More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3112Visninger
AA

17. Kapitel 17: Adskillelse

Jeg ringer på dørklokken og venter utålmodigt på at der skal blive åbnet. Lidt efter bliver døren åbnet og Taemin står i døråbningen.

”Yuri?” siger han overrasket. Han ser først på mig, derefter på den kuffert jeg har stående ved min side og så tilbage til mig igen.

”Yuri hvad sker der?” spørger han og jeg rækker ham en lille lap papir. Han tager forvirret imod den og ser så på den. Det er en af de kuponer han gav mig til min fødselsdag og på den står der; gør alt hvad jeg siger. Taemin ser på mig igen, nu endnu mere forvirret.

”Yuri hvad handler det her om?” spørger han og jeg kan fornemme at han er blevet meget urolig. ”På kuponen står der gør alt hvad jeg siger, så uanset hvad så skal du gøre hvad jeg beder dig om, okay?” siger jeg og efter nogle sekunders tøven, nikker Taemin, ”så vil jeg bede dig om at pakke en kuffert, komme med mig til lufthavnen og tage det næste fly til Danmark sammen med mig.”

Taemin ser på mig med et blik jeg ikke rigtig kan tolke. ”Det mener du ikke vel?” siger han til sidst med let skælvende stemme. ”Jeg er dybt alvorlig,” siger jeg roligt og tydeligt, som om jeg er ved at forklare noget kompliceret for et barn. ”Men hvorfor?” spørger han, ”hvorfor vil du pludselig til Danmark?”

Jeg sænker blikket lidt og siger: ”Min far er kommet ud for en ulykke og de ved ikke om han overlever. Jeg er nødt til at tage hjem og se ham hurtigst muligt.”

Taemin siger ikke noget og jeg vil helst ikke se op og møde hans medfølende blik. Jeg har ikke brug for hans medlidenhed. Hvad jeg har brug for er at han pakker sin kuffert og bliver ved min side indtil jeg står ved min fars hospitalsseng.

Jeg venter på at Taemin skal sige noget, men det gør han ikke. I stedet hører jeg ham træder nærmere og så mærker jeg hans arme om mig. Jeg føler mig godt tilpas i Taemins favn, der er fuld af omsorg og forståelse. Det er præcis derfor jeg gik til Taemin som den første. Jeg har ikke brug for at han fortæller mig at han er ked af det på mine vegne, eller at han forstår hvordan jeg har det. Det jeg har brug for er at han bare holder om mig uden at sige noget. At han netop ved ikke at sige noget, fortæller mig at han vil være der for mig. Taemin forstår mig på en måde ingen anden gør, han forstår mig endda bedre end jeg selv gør. Netop derfor skal han med mig. Jeg har brug for ham.

Taemin trækker sig lidt tilbage, dog stadig med den ene arm om livet på mig. Med sin frie hånd stryger han mig blidt over håret. Han ser mig i øjnene og siger så: ”Giv mig tyve minutter til at pakke og så er vi dem der er smuttet.”

 

 

Jonghyun P.O.V.

 

Hvor typisk at min mor sender mig ud for at hente min far i det øjeblik jeg trådte ind ad døren. Han tog ud og spise med nogle af sine venner og han endte med at drikke lidt for meget soju på grund af den gode stemning. Men det er lidt tidligt at blive fuld, klokken er kun seks om aftenen.

Jeg bakser lidt med hoveddøren fordi jeg samtidig skal støtte min far, der har lidt problemer med balancen. Det lykkes dog at få døren åbnet og jeg halvt slæber min far ind i entreen og videre ind i stuen. Jeg smider ham på sofaen og er lettet over at slippe af med alt den dødvægt.

”Tak fordi du hentede din far Jonghyun. Du ved jo hvordan jeg har det med at køre bil når din far sidder fuld på passagersædet,” siger min mor taknemligt og jeg nikker bare, hvorefter jeg går ovenpå.

Jeg stiller mig foran døren til Yuris værelse og smiler for sig selv. Jeg er sikker på at hun har ventet på at jeg skulle komme hjem igen. Hun var tydeligvis begejstret på grund af vores date i dag og hun så skuffet ud da min mor sendte mig ud efter min far. Men nu hvor jeg er tilbage, kan jeg vel godt bruge lidt mere tid sammen med hende.

Jeg banker let på døren og venter på at hun skal bede mig komme ind. Men der er helt stille på den anden side af døren. Jeg banker igen, lidt hårdere denne gang. Stadig intet svar. Sover hun? Jeg trykker håndtaget ned og åbner langsomt døren på klem. Jeg ser ind i rummet og noget ved det er underligt. Jeg åbner døren helt og gisper ved det syn der møder mig. Alle Yuris ting er forsvundet fra bogreolen og skrivebordet. Jeg flår skabslågerne til hende klædeskab op og ser at alt hendes tøj også er væk. Hendes dyne og pude er heller ingen steder at se. Det eneste der er på sengen er to T-shirts og et stykke papir.

Jeg går hen til sengen med tøvende skridt og samler papiret op med en let rystende hånd. Det er en seddel med Yuris håndskrift på og det er en besked til mig. Der står:

 

Kære Jonghyun.

