More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
2981Visninger
AA

6. Kapitel 6: Afsløret

Næste morgen går jeg ned i køkkenet og ser at alle allerede er oppe. Jeg er åbenbart den eneste der ikke er frisk denne fredag morgen.

”Godmorgen Yuri,” siger So-Dam og jeg svarer godmorgen. Jeg finder morgenmad frem og sætter mig ved bordet. Jonghyun sidder overfor mig og læser avisen. Han ser ikke engang ud til at have lagt mærke til mig. Eller også ignorerer han mig bare bevidst.

”Yuri har du planer efter skole i dag?” spørger So-Dam pludselig og jeg vender min opmærksomhed mod hende. ”Jeg regnede med bare at komme direkte hjem og slappe af. Hvorfor?”

So-Dam smiler stort og siger: ”Har du så ikke lyst til at tage med Jonghyun og mig ind i byen? Du sidder altid og laver lektier efter skole, så du kunne godt bruge lidt frisk luft.”

Jeg ser tøvende hen på Jonghyun. ”Er det okay med Jonghyun?” spørger jeg og So-Dam fnyser. ”Pyt med ham! Hvis han ikke vil ses sammen med os, kan han bare blive hjemme,” siger hun og jeg smiler. ”Så vil jeg gerne med!”

”Vidunderligt! Jeg henter jer efter skole!”

So-Dam virker oprigtigt glad for at jeg vil med. Hun har faktisk behandlet mig virkelig godt lige siden jeg kom. Takket være hende føler jeg mig hjemme her. Modsat Jonghyun der bare ønsker jeg ville forsvinde.

”Jeg tager i skole nu,” siger Jonghyun pludselig og forlader bordet. Siden han går nu, skal jeg vente cirka 5 minutter før jeg må gå. Så ingen mistænker at vi har noget med hinanden at gøre.

Men til min overraskelse vender Jonghyun sig mod mig og spørger: ”Kommer du?”

Jeg ser overrasket på ham og det samme gør hans forældre. ”Hvis du hellere vil gå alene, må du også godt det,” siger han da jeg ikke svarer. ”Nej! Jeg kommer nu!” siger jeg og rejser mig op.

”Vi går nu! Ses efter skole So-Dam!” siger jeg over skulderen på vej ud af køkkenet. ”Ja vi ses,” når hun lige at sige inden døren lukker i bag mig.

Mens jeg tager sko på, skæver jeg til Jonghyun. Det er første gang han foreslår at vi følges i skole. Selvom jeg ved at vi stadig langt fra er venner, så hader han mig måske ikke helt så meget mere.

 

Da jeg får fri, skynder jeg mig at pakke mine ting sammen så jeg kan komme af sted hurtigst muligt.

”Skal du nå noget?” spørger Taemin der står ved siden af mig og pakker sammen i et noget langsommere tempo. ”Ja jeg har en aftale,” siger jeg kort for hovedet og lyner min taske. ”Jeg havde ellers håbet vi kunne være sammen i dag,” siger Taemin nedtrykt. ”Næste gang,” lover jeg og smider tasken over skulderen, ”vi ses på mandag!”

Jeg skynder mig ud af klassen og videre ud på parkeringspladsen. Jeg ser So-Dams bil holde lidt skjult bag nogle hække. Jeg skynder mig derhen og stiger ind i bilen. Jonghyun sidder allerede på forsædet og vi forlader parkeringspladsen inden nogen opdager os.

Inde i byen bliver Jonghyun ved med at se sig over skulderen af frygt for at nogen han kender, skal se os. Jeg har aldrig set ham så nervøs før. Det er faktisk ret underholdende. Men han har vist brug for at blive beroliget.

”Hvis vi møder nogen fra skolen kan du bare sige at jeg følger efter dig. Som en stalker,” siger jeg og Jonghyun ser på mig. ”Men hvad hvis de bare ser os og går ud fra at vi er venner? Hvis de ikke kommer hen og spørger, men bare spreder rygter?” spørger Jonghyun og ser sig igen over skulderen. Jeg fniser og siger: ”Du er virkelig hårdt ramt. Ved du godt at du snakker vildt hurtigt når du er nervøs?”

