More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3187Visninger
AA

8. Kapitel 8: En ny side af Jonghyun

Mandag morgen kan jeg fornemme hvor anspændt Jonghyun er. Han er nervøs for hvordan hans venner vil reagere, for det er første gang vi ser dem siden de opdagede at jeg bor hos Jonghyun. Jeg håber ikke det ændrer noget mellem dem, for jeg vil ikke komplicere tingene for Jonghyun. Jeg vil ikke blande mig i det liv han har i skolen. Der vil bare starte rygter på skolen hvis Jonghyun og hans venner begyndte at snakke med mig. Og det vil Jonghyun ikke bryde sig om. Han hader at skulle forklare ting og forsvare noget han har gjort eller sagt. Folk må tænke deres egne tanker, for selv hvis han forklarer dem sandheden ved han at de alligevel ikke vil tro på ham. De vil hellere digte deres egne sandheder.

 På vej til skole taler vi ikke sammen. Det er selvfølgelig ikke noget nyt, men stemningen er mere anspændt end normalt. Han plejer at lade som om jeg ikke er der, men i dag er det som om han er alt for bevidst om min tilstedeværelse. Han kigger hele tiden tilbage på mig som om han forventer at jeg vil forsvinde ud i den blå luft. Hvilket måske er det han håber vil ske.

Jeg himler med øjnene, går op på siden af ham og siger: ”Jeg er ked af at jeg ikke kan opfylde dit ønske om at forsvinde fra jordens overflade. Men jeg kan i det mindste holde mig langt fra dig og dine venner så dit image ikke bliver ødelagt. Hvis jeg kunne gøre mig usynlig ville jeg gøre det. Men det kan jeg ikke så du må nøjes med at lade som om jeg er det.”

Derefter sætter jeg farten op og lægger afstand mellem Jonghyun og mig, så vi ikke ankommer til skolen samtidig.

 Da jeg træder ind i klassen ser jeg at Taemin allerede er kommet. Han vender hovedet og ser i min retning da jeg træder ind i klassen. Jeg vinker og forventer at han vil smile som hilsen. Men i stedet lader han som om han ikke har set mig og vender hovedet væk. Jeg sænker langsomt hånden og går hen til min plads. Jeg sætter mig ned og ser på Taemins ryg. Han er sur.. eller skuffet.. eller begge dele. Jeg burde forklare det hele for ham, men jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Lige nu tror jeg det er ligegyldigt hvad jeg siger for han vil sikkert ikke lytte. Jeg tror han bare har brug for tid til at tilgive mig. Så det er hvad jeg vil give ham. Tid. Og plads.

Derfor siger jeg ikke noget til ham, men finder bare mine bøger frem og ser på tavlen mens jeg venter på at timen skal begynde.

   Da det er blevet frokost har Taemin og jeg stadig ikke udvekslet et ord. Jeg vil virkelig gerne snakke med ham og få det løst for jeg hader tanken om at være uvenner. Hvis han ikke har snakket til mig inden vi får fri, tager jeg initiativet til at få tingene snakket igennem.

Jeg henter noget mad og sætter mig ved mit sædvanlige bord lidt fra der hvor Jonghyun og hans venner sidder. Jeg betragter dem mens jeg prikker til min mad. Indtil videre er tingene som de plejer. Jonghyuns venner lægger ikke mærke til mig, Jonghyun giver mig ingen speciel opmærksomhed og ingen af de andre elever ser på mig med mærkelige blikke. Der er ingen forandring. Jeg skal lige til at sukke lettet, men pludselig ser en af Jonghyuns venner i min retning og møder mit blik. Jeg gisper og skynder mig at se ned. Jeg ærgrer mig over at han opdagede jeg kiggede på dem og jeg tør ikke løfte blikket for at finde ud af om han stadig ser på mig.

”Yuri?” lyder en stemme over mig og jeg ser op. Ham jeg kiggede på er kommet hen til mig. Jeg har før fået at vide hvad han hedder, men jeg kan ikke huske det.

Han sætter hænderne på bordet og læner sig lidt frem mod mig.

”Vi to har aldrig officielt mødt hinanden. Mit navn er Key,” siger han og rækker sin ene hånd frem mod mig. Jeg tøver i nogle sekunder inden jeg trykker hans hånd og siger: ”Hej Key. Rart at møde dig officielt.”

Han smiler venligt og jeg trækker min hånd til mig. Der opstår en tavshed mellem os mens Key bare ser undersøgende på mig.

”Ville du ellers noget?” spørger jeg og håber at det kan få ham til at gå. ”Det vil jeg faktisk,” siger han og jeg sukker, ”jeg vil tage dig med hen til vores bord så du kan spise frokost sammen med os.”

Jeg spærrer øjnene op og ser på ham som om han er sindssyg. Men han mener det åbenbart. Mit blik søger mod Jonghyun der betragter os med et blik jeg ikke rigtig kan tolke.

