More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3230Visninger
AA

5. Kapitel 5: Der findes ikke dårlige ideer

Da jeg kommer hjem, hen på aftenen, sidder Jonghyun i sofaen og ser tv. Da han hører mig komme ind ser han hen på mig.

”Opdagede han noget?” spørger han og jeg smiler skævt. ”Kun at jeg er fantastisk,” siger jeg og Jonghyun himler med øjnene. ”Jeg mente hemmeligheden. Ved han at du bor her?”

”Han har ingen anelse.”

Jonghyun sukker lettet. Han har åbenbart været anspændt lige siden jeg gik med Taemin efter skole.

Efter han har taget et par dybe indåndinger er han tilbage til sit sædvanlige irriterende selv.

”For resten skal jeg fortælle dig noget,” begynder han og jeg afbryder ham inden han kan fortsætte. ”Ja ja jeg ved det. Din kæreste kommer over og jeg skal gøre mig usynlig,” siger jeg sarkastisk og går hen til trappen, ”hvis du vil mig noget er jeg på mit værelse.”

”Du er slet ikke så dum som du ser ud,” siger Jonghyun og jeg trækker på skuldrene. ”Jeg har mine øjeblikke,” siger jeg og sætter kursen mod mit værelse for at lukke mig inde resten af aftenen.

 

Efter cirka to timer kommer Jonghyun pludselig ind på mit værelse. Jeg ser forvirret på ham og spørger: ”Hvad laver du her? Hvad med din kæreste?”

”Jeg sendte hende tidligt hjem,” siger han og sætter sig ved siden af mig ved skrivebordet, ”jeg har jo lovet at hjælpe dig hver aften så det vil jeg gøre.”

Jeg er chokeret. Han har valgt lektiehjælp med mig frem for sin kæreste. Er han syg?

Jeg vil ikke lade ham se hvor overrasket jeg er. Så jeg smiler bare til ham og siger: ”Du er villig til at ofre din dyrebare tid på mig. Jeg er beæret.”

”Det bør du også være,” siger han og læner sig tilbage i stolen, ”og vis mig så hvad vi skal lave i dag.”

Efter vi har sat i omkring en time og lavet matematik, er der noget der går mig på. Jeg skæver til Jonghyun og undrer mig. Han har slet ikke sagt noget nedladende siden vi gik i gang. Hvis jeg stiller et spørgsmål, selv et dumt spørgsmål, svarer han bare og ellers er han stille. Mon der er noget galt.

Selvom han sikkert ikke vil fortælle mig det, kan jeg vel godt spørge alligevel.

”Jonghyun?” siger jeg tøvende og han ser på mig ud af øjenkrogen, ”er du okay?”

”Fint. Jeg har det fint,” siger han men han lyder ikke specielt overbevisende. Jeg rækker min hånd ud og lægger den ovenpå hans. Han ser ned på vores hænder, men han hverken gør eller siger noget.

”Hvis der er noget galt kan du godt fortælle mig det,” siger jeg og giver hans hånd et klem. Jonghyun er stille i lang tid og jeg tror han samler mod til at fortælle mig hvad der er galt. Til sidst løfter han hovedet, ser mig i øjnene og siger: ”Stop.”

Jeg rynker panden og spørger: ”Stop med hvad?”

”Med at opføre dig som min ven,” svarer han og tager sin hånd til sig, ”vi er ikke venner. Vi bliver aldrig venner. Vi er som to parallelle linjer der aldrig kommer til at krydse hinanden.”

Tonen i hans stemme giver mig en knude i maven. Jeg er nødt til at snakke om noget andet for stemningen er blevet ret presset og akavet.

”Uuh et ordspil mens vi sidder og laver matematik. Smart,” siger jeg for at lette stemningen. Men det virker ikke. Jeg sukker og siger: ”Du må gerne gå ind til dig selv. Jeg skal nok prøve at klare resten selv.”

”Tak Yuri,” siger han og forlader mit værelse. Jeg ser på den lukkede dør Jonghyun lige er forsvundet ud af. Noget må virkelig gå ham på. Selvom vi ikke er tætte, og Jonghyun sikkert hader mig, har jeg alligevel lyst til at hjælpe ham. Jeg vil hellere at han driller og fornærmer mig end at han ser på mig med de tomme øjne.

Jeg sukker dybt og vender tilbage til mine bøger. Jeg lægger matematikken væk og vil gå i gang med engelsk. Pludselig kommer jeg i tanke om noget og jeg slår mig selv i panden. Jeg skal aflevere en engelsk stil i morgen og Jonghyun skulle have hjulpet mig. Jeg ved at jeg ikke kan spørge ham om hjælp nu, men jeg kan heller ikke skrive den selv. Jeg er fortabt!

  Da jeg sidder der, i min egen elendighed, får jeg pludselig en genial idé. Jeg smiler lusket og gnider mine hænder. Siden Jonghyun ville hjælpe, skal han også gøre det. Jeg er sikker på at han har nogen af sine gamle engelskstile til at ligge. Han opdager sikkert ikke hvis en af dem forsvinder.