”Ja det ved jeg og det er vildt irriterende så tak fordi du påpeger det,” siger han og jeg ryster opgivende på hovedet. ”Lad os gå derind,” siger jeg og peger på en boghandel, ”jeg kunne godt bruge en bog så jeg kan øve mig i at læse.”

Jonghyun nikker og skynder sig i sikkerhed inde i butikken. So-Dam og jeg ser opgivende på hinanden og følger så efter ham.

Jeg sætter kursen mod ungdomsafdelingen og begynder at læse bag på nogle af bøgerne. So-Dam står lidt længere henne og kigger på kogebøger og jeg har ingen anelse om hvor Jonghyun er forsvundet hen. Han gemmer sig sikkert et sted mellem reolerne.

 Mens jeg læser bagpå en bog, har jeg en fornemmelse af at nogen betragter mig. Jeg ignorerer det og tænker at det sikkert bare er indbildning.

”Yuri-sii?” lyder en stemme og jeg ser forvirret op. Ved siden af mig står Taemin og da han ser mit ansigt, smiler han. ”Det er dig!”

Jeg bliver straks anspændt og skæver i So-Dams retning. Taemin må ikke vide at jeg er her sammen med hende.

”Hvad laver du her?” spørger han og jeg skynder mig at vise ham den bog jeg står med i hånden. ”Læsestof. Som træning,” siger jeg og Taemin nikker forstående. ”Jeg kan godt hjælpe dig. Jeg kender nogle gode bøger,” tilbyder Taemin, men jeg afviser øjeblikkeligt. ”Det behøver du ikke! Jeg var faktisk ved at gå. Måske en anden gang,” siger jeg ængsteligt og stiller bogen på plads, ”vi ses.”

Jeg begynder at gå, men Taemin stopper mig inden jeg når ret langt. ”Vi kan da følges. Er du her alene?” spørger han og jeg nikker, ”jeg er her sammen med Minho, men han har sikkert ikke noget imod at du kommer med os.”

Fantastisk. Endnu en af Jonghyuns venner. Det her ender snart i en katastrofe. Jeg må væk herfra inden de finder ud af noget.

Jeg skal til at afslå Taemins forslag da nogen kalder mit navn. ”Yuri-ah!” lyder Jonghyuns stemme og jeg ser ham komme hen mod mig, ”jeg har den perfekte bog til dig!”

Jeg ryster hektisk på hovedet, men det er for sent. Taemin hørte ham.

”Jonghyun?” siger Taemin og Jonghyun opdager først nu at han er der. Jonghyun spærrer øjnene op og Taemin spørger: ”Talte du lige uformelt til Yuri?”

Jonghyun åbner munden, men der kommer ikke nogen ord ud. Jeg ved heller ikke hvordan vi skal forklare os ud af det her. Det ser ud til at vi er afsløret.

”Kender i hinanden?” spørger Taemin og Jonghyun ved stadig ikke hvad han skal sige. Og som om det ikke allerede er slemt nok, så dukker Minho også op og ser forvirret på os. ”Hvad sker der?” spørger han og ser rundt på os. ”Åbenbart kender Jonghyun og Yuri hinanden. Ret godt endda,” siger Taemin og ser indgående på Jonghyun, ”men de vil ikke forklare hvorfor og hvordan de kender hinanden.”

Minho ser overrasket frem og tilbage mellem Jonghyun og mig. ”Hvordan ved du at de kender hinanden godt?” spørger Minho henvendt til Taemin. ”Jonghyun taler uformelt til hende,” svarer Taemin og Minho hæver et øjenbryn. ”Du har ret. Jonghyun taler ikke uformelt til hvem som helst.”

Taemin og Minho ser undersøgende på mig som om de håber på at finde nogle svar i mit ansigt.

”Jonghyun! Yuri!” lyder So-Dams stemme og kort tid efter står hun ved min side. Hun ser rundt på os alle sammen og spørger: ”Er vi blevet afsløret?”

