More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3115Visninger
AA

16. Kapitel 16: Første date og dårlige nyheder

Jeg stirrer måbende på ham som om han er et væsen fra en anden planet. Jeg står tavs og venter på at han skal fortælle mig at det hele bare var for sjov. Men det gør han ikke. Jeg synker højlydt og får fremstammet: ”Jeg må have hørt forkert, men spurgte du lige om jeg vil være din kæreste?”

”Du hørte helt rigtigt,” siger Jonghyun og jeg begynder at ryste langsomt på hovedet. Min hjerne har fuldstændig koblet fra og jeg kan ikke finde ud af hvad der er op eller ned mere.

”Nej nej. Nej nej nej nej nej nej nej,” gentager jeg lavmælt mens jeg trasker rundt i en cirkel foran Jonghyun, ”det kan simpelthen ikke passe. Det kan ikke være sandt.”

”Men det er sandt,” siger Jonghyun og tager fat om mine skuldre for at stoppe min endeløse trasken rundt. Jeg ser på ham og han møder ærligt mit blik.

”Men hvorfor?” spørger jeg åndeløst. ”Fordi jeg er nysgerrig,” svarer han og jeg ser uforstående på ham. Det var ikke lige det svar jeg havde forventet. Jonghyun forklarer: ”Jeg har aldrig været sammen med andre end So Min, så jeg vil se om det vil være anderledes at være i et forhold med dig. Desuden giver det mig en mulighed for at finde ud af hvad de underlige følelser jeg har for dig virkelig er.”

Jeg ser længe på ham og til sidst siger jeg: ”Jeg forstår det ikke. Hvorfor vil du vælge mig over So Min? So Min er pænere og mere populær. At slå op med hende og finde sammen med mig, er som at gå fra en Porsche til en Peugeot.”

Jonghyun klukker, sikkert på grund af min lidt specielle sammenligning, og aer mig blidt over håret. ”En Peugeot kan da også være fed nok,” siger han og jeg ryster på hovedet. ”Jeg er en gammel slidt model,” siger jeg og Jonghyun klukker igen. ”Men hvad hvis jeg kan lide den Peugeot,” siger han og smiler til mig, ”måske blev jeg træt af den perfekte Porsche som er for meget som mig selv. Måske vil jeg gerne prøve den uperfekte og uforudsigelige Peugeot og se hvor den fører mig hen.”

Jeg fnyser og spørger: ”Kan man blive træt af en Porsche?”

”Ja hvis man aldrig har prøvet andet,” svarer Jonghyun og jeg nikker forstående, ”jeg vil prøve noget nyt.”

”Og det nye er mig?” spørger jeg og Jonghyun nikker. Jeg bider mig tøvende i underlæben og ved ikke rigtig hvad jeg skal sige. Jeg har aldrig forestillet mig at noget som det her kunne ske. Jeg har drømt om det, men har aldrig overvejet hvad jeg skulle gøre hvis det faktisk skulle ske. Især fordi denne situation er noget anderledes end den jeg havde i hovedet. Jeg havde forestillet mig at Jonghyun var faldet pladask for mig og erklærede sin kærlighed hvorefter han ville spørge om jeg ville være hans kæreste. Men på den anden side er Jonghyun slet ikke den type der bare erklærer sin kærlighed. Alligevel havde jeg håbet på noget lidt mere romantisk end det her. At han spørger mig fordi han er nysgerrig. Gad vide om nogen anden fyr nogensinde har gjort det. Men Jonghyun er jo heller ikke som nogen anden i denne verden. Han er noget helt for sig selv, og det er en af grundene til at jeg elsker ham så meget.

”Har du tænkt dig at svare?” jeg bliver revet ud af mine tanker og bliver mødt af Jonghyuns utålmodige blik. ”Hvad?” siger jeg forvirret og Jonghyun sukker opgivende. ”Vil du være min kæreste eller ej? Du må hellere skynde dig at svare inden jeg ombestemmer mig.”

”Ja!” udbryder jeg og bliver selv overrasket over min reaktion. Det røg bare ud af mig inden jeg nåede at tænke. Det er nok min underbevidsthed der tog valget for mig.

”Godt så er vi nu officielt sammen. Men sig det ikke til nogen endnu. Indtil videre er det vores lille hemmelighed,” siger Jonghyun og jeg nikker. Jeg kan ikke skjule et smil ved tanken om at jeg nu er Jonghyuns kæreste og han er min. Det her må være den lykkeligste dag i mit liv!

