More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3132Visninger
AA

2. Kapitel 2: Første skoledag

Næste dag går jeg nedenunder for at få morgenmad. Jeg gaber og gnider søvnen ud af øjnene da jeg træder ind i køkkenet. Jeg stopper op da jeg opdager at Jonghyun også er ved at finde morgenmad. Han vender sig da han hører mig træde ind. Han skærer en grimasse og stiller posen med cornflakes tilbage på bordet.

”Jeg har lige mistet appetitten,” siger han og kommer hen imod mig. Lige inden han træder ud af døren siger han lavmælt: ”Pænt nattøj.”

Jeg ser chokeret på ham og prøver instinktivt at dække mig til. Han klukker og forlader køkkenet. Hvad er hans problem lige?

Jeg ser ned af mig selv og sukker. Jeg har en natskjorte og natbukser på med Power Rangers. Min far gav mig det sæt i fødselsdagsgave for et år siden. Han gjorde det bare for at få et godt grin, men jeg bruger det alligevel. Jeg havde bare ikke tænkt på at jeg ville blive til grin her i huset ved at have det på. Men sket er sket og jeg må bare passe bedre på fremover.

 

Jeg går ned i stuen efter at have fået tøj på og pakket en skoletaske. Selvfølgelig er der ikke ret meget i den fordi jeg endnu ikke har nogen bøger. Der er bare et notathæfte og mit penalhus.

  Jeg ser So–Dam stå nedenfor trappen og vente på mig. Hun smiler og rækker mig en æske viklet ind i stof. Jeg ser forvirret på den og hun siger: ”Jeg har lavet en madpakke til dig.”

Jeg spærrer overrasket øjnene op. ”Til mig?” spørger jeg og hun nikker. Jeg tager tøvende imod madpakken og lægger den ned i min taske.

Jeg hører trin på trappen bag mig og går ud fra at det er Jonghyun. Jeg vender mig og måber da jeg ser ham. Selvom jeg aldrig har været meget for konceptet med skoleuniformer så ser Jonghyun virkelig godt ud i sin. En pæn sort uniform med hvid skjorte og rødt slips til. Gad vide om jeg også kan se godt ud i skoleuniform.

”Jonghyun følges du ikke til skole med Yuri i dag? Hun kender jo ikke vejen,” siger So–Dam og Jonghyun fnyser bare da han går forbi os og videre ud i entreen. So–Dam smiler undskyldende til mig og siger: ”Skynd dig efter ham.”

Jeg nikker og vinker til hende hvorefter jeg skynder mig ud i entreen til Jonghyun.

På vejen bliver der ikke udvekslet et ord. Jeg har fået besked på at gå nogle meter bag Jonghyun så det ikke ligner at vi følges. Han vil virkelig ikke kendes ved mig.

 Jeg går og kalder ham en masse grimme ting mens jeg slår ud i luften og forestiller mig at det er ham jeg slår på. Det får jeg det lidt bedre af.

  Jeg ser ned i jorden og begynder at forestille mig hvordan skolen er. Jeg skal begynde på tredje år i high school. Hvordan mon dem jeg skal gå i klasse med er og kan jeg følge med i undervisningen. Jeg ved at jeg får problemer med at læse og skrive koreansk, for det har jeg ikke gjort siden jeg var syv. Det er ærgerligt at Jonghyun ikke bryder sig om mig for ellers ville jeg have bedt ham om hjælp. I stedet må jeg finde en ven der kan hjælpe mig.

Mine tanker bliver afbrudt da jeg pludselig støder ind i noget og vakler nogle skridt tilbage. Jeg ser op og opdager at Jonghyun er stoppet op og at det var ham jeg gik ind i. Han vender sig langsomt og ser koldt på mig. Jeg krymper mig under hans blik.

”Lad os lige få nogle ting på det rene inden vi går ind på skolen,” siger han og jeg nikker skræmt, ”hvis vi kommer i klasse sammen skal du opføre dig som om du ikke kender mig. Du skal ikke følge efter mig, du skal ikke snakke til mig, du skal ikke engang se på mig. I spisepausen skal du ikke sidde ved det samme bord som mig og hvis du snakker med nogen må du slet ikke nævne mit navn. Ingen må finde ud af at du bor i mit hus. Bare hold dig fra mig. Forstået?”

