The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6910Visninger
AA

77. Du må ikke dø

Hun vred sig let. Stenen, hvorpå hun lå, var hård og ubehagelig. Men sådan var låget på en sarkofag vel. Hun så sig omkring i den lille krypt. Det var nok en lille krypt, men stor nok til at huse en hel familie. Alligevel lå der kun et menneske begravet her, og det var hans sarkofag, som hun lå ovenpå. Når hun skulle dø, så kunne hun vel lige så godt gøre det på en kirkegård.

Hun forsøgte at gøre sig selv behageligt tilpas, så hun endeligt kunne dø. Men der var noget, som holdt hende tilbage. Som forhindrede hende i at komme videre. Hun vidste hvad det var, men forsøgte at ignorere mindet om det sidste syn. Hun ville jo bare dø. Hun ville have det hele til at forsvinde, men alligevel ville det ikke slippe hende.

Hun lukkede øjnene, og gjorde sit bedste for at skubbe det hele ud af hovedet og tænke på ingenting. Bare at ligge stille, og vente på den befriende følelse af døden, som bar hende bort. Men det kom ikke.

”Så det er her, du gemmer dig?”

Spurgte Tohrment pludseligt, så hun for op med en forskrækket lyd. Hun hostede straks, og faldt på gulvet, hvor hun vred sig under kramperne, som smerterne fremkaldte. Han trådte frem for at hjælpe hende op, men hun sparkede straks ud, så han holdt sig på afstand.

”Forsvind.”

Hvæssede hun rasende, og forsøgte at kæmpe sig på benene igen, alt imens hun tænkte: ikke ham, ikke nu, ikke ham, ikke nu. Han skal væk! Han fornemmede hendes modvilje, men blev trodsigt stående med armene over kors.

”Forsvind!”

Hvæssede hun af ham, og fik kæmpet sig op at sidde af sarkofagen. Men han blev stædigt stående, og så utilfreds på hende.

”Lad mig nu hjælpe dig for pokker.”

Sagde han utilfreds. Hun fnøs, men blev siddende. Hun havde ikke kræfterne til at rejse sig lige med det samme. Hun lod hovedet synke ned. Endeligt, endeligt kunne hun mærke det. Livet forlod ganske langsomt hendes krop. Hun blev svagere og svagere, og hun nød hvert øjeblik. Det ville være ovre snart.

”Lad mig hjælpe.”

Bad Tohrment, og bukkede sig ned til hende. Hun reagerede ikke på det, og blev livløst siddende. Det gav ham bange anelser. Han gøs. Hun kunne ikke dø. Hun måtte ikke dø, ikke når han skulle passe på hende. Han kunne ikke miste endnu en hun, ikke som han havde mistet Wellsie. Hans elskede Wellsie. Hvor han dog savnede hende.

”Du må ikke dø.”

Hviskede Tohrment så lavt, at hunnen ikke hørte det. Han rakte ud, og strøg forsigtigt hendes kind. På trods af arrene, så var den overraskende blød. Han greb sig i at stryge hende over kinden endnu engang, men kunne ikke holde op. Hendes hud var bare så utroligt blød. Han hørte hendes puls blive langsommere og langsommere, og forstod at hunnen var ved at dø for øjnene af ham.

”Lad hende ikke dø. Jeg beder dig.”

Bad han til Den Vise Jomfru, men forventede intet svar. Hunnen foran ham blev livløst siddende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...