More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3103Visninger
AA

4. Kapitel 4: Getting closer

Mandag aften, mens vi spiser aftensmad, skæver jeg til Jonghyun hvert 5 minut. Har han mon glemt vores aftale. Eller måske vil han prøve at slippe ud af det med en plat undskyldning. Jeg ved at han ikke har lyst til at hjælpe mig med lektierne, så jeg mistænker ham for at ville gøre hvad som helst for at undgå det.

Pludselig lægger Jonghyun bestikket fra sig og ser hen på mig. ”Hvis du er færdig med at spise så lad os komme i gang,” siger han og jeg ser overrasket på ham. Han prøver ikke at slippe for at hjælpe mig. Sært.

”Hvad skal i?” spørger So-Dam nysgerrigt. ”Jeg skal hjælpe Yuri med hendes lektier,” svarer Jonghyun og So-Dam smiler bredt. ”Er det sandt? Det er fantastisk! Jeg vidste i ville blive venner,” siger hun med kvidrende stemme. ”Vi er ikke venner. Jeg hjælper hende kun med lektierne fordi jeg ikke har noget valg,” siger Jonghyun hvorefter han går hen til trappen. So-Dam ser undskyldende på mig og siger: ”Jeg beklager at Jonghyun er så kold overfor dig. Jeg ved ikke hvor han har de dårlige manerer og den dårlige attitude fra.”

”Det gør ikke noget,” siger jeg og smiler for at berolige hende, ”jeg lader mig ikke skræmme. Jeg skal nok få sat ham på plads.”

So-Dam smiler lettet.

”Yuri! Kommer du eller hvad?” lyder Jonghyuns utålmodige stemme henne fra trappen. ”Kommer!” siger jeg og skynder mig hen til ham. Sammen går vi ovenpå og hen til mit værelse.

 

”Jeg forstår det ikke!” udbryder jeg og smider frustreret blyanten fra mig, ”jeg lærer det aldrig!”

”Nej ikke med den attitude,” siger Jonghyun og samler min blyant op fra gulvet. Han sætter sig på stolen ved siden af mig ved skrivebordet og lægger blyanten foran mig. ”Prøv igen.”

Jeg sukker, tager blyanten og kigger igen på opgaven. Efter et minut tager jeg mig til hovedet. ”Det er alt for svært,” sukker jeg og lægger panden mod bordet, ”jeg ved ikke engang hvad jeg ikke forstår.”

Jonghyun prikker til mit hoved og jeg retter mig straks op. ”Koncentrer dig! Ellers kommer vi til at sidde her hele natten,” siger han og jeg ømmer mig lidt på det sted han prikkede mig, ”og hør så efter.”

Han forklarer for mig og til min egen overraskelse, forstår jeg pludselig. Det er som om der går et lys op for mig og det hele giver mening.

”Hvordan gjorde du det?” spørger jeg forundret og ser på Jonghyun, ”jeg forstod det ikke da læreren forklarede det og jeg forstod det heller ikke da Taemin forklarede det. Men nu hvor du har vist mig hvordan man gør, forstår jeg det. Det er så enkelt at jeg slet ikke burde kunne overse det.”

”Du forstod det vel bare ikke fordi du er dum,” siger Jonghyun skødesløst og rejser sig fra stolen, ”men hvis det var alt vil jeg gå ind på mit værelse.”

”Vent!” udbryder jeg og griber fat i hans ærme. Han vender hovedet og ser irriteret på mig. ”Kan du ikke også hjælpe mig med matematik?” spørger jeg og smiler uskyldigt. Jeg kan se at Jonghyun skal til at sige nej, så jeg begynder at tigge ham med aegyo. Jeg vrider mig og ser på ham med store bedende øjne. Han skærer tænder og knytter hænder.

”Jeg sværger at du er det mest irriterende der nogensinde er sket for mig,” siger han gennem sammenbidte tænder. ”Er det et ja?” spørger jeg og lægger hovedet på skrå. Jonghyun svarer ikke. Han sætter sig bare ned på stolen og lægger armene over kors. Jeg smiler triumferende og er stolt over at jeg fik ham til at overgive sig.

”Tak Jonghyun,” siger jeg og han fnyser. ”Helt sikkert,” mumler han for sig selv og skæver til mig, ”vis mig så det du ikke forstår så vi kan få det overstået.”

Jeg smiler for mig selv mens jeg åbner matematik bogen for at finde det Jonghyun skal hjælpe mig med.

 Det er blevet ret sent da vi er færdige med mine lektier. Jonghyun er tydeligvis udmattet og klar til at gå i seng. Han strækker sig og gaber.

