More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3106Visninger
AA

15. Kapitel 15: Jonghyun chokerer igen

Yuri P.O.V.

 

Jeg kan mærke solen skinne på mine øjenlåg da jeg begynder at vågne. Er det morgen? Eller måske allerede middag? Hvor meget har jeg mon sovet. Jeg kan ikke engang huske at jeg gik i seng i går. Gik jeg overhovedet i seng? Jeg tænker mig godt om for at komme i tanke om det og pludselig husker jeg. Jeg spærrer øjnene op og sætter mig op med et sæt. Jeg bliver svimmel og tager mig til hovedet. Satte jeg mig for hurtigt op? Lige meget med det! Hvad vigtigere er.. hvad skete der i går?

Jeg husker at jeg tog tidligt hjem fra karaokebaren og at jeg for sent opdagede at jeg havde glemt min jakke, hvor både min pung og nøgler var i. Jeg satte mig ned for at vente og.. hvad skete der så? Jeg kan ikke huske mere.

Jeg ser ned og genkender min dyne. Siden jeg ligger i min seng, må So-Dam og Jihoo have taget mig med ind da de kom hjem. Men hvorfor kan jeg ikke huske det? Faldt jeg i søvn?

Jeg ser rundt i værelset mens jeg prøver at huske mere. Pludselig fanger mit blik noget der chokerer mig.

”Jonghyun?” siger jeg og ser på Jonghyun der sidder i en stol ved siden af min seng. Han ligger indover sengekanten og det ser ud til han sover. Hvor længe har han været her? Jeg vil rykke lidt væk, men opdager så noget. Jeg ser ned på min hånd der bliver holdt af Jonghyuns. Så han har både holdt mig i hånden og sovet ved min side. Hvad i alverden skete der i går?!

Der kommer nogle underligt lyde fra Jonghyun og det går op for mig at han mumler i søvne. Jeg smiler skævt og betragter ham. Jeg stryger en vildfaren tot væk fra hans ansigt og kærtegner hans kind. Han rømmer sig og jeg skynder mig at tage min hånd ud af hans. Jonghyun åbner langsomt øjnene, retter sig op og ser groggy på mig.

”Du er vågen,” siger han og jeg nikker, ”hvordan har du det?”

”Okay, tror jeg,” mumler jeg og rømmer mig, ”hvorfor spørger du?”

”Fordi du havde det virkelig dårligt i går,” siger han og jeg ser overrasket på ham, ”da jeg kom tilbage i går sad du udenfor i regnen og du var ikke rigtig ved bevidsthed. Du var virkelig kold og jeg var bange for at du var ved at nedkøle. Så jeg varmede dig indtil din kropstemperatur var normal igen.”

Jeg trækker mig lidt væk fra ham. ”Va.. varmede mig?!” stammer jeg og Jonghyun nikker. ”Jeg varmede dig med min egen krops varme. Det var det hurtigste og mest effektive at gøre.”

Jeg rødmer og får pludselig et meget mærkeligt billede i hovedet. ”Sidder du og får perverse tanker?” spørger Jonghyun drillende og jeg ryster hektisk på hovedet. ”Selvfølgelig ikke! Perverse tanker.. om dig? Som om!”

Jonghyun ler og jeg gør alt for at få det mærkelige billede ud af hovedet. Jeg ser ned og opdager pludselig noget.

”Det her er ikke det tøj jeg havde på i går,” mumler jeg og ser hen på Jonghyun, hvis latter er forstummet, ”har du givet mig det her på?”

Jonghyun spærrer øjnene lidt op og ser væk. ”Ne.. nej! Selvfølgelig ikke!” siger han og vrider nervøst sine hænder, ”min mor kom hjem da du havde fået det bedre og hun skiftede dit tøj.”

Jeg kan se at han rødmer og jeg smiler skævt. ”Er det nu dig der får perverse tanker Jjong?” siger jeg med samme drillende tone som han brugte tidligere. ”Selvfølgelig ikke! Skulle jeg have perverse tanker om dig?! Umuligt!” udbryder han og jeg klukker, ”men du har det virkelig bedre ikke?”

