Lucifer (SHINee)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2013
  • Opdateret: 11 mar. 2013
  • Status: Igang
Verden bryder sammen, og Lee Yoon Mi er opsat på at finde sin bror Lee Taemin. De overnaturlige væsner feer, overtager verdenen med deres magi og kontrolevner. Får et menneske til at glemme sin egen mor. Det menneske er Lee Yoon Mi. Hendes halvbror er det eneste hun har tilbage. Med forhindringerne på vejen, ildspyende feer og sultene træer, bringer Yoon Mi så Taemin i sikkerhed, uden at få en skramme selv? Vil lysbringeren(Lucifer) hjælpe med at give Yoon Mi lidt lys i sit liv, eller bliver det til mørke?

7Likes
4Kommentarer
897Visninger
AA

3. Arrogant dreng på slæb.

Der var ligeså stille ude i byen, som der var i hotellet. Ingen børn, ingen mennesker. Jeg sukkede, og håbede på, at alle var kommet i sikkerhed. Et hulk kom fra en stor limousine af. Jeg gik hastigt derhen, parat til at tage imod personen der græd. Jeg åbnede døren til den store bil, og kiggede ind. I bilen sad der en dreng på min egen alder måske yngre, med armene om sig selv. Han havde blond hår og lys hud, så det var nemt at se, at han ikke var fra asien af. Da drengen så mig, stoppede han straks sine hulk, og kiggede væk. En rød farve blussede op i hans kinder. 

"Flyt dig din gamle... ko," sagde han koldt til mig. Jeg kunne høre på hans stemme, at han var fra England af, men snakkede Koreansk. Den lede dreng rejste sig fra bilsædet, og skubbede mig med skulderen, for at komme ud. Han begyndte at gå væk.

"Yah!" råbte jeg efter ham. Han ignorerede mig, og gik bare videre, på det forladte fortov. Jeg ventede nærmest bare på, at halm skulle trille ned ad gaden. Jeg satte i løb, for at kunne hen til drengen. "Hvad hedder du?"

"Det rager ikke dig, ahjumma!" råbte han med det samme af mig. Nu vidste jeg, hvordan damen fra hotellet havde det. Jeg følte mig gammel. Jeg mener.. Sytten var da ikke gammelt, vel? Den 'unavngivede' dreng kølede ned "Alfred Alton Woods, søn af Mary Elizabeth Woods og Steven Edward Woods," sagde Alfred, med hånden rettet imod mig. Jeg tog smilende imod den, men da jeg blidt klemte den, maste han den, og jeg udbrød i smerte.

"Yah! Hvorfor gjorde du dét, din lille..." jeg stoppede mig selv, før jeg ville gøre noget dumt. Alfred smilede hånende af mig. Jeg mumlede så: "Lee Yoon Mi." Og meget stærkere end dig, skulle jeg til at tilføje, men lod være. Han forstod virkelig at bringe det værste frem i folk.

"Ehm... Hvor skal du hen?" spurgte jeg. Han lignede en, der skulle til at udbryde; 'Det rager ikke dig!' igen. "Jeg mener..." 

"...Jeg er fuldstændig ligeglad, med din mening," afbrød han mig. Jeg var ret sikker på, at mit hoved blev helt rødt, som en tomat af raseri. "Jeg skal bare finde på en måde at komme til Seoul på. Min chauffør fik sig en uventet ferie."

Jeg kunne se, at han lignede en der kunne græde på stedet. "Det er jeg ked af at høre," sagde jeg oprigtigt. Han sukkede, og plantede sin hånd nede i lommen på det dyre jakkesæt. 

"Han var alligevel en dårlig chauffør..." mumlede han. "Spild af mama og papa's penge."

"Mama og papa..?" hans engelske ord forvirrede mig, da jeg ikke forstod engelsk. "Ehm... Ligemeget. Du kan godt følge med mig, hvis det er. Jeg skal også til Seoul. Det er meningen, at jeg skal redde min storebror Taemin, og jeg håber bare, at han klarer sig fin..."

"Ligeglad med din livshistorie!", råbte han, og afbrød mig for anden gang inde for otte minutter. "Jeg finder selv hen til Seoul. Der ikke fordi det er første gang, jeg er i Syd Korea eller noget."

Jeg så mistroisk på ham, og himlede med øjnene. "En lille dreng som dig?" sagde jeg. Kortene havde vendt sig. Nu var det min tur til at håne. "Du kan knap nok nå op til håndvasken." Jeg grinede højlydt og hånende, men jeg gjorde det mest for sjov.

"Hvem kalder du lille, din abe!?" udbrød han og begyndte at hoppe frustreret. Det så ud til, at han ikke brød sig om koreaner, siden han kaldte mig for en abe.  "Jeg er fjorten og ligeså høj, som du er!"

"Ja, kæphøj er du," sagde jeg. "Følg med hvis du vil."

Jeg begyndte at gå og så til siden, hvor Alfred stod og måbede. Han rystede på hovedet, og løb efter mig, men gik på afstand. Jeg stirrede mærkeligt på ham. "Hvad?! Jeg skulle alligevel til at gå denne vej."  Jeg grinede højlydt igen. Næste stop var Hanam. Kun Gud vidste hvordan dette ville ende. Med en arrogant dreng på slæb, ville denne tur blive interessant. 

"Hjælp mig Taemin."

Alfred kiggede irriteret på mig. "Argh, piger!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...