The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6572Visninger
AA

41. Den hjælp hun har brug for

”Er det småkager, som jeg kan lugte?”

Spurgte Rhage muntert, og kom ind i køkkenet, hvor Mary tog den sidste plade af friskbagte småkager ud af ovnen.

”Ja, helt friskbagte.”

Sagde Mary glad, og rakte ham en småkage, som han tog imod og hurtigt tog en bid af. Beth smilede let, og pakkede de kolde småkager ned i kagedåserne. De havde bagt en større portion denne gang, så der var rigtigt mange.

”De er gode.”

Sagde Rhage glad, og tog endnu en bid af småkagen.

”Hunnen har hjulpet til.”

Tilføjede Mary, og slukkede for ovnen. Rhage hostede, da han fik et stykke af småkagen galt i halsen.

”Hvad har hun?”

Spurgte Rhage tordnende, så Mary greb sig selv i at tage et let skridt tilbage.

”Hjulpet til. Hun skar chokoladen ud.”

Forklarede Mary uroligt. Hun kunne se at Rhage var sur.

”I gav hende en kniv i hænderne?”

Spurgte Rhage vantro, og knurrede rasende.

”Hvor er hun?!”

Tordnede Rhage rasende, så hans øjne begyndte at blive hvide. Mary slog armene om ham, for at holde ham i ro.

”Rhage, hun gjorde os ikke noget. Hun var venlig og rar.”

Hviskede Mary beroligende, og kunne mærke det lette sæt det gav i Rhages muskler.

”Hvad var hun?”

Spurgte Rhage, og ville ikke tro sine egne ører. Mary nikkede dog bestemt.

”Hun var uroligt, bange for at vi ville gøre hende noget. Men da hun først blev rolig, og sikker på at vi ikke ville gøre hende noget, så var hun venlig. Hun smilede. Rhage, hun smilede til os.”

Sagde Mary, og lød glad.

”Hun er så fjendtlig over for jer, fordi i er hanner. Det må hun være på grund af hvad der er blevet gjort ved hende.”

Gættede Beth sig til.

”Men hun gør ikke os noget, for der er aldrig en hun, som har gjort hende noget.”

Forklarede Mary, og mærkede at Rhage slog armene om hende.

”Du, ingen af jer, må forbyde os at være sammen med hende. Vi kunne være den hjælp, som hun har brug for.”

Bad Beth. Rhage sukkede let. Han skulle følge den anmodning, som Beth havde givet ham. Hun var jo trods alt dronningen. Han nikkede, men vidste at Wrath ville blive rasende. Så han besluttede sig for ikke at sige noget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...