The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6845Visninger
AA

22. Bliv

Zsadist var på vej tilbage til hunnen, som var blevet lagt i seng. Han kunne ikke undgå at føle en vis tiltrækning af hende. De havde begge lidt en meget lignende skæbne. Men det var det eneste. Han brød sig ikke om hende, men det skyldtes mest den gennembankning, som hun havde givet ham inden at han havde fået hende slået kortvarigt ud. Brødrene vidste ikke, at Zsadist rent faktisk havde slået hende ud. Men det var det eneste som han kunne gøre i det øjeblik. Han kunne alt for let genkalde sig Rhages bevidstløse skikkelse og Vishous’ hyl, da hun brækkede armen på ham.

”Hvorfor gør jeg det her?”

Mumlede han for sig selv, og trådte ind på værelset. Hunnen var stadigt bevidstløs. Hun lå stadigt i sengen, hvor Rhage havde lagt hende. Zsadist trak let på skuldrene, og stillede æblet fra sig på natbordet, inden at han gik igen.

Knap nok var han nået væk fra gangen, da hun satte sig op i sengen. Hun havde ikke været bevidstløs da han kom, og så med en tydelig afsky på æblet. Det lugtede. Det stank af hannen. En stank, som hun bare ikke kunne holde ud. Hun kylede æblet fra sig, så det blev splattet ud imod væggen.

Hun smilede ganske let, og rejste sig. Hele hendes krop gjorde ondt, smertede, men hun ignorerede det og søgte ind i det tomme mørke indeni sig. Hun var død indeni. Kun en gang imellem blev det hele for meget, og så tog hadet over. Nok gjorde hendes krop ondt, og sjovt nok hendes baghoved denne gang, men hun følte sig næsten levende bagefter.  Det var den følelse, som hun både jagtede og frygtede. For hun ønskede ikke at leve. Hun ønskede blot at dræbe, slå og flå. Hun ønskede at drukne mindet om sin mor på gulvet, druknet i sit eget blod, med eliminatoren lænet ind over hende. Ja, det minde ønskede hun at drukne i blod. Hvordan at hun havde gemt sig som en kujon i rummet under trappen. Og hvordan at hun vaklende var løbet grædende lige i armene på den han, som havde solgt hende.

Hun slog sig selv, inden at hun kunne tænke på hvad der var sket bagefter. Det ville ikke gå godt, hvis hun gjorde. Og brødrene frygtede hende allerede. Hun var ikke i tvivl om at mindst et par stykker af dem var klar til at slå hende ihjel, hvis hun gik amok inde i huset. Og så kunne hun jo ikke dræbe.

Hun trak en sweater på fra klædeskabet, og forlod værelset. Hun satte straks kurs mod køkkenet, opsat på at finde ud af mere om hunnerne. Hunnerne havde hun ikke så meget imod, og dog. Der var aldrig en hun, som havde gjort hende noget. Men hun brød sig stadigt ikke om dem. Hun fandt dem i køkkenet, hvor den af dem, som vist var Rhages, var i gang med at bage. Hun lænede sig op af dørkarmen, og betragtede dem. De havde ikke opdaget hende, og lo og hyggede sig. Hun følte sig ikke udenfor. Den følelse kendte hun ikke til, og hun tillod heller ikke sig selv at føle den.

Så blev en glasskål tabt, og blev smadret imod gulvet i tusinde stykker, da Mary opdagede hende. Hunnen trak sig straks tilbage, og var ved at gå sin vej, da Beth kaldte efter hende.

”Vent, bliv.”

Bad Beth, og straks så Mary på hende som om at hun var vanvittig. Hunnen stak let hovedet ind af døren, og tøvede. Hun rystede hurtigt på hovedet, da hun kunne høre Rhage komme gående, meget hurtigt. Han måtte have hørt det. Hunnen forduftede hurtigt, inden at Rhage nåede frem. Han så på resterne af den smadrede skål og på de chokerede ansigtsudtryk.

”Hvad er der galt?”

Spurgte han, og fik straks forklaret det af Mary, som vantro rystede på hovedet af Beth.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...