The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6515Visninger
AA

52. Jeg kan ikke hjælpes

”Havers har ringet. De har tekniske problemer, og kan derfor ikke finde frem til din familie, indtil videre.”

Forklarede Wrath, uden at ane at Havers havde vidst det længe. Hunnen nikkede let.

”Jeg har kigget nogle sager igennem. I håbet om at finde noget, som nævnte en bortførelse af en lille pige.”

Brød Beth ind. Wrath så straks let på hende, og afventede svar.

”Men der er ikke noget. Der er så utroligt mange dokumenter, men ikke en eneste af dem omhandler en lille pige, som er blevet bortført. Hvor moren er blevet myrdet, muligvis også resten af familien.”

Sagde Beth stille, og følte at hun havde svigtet Wrath. Hun vidste hvor meget han gerne ville af med hunnen.

”Heller ikke nogen, hvor pigen nævnes dræbt?”

Spurgte hunnen, og lød en smule pint. Beth måtte ryste på hovedet.

”Beklager, men der er ikke noget.”

Svarede hun, og havde lyst til at rejse sig for at ligge armene om hunnen. Hun tænkte, at hunnen måtte føle sig utroligt svigtet.

”Vi skal nok finde din familie.”

Sagde Wrath beroligende. Hunnen så ned i gulvet, og rystede let på hovedet. Beth rejste sig, og slog armene om hunnen. Hunnen strittede svagt imod, men begyndte så at græde. Beth krammede hende tættere ind til sig.

”Det skal nok gå.”

Hviskede Beth beroligende, og lod hunnen ligge hovedet mod sin skulder. Hun kunne mærke hunnens tårer mod sin hud. Wrath følte sig ubehageligt til mode. Hunnen græd. Han ville underligt nok gerne hjælpe, men vidste at hunnen ikke ville tillade det. Så han vidste ikke rigtigt hvor han skulle gøre af sig selv.

”Kom. Du må være træt.”

Sagde Beth blidt, og strøg hunnen over håret.

”Du er træt, er du ikke?”

Spurgte Beth blidt. Hunnen nikkede svagt, og tørrede sine tårer af kinderne. Hun så så fortabt ud, at Beth havde lyst til at tage hende i armene og bare holde hende en evighed.

”Så lad os få dig i seng.”

Sagde Beth blidt, og ledte hunnen ud af kontoret. Wrath sendte Beth et advarende blik, som hun komplet ignorerede. Beth ledte hunnen tilbage på værelset, og fik hende lagt i seng, hvor hun svøbte hende ind i dynen.

”Hvorfor er du så… så venlig imod mig? Er du slet ikke bange for mig?”

Spurgte hunnen forvirret, med en lidt barnlig stemme. Beth strøg hende blidt over håret.

”Jeg er ikke bange for dig. Du har brug for omsorg og ro, så du kan få det bedre. Og jeg vil gerne hjælpe dig.”

Forklarede Beth, og strøg forsat hunnen over håret. Hunnen lukkede veltilpas øjnene for at sove.

”Jeg kan ikke hjælpes.”

Hviskede hunnen trist, og trak sig lidt væk fra Beth for at sove. Så Beth nikkede let, og forlod værelset. Hun forsøgte at være positiv, at hun i det mindste var nået lidt ind til hunnen. Men efter hunnens sidste sætning, så tvivlede hun på at hunnen ville lade hende komme ind igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...