”Forstået,” siger jeg med spag stemme. Jonghyun begynder at gå igen og efter nogle sekunder begynder jeg også at gå. Siden Jonghyun ikke vil hjælpe mig, ser det ud til at jeg må klare mig selv.

 

Jeg træder ind på skolens kontor og får udleveret mit skema og mine bøger. Heldigvis har So-Dam købt en skoleuniform til mig så jeg ikke behøvede bekymre mig om det. Min nye lærer fører mig til det klasselokale jeg skal være i. Læreren åbner døren og træder ind. Jeg tøver lidt udenfor mens jeg beder til at jeg ikke skal gå i klasse med Jonghyun.

Efter at have taget en dyb beroligende indånding, træder jeg ind i klassen og går op til læreren. Jeg vender mig og ser så ud over klassen. Jeg scanner eleverne og sukker lettet da jeg ikke kan se Jonghyun nogen steder.

Jeg præsenterer mig selv for klassen og får så vist en plads. Ved siden af mig sidder der en dreng med et meget kønt og lidt feminint ansigt. Næsten ligesom et engleansigt. Han smiler til mig og jeg lægger hovedet på skrå. Jep, helt klart en engel.

Hans ansigt er indrammet af rødblondt bølget hår der er lidt langt når man tænker på at han er en dreng. Men det klæder ham.

”Mit navn er Lee Taemin,” siger han og rækker sin højre hånd frem mod mig. ”Kim Yuri,” siger jeg og trykker hans hånd. ”Velkommen til klassen Yuri,” siger han og jeg takker. Vi giver slip på hinandens hænder og vender vores opmærksomhed mod læreren der begynder at undervise.

 

Timerne går nogenlunde uden problemer, men da vi havde koreansk gik jeg i panik. Jeg kunne ikke læse nogen af de tekster vi skulle kigge på og jeg kunne heller ikke skrive noget. Heldigvis ville Taemin gerne hjælpe mig så jeg kunne få kæmpet mig igennem teksterne. Men der er meget langt igen. Jeg bliver nødt til at arbejde virkelig hårdt! Men inden jeg begynder at arbejde hårdt vil jeg holde frokostpause.

Jeg træder ind i kantinen og ser mig omkring. Jeg ser Jonghyun sidde ved et bord sammen med fire andre drenge og en pige. Jeg går ud fra at pigen er Jonghyuns kæreste og jeg skynder mig at se væk inden Jonghyun opdager at jeg kigger på ham.

Jeg finder et tomt bord og sætter mig ved det. Jeg pakker madpakken fra So–Dam ud og måber. Har hun pakket mad til hele skolen? Madkassen har tre lag og alle er fyldt til randen med mad. Et lag med sushi, så jeg får fisk. Et lag med frugt så jeg får vitaminer og det sidste lag indeholder kun ris.

Det ser virkelig lækkert ud og min mund begynder at løbe i vand. Jeg leder efter bestik men kan kun finde en lille beholder. Jeg tager proppen af og hælder indholdet ud. Spisepinde. Jeg skærer en grimasse. Jeg kan ikke bruge spisepinde. Jeg ser mig om men kan ikke få øje på noget normalt bestik. Det ser ud til at jeg må prøve mig frem.

Jeg samler spisepindene op og prøver at få fat i en sushirulle. Dog uden det store held. Til sidst stikker jeg bare en af pindene ned i rullen og putter den så i munden.

”Det er ikke en særlig god teknik du har der,” lyder en stemme og jeg ser op. Taemin står bag stolen på den anden side af bordet. Jeg smiler flovt og siger: ”Vi bruger ikke spisepinde i Danmark.”

”Jeg forstår,” siger han og kommer hen til mig. Han tager spisepindene fra mig og viser mig hvordan man holder dem korrekt. Derefter hjælper han mig med at holde dem og jeg prøver igen at få fat i en sushirulle. Men det mislykkes også denne gang.

