Forever

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2013
  • Opdateret: 22 maj 2013
  • Status: Igang
Han er væk han er væk, han er væk.
Det er det eneste Fay kan tænke på, efter at hendes kæreste Gale er død i en bilulykke.
Hun hverken spiser, drikker eller sover, men en dag møder hun Jeremy. Han vender op og ned på hendes liv, og hun begynder langsomt at blive sig selv igen. Men da Fay en dag ser Gale igen, tror hun, at hun er blevet sindssyg.
Er Jeremy nok for hende, eller bliver hun ved med at holde fast i Gale?

9Likes
14Kommentarer
625Visninger
AA

2. Død

Du er væk. 
Ja, du er. Helt væk. Du kommer ikke tilbage. Du kommer aldrig nogensinde tilbage. Og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke hvordan, man trækker vejret, hvordan man spiser, hvordan man lever. Uden dig er jeg ingenting. Og du var alt. 

Tiden går. Tik tak, tik tak. Men jeg går ikke med. Det er som om jeg er frosset fast og aldrig nogensinde kan blive tøet op. Verden omkring mig fortsætter bare, mens jeg ser på. Selv er jeg frossen. 

***

"Fay, du må spise nogen søde skat. Det har stået på i alt for lang tid nu. Det er ikke sundt det der."
Min mors blide stemme bryder den tavshed, som der altid er under middagene. Jeg har ikke lagt mærke til det, men de sidder alle sammen og stirrer på mig. Som om at jeg hvert øjeblik vil bryde grædende og skrigende sammen. Det vil jeg måske også. 
Jeg kigger på min mor. Hun ser træt ud. Det mørke har med grå striber i sidder i en rodet knold på hovedet, og hun har intet make-up på. Hun smiler beroligende til mig. Hun prøver så ihærdigt. Prøver at få mig til at spise noget eller i det hele taget til at gøre noget. Til ingen verdens nytte. 
Far smiler ikke. Han ser opgivende ud. Som om han har mistet alt håb om, at jeg vil blive mig selv igen. Han har også prøvet, alt hvad han kunne. 
Jeg kigger frem og tilbage mellem dem, uden at sige et ord. 
"Spis nu noget skat. Du har godt af det."
Jeg kigger ned på min tallerken, som må være blevet fyldt op af mor eller far. Maden ser alt andet end indbydende ud. Jeg skal næsten kaste op. 
"Jeg er ikke sulten", svarer jeg og det giver et sæt i de andre, da de hører min stemme. Jeg bliver også selv lidt bange. Den er så fuld af sorg og smerte. 
"Jeg kan også finde noget andet til dig. Vil du have det?" Mor bliver ved. 
Så rejser jeg mig og går op ad trappen og ind på mit værelse. Jeg gør mig umage med ikke at smække hårdt med døren. 
Så falder jeg sammen. Jeg ligger bare der på gulvet og holder om mine knæ. Der kommer ingen tårer. Der har været så mange, at jeg måske ikke har flere. Jeg bliver liggende sådan i lang tid, mens jeg tænker på ham. 
På Gale. Og på ulykken.

***

Der var ingen af os som så det komme. Vi kunne ikke have forudset, det der skulle ske. 
I det ene øjeblik stod jeg og vinkede og sendte fingerkys til Gale, og i det andet, kom en bil farende med alt for høj fart, og kørte lige ind i Gale. 
Jeg skreg. 
Og så løb jeg, alt hvad jeg kunne over til ham. Bilen var bremset op og føreren, en mand midt i 40'erne, trådte ud og begyndte panikslagent at snakke i telefon. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Mine tårer løb ustandseligt ned ad mine kinder, og hele min krop rystede. Jeg havde ingen kontrol over mig selv. Jeg prøvede at danne mig et overblik, at finde ud af om han var i live, men jeg var i chok. Jeg kørte febrilsk min hånd hen over hans ansigt igen og igen. Mine tårer dryppede ned på hans blodige t-shirt og jeg var ved at kaste op. 
Jeg opfattede ikke, at der var ankommet en ambulance, før en mand i uniformt skubbede mig til side, så de ambulancefolkene kunne komme igennem med en bårer og undersøge ham. Jeg kørte med i ambulancen og alle prøvede at berolige mig, men jeg skiftevis skreg og græd, kunne slet ikke forstå noget. 
Jeg sad på hospitalet hele natten, mens de operede på ham. Hans forældre og lillebror kom også, og det samme gjorde mine forældre. Og så sad vi bare der, i lammende tavshed, og bad til at ham vi alle holdt så ufatteligt meget af for alt i verden ville overleve. 
Det var håbløst. 
To dage efter blev der holdt begravelse. Alle var der. Skolelærere og elever, hans fodboldhold og alle hans venner. Gale havde mange venner, for han var sådan en, alle holdt af. Han var omsorgsfuld og uselvisk. Alle andre kom altid i første række. Det var så uretfærdigt. 
Efter begravelsen, hvor jeg hele tiden havde været ved at bryde sammen, blev jeg stående ved hans gravsted. Jeg satte mig ned, og endelig lod jeg det hele komme ud. Og det hjalp en smule. Jeg talte også. Jeg talte til ham, og fortalte ham og alle vores minder og oplevelser sammen. Alle de bedste øjeblikke i mit liv sammen med ham. Jeg forstillede mig, at han sad lige foran mig og smilede. At han aede mig på kinden på den der velkendte måde og at han sagde, at det hele nok skulle gå. Men det vidste jeg, at det ikke ville. 
Før jeg gik, lagde jeg en enkel hvid rose på hans grav. En rose som lignede præcis den, han havde givet mig, få dage forinden. Men den var død nu. Præcis ligesom ham. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...