”Hvad siger Jonghyun til det?” spørger jeg og vender blikket mod Key igen. ”Jeg har ikke spurgt ham,” siger Key. ”Han vil helt klart ikke synes det er en god idé!”

”Pyt med ham! Det er ikke kun hans bord,” siger Key hvorefter han samler min bakke med mad op, ”kom nu, det skal nok blive hyggeligt.”

Han giver mig ikke mulighed for at protestere. Han griber bare fat om min overarm og trækker mig op at stå. ”Vent! Hvad med Jonghyuns kæreste? Hun må ikke se mig!” udbryder jeg da Key begynder at trække mig hen mod drengenes bord. ”So Min er her ikke i dag, så det skal du ikke bekymre dig om.”

”Men men…” stammer jeg panisk. ”Ti nu bare stille og sæt dig ned,” siger Key og giver slip på min arm hvorefter han trækker en stol ud for mig, ”der kommer ikke til at ske dig noget.”

”Han har ret. Vi bider ikke.. så meget,” siger en af drengene og blinker til mig. Jeg får en klump i halsen, men ender alligevel med at sætte mig ned på den stol som Key har trukket ud for mig. Key sætter bakken, med min mad, foran mig på bordet og sætter sig så på stolen ved siden af mig.

”Lad mig præsentere dig,” siger Key og vender sig mod sine venner, ”det er Minho og det er Onew. Og du kender jo allerede Taemin og Jonghyun.”

Minho og Onew smiler begge venligt til mig og jeg smiler lidt anstreng tilbage. ”Du behøver ikke være så nervøs,” siger Key og klapper mig på skulderen. Jeg nikker, men hans ord beroliger mig ikke. Jeg kan mærke blikkene fra eleverne i kantinen der stirrer på mig. Jeg bliver nødt til at spise min mad hurtigt så jeg kan komme væk.

”Det havde jeg nær glemt!” udbryder Key pludselig og finder sin taske frem, ”jeg har lavet lidt lækkert til jer.”

”Hvad er det denne gang?” spørger Minho og Key ser strengt på ham. ”Hold op med at lyde så negativ,” siger han og tager fire madkasser op af tasken, ”hvis du ikke vil have noget kan du da bare blive fri.”

Key fordeler madkasserne mellem hans fire venner. Men da Key vil give Taemin en madkasse afviser han. ”Jeg er ikke sulten,” siger Taemin og skubber madkassen væk. Key trækker på skuldrene og smiler så til mig. ”Det er din heldige dag i dag Yuri. Så får du bare Taemins portion.”

Jeg smiler genert og tager imod madkassen som Key rækker frem mod mig. Jeg kan ikke få mig selv til at afvise fordi han er så venlig mod mig. Jeg vil ikke være uhøflig.

Jeg tager låget af madkassen og ser at det er fried eggs Key har tilberedt. Jeg rynker panden let. Jeg håber ikke de er søde for jeg kan ikke fordrage sweet fried eggs. Jeg kan ikke få mig selv til at spørge Key så jeg tager bare chancen. Jeg putter et stykke i munden og begynder at tygge. Der går ikke længe før smagen rammer mig. Og smagen er sød. Jeg skærer en grimasse og holder mig for munden. Heldigvis er Key optaget af at spise så han lægger ikke mærke til mig. De andre er også optaget af deres egne ting så de vil vel ikke lægge mærke til hvis jeg spyttede det ud igen vil de? Jeg ser forpint ned i bordet. Jeg kan ikke spytte det ud. Key har jo brugt tid på at stå og lave det så jeg kan da ikke bare spytte det ud. Det ville være uhøfligt og uforskammet! Men jeg kan heller ikke spise det for hver gang jeg tygger, kommer den grimme smag som jeg ikke kan fordrage. AISH! Hvad skal jeg dog gøre!?

Pludselig ser jeg en lille pose med salt lande foran mig på bordet. Jeg ser op og opdager at Jonghyun ser på mig fra den anden side af bordet. Han ser ned på posen med salt og derefter på mig igen. Han beder mig om at spise saltet for at neutralisere den søde smag. Jeg tøver ikke med at åbne den lille pose og hælder saltet ud på madkassens låg. Så fugter jeg min pegefinger og bruger den til at putte saltet i munden. Saltet gør som det skal og neutraliserer den søde smag så jeg kan tygge og sluge maden. I det sekund jeg har slugt, ser Key op. ”Hvordan smager det Yuri?” spørger han. Jeg smiler og siger godt. Hans ansigt lyser op og han smiler stort. Da han igen vender blikket mod sin mad ser jeg hen på Jonghyun. Han er koncentreret om sin mad og lægger ikke mærke til at jeg ser på ham. Hvilket måske er godt, for jeg ser sikkert meget mærkeligt på ham.