”Øvelse gør mester,” siger Taemin opmuntrende og jeg nikker knap så overbevist. ”Taemin hvad laver du?” råber en af drengene der sidder ved samme bord som Jonghyun. ”Jeg hjælper bare den nye pige,” råber Taemin tilbage. ”Drop det og kom herover nu!” råber Jonghyun og Taemin knytter hænderne. ”Jeg må smutte nu,” siger han og går så hen og sætter sig ved Jonghyuns bord.
Det ser ud til at Jonghyun heller ikke bryder sig om at hans venner snakker med mig. Det er ærgerligt for Taemin virker sød og jeg havde håbet han kunne hjælpe mig med at falde til. Men hvis Jonghyun ikke vil have det, så kan det vel ikke være anderledes.

Jeg sukker og fortsætter med at spise.

 

Da jeg får fri er der en tanke der slår mig. Hvordan skal jeg finde hjem? Jeg kender ikke vejen og jeg kan ikke huske den rute Jonghyun og jeg gik i morges. Jonghyun har sagt jeg ikke må snakke til ham i skolen, men jeg har brug for hans hjælp til at komme tilbage til huset.

Jeg ved ikke hvor han har klasse, men jeg ved hvor klasseværelserne til min årgang er. Der er tre klasser og jeg kigger efter Jonghyun i deres klasseværelser. Men han er der ikke. Er han allerede gået? Jeg begynder langsomt at gå i panik. Hvordan skal jeg nu komme hjem?

Jeg kan ikke spørge nogen om de ved hvor han bor, for ingen må vide at jeg kender ham. Jeg kender heller ikke hverken hans eller So–Dams nummer så jeg kan ikke ringe til dem.

Jeg går ned og sætter mig ved indgangen til skolen. Jeg overvejer mine muligheder. Men jeg kan ikke finde på noget og jeg tør ikke prøve og finde vej selv. Hvis jeg farer vild er jeg fortabt. Min eneste mulighed er at vente her og håbe at nogen kommer og henter mig.

 

Jeg mærker at der bliver rusket i mig og en stemme taler til mig. Jeg er forvirret og kan ikke rigtig finde ud af hvad der sker. Alt er mørkt.

”Yuri-ssi vågn op!”

Det er som om der bliver løftet en tåge fra min hjerne og det går op for mig hvad der er sket. Jeg må være faldet i søvn mens jeg ventede.

Jeg åbner øjnene og ser lige ind i Jonghyuns ansigt. ”Jonghyun-ssi? Hvad laver du her?” spørger jeg forvirret og sætter mig op. ”Min mor blev tosset da hun fandt ud af jeg havde efterladt dig på skolen. Selvom jeg forsikrede hende om at du kunne finde tilbage troede hun ikke på mig. Fordi du har været væk så længe bad hun mig om at hente dig.”

”Hvad er klokken da?”

”Fem.”

Jeg spærrer øjnene op. ”Har jeg sovet her i en time?” spørger jeg overrasket og han nikker. ”Du er virkelig underlig at du bare kan sove hvor som helst på den måde,” siger han og jeg trækker på skuldrene, ”nok med det, lad os komme af sted. Jeg har vigtigere ting at tage mig til.”

Han går ud af hovedindgangen og jeg skynder mig efter ham. Jeg skal ikke nyde noget af at blive væk fra ham.

Mens vi går betragter jeg hans ryg og undrer mig over hvad han tænkte da jeg ikke kom tilbage efter skole. Var han bekymret? Eller måske ligefrem bange for at der var sket mig noget? Nej, sikkert ikke. Han kom kun og hentede mig fordi hans mor bad ham om det. For ham er jeg sikkert bare en pestilens han helst vil være fri for. Jeg havde sådan håbet at vi kunne komme godt ud af det sammen. Men siden han ikke vil kendes ved mig er det sikkert bedst at vi holder os helt fra hinanden mens jeg er her. Hvilket nok bliver nemt for jeg bryder mig faktisk ikke rigtig om ham. Det vil være bedst at ignorere ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...