More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3112Visninger
AA

7. Kapitel 7: Dril mig og jeg tager dine underbukser

Jonghyun går op mod huset med hurtige skridt og jeg er nødt til at småløbe for at følge med. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige til ham, men jeg er nødt til at vide om han er vred på mig. Jeg ved ikke hvordan jeg skal spørge ham, så jeg kan ikke gøre andet end at følge efter ham.

Jeg følger efter ham til hans værelse og han stopper med hånden på håndtaget. ”Jeg ved hvad du vil spørge om,” siger han og ser på mig over skulderen, ”svaret er nej. Jeg hader dig ikke.”

Jeg kan ikke lade være med at smile. ”Virkelig?!” spørger jeg glædesstrålende. ”Men jeg er heller ikke specielt begejstret for dig. Så tro ikke at jeg vil behandle dig anderledes bare fordi mine venner ved du bor her,” siger han og jeg nikker, stadig smilende. ”Det er helt i orden. Jeg havde heller ikke forventet mere,” siger jeg og Jonghyun rynker panden. ”Godt vi forstår hinanden,” siger han og ser på mig hvorefter han skærer en grimasse, ”og vil du så ikke være sød at gå i bad. Dit hår er fedtet.”

Jeg rækker op og rører ved mit hår der ganske rigtigt kunne trænge til at blive vasket. Jonghyun ser på mig en sidste gang og går så ind på sit værelse. Jeg går ind på mit eget værelse og finder noget tøj frem hvorefter jeg går ud i badet.

  Mens jeg står under bruseren, tænker jeg på hvad Jonghyuns venner vil gøre på mandag når de ser os. Vil de ikke lægge mærke til mig ligesom før, eller vil de behandle mig anderledes? Hvis Jonghyun ikke behandler mig anderledes er der vel heller ingen grund til at de skulle gøre det. Så det bliver sikkert som før de kendte sandheden. Hvilket nok også er det bedste. Jonghyun vil helt sikkert ikke bryde sig om at hans venner giver mig opmærksomhed. Jeg har det også helt fint sådan som det er nu. Jeg har nok i Taemin. Hvis han da overhovedet vil snakke med mig efter jeg holdt noget så stort hemmeligt for ham. Jeg lukker øjnene og prøver at lade vandet skylle den tanke ud af mit hoved. Selvfølgelig vil han snakke med mig. Han er jo Taemin. Når jeg siger undskyld er jeg sikker på at han tilgiver mig.

  Jeg lader vandet løbe ned over mit ansigt en sidste gang inden jeg slukker. Jeg træder ud af badet og vikler et håndklæde om mig. Jeg tørrer duggen af spejlet og ser på mit spejlbillede. Jeg skærer en grimasse. Jeg har aldrig synes jeg ser specielt godt ud. Mit ansigt er lidt buttet og min næse ser underlig ud i profil. Desuden har jeg en smule overbid, så man kan altid se mine fortænder når jeg snakker og jeg har også et gummesmil. Min krop er heller ikke specielt tiltalende. Jeg er tynd, men jeg har heller ikke rigtig nogen former. Jeg er næsten helt flad både for og bag. Desuden er jeg ikke ret høj så jeg ligner mest af alt et barn der ikke har mistet sit babyfedt i ansigtet endnu.

Jeg surmuler og vender mig væk fra spejlet. Det eneste jeg kan lide ved mig selv er mine øjne. De er store og chokoladebrune og de kan til tider få mig til at se nuttet ud. Faktisk er mit hår heller ikke så slemt. Det er fyldigt, sort og går mig til midt på ryggen. Jeg sætter det tit op fordi det er for besværligt hvis det hænger løst.

Jeg tager fat i en tot af mit hår og snuser til det. Jeg nyder duften af min shampoo og smiler. Jeg vender mig mod den bunke tøj jeg har taget med herind. Jeg rynker panden da jeg opdager at noget mangler. Jeg roder rundt i bunken, men det er der ikke. Jeg ser rundt på gulvet, men stadig uden held. Jeg begynder at blive nervøs. Hvor er mine underbukser?!

Jeg er sikker på at jeg fandt nogen frem og tog med herud. Måske har jeg tabt dem ude på gangen. Jeg bider mig nervøst i underlæben og går hen til døren. Jeg beder til at Jonghyun enten er på sit værelse eller nedenunder. Han skal ikke se mig sådan her.

Jeg tager en dyb indånding, åbner døren og ser ud på gangen. Det første jeg ser, er mine orange underbukser der hænger og dingler foran mit ansigt. Jeg ser op og bliver forskrækket da jeg ser Jonghyun smile fornøjet til mig. Hvad i alverden laver han med mine underbukser?!

