More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
2981Visninger
AA

18. Kapitel 18: I'm crazy for you

Jeg står foran døren til den stue min far ligger på. Jeg tøver lidt med hånden på håndtaget. Der er en rude i døren og jeg kigger gennem den. Jeg kan se min fars seng og min stedmor og lillesøster sidder ved ham. Min stedmor blokerer mit udsyn til fars ansigt så jeg ved ikke om han er vågen eller ej. Jeg er nødt til at gå derind for at finde ud af det.

Jeg mærker en hånd på min skulder og jeg vender hovedet. Taemin står ved min side og ser ømt på mig. Jeg smiler lidt anstrengt og prøver at fremstå som stærk, men Taemin ser lige igennem det.

”Du bliver nødt til at gå derind før eller senere,” siger han og jeg nikker, ”jeg ved du er bange for at få dårlige nyheder omkring din fars tilstand. Men du får det bare værre af at stå herude og forestille dig det værste. Så du må være rolig og stærk for din fars skyld. Han har brug for din støtte.”

Jeg nikker igen og tager en dyb indånding. Taemin tager sin hånd til sig og siger: ”Jeg venter herude.”

Jeg smiler taknemligt til ham og åbner så døren. Min stedmor Thea og min lillesøster Victoria vender hovedet ved lyden af døren.

”Unni!” udbryder min lillesøster og løber hen til mig. Hun kaster sig i min favn og jeg lægger armene om hende. ”Unni jeg er så glad for du er her!” siger hun og trykker sig endnu tættere ind til mig, ”du må ikke forlade mig igen. Jeg kan ikke undvære dig!”

Jeg stryger hende blidt over håret og siger: ”Bare rolig Victoria, jeg er her og jeg går ingen steder.”

Det er helt underligt at høre og tale dansk igen efter at have vænnet mig til koreansk. Victoria nikker og jeg ser op hvor jeg møder Theas blik. Hun kommer hen til mig og giver mig et kram henover Victorias hoved.

”Jeg er glad for at du kom,” siger hun lavmælt da hun træder tilbage. ”Selvfølgelig kom jeg. Han er jo min far,” siger jeg og hun nikker, ”hvordan har han det?”

Min stedmor ser hen på min far med et forpint blik. ”De måtte amputere hans venstre ben fordi det var så knust at de ikke kunne redde det og hans venstre arm er brækket. Han har også brækket op til flere ribben og et af de brækkede ribben punkterede hans ene lunge. De opererede på ham længe, og de siger at han nu er uden for livsfare. Han sover stadig så vi har ikke snakket med ham endnu.”

Jeg ser forfærdet på hende og skal lige have et øjeblik til at forstå hvad hun sagde. ”Har de amputeret hans venstre ben?” spørger jeg med skælvende stemme og hun nikker, ”så han skal sidde i kørestol eller gå med krukker resten af sit liv?”

”Jeg regner med at vi kan få lavet en protese til ham så han kan gå normalt. Men selvfølgelig vil nogle ting blive sværere for ham, men han vil være i stand til at gå og gøre mange ting som han altid har kunnet.”

Jeg står og ser på min fars ansigt der ser afslappet ud i søvnen. ”Så han bliver okay igen?” spørger jeg og min stedmor svarer ja. I det samme begynder min far at rømme sig og vi skynder os alle tre hen til ham. Kort efter åbner han langsomt øjnene og ser sig desorienteret omkring.

”Hvor er jeg?” spørger han imens han prøver at sætte sig op. Han ømmer sig og tager sig til siden. ”Forsigtig, du må hellere blive liggende,” siger Thea og skubber min far tilbage at ligge. ”Hvor er jeg?” spørger han igen og hun svarer hospitalet, ”hvad er der sket?”

”Du var ude for at biluheld,” forklarer hun og min far set eftertænksom ud. ”Jeg kan huske det nu,” mumler han og ser beklagende på Thea og Victoria, ”undskyld jeg skræmte jer sådan. I må have været meget bekymrede.”

”Det kan du bande på!” siger min stedmor med våde øjne. Min far smiler undskyldende og vender hovedet. For første gang siden han åbnede øjnene får han øje på mig, og han ser meget overrasket ud.

”Yuri?” siger han og jeg smiler skævt. ”Hej far.”

