The Black Dagger Brotherhood

"Hun er hvad?!" Brølede Wrath forvirret efter Havers, som tog et skridt tilbage. Tohrment vendte sig undrende. Han var faktisk ikke den eneste. Alle brødrene var blevet stille over Wrath' pludselige udbrud. Der havde før været så meget snak og larm, men nu var der helt stille. "Hun... hun... hun er..." Stammede Havers bange. Det blik som Wrath sendte ham, var ikke just venligt. Havers pegede let på hunnen, som Tohrments ene arm lå tæt rundt om. Tohrment havde fået bange anelser, og knugede hende tættere ind til sig.


.....................................................................................................................................
Jeg har fået læst de tre første bøger af The Black Dagger Brotherhood, og er bare helt vild med serien!! :D Jeg besluttede mig for at skrive en efterfølgende fanfiction, da jeg syntes at det bare var så trist at Tohrment mistede sin elskede Shellan Wellsie. Jeg håber at i vil syntes godt om den, og give et like ;) Indeholder spoiler!!!

18Likes
46Kommentarer
6507Visninger
AA

92. Båndets styrke

Det lykkes endeligt, efter flere timer. Han fik hende overvundet, og væltet rundt på gulvet. De var udmattede, og det var den eneste grund til at det var lykkes. Han fik hende låst fast under sig, så de lå på gulvet, ansigt til ansigt.

”Det var på tide.”

Sagde han tilfreds, og kunne ikke lade være med at grine. Han havde næsten opgivet at vinde over hende. Hun svarede ikke, så bare på ham med sit gode øje. Hendes krop stiv af frygt over en stilling, som genkaldte grusomme minder. Men så var det som om at hendes krop blødte op. Hun blev afslappet, og løftede sit ansigt op imod ham.

Han kunne ikke gøre for det, men rent instinktivt, så fløj han af hende. Han trak vejret tungt et par gange, inden at det gik op for ham hvad han havde gjort. Han havde skubbet hende væk, afslået hendes gestus og det var for farligt. Det kunne tage livet af hende. Det havde den Vise Jomfru advaret ham om.

Det gik op for hende, hvad hun havde opmuntret ham til. Et kys.

Et på mange måder uskyldigt kys, som intet førte med sig. Men alligevel skræmte det livet af hende. Hun var aldrig blevet kysset. Det gik op for hende at hun både begærerede og frygtede det følelser, som hun havde for ham. Hun havde bare ikke ville indrømme det for sig selv tidligere.

Hun så op, og opdagede at han så ned på hende. Hun kunne straks se fortrydelsen i hans øjne, og derved gik det op for hende. Han ville have kysset, hende, lige så meget, som hun ville have ham. Og hun vidste godt, at det ikke skyldtes båndet. De var skæbnebestemt til at være Hellren og Shellan.

Men han havde ikke givet slip, han var ikke klar, så hun valgte at skåne ham og rejste sig hurtigt. Hun undgik med lethed hans udstrakte hånd, og mærkede straks effekten af sit forsøg på at skubbe ham væk. Hun mærkede sin styrke forsvinde, båndet svækkes, så hun vaklede usikkert. Tohrment greb hende, og trak hende tæt for at styrke båndet igen.

”Leelan.”

Selvom Tohrments stemme var tynd og usikker over at kalde hende for sin egen, så mærkede Emma straks styrken vende tilbage. Hun opdagede at hun godt kunne lide at blive tiltalt min egen. Hun lod sig synke sammen, og mærkede den befriende følelse af Tohrment, som løftede hende op i sine arme. Båndet blev straks stærkere, og hun greb sig selv i at undre sig over hvor stærkt båndet mon kunne blive.

”Jeg er træt.”

Mumlede hun, og lagde hovedet med hans bryst. Hun kunne høre hans rolige puls, og forstod at han kunne lide at holde hende i armene. Hun kunne lige klare at være i armene på ham, men ikke mere.

Han slap hende udenfor hendes værelsesdør.

”Det er vist dag nu.”

Mumlede Tohrment, og var forundret over den ro, som var faldet over Emma. Hun nikkede let, og lagde hånden på dørhåndtaget.

”I så fald, godmorgen.”

Hilste hun blidt. Tohrment forstod at hun ikke var klar til mere end en let berøring, så han nøjes med at nikke og ønske hende godmorgen, for derefter at fortrække sig til sit eget værelse. Han havde utroligt meget lyst til at vende om, gå tilbage og kysse hende. At ligge ved hendes side i sengen, og sikre at hun sov godt. Men han vidste at det ville være at presse hende for meget. Hun var ikke klar til det endnu, men den dag ville komme. Og når den gjorde, så ville han frydes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...