”Nu går jeg altså. Uanset om du er færdig eller ej,” siger han og rejser sig. ”Jeg er færdig,” siger jeg og lukker min bog. Jonghyun går hen til min dør og stopper med hånden på dørhåndtaget.

”Yuri?” siger han og jeg vender mig mod ham, ”jeg ved at dig og Taemin er blevet tættere her på det sidste. Selvom jeg ikke er begejstret for det, kan jeg acceptere det, så længe han ikke opdager hemmeligheden.”

Jeg nikker og siger tak. Jeg kommer pludselig i tanke om noget jeg ville spørge ham om og stopper ham inden han forlader mit værelse.

”Jonghyun,” siger jeg og han ser på mig over skulderen, ”hvorfor hjalp du mig egentlig? Du kunne have fundet på en undskyldning og prøvet at slippe for at hjælpe mig med lektierne. Men det gjorde du ikke. Hvorfor?”

Han tøver længe inden han siger: ”Fordi når jeg lover noget så holder jeg det. Jeg bryder aldrig et løfte.”

Jeg ser forundret efter ham da han åbner døren og forlader mit værelse. På grund af det han sagde, er noget forandret. Selvom jeg aldrig vil indrømme det over for ham, vandt han lige noget af min respekt.

 

 

I skolen næste dag bliver læreren overrasket over at jeg har lavet mine lektier, og at det endda er rigtigt det jeg har lavet. Han mistænker mig for at have snydt, eller at nogen har lavet mine lektier for mig. Han udspørger mig i lektien i ti minutter for at tjekke mig. Men eftersom jeg svarer rigtigt på alle spørgsmålene går det til sidst op for ham at jeg selv har lavet mine lektier og har forstået det.

Læreren går videre med timen. Jeg smiler for mig selv og vender hovedet. Taemin ser mistænksomt og lidt forvirret på mig. Hvad? mimer jeg og Taemin finder et stykke papir frem. Han skriver noget på det og skubber det så hen til mig.

Hvad sker der? Jeg troede du havde svært ved det her.

Jeg skæver til ham og skriver så et svar på papiret. Jeg forklarer at jeg får hjælp af dem jeg bor hos. Jeg skubber papiret hen til ham og han læser svaret. Han rynker panden og ser på papiret i ret lang tid. Til sidst krøller han papiret sammen og smider det i skraldespanden. Vi kommunikerer ikke resten af timen og ser ikke engang på hinanden.

 I frokostpausen spørger jeg Taemin om vi skal spise sammen, men han afviser. Jeg ser overrasket efter ham og undrer mig over hvad jeg har gjort forkert. Jeg spørger ham hvad der er galt, men han svarer mig ikke. Han fortsætter bare ned ad gangen i et tempo der viser han vil væk fra mig.

”Ya!” råber jeg og griber fat i hans arm. Han stopper op og ser overrasket på mig, ”fortæl mig hvad jeg har gjort så jeg kan sige undskyld!”

Taemin bider sig i underlæben og ser væk. ”Du har ikke gjort noget,” mumler han og tager en dyb indånding, ”jeg tror jeg overreagerer og jeg forstår ikke rigtig hvorfor.”

”Men jeg må have gjort et eller andet der har gjort dig vred,” siger jeg og Taemin tøver, ”er det noget jeg har sagt?”

Han ryster på hovedet og siger: ”Det er ikke noget særligt.”

”Sig det nu bare.”

Han skæver til mig og mumler: ”Det er bare fordi at du nu får hjælp derhjemme hvilket betyder at du ikke har brug for mig mere. Jeg kan godt lide at være sammen med dig, men nu hvor jeg ikke længere hjælper dig med lektierne kan vi ikke ses længere.”

Jeg ser længe på ham inden jeg bryder ud i latter. Han ser uforstående på mig.

”Hvorfor griner du?”

Jeg tager mig sammen og stopper med at grine. Jeg ser på ham og siger: ”Bare fordi du ikke hjælper mig med lektier, betyder det ikke vi ikke kan ses.”

Han spærrer øjnene op. ”Så du vil gerne være sammen med mig selvom jeg ikke skal hjælpe dig?”

Jeg klukker og ugler legesygt hans hår. ”Selvfølgelig vil jeg det!” siger jeg og smiler til ham. Han gengælder mit smil og sammen går vi mod kantinen.

 

Efter skole har jeg aftalt med Taemin at vi går hen i en park der ligger tæt på skolen. Vi følges ud af skolen og begynder at gå i retningen af parken. Men jeg bliver stoppet af nogen der tager fat om min skulder. Jeg vender mig og bliver chokeret da jeg ser det er Jonghyun. Han sagde selv at vi ikke skulle have noget med hinanden at gøre i skolen, og nu griber han fat i mig lige foran skolen, hvor der er rigtig mange elever der er på vej hjem.