”Hvad laver du her? Du burde jo være i Korea,” siger han forvirret. ”Thea ringede og fortalte hvad der var sket, så jeg tog det første fly tilbage hertil for at se dig hurtigst muligt,” forklarer jeg og han ryster på hovedet. ”Men det havde du da ikke behøvet.”
”Jo far. Det behøvede jeg,” siger jeg og han svarer mig ikke igen. ”Tog du hertil alene?” spørger han og jeg ryster på hovedet. ”Jeg tog en ven med,” siger jeg og min far flytter blikket væk fra mig i et øjeblik inden han ser på mig igen. ”Er din ven ham der står i døren?” spørger han og jeg siger ja. Jeg vender mig og skal til at præsentere Taemin for min far, men jeg stivner da jeg ser at det ikke er Taemin der står i døren. Det er Jonghyun. Jeg møder hans blik og aner ikke hvad jeg skal sige eller gøre. Hvad i alverden laver han her?! Jonghyun kommer hen til os og bukker for min far.

”Annyeonghaseyo, mit navn er Kim Jonghyun og Yuri har boet hos min familie de sidste par måneder,” siger Jonghyun og min stedmor og lillesøster glor underligt på ham fordi de ikke forstår koreansk. Men min far, der jo har boet i Korea det meste af sit liv, har ingen problemer med at forstå.

”Rart at møde dig Jonghyun. Mit navn er Kim Sun-woo og som du nok har regnet ud er jeg Yuris far,” siger min far og rækker sin raske hånd frem mod Jonghyun. Jonghyun tager forsigtigt hans hånd og trykker den.

”Hvis det ikke gør noget vil jeg gerne snakke med Yuri under fire øjne,” siger Jonghyun og min far nikker som accept. Jonghyun ser kort på mig, tager min hånd og trækker mig ud på gangen. Ude på gangen når jeg lige at se Taemin, inden Jonghyun trækker mig i den modsatte retning. Han fortsætter lidt længere, indtil han er sikker på at Taemin ikke kan høre os. Så giver han slip på min hånd og vender sig mod mig.

”Jeg har en høne at plukke med dig,” siger han og hans blik er ret skræmmende, ”for det første, hvorfor sagde du ikke noget inden du tog af sted?! Jeg var ved at dø af bekymring!”

”Jeg havde ikke tid. Du var ikke hjemme da jeg fik at vide hvad der var sket med min far og jeg kunne ikke vente til du kom tilbage. Derfor lagde jeg en seddel til dig der forklarede hvad jeg ikke havde tid til at sige ansigt til ansigt.”

”Forklare hvad?! Seddelen forklarede jo ingenting! Der stod bare at der var sket noget, men ikke hvad! Jeg forestillede mig alle de værste ting min hjerne kunne finde på!”

Jeg tysser på Jonghyun fordi hans stemme er ret høj. ”Fortæl mig hvorfor du ikke skrev grunden til at du tog hjem så pludseligt!” siger han og ignorerer mit forsøg på at dæmpe ham. ”Jeg havde ikke tid til at forklare,” svarer jeg og ser ned. ”Igen undskyldningen med at du ikke havde tid,” mumler Jonghyun for sig selv og sukker, ”fint så vil jeg acceptere den undskyldning. Men noget andet jeg vil spørge dig om er hvorfor du tog Taemin med? Hvis du ikke havde tid til at forklare hvad der var sket i din seddel, hvorfor havde du så tid til at bede ham tage med dig?”

”Fordi jeg havde brug for en ven. Det har jeg stadig og han er den jeg havde mest lyst til at tage med,” forklarer jeg. ”Hvad så med mig? Hvorfor ville du ikke have mig med?”

Jeg bider mig i underlæben og vender mig lidt væk fra ham. ”Jeg følte det var bedst sådan,” mumler jeg næsten uforståeligt. ”Hvorfor var det bedst sådan?” spørger han frustreret og tager fat om mine overarme, ”se på mig og svar! Hvorfor?!”

Jonghyun vender mig mod sig, men jeg løfter stadig ikke hovedet. ”Jeg tænkte bare at det var bedst jeg forsvandt fra dit liv i stilhed så alt kunne gå tilbage til sådan som det var før jeg blev en del af dit liv,” svarer jeg og Jonghyun spørger hvad jeg mener, ”siden vi blev venner har du mistet den kæreste du havde haft igennem lang tid, du har mistet indflydelse og popularitet i skolen og du har ændret dig. Så meget i dit liv har ændret sig på grund af mig og jeg forstår hvis du foretrækker det liv du havde før mig.”