Jeg er ked af at jeg siger farvel på denne her måde, men der var ikke tid. Jeg kunne ikke vente til du kom tilbage, så jeg tog af sted uden at se dig først. Undskyld. Jeg ved at du undrer dig over hvorfor jeg rejser så pludseligt, men jeg kan ikke sige andet end at der er sket noget der har tvunget mig tilbage til Danmark. Jeg ved ikke hvornår jeg kan tage kontakt til dig og jeg ved heller ikke hvornår jeg kan se dig igen. Men en ting ved jeg. Det er at jeg ville ønske jeg kunne holde dig i mine arme en sidste gang inden jeg tog af sted. Du skal vide at jeg holder meget af dig og ikke ønsker at forlade dig, men det kan ikke være anderledes. Jeg håber du kan tilgive mig.

Yuri.

 

P.S.

Jeg fik lavet de to T-shirts til os så vi kunne have couple tee. De ankom i går og jeg ville have givet dig den ene i aften. Men siden at tingene ikke gik som planlagt må du beholde dem begge.

 

Jeg læser brevet igennem en ekstra gang og lægger det så fra mig på natbordet. Jeg løfter den mindste af T-shirtene op og snuser til den. Selvom Yuri kun har haft den siden i går, dufter den allerede af hende. Jeg holder den lidt ud foran mig og betragter den. Den er helt sort og med hvid skrift står der ”Saranghae” over brystet. Den anden T-shirt er magen til, det er bare en drenge model. Jeg smiler trist for mig selv.

”Troede hun virkelig at jeg ville gå i noget så kikset?” spørger jeg mig selv og mærker tårerne prikke i øjnene. Visheden om at Yuri er væk er mere smertefuld end jeg kunne have drømt om. Tomheden der følger hendes fravær er kold og ubarmhjertig. Det skærer i mit hjerte som et barberblad og at se mit blødende hjerte får endelig min hjerne til at indse mine følelser. Mens jeg knuger T-shirten dukker der billeder op i mit hoved. Jeg ser minder med Yuri for mit indre blik. Jeg ser de gode ting og de dårlige ting. De gange vi har råbt af hinanden, men også de gange vi har smilet til hinanden. De gange jeg har vendt ryggen til hende og de gange jeg har holdt om hende. Alle de gange jeg har sagt grimme eller sårende ting til hende og alligevel blev hun ved min side. Hvordan kunne jeg ikke have set det før? Hvordan kunne jeg ikke se hvilken stor plads hun har i mit liv? Måske fordi hun altid har været så tæt på har jeg ikke lagt mærke til hvor meget hun betyder for mig. Først nu hvor hun er væk kan jeg mærke det store tomrum hun har efterladt i mit hjerte. Hvad skal jeg give for at høre hendes stemme igen? For at mærke hendes varme og se hendes smil. Jeg er villig til at gøre hvad som helst. Nu hvor det er gået op for mig hvor meget jeg har brug for hende. Hun er som et skyggefuldt træ på en sommerdag hvor solen brænder. Som vand for en tørstende i ørkenen. Som en forfriskende regn efter en forfærdelig tørke. Uden hende kan jeg ikke klare mig. Yuri er den luft jeg har brug for, så jeg kan overleve. Jeg er nødt til at få hende tilbage!

 

 

Yuri P.O.V.

 

Jeg kigger ud af vinduet i flyet, men det eneste jeg kan se er skyer. Det er ikke så længe siden at vi lettede, men jeg kan allerede ikke vente med at komme ned på jorden igen. At flyve har aldrig været noget jeg har brudt mig om og jeg bliver altid lidt nervøs. Taemin, der kan fornemme min anspændthed, tager min hånd og giver den et beroligende klem. Jeg smiler taknemligt til ham og tager en dyb indånding for at få styr på mine nerver.

”Yuri?” siger Taemin lidt tøvende, ”må jeg spørger dig om noget?”

”Selvfølgelig.”

”Hvorfor mig?”

Jeg ser uforstående på Taemin og forstår ikke helt hvad han mener. ”Hvorfor valgte du at tage mig med? Jeg troede Jonghyun ville være dit første valg,” siger han og jeg ser væk. ”Hvorfor skulle jeg dog tage ham med?” spørger jeg med let sløret stemme fordi mit hjerte skælver ved lyden af Jonghyuns navn. ”Jeg har lagt mærke til hvordan du ser på ham Yuri, jeg er ikke dum,” siger Taemin og jeg skæver til ham ud af øjenkrogen, ”indrøm bare at du ville ønske Jonghyun sad i det her sæde og holdt din hånd lige nu.”

Jeg sukker dybt og møder Taemins blik. ”Jeg kan ærligt sige at du er den jeg allerhelst vil have hos mig lige nu,” siger jeg og Taemin er lidt overrasket over mit svar. Jeg smiler trist og ser igen ud af vinduet. ”For at være ærlig så er det måske bedst vi ikke ses fra nu af,” siger jeg og læner mig tilbage i sædet, ”jeg har set hvordan hans liv har ændret sig på grund af mig. Han har mistet popularitet og indflydelse i skolen, han har mistet den kæreste han har haft igennem lang tid, jeg har lavet om på hans hverdagsliv og hans rutiner. Lige siden jeg ankom til hans hjem har jeg vendt op og ned på hans liv. Det er nok bedst hvis alt vender tilbage til hvordan det var før jeg lavede rod i det.”

Jeg lukker øjnene og sukker for mig selv. ”Han er nok ikke engang ked af at jeg er rejst og han vil sikkert heller ikke savne mig.”

Taemin siger ikke noget og det er sikkert fordi han ikke ved hvad han skal sige. Han vil nok ikke risikere at sige noget forkert, hvilket jeg er taknemlig for. Han behøver heller ikke sige noget. Så længe han bare bliver ved min side og jeg stadig kan mærke varmen fra hans hånd i min.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...