The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6502Visninger
AA

71. Hun skal leve, hvis bare....

Hun kom langsomt til sig selv, til Havers store lettelse. Hendes puls og vejrtrækning blev mere stabil.

”Jeg har givet hende noget, som trækker blodårerne sammen. Det burde hjælpe, men det holder ikke i længden. Det er desværre det bedste som jeg kan gøre for hende lige nu.”

Forklarede han, og rejste sig fra sengen igen. Beth for straks hen, og tog hans plads. Hun strøg kærligt hunnen over håret, som stadigt havde øjnene lukkede. Hvordan at de kunne nære så stor bekymring for hende, undrede ham. Ja sågar hvordan at han selv kunne være så bekymret, når hun allerede havde forsøgt at slå ham ihjel en gang. Det undrede ham dybt. Det var som om at uanset hvad, så skulle den hun beskyttes. Hun skulle leve.

”Tak for hjælpen.”

Sagde Tohrment stille, og gik sin vej for at skifte tøj. Han var blevet smurt ind i hunnens blod, da han havde samlet hende op fra gulvet. Havers nikkede let, og samlede sine ting sammen, så han kunne komme tilbage til klinikken igen. Han havde nogle folk, som skulle skældes ud. Og desværre, en forfærdeligt svag hun, som skulle til at føde.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne blive. Men jeg har desværre en hun indlagt, som skal føde, og hun er meget svag.”

Sagde Havers, og sukkede let. Han rystede på hovedet. Det var meget sandsynligt, at hunnen ville dø under fødslen.

”Hun… overlever…”

Hviskede hunnen pludseligt svagt fra sengen. Havers så let op. Beth strøg fortsat hunnen over håret, for at holde hende vågen.

”Hun… overlever…”

Hviskede hunnen igen svagt, så Havers nærmede sig sengen igen.

”Hvem?”

Spurgte han undrende.

”Din… patient…”

Hviskede hunnen, og åbnede svagt sine øjne.

”Hun… overlever…”

Hviskede hunnen igen, og blev slap på sengen. Hendes øjne faldt i igen. Havers undersøgte hurtigt hendes puls og vejrtrækning, da Beth så panisk på ham.

”Hun besvimede bare.”

Sagde han, og fortrød at han havde sagt ordet bare. For det var ikke bare. Hunnen var svag. Og for hver gang at hun mistede bevidstheden, så var det meget sandsynligt, at hun ikke ville vågne igen. Han vendte sig bort, og gik for anden gang sin vej den nat.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...