The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6520Visninger
AA

79. Den Vise Jomfru

Tohrment for lynhurtigt frem, og greb hunnen, netop som hun kollapsede. Hendes hjerte var allerede ved at svigte. Han kunne høre det. Hendes skader var for alvorlige.  Men han nægtede at opgive håbet. Han tog hunnen i armene, og lagde hende op på sarkofagen. Han forsøgte forgæves at ligge pres på sårene, at stoppe blødningen, men intet hjalp. Hun blødte for meget, for hurtigt, og han kunne intet gøre.

Han gik i stykker indvendigt. Han ville miste endnu en hun til døden. Han ville fejle endnu engang, ude af stand til at redde hende, som han havde været Wellsie.

Han brølede rasende mod kryptens tag, da hunnens hjerte gik i stå. Hun udstødte et lettet suk, og så faldt hendes hoved livløst til siden. Han sank opgivende på knæ, på randen af gråd. Hun var død, lige som Wellsie. Han var uduelig. Han havde ikke været i stand til at beskytte hende.

”Kriger.”

Sagde en blød, feminin stemme, hvorefter at Tohrment let mærkede en hånd mod sin skulder. Han væltede vaklende væk ved synet af Den Vise Jomfru, som med et trist ansigtsudtryk betragtede den døde hun. Hun rakte frem og strøg let hunnen over panden med en kærlig bevægelse. Så lod hun hånden falde, og så på Tohrment, som hurtigt så ned i gulvet.

”Ingen grund til at være så formel, kriger. Vi befinder os trods alt ikke i mausoleet.”

Sagde Den Vise Jomfru, og lød trist. Tohrment så op igen, og rigtigt nok. Sorgen stod malet i ansigtet på Den Vise Jomfru. Hun sukkede let.

”Kan du ikke…”

Begyndte Tohrment, men hans stemme knækkede over.

”Kan du ikke gøre noget?”

Spurgte Tohrment, og så på hunnens lig. Han så hurtigt væk igen, da hans hjerte trak sig krampeagtigt sammen. Den Vise Jomfru sukkede dybt, og så på Tohrment med et blidt blik.

”Jeg har gjort så meget allerede.”

Sagde Den Vise Jomfru opgivende, og trak en tynde klæde frem fra ingenting. Hun svøbte hunnens lig ind i det, med stor ømhed, før at hun dækkede hunnens hvide ansigt til. Hun sukkede igen, og vendte sig helt mod Tohrment, som bare stirrede knust ned i gulvet.

”Tohrment.”

Sagde Den Vise Jomfru blidt, så han hurtigt så op igen.

”Jeg er ked af den smerte, som du må igennem.”

Sagde hun, og lød undskyldende. Han så forvirret på hende. Hun smilede blidt, men usikkert. Hun slog ud med hånden mod den døde hun, og lod så hånden falde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...