Han lyder oprigtigt bekymret, så jeg må virkelig have skræmt ham i går. Siden han blev ved min side hele natten for at holde øje med mig.

”Jeg har det fint nok, alt taget i betragtning. Jeg er bare lidt sulten,” siger jeg og for at understrege det, vælger min mave at rumle højlydt. Jeg trækker på skuldrene og Jonghyun smiler. ”Jeg kunne også godt bruge noget morgenmad.”

So-Dam lavede noget morgenmad til os, inden hun tog på arbejde, som står klar på bordet. Vi sætter os ved det lille bord i køkkenet og begynder at spise. Vi sidder længe i stilhed mens Jonghyun læser dagens avis, ligesom han gør hver morgen. Imens tænker jeg på det Minho sagde til mig i går, om at Jonghyun har følelser for mig. Jeg kan stadig ikke rigtig tro det er sandt. Selvom jeg gerne vil tro på det, virker det bare for godt til at være sandt. At Jonghyun skulle slå op med nogen som So Min for så at finde sammen med en som mig. Det er kun sådan noget der sker på film. Det vil aldrig kunne ske for mig!

”Yuri-ah,” Jonghyuns stemme bringer mig tilbage til køkkenet. Han har lagt avisen væk og ser alvorligt på mig.

”Hvad er der?” spørger jeg og Jonghyun ser tøvende på mig. ”Der er noget jeg har tænkt på. Sådan virkelig tænkt og jeg tror at jeg er kommet frem til en beslutning,” siger han og han ser virkelig alvorlig ud. Jeg har aldrig set ham sådan her før. Det må virkelig være noget der har fyldt meget i hans tanker.

”Hvad er det?” spørger jeg og Jonghyun tager en dyb indånding. ”Jeg..”

Han bliver afbrudt af dørklokken ude i gangen. Døren bliver åbnet og en masse stemmer fylder entreen. Stemmer jeg kender. Jonghyun og jeg rejser os begge op og går ind i stuen. Vi bliver mødt af Jonghyuns fire bedste venner.

”YURI!” Taemin stormer hen til mig og begynder at undersøge mig. ”Hvordan har du det?! Har du kvalme? Feber? Eller ondt i hovedet? Er du svimmel? Måske skulle du sætte dig ned!” Taemins overdrevene bekymring får mig til at smile. ”Jeg har det fint Taemin,” siger jeg beroligende og klapper ham på skulderen, ”jeg har bare lidt ømme muskler på grund af at have sat så længe i regn og kulde. Men jeg har hverken feber eller kvalme. Så let bliver jeg ikke slået ud!”

”Hvordan kan du sige det som om det er ingenting?! Du kunne være død!” udbryder Taemin og jeg tager hans ene hånd. ”Men det er jeg ikke. Jeg har det fint. Så tag en dyb indånding inden du får et hjerteanfald.”

Taemin ser længe og vurderende på mig inden han konkluderer at jeg er okay.

”Jeg tager dit ord for det. Men lov mig at du aldrig gør sådan noget igen! Det skræmte livet af mig!” siger Taemin og jeg nikker. ”Men hvorfra ved i egentlig hvad der skete i går?” spørger jeg. ”Jonghyun ringede til mig og fortalte det lige efter han havde lagt dig i seng,” siger Taemin og retter sit blik mod Jonghyun, ”jeg var stadig på karaokebaren med de andre og vi var alle klar til at komme herhen for at se dig med det samme. Men Jonghyun sagde at det var bedst du fik ro og fred så du kunne hvile ud.”

Jeg vender mig og ser også på Jonghyun. Han møder mig blik og jeg spørger: ”Var du virkelig bekymret for mig i går?”

Han nikker. ”Var det derfor du blev ved min side hele natten?” spørger jeg og han nikker igen. Jeg smiler, og hvis de andre ikke havde været her, havde jeg taget hans hånd.

”Vent hvad?” lyder Keys stemme pludselig og jeg vender mig mod ham, ”hvad mener du med at han blev ved din side hele natten?”

