More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3112Visninger
AA

9. Kapitel 9: Den bedste fødselsdag nogensinde

Der er gået tre uger siden jeg første gang spiste sammen med Jonghyuns venner og siden da er det sket mange flere gange. De dage hvor Jonghyuns kæreste So Min ikke er i skole sidder vi alle seks sammen, men de dage hun er her sidder Jonghyun sammen med hende mens de andre kommer hen til det bord jeg plejede at sidde alene ved. Jeg forstår ikke hvorfor de vil være sammen med mig. Jeg har mange gange sagt at de ikke behøver give mig opmærksomhed bare fordi jeg bor i samme hus som Jonghyun. Men de vil ikke lytte og bliver ved med at snakke med mig og opsøge mig i pauserne mellem timerne. De er før kommet ind i mit og Taemins klasseværelse og har snakket med os. Pigerne i min klasse har sendt mig mange dræberblikke og nogen gange frygter jeg faktisk for mit liv. I dag er ingen undtagelse.

  Vi sidder midt i historietimen da jeg pludselig får noget i baghovedet. Jeg vender mig og ser ned på gulvet hvor jeg får øje på et viskelæder. Nogen har lige kastet et viskelæder efter mig. Seriøst!

Jeg vender mig om og får øjeblikkeligt noget nyt kastet i baghovedet. Jeg bider tænderne sammen og ignorerer de næste par skyts der rammer mig forskellige steder på kroppen, dog mest hovedet. Men da nogen kaster et krøllet papir efter mig, som rammer mig i ansigtet, mister jeg besindelsen. Jeg rejser mig op med et ryk og råber: ”Gider i godt stoppe!”

Læreren vender sig og ser på mig over kanten af sine briller. ”Yuri-sii,” siger han med en streng stemme, ”man råber ikke i klassen. Sæt dig ud på gangen.”

Taemin strejfer medfølende min arm i det jeg går forbi ham. Jeg smiler kort til ham og forlader så klassen.

Jeg sætter mig på knæene ude på gangen og hæver armene over hovedet. Det er en klassisk straf i koreanske skoler, men jeg havde aldrig hørt om den før. Vi har ikke den slags i Danmark. Man kan godt blive sendt ud på gangen, men man skal ikke noget som det her. Så første gang jeg blev sendt ude på gangen blev jeg chokeret over at jeg skulle sidde sådan her indtil timen var slut. Det er meget anstrengende for armene, især hvis man sidder her længe, og mine ben bliver også følelsesløse hvis jeg sidder længe nok. Og jeg skal sidde her til timen er slut, hvilket er om et kvarter. Jeg føler mig træt bare ved tanken.

Pludselig hører jeg skridt længere henne ad gangen og det undrer mig for alle er til time. Så enten har en elev forladt klassen eller også er det en lærer der går rundt. Skridtene kommer nærmere og stopper lidt fra mig. En stemme som jeg kun kender alt for godt spørger: ”Hvad har du nu gjort?”

Jeg vender hovedet og ser at det ganske rigtigt er Jonghyun der står ved siden af mig. Han smiler skævt mens han betragter mig og venter åbenbart på at jeg skal svare på hans spørgsmål. Så jeg siger: ”Pigerne i min klasse kan ikke lide mig fordi jeg er sammen med dig og dine venner. Så de valgte at smide viskelædere og krøllet papir efter mig og til sidst eksploderede jeg og nu sidder jeg så her.”

Jonghyun ryster opgivende på hovedet og siger: ”Typisk dig ikke at kunne styre dit temperament.”

”Du ville have gjort det samme,” giver jeg igen og han svarer ikke, hvilket jeg tager som en bekræftelse, ”men hvis du har tænkt dig at komme med smarte kommentarer så bare få det overstået.”

Jonghyun klukker og sætter sig på hug foran mig så vores ansigter er ud for hinanden. ”Det ville være for nemt mens du sidder her. Det er der jo ikke noget sjovt i,” siger han og jeg rynker panden. ”Hvad laver du så her?”