”Tør det smil af ansigtet,” siger Jonghyun og jeg ser overrasket på ham. ”Hvorfor?”

”Det irriterer mig.”

Den bemærkning gør bare mit smil endnu bredere. ”Lad nu være med at være sådan en lyseslukker,” siger jeg muntert og krammer hans overarm. Jonghyun himler med øjnene, men lader ikke til at have noget imod min nærhed.

”Siden vi er sammen burde vi nok tage på en date,” siger han lidt tøvende uden at se på mig, ”og fordi jeg er nysgerrig omkring hvad der foregår oppe i dit hoved, vil jeg lade dig bestemme vores første date.”

”Virkelig?!” spørger jeg overrasket og han nikker bekræftende, ”og det må være hvad som helst? Og lige meget hvad det er, vil du ikke flygte fra det?”

”Jeg lover at uanset hvad du finder på så flygter jeg ikke,” lover Jonghyun og jeg jubler. ”Så inviterer jeg dig på date i morgen efter skole,” siger jeg og smiler stort, ”og jeg ved allerede hvad vi skal lave.”

 

Jeg træder ind i klassen og bliver mødt af en masse stirrende blikke. Jeg bøjer hovedet lidt og skynder mig hen til min plads. Taemin sidder allerede på sin plads og jeg spørger ham: ”Hvorfor stirrer folk sådan på mig?”

”Dig og Jonghyun har været det helt store samtaleemne her til morgen,” forklarer han og jeg ser forfærdet på ham. ”Ved de at vi.. du ved..”

Jeg kan se på Taemin at han ved at jeg henvender til at Jonghyun og jeg bor sammen. ”De ved ikke noget om det,” siger han og jeg ånder lettet op, ”det de snakker om er at Jonghyun kyssede dig på panden. De undrer sig over om i er sammen og om du er grunden til at Jonghyun og So Min gik fra hinanden.”

”Perfekt. Lige hvad jeg manglede,” mumler jeg nedslået. ”Op med humøret. Alle snakker kun om det fordi det stadig er nyt. Om nogle dage har alle glemt alt om det. Så bare hold ud indtil da,” siger Taemin opmuntrende, men jeg føler mig ikke overbevist, ”for resten har jeg noget til dig.”

Taemin rækker ned i sin taske og fisker noget op. ”Min jakke!” siger jeg overrasket og Taemin rækker mig min jakke. ”Du glemte den jo på karaokebaren så jeg tog den med hjem,” forklarer han og jeg smiler taknemligt til ham. Jeg tager min pung op fra inderlommen og skæver så til Taemin ud af øjenkrogen.

”Du har ikke kigget i den vel?” spørger jeg og Taemin svarer at det kunne han aldrig finde på. Jeg ånder lettet op. Jeg har nemlig noget i min pung som ingen må opdage at jeg har. Noget der er mere dyrebart end pengene.

Da jeg putter pungen tilbage i lommen, rammer mine fingre noget andet. Jeg tager en lille æske ud og smiler for mig selv.

”Hey Taemin, kan du huske min fødselsdagsgave fra dig?” spørger jeg og Taemin nikker. Jeg åbner æsken med alle kuponerne jeg fik af Taemin til min fødselsdag. Jeg tager en op hvor der står Køb frokost til mig.

”Jeg vil gerne indløse den her,” siger jeg og giver den til ham. Han smiler og spørger hvor jeg vil spise henne. ”Der ligger jo et lille spisested ikke ret langt fra skolen. Lad os tage derhen, jeg har lyst til jjajangmyun,” siger jeg og Taemin siger okay. I det samme træder læreren ind og timen begynder.

 

Til frokost går Taemin og jeg ned i kantinen for at spørge de andre om de vil med ud og spise. Jonghyun er den første der ankommer og jeg går ham i møde.

”Hey Jjong, mig og Taemin tager ud og spiser frokost, vil du med?” spørger jeg og han ser ligegyldigt på mig. “Taemin og jeg.”

Jeg hæver spørgende det ene øjenbryn og siger: ”Hvad?”