”Jeg sad i en stol ved hendes seng for at holde øje med hende igennem natten,” siger Jonghyun og de andre spærrer øjnene lidt op. ”Der blev vist ikke holdt så meget øje siden du faldt i søvn ind over min seng,” siger jeg og fniser. ”Sov han ind over din seng?!” udbryder Key og jeg nikker, ”men det betyder jo.. at i har sovet sammen!!”

De ser alle chokeret på os, men Jonghyun fnyser bare. ”Lad være med at lyde så overraskede. Det er jo ikke ligefrem første gang det er sket.”

”MWO?!” udbryder alle fire drenge og jeg ser opgivende på Jonghyun. ”Det var nok noget vi skulle have holdt for os selv,” hvisker jeg til ham og han trækker på skuldrene. ”Det er lidt for sent nu.”

”Hvad skete der?! Fortæl mig det, jeg vil vide alt!” siger Key og kommer helt hen til os, ”havde i.. du ved..”

Jeg ser forfærdet på Key og skal til at afvise enhver mulighed for at den slags kunne være sket. Men Jonghyun kommer mig i forkøbet.

”Hvis vi havde, ville vi da ikke fortælle dig det,” siger han og Key ser måbende på ham. ”Jeg tror jeg skal besvime,” siger Key og lægger teatralsk håndryggen mod panden, som om han er ved at filme en drama. ”Nej nej nej, i misforstår!” skynder jeg mig at sige og ser strengt på Jonghyun, ”du skal ikke bilde dem noget ind! Der skete jo ikke noget!”

Jonghyun smiler overlegent og siger: ”Det ved jeg. Jeg ville bare se deres reaktion.”

Jeg slår ham hårdt på overarmen. ”Du er så barnlig!” hvæser jeg og Jonghyun tager sig til den arm jeg slog. ”Så.. der skete altså ikke noget imellem jer?” spørger Taemin forsigtigt og jeg ryster på hovedet. ”Vi faldt bare i søvn på sofaen sammen,” siger Jonghyun og jeg nikker bekræftende. Alle drengene ånder lettede op.

”Ikke fordi det ville gøre noget hvis i havde. Det kommer bare så pludseligt,” siger Key og de andre nikker. ”Men det ville ikke gøre os noget hvis i fandt sammen. Tværtimod faktisk,” siger Onew og smiler til os. ”Ja i ser virkelig godt ud sammen. Måske skulle i give det en chance,” siger Minho og de andre er enige med ham. Jeg ryster på hovedet og siger at det aldrig vil komme til at ske.

”Lad os nu ikke snakke mere om det,” siger jeg og smiler til dem, ”nu hvor i er her, så lad os have lidt sjov! Hvad siger i?”

 

Tre timer senere siger jeg farvel til drengene i entreen. Men siden jeg jo skal se dem igen i morgen i skolen, har jeg ikke noget imod at de går. Jeg føler mig faktisk ret udmattet og tror jeg vil have godt af at ligge lidt på sofaen.

Jeg går tilbage til stuen og ser at Jonghyun allerede har gjort krav på sofaen. Jeg sukker og skal til at gå hen til trappen for i stedet at slappe af på mit værelse.

”Yuri.”

Jeg vender mig og ser på Jonghyun. Han har rejst sig fra sofaen og er på vej hen mod mig. Han har det samme udtryk i ansigtet som han havde lige før drengene kom.

”Jeg fik ikke sagt hvad jeg ville tidligere fordi de fjolser absolut skal have så dårlig timing,” siger han, dog uden nogen form for vrede i stemmen. Jeg lægger hovedet let på skrå og siger: ”Så fortæl mig det nu.”

Han nikker og tager en dyb indånding. Er han.. nervøs? Så den almægtige Jonghyun kan altså også blive nervøs. Men hvad i alverden kan bringe ham ud af fatning?

”Som jeg sagde før vi blev afbrudt, så har jeg tænkt på noget og er nu endelig kommet frem til en beslutning,” siger han og ser mig direkte i øjnene. Han rækker ud og tager begge mine hænder i sine. Jeg ser overrasket på vores hænder og derefter igen på hans ansigt.

”Yuri,” begynder han og tager så en dyb beroligende indånding, ”vil du være min kæreste?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...