The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6512Visninger
AA

66. Jeg kan ikke hjælpes, hvor mange gange har jeg ikke sagt det?

”Hvor hyggeligt.”

Kommenterede hunnen med en hæs stemme, så Havers gjorde et let sæt. Hun stod i døråbningen, og lænede sig op af den, tydeligvis i smerter. Hun skar svagt ansigt, og rettede håret på plads foran ansigtet. Hun tørrede let noget blod ud af mundvigen, som var dukket op. Hun så let på det, og så nærmest helt forvirret ud. Så forsvandt ansigtsudtrykket igen, og hun slikkede hurtigt blodet af fingrene.

Brødrene så vantro på hende. Hun burde ikke være i stand til at stå op, men det gjorde hun nu alligevel. Selvom at det var med besvær. Havers tabte besindelsen.

”Skrub ind i seng med dig!”

Brølede han rasende, så det fik selv Wrath til at tage et skridt baglæns. Havers var altid den rolige, professionelle type, men at han ikke kunne hjælpe hunnen, var bare en tand for meget for ham. Hunnen prustede utilfreds, og rettede sig op.

”Skrub. I. Seng. Med. Dig.”

Rasede Havers, og kæmpede for at tøjre sin vrede.

”Hvorfor?”

Spurgte hunnen utilfreds, og måtte læne sig op af dørkarmen igen, da smerterne blev for meget for hende.

”Du har brug for hvile, du har ro. Jeg har brug for tid til at…”

Havers gik i stå, og trak vejret dybt. Han faldt endeligt til ro. Hunnen fnøs irriteret.

”Du har brug for tid? Tid til hvad? At finde en måde at hjælpe mig på?”

Spurgte hunnen, og lo koldt. Hun så på Havers med det sorte øje.

”Jeg kan ikke hjælpes. Hvor mange gange har jeg ikke sagt det? Jeg er døende. Jeg skal dø, og der er intet, som der kan gøres for at hjælpe mig.”

Sagde hunnen irriteret, og stoppede op, da hun skar ansigt over smerten igen.

”Jeg kan ikke hjælpes.”

Hviskede hun med en tynd stemme, og så opgivende på Rhage, som bekymret så på hende. Hun rystede let på hovedet.

”Jeg vidste allerede at jeg skulle dø, da jeg bragte jeres broder tilbage. Hvorfor skulle jeg ellers gøre det? Jeg hader jeres… køn. Jeg har holdt mig i skjul, for mig selv, alene, i alle disse år. Og hvorfor fanden skulle jeg så lige pludseligt holde op med det?”

Spurgte hun, og rystede igen på hovedet.

”Er det den eneste grund til at du har bragt Tohrment tilbage?”

Spurgte Wrath, fiskende efter informationer omkring de to. Hunnen sukkede let.

”Aldrig i livet, at han får lov til at røre mig på den måde.”

Knurrede hun utilfreds som svar til Wrath.

”Men ja. Man kan vel sige, at jeg fik et øjebliks svaghed og besluttede mig for at gøre noget godt, inden at jeg siger farvel og tak.”

Tilføjede hun, som svar på hans spørgsmål.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...