More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3138Visninger
AA

3. Kapitel 3: Vi bliver aldrig venner

Dagene går hurtigt og før jeg får set mig om er det blevet weekend. Skolen har ikke været så hård som jeg frygtede. Min klasse har taget godt imod mig og jeg får hjælp så jeg kan lære at læse og skrive koreansk. Og på trods af Jonghyuns vilde protester bliver Taemin ved med at snakke med mig og sætter sig nogle gange hos mig i frokostpausen.

Han har også fortalt mig om Jonghyun. Han har sagt at Jonghyun er den populæreste dreng på skolen. De fleste respekterer ham og lytter til ham. Hvis Jonghyun beder nogen om at gøre noget, gør vedkommende det højst sandsynligt.

Desuden er Jonghyuns kæreste den mest populære pige på skolen. Taemin er sikker på at det er derfor de er sammen. Det er næsten valgt på forhånd at den populæreste pige og den populæreste dreng skal være sammen. Sådan har det altid været.

Men nu giver det mening hvorfor ingen må vide at Jonghyun og jeg kender hinanden. Han skal holde sit image og hvis folk finder ud af at han bor sammen med ”den nye pige” falder hans popularitet sikkert. Jeg er jo en nobody.

Taemin ved heller ikke at jeg kender Jonghyun og jeg gør alt hvad jeg kan for at han ikke skal finde ud af det. Jonghyun slår mig ihjel hvis Taemin opdager det. Så jeg må bare fortsætte med at holde lav profil.

 

Det er lørdag eftermiddag og jeg sidder i vindueskarmen på mit værelse. Jeg ser ned i haven hvor Jonghyun leger med familiens collie der hedder Roo. Han er faktisk mest Jonghyuns kæledyr. So-Dam har fortalt mig at han elsker hunde og især collier. Det var også ham der valgte Roo. Og når jeg sidder her og betragter dem lege sammen, kan jeg se hvor meget Jonghyun holder af Roo og omvendt.

At se Jonghyun sammen med Roo er som at se en helt anden person. Han er så kærlig og hans øjne stråler. Det er som om han kun er rigtig glad når han er sammen med Roo. Det er også det eneste tidspunkt jeg ser ham smile et rigtigt smil. Et smil på grund af glæde.

  Selvom han i mine øjne lever det perfekte liv med popularitet, gode venner og en kæreste, så er han måske ikke så lykkelig som man skulle tro. Hvis bare han kunne smile til en person sådan som han smiler til Roo. Når han smiler til mig er det enten nedladende eller arrogant. Den slags smil jeg har lyst til at fjerne fra hans ansigt med et knytnæveslag. Jeg smiler for mig selv ved tanken. Så ryster jeg på hovedet og hopper ned fra vindueskarmen. Jeg har aldrig været den voldelige type, men jeg har tit lyst til at slå Jonghyun. Det ender sikkert med at jeg en dag gør det.

Jeg ryster igen på hovedet og beslutter mig fra at tage noget at spise så jeg kan tænke på noget andet.

  Samtidig med at jeg kommer ned i stuen, kommer Jonghyun ind fra haven. Vores blikke mødes kort, før jeg skynder mig mod køkkenet.

”Ya!” siger han og jeg stopper op. Jeg overvejer hvad jeg nu har gjort, for han taler kun til mig når han vil skælde mig ud eller give mig ordrer.

Jeg vender mig langsomt mod ham og han siger: ”Mine venner kommer snart så du skal op på dit værelse.”

”Mener du dem du altid spiser frokost med?”

”Ja dem.”

Jeg nikker og ser længselsfuldt mod køkkenet mens jeg lægger en hånd på min mave. Jonghyun ser undrende på mig. ”Hvad er der?” spørger han og min mave rumler som et svar. Han hæver et øjenbryn og jeg ser forpint på ham.

”Må jeg ikke nok tage noget at spise først? Jeg er virkelig sulten,” spørger jeg bedende. Jeg kan se at Jonghyun skal til at sige nej, så jeg ser på ham med store tiggende øjne. Jonghyun sukker og vinker mig ud i køkkenet som accept. Jeg smiler taknemligt og smutter ud i køkkenet.

  Jeg åbnet skabet hvor der står kop-nudler og tager en bøtte ud. Jeg ved at Jonghyun har fulgt mig ud i køkkenet og jeg vender mig mod ham.

”Vil du også have noget?” spørger jeg og han skærer en grimasse. ”Jeg spiser ikke kop-nudler,” siger han og jeg lægger hovedet på skrå. ”Slet ikke?” spørger jeg og han ryster på hovedet. ”Selv hvis jeg var ved at dø af sult vil jeg ikke spise det.”

Jeg hæver et øjenbryn og ser skeptisk på ham. ”Og hvad er der galt med det siden du ikke vil spise det?”

”Det er dårligt for min hud,” siger han og først tror jeg han bare siger det for sjov. Men han ser alvorlig ud og det går op for mig at han mener det.

Jeg fnyser og begynder at fylde vand i kedlen. ”Det må du selv om.”

Pludselig hører jeg en lyd ude fra entreen. Det er døren der bliver åbnet og lukket.