Hvorfra ved han at jeg ikke kan fordrage sweet fried eggs? Jeg tænker tilbage og husker en dag hvor So-Dam lavede sweet fried eggs til os. Jeg husker at Jonghyun var der da jeg fortalte So-Dam at jeg ikke bryder mig om sweet fried eggs. Har han husket det? Det er ved at være lang tid siden og Jonghyun har ingen grund til at huske det. Så hvorfor kan han huske det? Jeg må spørge ham når vi kommer hjem.

 

Jonghyun fik tidligere fri end mig i dag så han er allerede hjemme da jeg træder ind ad døren. Jeg smider skoene og skal til at gå op mod hans værelse da jeg opdager noget. Jeg kigger ud i haven og ser Jonghyun ligge på et tæppe på græsset med Roo liggende på sin ene side. Jeg smiler og stiller skoletasken hvorefter jeg går ud til ham. Han har øjnene lukket og har åbenbart ikke opdaget mig endnu. Jeg smiler, tager hans ene arm og spreder den ud på græsset. Derefter lægger jeg mig ved siden af ham med hovedet på hans udstrakte arm. Der går noget tid inden der kommer en reaktion fra Jonghyun.

”Hvad laver du?” spørger han. Han virker ret utilfreds med situationen, men han gør ikke noget forsøg på at trække sin arm til sig. ”Jeg vil gerne tale med dig,” siger jeg. ”Så tal.”

Jeg lægger mig til rette og vender ansigtet mod Jonghyun så jeg kan se på ham. ”Hvorfor smed du salt over til mig til frokost? Hvorfra vidste du at jeg ikke bryder mig om sweet fried eggs?” spørger jeg. ”Jeg huskede at du fortalte min mor det,” svarer han og bekræfter de spekulationer jeg havde. Så han har virkelig husket det. Hvorfor?

”Hvorfor kan du huske det? Det er ikke noget specielt og du har ingen grund til at huske det,” siger jeg og Jonghyun fnyser. ”Man bestemmer ikke altid selv hvad han husker. Desuden synes jeg at jeg har en grund til at huske det. Vi bor jo trods alt sammen så der er da grund til at huske hvad du kan lide og ikke kan lide,” siger han og ser på mig ud af øjenkrogen. ”Så du kan bruge det jeg ikke kan lide til at irritere mig,” siger jeg og Jonghyun smiler skævt, men siger ikke noget, ”så er det godt at jeg også kan bruge de ting du ikke kan lide til at irritere dig.”

Jonghyuns smil forsvinder og jeg begynder at smile i stedet. ”Som for eksempel at sige du er nuttet,” siger jeg og der går en trækning over Jonghyuns ansigt, ”omo Jonghyun! Du er bare så nuttet! Som en lille hundehvalp, jeg kunne bare tage en bid af dig! Så~ nuttet, så så nut..”

Jeg når ikke at sige mere får i en hurtig bevægelse vender Jonghyun sit ansigt mod mit. Vores ansigter og meget tætte på hinanden og Jonghyun bliver ved med at komme tættere på. ”Yuri-ah,” siger han med en dyb og sexet stemme. Jeg synker højlydt og nikker svagt. Han rykker nogle centimeter tættere på så jeg kan mærke hans varme ånde mod mit ansigt. Vil han kysse mig?! Jeg lukker øjnene og venter på at mærke hans læber presse mod mine.

”Min arm sover,” siger han og skubber mit hoved væk fra sin arm, ”utroligt hvordan sådan et tomt hoved kan være så tungt.”

Han gnider sin arm og rejser sig op. Roo rejser sig også op og følger efter Jonghyun indenfor. ”YA!” råber jeg og kommer på benene, ”det kunne du altså ikke være bekendt!”

Jeg løber efter ham og slår ham i ryggen. ”Men det var sjovt,” siger han og ignorerer mine svage slag. Han går ud i køkkenet og jeg følger efter mens jeg slår ud efter ham. Han åbner køleskabet, tager noget ud og rækker det til mig. Jeg tager forvirret imod det og ser på det. Det er en jordbærmælk. Jeg ser undrende op på Jonghyun der bare smiler skævt.

”Jeg håber den kan muntre dig op. Du sagde jo engang at du elsker næsten alt med jordbærsmag og at jordbærmælk altid kan gøre dig glad igen.”

”Det husker du også..” mumler jeg og ser ned. ”Selvfølgelig,” siger han og ugler mit hår idet han går forbi mig, ”der står flere i køleskabet hvis du får lyst til en mere senere. Jeg købte to pakker i går så bare tag for dig.”

Jeg vender mig og når lige at se døren blive lukket bag ham. Jeg går så hen til køleskabet, åbner det og ser at der ganske rigtigt står to pakker med jordbærmælk. Jeg ser på den jordbærmælk jeg har i hånden og derefter hen på døren ind til stuen. Jeg smiler skævt og siger dæmpet: ”Du er slet ikke så slem som du vil have andre til at tro. Hvem skulle have troet at du faktisk kunne være sød ved mig?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...