“Det hedder Taemin og jeg. Mig og Taemin er grammatisk forkert,” svarer Jonghyun og jeg himler med øjnene. ”Du har ret! Det hedder Taemin og jeg, for du er ikke længere inviteret!” siger jeg og vender ryggen til ham. ”Jeg vil ellers gerne med,” mumler han og kommer om og stiller sig foran mig. ”Bare ærgerligt!” siger jeg og rækker tunge af ham. ”Men jeg behøver jo ikke din invitation. Hvis jeg vil med så kommer jeg da bare med,” siger han og jeg lægger armene over kors. ”Men jeg vil ikke have dig med!”

”Du spurgte mig da lige om at komme med for et minut siden.”

”Jeg har ombestemt mig!” siger jeg og skuler af ham, ”jeg vil helst være alene med Taemin. Du vil bare være i vejen!”

”I vejen?! Alene med Taemin?!” udbryder Jonghyun, ”sig mig har du allerede glemt at vi er..”

”At vi er hvad?!”

”Behøver jeg virkelig skære det ud i pap for dig?” spørger Jonghyun nedladende. ”Ja det gør du! Jeg er jo dum husker du nok!” svarer jeg igen.

Pludselig dukker Key op og han stiller sig imellem os som en form for mur. ”Vil i ikke godt holde op med at skændes så meget,” siger han bedende og ser skiftevis på os. ”Det her er ingenting. Du har aldrig set os skændes for alvor. Når det sker, må politiet tilkaldes,” siger jeg og Jonghyun nikker bekræftende. ”Så det er ikke for alvor?” spørger Key forsigtigt og både Jonghyun og jeg ryster på hovedet. ”Vi diskuterer på dagligbasis, men det er aldrig for alvor. Man kan næsten sige at det er blevet en vane at diskutere med hinanden. Men vi bliver aldrig rigtig uvenner,” siger jeg og ser på Jonghyun. Han smiler skævt for at vise han er enig med mig.

”Okay hvis i siger det,” siger Key lidt tøvende og træder et skridt tilbage, ”vi skal til at gå nu, så kommer i eller hvad?”

”Vi?” siger Jonghyun undrende og ser spørgende på mig. ”Glemte jeg at sige de andre også skal med?” spørger jeg uskyldigt. ”Ja den lille detalje glemte du vist,” siger Jonghyun og jeg smiler uskyldigt. ”Ups,” siger jeg og Jonghyun ryster opgivende på hovedet. ”Hvad i alverden skal jeg stille op med dig?” spørger Jonghyun og ugler drillesygt mit hår. ”Du kan elske mig fordi jeg er så speciel,” foreslår jeg og Jonghyun klukker. ”Ja det kunne du lide,” siger han og følger efter de andre mod udgangen med mig ved sin side.

 

 

Jonghyun og jeg går ned ad gaden side om side. Nogle piger længere oppe ad gaden stirrer på os. De hvisker noget til hinanden og da vi går forbi dem hører jeg noget med at jeg må være en stalker. At en dreng som Jonghyun aldrig ville være sammen med en som mig. Jeg sænker hovedet lidt og undgår øjenkontakt med alle omkring mig. Pludselig mærker jeg noget i hånden og jeg ser ned på den. Jonghyun holder mig i hånden! Jeg ser overrasket op på Jonghyun, men han ser ikke på mig.

”Jeg vil bare vise dem at en dreng som mig faktisk godt kan være sammen med en pige som dig,” mumler han lavt så det kun er mig der kan høre det. Jeg kan ikke skjule et smil og takker, i mit stille sind, Jonghyun for at tænke på mine følelser. For en gangs skyld.

”Er der langt endnu?” spørger Jonghyun pludselig og han kan ikke skjule sin utålmodighed. Jonghyun har været meget nysgerrig omkring hvad jeg har fundet på til vores første date, men jeg har ikke sagt et ord. Ingen ledetråde for det skal være en overraskelse.