Han ser alvorligt på mig og hvisker: ”Kan jeg lige snakke med dig et øjeblik?”

Hvad har han gang i? Han bryder samtlige af sine egne regler. Endda foran Taemin som overhovedet ikke må opdage noget.

”Desværre jeg har lidt travlt. Kan det ikke vente?” spørger jeg og håber han forstår hentydningen om at vi kan tale når jeg kommer hjem. ”Nej det skal være nu!” siger han og jeg kan se det er vigtigt det han vil sige. ”Hvad sker der?” spørger Taemin forvirret og ser på os, ”kender i hinanden?”

”NEJ!” udbryder Jonghyun og jeg samtidig. ”Hvorfor skal du så tale med Yuri?” spørger Taemin henvendt til Jonghyun. ”Det er.. det er bare en besked fra en lærer,” siger Jonghyun og Taemin rynker mistroisk panden. ”Men du går jo ikke engang i vores klasse.”

”Bare bland dig uden om,” siger Jonghyun hvorefter han tager fat om mit håndled og begynder at trække af sted med mig. ”Hvor skal vi hen?” spørger jeg mens jeg tumler af sted ved siden af ham. ”Bare følg med,” siger han og sætter tempoet op.

Efter nogle meter stopper han op, slipper mit håndled og vender sig mod mig. ”Hvad tænker du på?!” spørger han hidsigt og jeg bliver overrasket over hans vrede. ”Hvad mener du?” spørger jeg og mit spørgsmål ser ud til at ophidse ham mere. ”Jeg vidste godt at du var uvidende, men jeg havde aldrig regnet med at du var direkte dum,” siger han nedladende og jeg rynker uforstående panden.  ”Hvad har jeg nu gjort?”

”Hvordan kan du få dig selv til at være sammen med Taemin? Jeg kan acceptere at du snakker med ham i skolen, men ikke at du ser ham efter skole!”

”Hvorfor? Hvad er der galt med det?”

”Han kan opdage hemmeligheden!”

Jeg fnyser og Jonghyun ser overrasket på mig. ”Synes du det her er sjovt eller hvad?” spørger han og jeg nikker. ”Er det et karaktertræk hos koreanske drenge at overreagere?” spørger jeg og Jonghyun ser uforstående på mig. ”Hvad mener du?”

”Bare fordi jeg går over i parken med Taemin og snakker, betyder det ikke at han opdager noget,” siger jeg. ”Hvad nu hvis han vil se hvor du bor?”

”Så afviser jeg.”

”Hvad så hvis han insisterer?”

”Det gør han ikke. Hav lidt tillid til mig.”

”Jeg ved ikke om jeg kan stole på dig.”

”Netop derfor skal du lade mig være sammen med Taemin,” Jonghyun ser forvirret ud så jeg forklarer, ”hvis du lader mig være sammen med Taemin kan jeg bevise overfor dig at du kan stole på mig. Der kommer ikke til at ske noget. Det lover jeg.”

Jonghyun ser usikkert på mig, men vreden er i det mindste forsvundet fra hans øjne.

Jeg får en idé og rækker ned i min taske. Jeg roder rundt i den indtil jeg finder det jeg leder efter. Jeg tager en lille flaske med bananmælk op og smiler. Jeg rækker den frem mod Jonghyun og siger: ”Forsoningsgave.”

Jonghyun ser på bananmælken og fnyser. ”Jeg har ikke brug for en forsiningsgave!” siger han og slår bananmælken ud af hånden på mig. Den lander på jorden og der går hul på den så mælken flyder ud på vejen.

”Det var ikke pænt gjort. Hvis du ikke ville have den kunne du bare have sagt det. Jeg kunne have givet den til Taemin. Han er helt vild med bananmælk,” siger jeg og samler den tomme bøtte op. ”Det lyder som om i er blevet ret tætte,” mumler Jonghyun og jeg nikker. ”Han behandler mig nemlig godt. I modsætning til visse andre,” siger jeg og Jonghyun svarer ikke, ”er du jaloux fordi vi er tætte?”

Jonghyun fnyser og siger: ”Som om. Du er slet ikke min type.”

”Det ved jeg,” siger jeg og Jonghyun hæver et øjenbryn. Jeg får øje på en skraldespand nogle meter fra os og smiler skævt. Jeg tager sigte og kaster den tomme bøtte, som en basketballspiller kaster en basketball. Bøtten rammer lige ned i skraldespanden og jeg ser triumferende på Jonghyun.

”Jeg er alt for cool til dig,” siger jeg og blinker til ham, hvorefter jeg vender rundt og går tilbage til Taemin der stadig venter på mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...