”Du tabte vist noget,” siger han og ligner en der morer sig gevaldigt. Jeg rækker ud efter mine underbukser, men Jonghyun træder et skridt tilbage så de er uden for min rækkevidde. ”Jonghyun giv mig mine underbukser,” siger jeg sammenbidt. ”Kom selv og hent dem,” siger han udfordrende og vifter med mine underbukser. Jeg bider mig i underlæben og samler mod til at træde frem. Lige nu er min krop skjult af døren og jeg vil gerne have at det forbliver sådan.

Jonghyun kan se at jeg tøver og han lægger hovedet på skrå. ”For genert?” siger han og jeg skuler af ham. Han smiler og ser på mine underbukser. ”Det er en meget speciel farve dine underbukser har. Det er ikke hver dag man ser orange,” siger han og jeg ved at han prøver at provokere mig til at træde frem. Og det virker. Jeg åbner døren helt og træder ud på gangen, med håndklædet tæt viklet om mig. Jonghyun giver mig elevatorblikket og ser så nonchalant på mig. ”Jeg må indrømme jeg er lidt skuffet. Der er jo slet ikke noget der er værd at se på,” siger han og jeg rødmer mens jeg trækker håndklædet om muligt endnu tættere omkring mig. Han trækker på skuldrene og lægger mine underbukser ovenpå mit hoved. ”Jeg behøver ikke være bange for at blive fristet af dig. Du er usexet og kedelig,” siger han og vender sig for at gå. Jeg fjerner mine underbukser fra mit hoved og knytter næven rigtig hårdt om dem. Jeg koger indvendigt ovenpå hans hånlige bemærkninger og jeg bliver nødt til at få luft for mine frustrationer.

Jeg begynder at bande og svovle på dansk og kalder Jonghyun en masse grimme ting, han heldigvis ikke forstår. Jonghyun vender sig og ser spørgende på mig. ”Hvad sagde du lige?”

Jeg smiler udspekuleret og siger: ”Der er visse fordele ved at kunne to sprog. Jeg kan sige lige hvad jeg vil til dig uden at du forstår mig.”

Jonghyun rynker panden og spørger: ”Kaldte du mig så lige en masse ting jeg ikke ville blive glad for at høre?”

Jeg ser uskyldigt på ham og presser læberne sammen. ”Måske.”

”Bandede du så på koreansk mens du var i Danmark så ingen forstod det?” spørger han og jeg ryster på hovedet. ”Jeg har aldrig lært at bande på koreansk. Min far ville ikke lære mig det og jeg havde ingen koreanske venner på min alder jeg kunne lære det af. Jeg kan næsten ingen grimme eller fornærmende ord på koreansk,” forklarer jeg og Jonghyun smiler skummelt. ”Så kan jeg kalde dig ting på koreansk du ikke forstår. Så står vi lige,” siger han og jeg himler med øjnene. ”Gør som du vil,” siger jeg ligegyldigt, går ud på badeværelset og lukker døren. Jeg læner ryggen mod den lukkede dør og tager en dyb indånding. Han skal ikke slippe godt fra det her. Jeg kan ikke lade ham slippe af sted med at behandle mig sådan her. Jeg knytter den ene hånd og siger: ”Bare vent Jonghyun. Jeg vil have hævn!”

Jeg smiler udspekuleret mens jeg allerede er i gang med at lægge en plan inde i hovedet.

 

Jeg stikker forsigtigt hovedet ud på gangen og når lige at se Jonghyun gå ud på badeværelset med et håndklæde. Jeg venter til jeg kan høre bruseren før jeg går ud på gangen. Jeg lister mig ind på Jonghyuns værelse og ser mig selvtilfreds omkring.

”Tid til hævn,” hvisker jeg for mig selv og går hen til klædeskabet. Jeg hiver undertøjsskuffen ud og skynder mig nedenunder med den. Heldigvis er hverken So-Dam eller Jihoo hjemme. Det er bare Jonghyun og mig.

Jeg tager skuffen med ud i haven og tømmer dens indhold på græsset. Derefter gemmer jeg skuffen og skynder mig ind i stuen hvor jeg smider mig i sofaen og tænder for fjernsynet.

Nogle minutter senere kommer Jonghyun nedenunder og stiller sig ved siden af sofaen. ”Yuri du har ikke tilfældigvis set min undertøjsskuffe vel?” spørger han og jeg smiler skævt. ”Hvordan i alverden kan man smide en hel skuffe væk? Mon den har fået ben og er gået sin vej med dine underbukser,” siger jeg og prøver at lyde oprigtig undrende. ”Har du set den eller ej?” spørger Jonghyun utålmodigt. Jeg peger mod haven og Jonghyun kigger derud. Han måber og jeg nyder synet af hans ansigtsudtryk.