”Hvad mener du med afsløret?” spørger Taemin og So-Dam ser på sin søn. ”Skal vi fortælle dem det? Jeg tror ikke vi kan lyve os ud af det her.”

Jonghyun ser på hende og efter nogle sekunders tøven, nikker han én gang. So-Dam smiler, tager min hånd og vender sig mod Jonghyuns venner.

”Sandheden er at Yuri bor sammen med os og det har hun gjort siden hun kom til Korea,” siger So-Dam og de to drenge spærrer øjnene op. ”MWO?!” udbryder de samtidig. De ser begge chokeret på Jonghyun, men han undgår deres blikke.

”Så den dreng fra Danmark du sagde boede hos jer var i virkeligheden Yuri?” spørger Minho og Jonghyun nikker langsomt, ”jeg vidste de sko vi så var for små til at tilhøre en dreng.”

”Jeg fatter ikke at i kunne holde det hemmeligt. Jeg havde aldrig gættet det. Selvom det var lidt underligt da Jonghyun ville snakke med Yuri i skolen, mistænkte jeg aldrig at i kendte hinanden så godt,” mumler Taemin, måske mere til sig selv end til os. ”Vi er ikke tætte! Vi er ikke engang venner,” siger jeg fordi jeg ved Jonghyun ikke vil have de skal tro vi er tætte, ”vi har ikke noget med hinanden at gøre.”

”Nej da, i bor kun i det samme hus. Hvordan kan i have noget med hinanden at gøre?” siger Taemin sarkastisk, ”i kan ikke undgå at blive tætte. I spiser ved det samme bord og sover under det samme tag. Uanset hvad i siger så vil i på et tidspunkt komme til at holde af hinanden. Det kan ikke undgås.”

Det tænkte jeg også da jeg først kom hertil. At Jonghyun og jeg sikkert ville blive gode venner fordi vi skulle leve under det samme tag. Men nu ved jeg bedre. Jonghyun og jeg er fra to forskellige verdener og kan aldrig forenes. Eller som Jonghyun beskrev det ”som to parallelle linjer der aldrig kommer til at krydse hinanden”. En som mig kan aldrig blive venner med en som ham. Sådan har det altid været og sådan vil det blive ved med at være. Det kan ikke være anderledes. Sådan er reglerne bare.

”Bare bland dig udenom Taemin. Bare fordi man er tvunget til at være sammen betyder det ikke at man bliver venner. Yuri og jeg holder bare hinanden ud,” siger Jonghyun og lægger armene over kors. Jeg lægger hovedet på skrå og ser på ham. Jeg ved det er underligt, men jeg bider mærke i det han sagde. Yuri og jeg holder bare hinanden ud. Det er da fremskridt at han nu kan holde mig ud. Det betyder at han ikke længere har noget imod at jeg bor i hans hus. Selvom det hverken er pænt ment eller skal forstås som en kompliment, så er det stadig fremskridt. Hvilket bare siger rigtig meget om Jonghyuns og mit forhold.

Jonghyun ser på sin mor og siger: ”Kan vi tage hjem nu? Jeg har ikke lyst til at være her mere.”

So-Dam nikker og vi forlader butikken. Jeg forventer at Minho og Taemin vil følge efter os og stille flere spørgsmål. Men mærkeligt nok bliver de i butikken og ser bare undrende efter os. Vi slap billigt denne gang. Jeg håber bare ikke de fortæller det til nogen. Hvis det her spreder sig på skolen får Jonghyun problemer. Og hvis Jonghyun får problemer så får jeg også problemer. Masser af dem!

 

I bilen på vej hjem bliver der ikke sagt et ord. Stemningen er akavet og ingen af os tør sige noget. Jonghyun har set ud af vinduet, med et tomt ansigtsudtryk, lige siden vi satte os ind i bilen. Måske hader han mig igen. Måske vil han aldrig så meget som tale til mig igen. Jeg tror det hele kommer til at afhænge af hvordan hans venner reagerer og hvad de gør. Så jeg må bare håbe at de holder det for sig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...