”Jeg havde brug for frisk luft og var på vej udenfor da jeg så dig sidde her. Jeg blev nysgerrig over hvad du havde gjort der kunne få dig smidt på gangen,” siger han og jeg fnyser. ”Ja hvad skulle det ellers være,” siger jeg sarkastisk og Jonghyun retter sig pludselig op. ”Men nu hvor jeg ved at du ikke har gjort noget forkert får jeg faktisk lidt ondt af dig,” siger han og jeg himler med øjnene. ”Ja som om.”

Jonghyun smiler bare skævt og gør så noget totalt uventet. Han tager mine hænder, fletter sine fingre ind i mine og hjælper mig med at holde armene oppe. Jeg ser chokeret på ham og han møder fornøjet mit blik. Mens vi ser hinanden i øjnene er jeg meget bevidst om varmen fra hans hænder der holder mine. Mit hjerte banker meget hurtigere end normalt og jeg frygter at det skal brække et ribben. Eller endnu værre, bryde gennem min brystkasse.

Hvad er det der sker med mig? Bare fordi Jonghyun holder mine hænder reagerer mit hjerte og min krop så underligt. Jeg har jo holdt i hånd med andre før, men jeg har aldrig følt sådan her. Hvad kan det betyde?

Jeg farer sammen da klokken pludselig ringer til at vi har fri. Jonghyun slipper mine hænder og tager i stedet fat om min ene overarm. Han hiver mig op at stå og klapper mig så på skulderen.

”Vi ses derhjemme,” siger han og går så ned mod sit eget klasseværelse. Jeg bliver stående som forstenet mens jeg ser efter ham. Er han virkelig den Jonghyun jeg kender? Han er så forandret. Før havde han problemer med bare at møde mit blik, og nu har han intet problem med at have kropskontakt med mig. Det er som om det ikke engang påvirker ham det mindste. Er jeg den eneste der følte noget ved hans nærhed? Det må jeg være. Men hvorfor blev jeg overhovedet påvirket?

Jeg ryster på hovedet og bliver enig med mig selv om at jeg ikke vil tænke mere på det. Jeg glemmer bare at det er sket, siger jeg til mig selv og går så ind i klassen for at pakke mine ting sammen.

 

Samme aften går jeg ned for at hente et glas vand. Jeg opdager at Jonghyun sidder i sofaen og laver lektier. Dem plejer han ellers altid at lave på sit værelse. Alt hvad han gør i dag er så anderledes fra hvordan han normalt er. Måske har han omvendt dag i dag eller sådan noget.

Jeg trækker på skuldrene og beslutter mig for at holde ham med selskab, om han så vil have det eller ej.

Jeg smider mig på sofaen og lægger mit hoved i hans skød. Han ser ned på mig og skærer en grimasse, men prøver hverken at fjerne mit hoved eller at rejse sig for at komme væk. Accepterer han at jeg ligger her? Sært..

Jeg ignorerer det og spørger i stedet: ”Vil du ikke læse dine lektier højt for mig?”

Jonghyun fnyser og svarer at det er hans historie lektier. ”Perfekt. Så kan det fungere som en godnathistorie,” siger jeg og lukker øjnene. ”Ja du skal i hvert fald nok falde i søvn af det her,” mumler Jonghyun og klarer stemmen inden han begynder at læse højt om Koryoperioden. Jeg er overrasket over at han føjer mig så meget. Han plejer aldrig at lytte til mig og da slet ikke at gøre som jeg beder ham om. Hvad er der galt med Jonghyun i dag? Han er slet ikke sig selv. Han har behandlet mig godt i dag og endda være sød mod mig. Der må stikke noget under. Jonghyuns opførsel er for god til at være sand. Han prøver sikkert at give mig en falsk følelse af tryghed inden han gør noget slemt. Det kunne ligne ham. Han vil ikke være sød mod mig bare for at være sød. Det ligger ikke til hans natur. Så det er sikkert kun et spørgsmål om tid før han sætter sin onde plan i værk for igen at gøre livet surt for mig.