”Er det dig der har gjort det?” spørger han og jeg vender hovedet for at møde hans blik. Jeg nikker en gang som svar på hans spørgsmål. ”Jugulle?!” siger han truende og jeg nikker igen med et overlegent smil. Jonghyun ligner en der virkelig har lyst til at slå mig, og i et kort øjeblik tror jeg faktisk han vil gøre det. Men han får samling på sig selv og da han løfter hånden er det for at pege ud i haven.

”Saml dem op og sæt min skuffe tilbage på sin plads. Hvis nogen af mine par er gået i stykker skal du erstatte dem,” siger han køligt og forventer åbenbart at jeg stadig vil gøre som han siger. Men han skal ikke tro han kan kommandere med mig.

Da jeg ikke reagerer på hans ordre, rynker han panden. ”Du har ikke tænkt dig at samle dem op frivilligt?” spørger han og jeg ryster trodsigt på hovedet, ”så må jeg jo tvinge dig.”

Inden jeg når at reagere, har Jonghyun samlet mig op og smidt mig over skulderen. Han går hen mod haven og jeg slår ham på ryggen mens jeg beder ham sætte mig ned. Men han sætter mig først ned ude på græsset og skynder sig så tilbage i huset hvor han lukker døren. Jeg hører det dæmpede klik da han låser den og det går op for mig at han vil holde mig herude indtil jeg gør som han siger. Jeg kan ikke komme ind før jeg har samlet hans underbukser op. Men jeg overgiver mig ikke så let.

Jeg går hen til døren og ser på Jonghyun gennem det glas døren består af. Jeg kan tydeligt se i hans øjne at han har lige så lidt lyst til at overgive sig som jeg har. Så siden ingen af os vil overgive sig bliver jeg nødt til at vente her til So-Dam kommer hjem og kan lukke mig ind. Indtil da må jeg bare underholde mig selv for at få tiden til at gå. Og jeg har den perfekte idé til underholdning.

Jeg presser ansigtet mod ruden og laver forskellige skøre grimasser af Jonghyun. Jeg ved at jeg sikkert ligner en kæmpe idiot. Men fordi jeg bor sammen med Jonghyun ser han altid mit bedste og værste. Jeg er ikke længere genert når det kommer til at opføre mig åndssvagt i hans nærhed. Han er allerede vant til det alligevel.

Jonghyun prøver at holde det neutrale og let ligegyldige ansigtsudtryk, men til sidst kan han ikke lade være med at smile og grine af mig. Jeg trækker mig tilfreds væk fra glasset. Jeg nyder Jongyuns smil fordi de er så sjældne og at høre hans latter er endnu mere sjældent.

Fordi jeg fik ham til at smile har jeg pludselig intet problem med at gøre som han siger. Så jeg finder skuffen frem og begynder at putte underbukserne i den. Da jeg er færdig går jeg tilbage til døren og Jonghyun lukker mig ind.

”Hvorfor ser du så selvtilfreds ud når jeg er den der fik sin vilje?” spørger han undrende og jeg smiler. ”Fordi det er en sejr for mig hver gang jeg får dig til at smile,” siger jeg og Jonghyun rynker panden, ”en dag vil jeg få dig til at smile et 100 % ægte smil og så kan jeg dø som en helt.”

Jonghyun sænker blikket og jeg kan se at han prøver at skjule et smil. Det er tydeligt at han føler sig akavet og ikke helt ved hvad han skal gøre eller sige. Så for at bryde den akavede stemning presser jeg skuffen i favnen på Jonghyun og han tager overrumplet imod den.

”De er alle intakte så jeg skylder dig ikke noget,” siger jeg og forventer at han vil tjekke om jeg taler sandt. Men det gør han ikke.

”Vil du ikke se efter om det passer?” spørger jeg og Jonghyun trækker på skuldrene. ”Jeg tager dit ord for det,” svarer han og jeg spærrer øjnene op. Han viser tillid til mig. Selvom det er meget lille og uskyldig tillid, så er det trods alt stadig tillid.

Jeg skal lige til at sige noget til Jonghyun, men bliver afbrudt af hoveddøren der bliver åbnet og lukket. Jonghyun og jeg ser begge mod entreen hvor So-Dam kommer til syne. Da hun får øje på os, smiler hun.

”Forstyrrer jeg midt i noget?” spørger hun og både Jonghyun og jeg ryster hektisk på hovedet. So-Dam sænker blikket og får øje på skuffen i Jonghyuns favn.

”Hvorfor står du med din undertøjsskuffe?” spørger hun og Jonghyun og jeg veksler blikke. Vi smiler begge skævt og siger samtidig: ”Det er en lang historie.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...