydeligt hans hæse stemme:

”Jeg har en sidste ting, som du skal gøre for mig, E. Og så sætter jeg dig fri.”

Hviskede han, og fnes hånligt for sig selv. Hans mening med frihed, var døden. Og hun ville glædeligt byde den velkommen, hvis hun bare kom væk fra ham. Han lænede sig ned til hende, og strøg hende blidt over kinden. Hun vred sig bange, uforstående overfor en ømhed, som hun aldrig havde oplevet før.

”Du skal skænke mig en søn.”

Hviskede han, og rakte ud for at flå resterne af tøjet fra hendes krop.

Hun hørte en fløjten, og slog øjnene op igen. Det var John. Han stod bekymret ved siden af sengen, og så ned på hende. Hun løsnede sit stramme greb om lagnet, og slappede af i alle sine spændte muskler.

”Er du okay?”

Spurgte John bekymret, og signalerede med hænderne. Hun satte sig op i sengen, og rystede så let på hovedet.

”Nej, John. Jeg er ikke okay.”

Svarede hun nedtrykt, og kunne mærke sin krops behov stige. Hun havde brug for at komme ud af det her hus, ellers ville det gå galt. Det gjorde ikke ondt nok til at holde det tilbage.

”Kan jeg hjælpe med noget?”

Spurgte John bekymret. Hun sukkede, og rystede på hovedet. Det, som hun havde brug for, ville hun ikke udsætte John for. Han var jo bare… bare en dreng.

”Har du ikke noget andet, eller nogen andre, som du kan irritere?”

Spurgte hunnen, i et forsøg på at få ham jaget væk. John rystede på hovedet, trist, da hunnen havde mindet ham på Tohrment. Hun sukkede opgivende.

”Knægt.”

Sagde hun for at få hans opmærksomhed, så han så på hende igen.

”Han får det bedre, derfor bragte jeg ham tilbage. Han elsker dig som en søn, og derfor vil han ikke have dig i nærheden. Han ville ikke have at du ser ham sådan.”

Forklarede hunnen, og rejste sig så hurtigt fra sengen, da behovet steg igen. Hun lod John stå forvirret tilbage, da hun for ud af værelset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...