”Jonghyun hyung!” lyder en stemme ude fra gangen. Jeg spærrer øjnene op og vender mig mod Jonghyun. I et øjeblik ser han bange ud, men han får hurtigt styr på sig selv.

”Bliv her og vær helt stille. Jeg tager dem med op på mit værelse og så skynder du dig ind på dit værelse og der bliver du indtil de er gået hjem. Forstået?” siger han og jeg nikker. Så forlader han køkkenet og jeg kan høre ham snakke med sine venner ude i stuen.

”I kommer tidligere end jeg forventede,” siger Jonghyun. ”Vi kedede os og tænkte at du sikkert ikke havde noget imod det,” siger en stemme, ”men jeg så at der står et ekstra par sko derude. Har du gæster?”

”Nej. Det er mine,” skynder Jonghyun sig at sige og jeg bliver nødt til at kvæle en latter. ”Som om. Du har ikke så små fødder. Du kan godt fortælle os det. Er det din kæreste? Eller er det en anden pige?”

”De sko tilhører ikke en pige,” siger Jonghyun og tøver inden han fortsætter, ”de tilhører en dreng. Han er kommet fra Danmark og han er her fordi han vil prøve at gå i skole i Korea. Hans mor kender min mor så de arrangerede at han skal bo her mens han går i skole. Det er det hele.”

Jeg lægger hovedet på skrå. Jeg undrer mig over hvordan han vil overbevise dem om at jeg er en dreng. Men så længe de ikke ser mig er det vel okay.

”Er han her? Kan vi se ham?”

Jeg stivner og bakker lidt længere væk fra døren ind til stuen. Hvis de ser mig er de i hvert fald ikke i tvivl om at jeg er en pige. Hvis mit lange hår ikke afslører mig så gør min krop. Mine former viser tydeligt at jeg er en pige.

”Desværre han er her ikke lige nu. Han er inde i byen,” skynder Jonghyun sig at sige.

”Så lad os tage ind og mødes med ham,” forslår en af hans venner. ”Jeg synes vi skal blive her. I kan altid møde ham en anden dag,” siger Jonghyun og hans venner går med til det. Mens de går op ad trappen hører jeg en af dem spørge: ”Hvad hedder han så?”

”Han hedder.. øh.. Kim. Ja han hedder Kim,” siger Jonghyun og jeg fniser. Kim var også mit kælenavn i folkeskolen. Fordi mit familienavn er Kim og mine klassekammerater ville hellere kalde mig Kim end Yuri.

  Jeg hører drengenes trin på første sal og så Jonghyuns dør der bliver lukket. Jeg skynder mig at hælde det kogende vand op i koppen med nudler og derefter løber jeg op på mit værelse, hvor jeg bliver resten af dagen.

 

Næste eftermiddag går jeg ned i stuen og ser Jonghyun sidde i sofaen. Han ser tv og han har vist ikke opdaget mig endnu. Jeg lister hen mod køkkenet og tror at jeg kan nå i sikkerhed. Men lige da jeg når til døren kalder Jonghyun på mig. Han løfter den ene hånd og giver tegn til at jeg skal komme hen til ham. Jeg synker en klump og skynder mig hen til sofaen. Jonghyun vender hovedet og ser på mig.

”Passer det at du får lektiehjælp af Taemin efter skole?” spørger han og jeg nikker tøvende, ”han fortalte mig det i går og jeg frygter at han skal opdage at du bor her. Så jeg vil bede dig om at komme direkte hjem efter skole og holde op med at se Taemin.”

”Men Taemin er den eneste i skolen der snakker til mig. Du vil ikke engang have noget at gøre med mig så han er min eneste ven,” siger jeg og Jonghyuns øjne bliver kolde. ”Han er ikke din ven. Han er min ven og jeg vil ikke have at du ser ham.”

Mens jeg ser på Jonghyuns uvenlige ansigt går noget op for mig. Jeg har hele tiden været bange for ham og gjort som han har bedt mig om. Men nu hvor jeg tænker over det, så gør det ingen forskel. Uanset hvad jeg gør eller siger så vil han aldrig acceptere mig. Så hvorfor skal jeg blive ved med at prøve og tilfredsstille ham når det alligevel aldrig vil lykkes. Vi kan aldrig blive venner. Så når han i forvejen ikke kan lide mig hvorfor så ikke bare gå ham på nerverne?

Med den tanken får jeg en god idé. Jeg smiler lumsk og Jonghyun ser undrende på mig.
”Hvis Taemin ikke må undervise mig, hvorfor gør du det så ikke bare selv?” spørger jeg og Jonghyun spærrer øjnene op. Han får dog hurtigt styr på sig selv igen og siger: ”Det kommer aldrig til at ske!”

”Fint. Så bliver jeg ved med at få hjælp af Taemin efter skole,” siger jeg og vender mig for at gå. ”Vent!” udbryder Jonghyun og jeg smiler triumferende, ”jeg skal nok hjælpe dig.”

”Perfekt. Vi begynder mandag aften,” siger jeg og forlader stuen hvor en meget forvirret Jonghyun kigger efter mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...