Jonghyun fnyser og klukker så. Jeg ser forvirret op og han ryster smilende på hovedet. ”Jeg lærer nok aldrig at forstå hvad der foregår oppe i dit hoved,” siger han og stryger mig over håret. ”Hvad mener du?” spørger jeg forvirret over hans pludselig humørskift. ”Jeg mener at det du siger, er noget vrøvl. Hvordan kan du overhovedet tænke sådan?” spørger han og jeg ser uforstående på ham, ”jeg elsker mit liv sådan som det er nu. Jeg vil aldrig tilbage til sådan som tingene var før du dukkede op. Takket være dig har alt forandret sig til det bedre. Jeg fik endelig taget mig sammen til at slå op med So Min, hvilket jeg skulle have gjort for længe siden. Og at jeg har mistet popularitet betyder ingenting, det er faktisk ret anstrengende at være den mest populære dreng på skolen. Altid at skulle passe på hvad man siger og gør for at holde sit image. Så hellere var skolens taber hvis det betyder at jeg er fri til at gøre og sige hvad jeg vil og være sammen med dem jeg vil. Og hvad angår det faktum at meget ved mig har ændret sig på grund af dig, så kan jeg fortælle dig at du har forandret mig til det bedre. Du tog alt det dårlige ved mit liv og erstattede det med noget godt, og det smil du har kæmpet så hårdt for at få frem, det vil kun komme frem så længe du er hos mig. Kan du ikke se det? Det er alt sammen dig.”

Jeg ser længe på ham uden helt at forstå hvad han lige har fortalt mig. ”Hvad skal alt det betyde?” spørger jeg til sidst og Jonghyun smiler. ”Det betyder selvfølgelig at du er speciel for mig. Det at du dukkede op er noget af det bedste der nogensinde er sket for mig, hvis ikke det bedste.”

”Jeg troede ikke at noget jeg har gjort for dig betød noget,” mumler jeg og Jonghyun trækker mig ind til sig og lægger armene om mig. Jeg ser overrasket ind i hans skulder og ved ikke helt hvordan jeg skal reagere.

”Selvfølgelig betyder det noget. Når det har med dig at gøre betyder det alt,” siger han og jeg trækker mig lidt væk fra ham så jeg kan se hans ansigt. ”Hvad sagde du?” spørger jeg da jeg ikke kan tro jeg hørte rigtigt. ”Forstår du det stadig ikke?” spørger han og jeg ryster på hovedet, ”jeg kan lide dig pabo! Jeg er håbløst forelsket i dig! I’m crazy for you! Forstår du det nu?”

Jeg stirrer på ham med åben mund og store øjne. Det er en drøm! Det må det være! Er det virkelig den fattede og kolde Jonghyun jeg kender der nu står foran mig og siger han er forelsket i mig? Sådan for alvor forelsket.

Jonghyun ser lidt bekymret på mig. ”Du ser lidt bleg ud Yuri, er du okay?” spørger han, men jeg kan ikke rigtig tage mig sammen, ”sig nu noget for guds skyld!”

Jeg synker højlydt og får kæmpet et enkelt ord op gennem min strube og ud af munden. ”Hvorfor?”

Jonghyun klukker og siger: ”Jeg ved det ærligt talt ikke. Men sådan er det altså bare.”

Jeg får endeligt taget mig sammen og får talens brug tilbage. ”Men hvorfor kan du lide mig? Jeg er ikke specielt pæn. Jeg er ikke klog.”

”Nej det tør siges,” siger Jonghyun med et smil. Jeg ignorer hans bemærkning og fortsætter. ”Jeg er klodset og begår mange fejl. Men på trods af alt det, kan du stadig lide mig. Hvorfor?”

Jonghyun ser tænksom ud et øjeblik og siger så til sidst: ”Lad mig beskrive det sådan her; Alt hvad du er, er jeg ikke. Som nat og dag, lys og mørke. Vi er modsætninger, men alt hvad jeg har brug for, er alt det du er.”

Jeg ryster på hovedet og går nogle skridt væk fra ham. ”Men det kan ikke passe. Det kan ikke lade sig gøre. Du har altid sagt at alt ved mig irriterer dig,” siger jeg og Jonghyun trækker på skuldrene. ”Kærlighed gør blind. Efter jeg fik følelser for dig blev alt det jeg ikke kunne lide ved dig noget jeg kan lide, eller også overser jeg bare dine fejl og mangler.”

”Men du burde stadig ikke kunne lide alt ved mig eller acceptere alt det du ikke bryder dig om,” siger jeg og Jonghyun spørger hvorfor, ”det er nogle ting ved mig som du umuligt kan leve med. Som for eksempel.. jeg snorker!”

Jonghyun klukker og siger: ”Det ved jeg. Det er meget normalt. Du har også fortalt mig at jeg sover med mine øjne halvt åbne og det er ikke normalt. Jeg kan forestille mig det må være ret uhyggeligt at se på.”