 

 

I dag er det den 15. oktober og det er en speciel dag. Det er nemlig min 19 års fødselsdag. Det er første gang jeg skal fejre min fødselsdag uden min familie, men min far ringer sikkert senere. Der er 8 timers forskel mellem Danmark og Korea, så hvis han ringer til mig når han står op, bliver det omkring klokken 15-16 her i Korea. Men min mor kan ringe når som helst og måske endda komme på besøg. Jeg smiler bare ved tanken.

”Hvad er det der er så sjovt?” spørger Jonghyun idet han træder ind i køkkenet. ”Det finder du forhåbentligt ud af senere,” svarer jeg og smiler endnu bredere. ”Så siger vi det,” siger han ligegyldigt og putter sin madpakke i tasken, ”skal du med i skole?”

Jeg nikker og følger Jonghyun ud af køkkenet.

   På vej til skole spekulerer jeg på om Jonghyun har husket min fødselsdag. Han har jo husket så mange andre ting om mig. Måske har han og hans forældre arrangeret en fødselsdagsfest for mig i aften. Måske har Jonghyun endda købt en dyr gave til mig. Jeg smiler spændt. Jeg kan slet ikke vente til i aften!

Da jeg træder ind i klasselokalet vinker Taemin straks til mig. Heldigvis endte han med at tilgive mig for at have holdt noget hemmeligt for ham og vi er tættere end nogensinde. Han kommer endda nogen gange hjem til os og i starten troede Jonghyun at Taemin kom for at være sammen med ham. Men det viste sig hver gang at Taemin kom for at være sammen med mig. Det generer Jonghyun meget hver gang han gør det. Men han vil heller ikke have at jeg tager hjem og besøger Taemin. Jonghyun er nogen gange lidt forvirrende.

Da jeg sætter mig på min plads smiler Taemin stort til mig.

”Tillykke med fødselsdagen,” siger han og jeg smiler også. ”Jeg vidste du ville huske det,” siger jeg. ”Selvfølgelig! Din fødsel skal da fejres,” siger han og begynder så at rode rundt i sin taske. Lidt efter sætter han en lille æske foran mig på bordet og siger: ”Din fødselsdagsgave.”

”Du skulle da ikke have købt noget til mig!” siger jeg og Taemin smiler skævt. ”Det har jeg heller ikke.”

”Noget hjemmelavet?” spørger jeg og han nikker. Jeg tager låget af æsken og ser papir ligge i den. Jeg tager det ud og ser en masse lapper papir hvor der står forskellige ting på. Der står blandt andet en tur i biografen, gåtur i parken og køb middag/frokost.

Jeg ser uforstående på Taemin og han forklarer fornøjet. ”Det er kuponer som du kan bruge på mig,” siger han, men det gør mig ikke mindre forvirret, så han fortsætter, ”du skal bare give mig en af de kuponer og så skal jeg gøre hvad der står på den samme med dig. Og især den sidste kupon er nyttig.”

Han tager den nederste lap papir i bunken og viser mig den. Der står; gør alt hvad jeg siger.

Jeg ser på ham og spørger: ”Alt?”

”Alt.”

Jeg smiler skævt, lægger alle ”kuponerne” tilbage i æsken og lægger så armene om Taemin. ”Tak Minnie,” siger jeg og han gengælder krammet. ”Alt for dig Yuri,” siger han og jeg trækker mig tilbage med et smil. Man kan ikke ønske sig en bedre ven end Taemin.

Jeg vender blikket mod æsken i mine hænder og smiler skævt. Nu hvor jeg har fået min første fødselsdagsgave er jeg mere spændt på at finde ud af om Jonghyun har købt noget til mig.

 

Det er blevet aften og der er ikke sket noget. Intet surprise party, ingen opkald fra min familie og ingen gave fra Jonghyun. De har alle sammen glemt det. De har alle glemt min fødselsdag.