Jeg går hen til døren og kigger ud på gangen. Det sidste rum for enden er badeværelset og jeg kan høre at bruseren er tændt. Da jeg går ud på gangen kan jeg også høre Jonghyuns stemme. Han synger altid når han er i bad og det er altid den samme sang. Sangen hedder Love’s Way og jeg ved at han selv har skrevet den. Han synger faktisk også ret godt, så jeg har før stået og lyttet til ham. Men det har jeg ikke tid til nu. Jeg skynder mig over på den anden side af gangen og ind på Jonghyuns værelse. Da jeg er kommet i sikkerhed og har lukket døren, ser jeg mig omkring. Det er første gang jeg er på Jonghyuns værelse. Han har ikke ret mange ting herinde. Seng, skrivebord, klædeskab og en stor bogreol. Han har ikke engang sit eget fjernsyn.

Det ligner ikke et værelse hvor en dreng på 21 ville bo. Det er for rent og organiseret. Sengen er redt, alt er lagt i orden på skrivebordet så intet ligger og flyder, og bøgerne er stillet i alfabetisk orden i reolen. Ikke engang en sok ligger på gulvet og ødelægger perfektionen. Hvis jeg åbner klædeskabet vil tøjet sikkert være sorteret efter farve.

Han ligner den type der ved hvor alt er på hans værelse. Alle hans ting har en bestemt plads og derfor ligger han mærke til hvis nogen har flyttet rundt på hans ting eller hvis noget mangler. Jeg håber bare han ikke opdager det med opgaven.

 Jeg begynder at lede i bogreolen og finder en mappe. Det er en mappe med skoleopgaver Jonghyun har lavet igennem de sidste to år. Fordi han er så organiseret, har han endda delt dem op i fag. Han gør det alt for nemt for mig.

Jeg finder en af hans gamle engelskstile og tager den ud af mappen. Den er perfekt. Jeg stiller mappen på plads og vender mig for at gå. Jeg får næsten et hjertestop da jeg opdager Jonghyun står i døren og betragter mig.

”Må jeg spørge hvad du laver på mit værelse?” siger han og jeg begynder at gå i panik. ”Nej det må du helst ikke spørge om,” mumler jeg og tør ikke se ham i øjnene. Fordi jeg ikke kan se på hans ansigt, lægger jeg mærke til noget andet.

Jeg har kun set Jonghyun i skoleuniform og i det dyreste, smarteste mærke tøj. Men lige nu er han iført løstsiddende natbukser, og en T-shirt og han har et håndklæde om nakken. Hans hår er stadig vådt og lidt i uorden.

Det er første gang jeg ser Jonghyun så.. normal. Og det klæder ham. Selv i nattøj og med vådt hår ser han fantastisk ud.

”Hvad glor du på?” spørger Jonghyun og det går op for mig at jeg længe har stirret på ham. ”Ikke noget,” mumler jeg og knuger papiret, med stilen, ind til mig. Jonghyun ser undersøgende på papiret og spørger hvad det er. Jeg gemmer papiret bag ryggen og Jonghyun ser straks mistænksom ud. Han tager fat i min ene arm og får med lethed papiret vristet ud af mit greb. Han ser på det og sukker opgivende.

”Prøvede du at stjæle en af mine gamle stile?” spørger han og jeg bider mig i læben, ”vil du virkelig bruge min stil i stedet for at skrive din egen?”

”Bare tænk på det som genbrug. Jeg prøver at redde verden. Små skridt ad gangen,” siger jeg og smiler uskyldigt. Jonghyun ser skeptisk på mig og siger: ”Du prøver ikke at redde verden, du vil bare redde dit karaktergennemsnit.”

”Ja okay, så er det min verden jeg redder. Hvad er forskellen..” mumler jeg og ser ned. ”Troede du helt seriøst at du kunne slippe af sted med det?” spørger han og jeg nikker langsomt, ”det var en meget dårlig idé.”

Jeg retter mig op og ser på ham. ”Der findes ikke dårlige ideer. Kun gode ideer der er dårligt udført,” siger jeg og Jonghyun smiler skævt. ”Så siger vi det.”

Jonghyuns smil chokerer mig. Selvom det ikke var et rigtigt smil og det kun varede et kort øjeblik, så er det stadig det tætteste jeg har været på venlighed fra Jonghyun.

Smilet er allerede væk igen og han siger: ”Jeg kan ikke lade dig snyde så jeg beholder stilen.”

”Aish!” udbryder jeg utilfreds, ”kan du ikke lade mig slippe bare denne gang?”

”Nej for så lærer du ikke noget. Hvis jeg giver dig lov nu, tror du bare du kan gøre det igen.”

”Nej! Jeg lover det her er første og sidste gang!”

Jonghyun ryster på hovedet og tager mappen fra reolen. ”Selvom det er svært at tro, så hjælper jeg dig faktisk. Du vil takke mig en dag,” siger han og putter stilen tilbage i mappen. ”Eller du kan give mig stilen og jeg kan takke dig nu,” foreslår jeg, men han ryster igen på hovedet og stiller mappen på plads, ”det føles altså ikke som om du hjælper mig. Det føles mere som om du vil gå mig på nerverne.”

”Det er bonussen. Jeg hjælper dig og jeg går dig på nerverne på samme tid,” siger Jonghyun og jeg lægger surmulende armene over kors. ”Fint. Jeg skal nok skrive stilen selv,” siger jeg og går hen til døren, ”men det er vel ikke snyd hvis du bare hjælper mig og giver gode råd.”

Jeg ser mig over skulderen og han smiler opgivende. ”Jeg skal nok hjælpe,” siger han og sammen går vi ind på mit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...