Jeg nikker og mindes synet af hans sovende ansigt. ”Det er faktisk ret creepy,” indrømmer jeg og kan ikke lade være med at smile lidt. ”Se selv, jeg er heller ikke perfekt. Selvom det er meget tæt på,” siger han og jeg skubber til hans skulder. Han smiler stort og træder så nærmere. ”Jeg er ked af det Yuri, men intet du kan sige kan få mig til at skifte mening. Jeg har boet med dig i noget tid nu og jeg har set alle dine værste sider, men jeg har også set dine bedste. Der er ikke længere noget ved dig der kan overraske mig, så jeg ved hvad jeg går ind til. Så bare accepter mine følelser i stedet for at prøve og bilde mig ind at jeg slet ikke kan lide dig,” siger han og trækker mig ind til sig. ”Jeg ønsker ikke at du ændrer din mening omkring dine følelser. Jeg vil bare sikre mig at dine følelser er ægte nok, for det her virker for godt til at være sandt og jeg kan ikke rigtig tro det.”

”Tro på det, for det er sandt,” siger han og skubber mig lidt ud fra sig, ”jeg vil være sammen med dig og ingen anden, for du er den jeg elsker. Dig, Kim Yuri.”

Jeg kan ikke stoppe det store smil der breder sig på mine læber. ”Sig det igen,” beordrer jeg og Jonghyun læner sit ansigt tættere på mit. ”Jeg elsker dig,” hvisker han og presser så sine læber mod mine. Det er som om der opstår en lille ildkugle i mit bryst. Og den vokser sig større på grund af Jonghyuns nærhed, kærtegn, omsorg og kærlighed. Den vokser sig så stor at dens varme spreder sig til hele min krop. Fra hovedbunden helt til fingerspidserne og ud i tæerne. Jeg føler mig næsten helt feberhed. Men varmen er ikke ubehagelig eller brændende. Til gengæld vækker den dele af mig jeg slet ikke vidste eksisterede. En del af mit hjerte, min sjæl og mit sind. Mit hjerte kan nu se at det altid kun vil banke for Jonghyun. Min sjæl ved at dens manglende halvdel nu endelig er kommet hjem. Mit sind forstår nu endelig hvad jeg ubevidst har søgt efter hele livet. Noget jeg ikke vidste jeg manglede før det stod foran mig i form af Jonghyun. Og nu hvor jeg har ham, giver jeg ikke slip igen.

Efter hvad der føles som alt for kort tid, trækker Jonghyun sig tilbage igen og ser på mig med et ømt blik. Han stryger en tot af mit hår om bag mit øre og siger: ”På trods af alt det jeg lige har sagt nu, så skal du ikke forvente at jeg vil sige den slags ret tit. Du kender mig jo, jeg er ikke typen der siger hvad han tænker og føler. Jeg kan ikke altid sige ting du ønsker at høre, jeg kan ikke love dig at jeg vil elske dig for evigt og jeg vil ikke sige at jeg vil tænke på dig hvert eneste sekund for det kommer jeg ikke til. Jeg vil ikke gøre eller sige en masse romantiske ting for sådan er jeg bare ikke og sådan bliver jeg aldrig.”

Jeg smiler og lægger blidt min ene hånd på hans kind. ”Det er helt okay,” siger jeg og smiler kærligt til ham, ”jeg kan lide dig præcis som du er. Jeg vil ikke prøve at ændre dig eller forvente mere af dig end du kan give. Jeg vil ikke analysere alt hvad du gør. Jeg vil bare smile når du gør mig glad, råbe af dig når du gør mig vred og savne dig når vi ikke er sammen. For jeg ved at perfekte fyre ikke findes, men jeg ved at du er perfekt for mig.”

Jonghyun er stille længe mens han bare ser mig ind i øjnene. Pludselig får han våde øjne og det ender med at der triller en enkelt tåre ned ad hans kind, der hurtigt bliver fulgt af endnu en.

Jeg ser chokeret på ham og spørger: ”Græder du?”

Han ler kort og tørrer tårerne væk. ”Ja det gør jeg vist,” siger han og snøfter, ”og nu kommer jeg til at græde hele natten for når først jeg begynder at græde, kan jeg ikke stoppe igen.”

Jeg smiler skævt og tørrer de nye tårer, der er dukket op, væk. ”Det er okay. Men siden det er første gang jeg ser dig græde er jeg lidt i chok.”

”Det kan jeg godt forstå,” siger han og tager en dyb indånding for at berolige sig selv lidt, ”gå du bare tilbage til din far, så bruger jeg lige noget tid på badeværelset på at falde til ro.”

Jeg nikker, vender mig og går nogle skridt op ad gangen. Så kigger jeg mig over skulderen og ser at Jonghyun ser op i loftet som om han prøver at hælde sine tårer tilbage hvor de kom fra. Jeg smiler for mig selv og fryder mig over at han er min. Mit hjerte svulmer helt ved tanken om at han elsker mig og ingen anden. Og nu hvor jeg ved han elsker mig, skal intet skille os igen. Nogensinde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...