Jeg sidder ude i haven på en bænk og ser på himlen. Det er allerede sent og himlen er helt mørk. Der er ikke engang stjerner at kigge på. Jeg trækker benene op og presser dem mod min brystkasse. Betyder jeg virkelig så lidt for dem omkring mig? Er de ligeglade? Jeg troede i det mindste at min far ville ringe og ønske mig tillykke. Men han må have vigtigere ting at tage sig til end at huske den dag hans datter blev født.

Jeg lægger panden mod mine knæ og kæmper for at holde tårerne tilbage. Jeg ved ikke hvorfor jeg tager det så tungt. Jeg har jo allerede haft 18 fødselsdage så hvorfor skulle denne være speciel. Måske er det fordi det er første gang jeg er blevet glemt. Uanset hvad gør det ondt og jeg har lyst til at græde.

Pludselig mærker jeg noget koldt og vådt mod min hånd og jeg ser overrasket op. Det er Roo der har presset sin fugtige næse mod min håndflade. Jeg ser forvirret på ham og spørger: ”Roo hvordan er du kommet herud?”

Han lægger hovedet på skrå og ser på mig med sine store brune øjne. Jeg er sikker på at jeg lukkede døren ud til haven så han burde ikke kunne komme herud. Jeg mærker noget om mine skuldre og ser forvirret op. Til min overraskelse ser jeg Jonghyun stå ved siden af mig. Han sætter sig ned ved siden af mig på bænken og jeg ser undrende på ham.

”Du så ud til at fryse,” siger han og jeg lægger hovedet på skrå. Pludselig går det op for mig hvad han mener. Jeg løfter hånden og rører ved min skulder. Jeg kan mærke stof og ligesom jeg forventede er det en jakke. Jonghyun kom herud for at give mig en jakke på fordi jeg kun er iført en T-shirt og det er begyndt at blive koldt, især om aftenen. Det er meget betænksomt. Og slet ikke Jonghyun-agtigt.

En tanke slår ned i mig og jeg snuser diskret til jakken. Den lugter af Jonghyun så det må være hans. Men hvorfor tage hans egen jakke med herud i stedet for min. Selvom jeg er nysgerrig må jeg hellere lade være med at spørge. Faktisk behøver vi ikke engang snakke. Bare det at han er her ved min side får mig i bedre humør. Jeg har det faktisk allerede meget bedre.

”Vil du fortælle mig hvorfor du sidder alene herude og græder eller vil du bare blive ved med at stirre på mig?” spørger Jonghyun og jeg skynder mig at se væk. ”Vil du virkelig gerne vide det eller spørger du bare af høflighed?” spørger jeg og skæver til Jonghyun ud af øjenkrogen. Han smiler skævt og svarer: ”Lidt af begge dele tror jeg.”

Jeg smiler også skævt og siger: ”Jeg sidder her fordi alle har glemt min fødselsdag.”

Jeg siger det som om det ikke betyder noget. Har Jonghyuns tilstedeværelse fuldstændig fjernet al grund til at være ked af det?

Jonghyun vender hovedet og ser på mig. ”Er det din fødselsdag i dag?” spørger han og jeg nikker, ”hvor gammel bliver du?”

”19.”

”Samme som mig,” siger han og jeg nikker. ”I hvert fald indtil den 8. april,” siger jeg og Jonghyun ser overrasket på mig. ”Du kan huske min fødselsdag.”

Jeg er faktisk også selv overrasket. Hvorfor kan jeg huske det? Jeg har kun hørt So-Dam nævne Jonghyuns fødselsdag en gang. Når jeg tænker over det kan jeg huske ting om Jonghyun som jeg normalt aldrig ville kunne huske om en person. Så hvorfor kan jeg når det er Jonghyun? Hvad betyder Jonghyun egentlig for mig?

Jeg bliver revet ud af mine tanker da Jonghyun siger noget. ”Siden alle har glemt din fødselsdag så er du jo ikke blevet fejret,” siger han og jeg ryster på hovedet, ”det må vi gøre noget ved.”