”Snart. Men det skal jo være en overraskelse,” siger jeg hemmelighedsfuldt mens jeg går lidt bag Jonghyun og lægger mine hænder over hans øjne. ”Hvad laver du?” spørger han overrasket. ”Bare stol på mig og fortsæt med at gå. Jeg skal nok guide dig,” siger jeg og til min overraskelse protesterer han ikke. Vi fortsætter lidt længere ned ad gaden og jeg leder ham så ind på en lille café. Jeg hjælper ham ned at sidde på en stol og beder ham holde øjnene lukket. Jeg vifter min hånd foran hans ansigt for at tjekke om han virkelig ikke kan se noget. Da jeg har bekræftet det, går jeg op til disken og bestiller. Det tager ikke lang tid at lave det jeg skal have, og jeg skal ikke vente længe før det er klar. Jeg tager det jeg har bestilt med hen til det bord hvor Jonghyun stadig sidder med lukkede øjne. Jeg stiller en banansmoothie på bordet foran ham og beder ham åbne øjnene. Han åbner langsomt øjnene og da han får øje på banansmoothien, med to sugerør i, breder der sig et smil på hans læber. ”Du huskede det,” siger han med spag stemme og jeg sætter mig ned overfor ham. ”Selvfølgelig. En banansmoothie date er afgørende for dig, så det virker kun rigtigt at det er vores første date.”

Jonghyun giver mig ret og skubber så banansmoothien ind på midten af bordet. ”Skal vi?” spørger han og jeg smiler. ”Vi skal.”

Vi bøjer os begge frem og tager hver sit sugerør mellem læberne. Mens vi drikker, ser vi hinanden i øjnene og vores ansigter er ret tætte på hinanden. Det føles virkelig som en date og selvom det måske vil virke ret ubetydeligt for andre, er det her noget helt specielt for mig. Min første date med Jonghyun dagen efter vi blev kærester. Jeg må have reddet et land i mit forrige liv for at have fortjent alt det!

Da vi har drukket færdig læner vi os begge tilbage igen. ”Yuri,” begynder Jonghyun og jeg nikker, ”har nogen spurgt dig om underlige ting angående os i dag?”

Jeg løfter undrende det ene øjenbryn og ryster på hovedet. ”Mange har kigget mærkeligt på mig i dag og jeg har også hørt nogen snakke om det kys du gav mig på panden til gallaen. Men ingen har spurgt mig om noget eller snakket med mig om det.”

Jonghyun ånder lettet op og jeg bliver endnu mere forvirret. ”Hvorfor spørger du?”

”Du kan godt huske at jeg fortalte So Min til festen at vi boede sammen ikke?” spørger Jonghyun og jeg nikker, ”jeg troede hun ville fortælle det til alle, men det lader til at hun ikke har fortalt det til nogen overhovedet. Jeg gad vide hvorfor.”

Jeg ser undrende på ham og spørger: ”Du kom jo sammen med hende længe, ved du slet ikke hvordan hun tænker?”

”Jeg har ingen anelse om hvad der foregår i hendes hoved, hvis der overhovedet foregår noget deroppe,” mumler Jonghyun lavmælt og jeg fniser, ”men jeg er glad for at hun ikke har fortalt det til nogen. Jeg vil gerne holde det hemmeligt lidt endnu.”

Han rejser sig op og ser ned på mig. ”Lad os tage hjem,” siger han og jeg nikker. Jeg rejser mig og følger efter Jonghyun ud af cafeen.

 

Jeg smider mig på min seng og gemmer ansigtet i puden. Jeg er bare så lykkelig!! Alt er perfekt lige nu og jeg håber det kan forblive sådan her for altid. Det er faktisk lige før jeg ikke ønsker at tage hjem når mit år her er gået. Måske, bare måske, kan jeg få lov til at blive her. Jeg har ikke lyst til at forlade det liv jeg har fået her med gode venner og en kæreste. Selvom jeg savner min familie derhjemme i Danmark, så hælder jeg stadig mere til at blive i Korea. Det føles som om hele mit liv er her. Jeg vil blive her!

Pludselig begynder min mobil at ringe. Jeg sætter mig op og ser på displayet. Det er min stedmor der ringer. Det undrer mig. Det må være noget meget vigtigt, for med de opkaldspriser så ville hun aldrig ringe bare for at sige hej.

Jeg besvarer opkaldet og føler mig helt underligt tilpas med at tale dansk igen.

”Yuri..” lyder min stedmors hulkende stemme. ”Hvad er der sket?” spørger jeg nervøs og får en knude i maven. ”Det.. er din far,” stammer hun og knuden bliver større og strammer til. ”Min far?” siger jeg med bævende stemme. ”Han.. han har været ude for en bilulykke.”

Hele min verden går i stå og det samme gør mit hjerte. ”De ved ikke om han overlever,” fortsætter min stedmor og hendes stemme knækker over på det sidste ord. Jeg synker højlydt og siger med overraskende rolig stemme: ”Jeg kommer hjem med det samme.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...