The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6483Visninger
AA

51. Jeg vil være hos dig til resten af dine dage

Hunnen slukkede for vandhanen, og satte sig på badekarskanten. Først efter at havde tjekket at værelsesdøren og toiletdøren var låst flere gange, havde hun turde tænde for vandet. Hun havde derefter dækket alt med den mindste refleksion, før at hun tog tøjet af. Hun ville ikke se sin krop, og lukkede bestemt øjnene i. Hun var et misfoster, det vidste hun. Og derfor turde hun ikke se på sin egen krop. Hun var bange for at hun aldrig ville holde op med at skrige, hvis hun begyndte.

Hun lod sig glide ned i vandet, helt ned under overfladen. Det var så beroligende, at synke ned på bunden og lade som om at man kunne være der en evighed. Men hun havde behov for at komme op igen, og brød overfladen med sit ansigt. Hun sukkede, og lod sig bare flyde i vandet. Hun vaskede sig ikke, strøg ikke sin hud. Hun lå bare i vandet længe nok til at blodet blev opløst, så hun var nogenlunde ren igen.

Så rejste hun sig fra badet, og fik med rystende fingre trukket proppen op, så vandet kunne løbe ud. Hun søgte let på gulvet, men fandt de håndklæder, som hun havde lagt frem. Hun svøbte sig hurtigt ind i dem, og tørrede hurtigst muligt det værste vand af sin krop. Så fandt hun frem til det rene sæt tøj, stadigt med lukkede øjne, og tog det på. Først da hun havde mærket efter et par gange, at hættetrøjen og bukserne sad som de skulle, turde hun at åbne øjnene igen.

Hun betragtede det tildækkede spejl, men hev så hurtigt tæppet af. Hun gøs let ved synet af sit eget ansigt. Hun løftede rystende sin hånd, og strøg sine ar. Hun kunne atter en gang føle den rødglødende kniv, som hun trak over ansigtet. En kniv, opvarmet af ilden fra det sted, som hun havde været holdt fanget i. Som hun havde brændt ned.

Hun for tilbage fra spejlet, da hendes øje drillende glimtede sort til hende. Hun gøs.

”Jeg vil være hos dig til resten af dine dage.”

Kunne hun så tydeligt genkalde sig sin herres sidste ord. Han havde koldt stirret på hende, uden den mindste frygt i blikket, før at det blev tomt.

Det var ham. Det var hun sikker på. Det var ham, inden i hende. Ham, som dræbte. Ham som gik amok, når hun ikke kunne bremse ham. Ham, som gjorde at hun var frygtet. Det var på grund af ham, at hun ikke måtte føle. At hun skubbede alt og alle væk. Han skulle ikke skade dem, som han havde skadet hende.

Hun skubbede det hele fra sig, og forlod badeværelset. Hun satte kurs mod Wraths kontor. Hun vidste at Havers havde haft ringet, og at Wrath alligevel ville kalde hende til sig om et stykke tid. Så hun kunne lige så godt være på forkant.

”Du ville kalde?”

Sagde hunnen, da hun kom brasende ind op kontoret. Wrath så op fra nogle dokumenter, som Beth var i gang med at læse op.

”Har du det bedre?”

Spurgte Beth, som om hunnen var syg. At det bare var en simpel sygdom, så hunnen ignorerede spørgsmålet. Hvilket hun straks kunne se, ikke faldt i god jord hos Wrath.

”Ja, jeg har det bedre. Tak.”

Svarede hunnen, men kunne ikke skjule sin utilfredshed. Wrath fnøs utilfreds, og lænede sig tilbage i lænestolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...