Han tager fat om mit håndled og trækker mig med indenfor. ”Hvad skal vi?” spørger jeg og han siger at det får jeg at se. Han giver først slip på mig da vi er kommet ud i køkkenet. Så går han hen til en kurv der står på køkkenbordet. Den er fuld af muffins som So-Dam bagte i går. Han tager en af dem og åbner så en skuffe som han roder rundt i indtil han tager en lille pakke med fødselsdagslys op. Han stikker et lys i muffinen og kommer så hen til mig.

”Siden muffinen er så lille er der desværre ikke plads til 19 lys, så du må nøjes med et,” siger han og tænder lyset. Jeg ser bare på Jonghyun uden at vide hvad jeg skal sige.

”Der mangler noget,” mumler Jonghyun for sig selv og knipser så, ”fødselsdagssang selvfølgelig!”

Han klarer stemmen og begynder så at synge fødselsdagssang for mig. Jeg kan mærke at mine øjne bliver våde og jeg kæmper for at holde tårerne tilbage.

Da han har sunget færdig siger han: ”Ønsk dig noget og pust så lyset ud.”

Jeg ser stadig på ham og han smiler til mig. Jeg er ikke i tvivl om hvad jeg vil ønske mig. Jeg lukker øjnene og giver mit ønske til Jonghyun. Jeg husker de få gange jeg har set ham smile af glæde og jeg ønsker at han vil gøre det meget mere fremover. At han vil blive lykkelig. Uanset om jeg er en del af hans liv eller ej.

Jeg åbner øjnene og puster lyset ud. Jonghyun stiller så muffinen på køkkenbordet og ser så på mig.

”Jeg har desværre ikke nogen gave til dig så jeg må improvisere,” siger han og kommer hen til mig. Så gør han noget som jeg aldrig havde forventet. Han lægger armene om mig og trækker mig ind til sig. Jeg stivner og ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Her på det sidste har min krop opført sig underligt hver gang han er tæt på mig. Mit hjerte reagerer altid øjeblikkeligt ved hans nærhed. Men det kan slet ikke sammenlignes med hvad der sker med mig nu. Det er som om der raser en storm i mit hjerte. Ukontrollabel som torden og lyn der slår ned.

Jonghyun skubber mig lidt væk fra sig og ser på mig. ”Tillykke med fødselsdagen Yuri,” siger han og kysser mig blidt på kinden. Jeg spærrer øjnene op og glemmer hvordan man trækker vejret. Jonghyun smiler bare fornøjet og giver slip på mig.

”Vent ikke for længe med at gå i seng. Vi skal jo i skole i morgen,” siger han og går så hen mod trappen. Jeg følger ham med blikket indtil han er gået op af trappen og forsvinder rundt om hjørnet. Da han er ude af syne falder jeg sammen på gulvet og tager mig til hovedet med den ene hånd. Mit hjerte banker så hurtigt at jeg er blevet helt svimmel. Eller måske blev jeg svimmel af Jonghyuns kys. Uanset hvad føler jeg mig underligt let. Både i mit hoved og i resten af kroppen. Jeg føler mig så let af jeg kunne svæve hvis jeg ville. Jeg kan af en eller anden grund heller ikke holde op med at smile som et kæmpe fjols. Og jeg ved at det alt sammen er Jonghyuns skyld. Det er altid Jonghyun. Han har invaderet mine tanker, mine drømme og selv mine håb for fremtiden. Jeg har ikke lyst til at tage væk fra Jonghyun. Jeg har ikke lyst til at rejse tilbage til Danmark når mit år her er gået. Før var jeg i tvivl om hvorfor det var sådan, men det er jeg ikke mere.

Jeg har før været forelsket, men aldrig sådan her. Det har aldrig føltes så stærkt, så.. ægte. Men der er ingen tvivl. Jeg er dybt forelsket i Jonghyun. På trods af hans til tider dårlige opførsel, hans lidt specielle personlighed og det faktum at han driller mig hver gang han har chancen. Selvom Jonghyun tit går mig på nerverne og gør alt for at irritere mig, er der alligevel øjeblikke hvor han er sød ved mig. Det er de øjeblikke der gør at jeg i sidste ende ikke kan andet end at holde af ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...