More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3103Visninger
AA

14. Kapitel 14: Life saver

Jonghyun P.O.V.

 

Det regner virkelig voldsomt, tænker jeg for mig selv mens jeg ser ud af vinduet i taxaen. Hvis Yuri går hjem, håber jeg hun har en paraply. Men når vejret er så slemt har hun sikkert taget en taxa ligesom mig. Det håber jeg i hvert fald, for hun kan risikere at blive syg af at gå ude i regnen.

Pludselig stopper bilen og det går op for mig at taxaen holder foran huset. Jeg betaler chaufføren og stiger så ud. Jeg finder min nøgle frem fra jakkelommen og skynder mig op mod hoveddøren. Da jeg næsten er nået frem opdager jeg noget underligt ved siden af døren. Jeg kan ikke rigtig se hvad det er på grund af regnen og lyset over hoveddøren er heller ikke tændt. Jeg træder nærmere og kniber øjnene sammen for bedre at kunne se. Pludselig kan jeg se hvad det er, eller rettere hvem det er.

”Yuri!” udbryder jeg forfærdet og skynder mig hen til hende. Jeg lægger en arm om hende og hun læner sig tungt op ad mig.
”Yuri kan du høre mig!” spørger jeg med skinger stemme og rusker lidt i hende. ”Jjong..” mumler hun lavt. ”Ja det er mig. Hvorfor sidder du herude i regnen?” spørger jeg. Hun gyser og jeg kan høre hendes tænder klapre.

”Så.. ko.. koldt..” stammer hun og gyser igen. ”Vi må få dig indenfor,” siger jeg, nok mere til mig selv end til hende. Jeg prøver at få Yuri op at stå, men hendes ben kan ikke bære hende og hun bliver ved med at falde sammen. Jeg sukker og samler hende op. Jeg holder hende i mine arme og må kæmpe lidt med nøglen før jeg får den i låsen. Men til sidst får jeg døren op og jeg bærer hurtigt Yuri indenfor. Jeg sætter hende forsigtigt ned i sofaen og skynder mig så ud for at lukke døren, og tænder lyset i stuen på vejen. Jeg sætter mig ved siden af Yuri og ser på hende. Hun er meget bleg og hendes læber er helt blå. Desuden er hendes hår og tøj gennemblødt. Det er ikke til at vide hvor længe hun har siddet der, men hun er skræmmende kold. Der er kun en ting at gøre.

Jeg bakser med at få Yuris hættetrøje af så hun kun har sin top på og tager derefter min egen jakke af så jeg kun er iført min T-shirt. Så trækker jeg Yuri ind til mig og holder hendes tæt. Jeg lærte engang på et overlevelseskursus at hvis nogen er nedkølet, skal man varme dem med ens egen kropsvarme, og så er det bedst at der ikke er alt for meget tøj imellem, så varmen kan strømme fra den ene til den anden uden besvær.

Jeg lægger min kind mod toppen af hendes hoved og stryger mine hænder mod hendes ryg for på den måde også at få noget varme i hende. Roo kommer hen til os og ser på mig.

”Kan du ikke hjælpe mig Roo? Hun skal have varmen, hurtigt,” siger jeg og som om Roo forstår mig lægger han sig på Yuris fødder. Han læner sig op ad hende og fordi han er en stor hund kan han varme hende hele vejen op ad skinnebenet til knæene. ”God hund,” siger jeg og stryger Roo over hovedet.

”Jjong..” mumler Yuri pludselig og jeg løfter hoved så jeg kan se hendes ansigt. ”Ja Yuri?” siger jeg og hun ser op på mig med et sløret blik. ”Du dufter godt,” siger hun så og jeg klukker. ”Tak,” siger jeg og hun smiler kort inden hendes øjne langsomt lukkes igen. Det ser ud som om hun ikke længere er ved bevidsthed, så enten er hun besvimet eller også er hun bare faldet i søvn. Jeg beslutter at lade være med at forstyrre hende og bare fortsætte med at varme hende.

Efter et kvarters tid har Yuris ansigt og læber fået en mere normal farve og hun føles ikke længere så kold. Men hendes tøj er stadig vådt og det vil være bedst hvis hun kunne komme ud af det.

Jeg skubber Roo væk fra Yuris fødder, løfter hende op fra sofaen og bærer hende ovenpå og videre ind på hendes værelse. Hun er stadig ikke ved bevidsthed da jeg lægger hende på hendes seng. Jeg åbner hendes klædeskab og finder den trøje og de shorts jeg ved hun plejer at sove i. Jeg skal til at vende mig væk fra klædeskabet da mit blik fanger noget. Jeg lægger tøjet ned på gulvet og rækker ind i klædeskabet igen. Jeg graver en natskjorte frem fra en bunke tøj og klukker da jeg holder den foran mig. natskjorten har Power Rangers på og jeg husker den første morgen efter Yuri ankom til huset. Hun trådte ind i køkkenet iført den her skjorte og et par matchende natbukser. Hvis det ikke havde været for min selvbeherskelse var jeg brudt sammen i latter. Men dengang var jeg kold overfor Yuri og gjorde livet surt for hende. Meget har forandret sig igennem den tid hun har været her. Jeg er bare stadig ikke helt sikker på hvad det har udviklet sig til og hvad det vil udvikle sig til i fremtiden. Men det må jeg hellere tænke på senere, for lige nu har jeg vigtigere ting at tage mig af.

Jeg lægger natskjorten tilbage i klædeskabet, lukker lågen og samler tøjet jeg lagde på gulvet op. Derefter lægger jeg det på sengen ved siden af hende og ser så på hendes ansigt.

”Jeg beklager Yuri, men jeg har ikke noget valg. Jeg håber du kan tilgive mig,” hvisker jeg stryger hende blidt over håret. Så ser jeg på hendes tøj og synker klumpen i halsen. Efter at have samlet mod til mig, begynder jeg at tage hendes våde tøj af hende. Hendes top, jeans og strømper. Jeg rører dog ikke ved hendes undertøj af en god grund. Derefter giver jeg hende hendes nattøj på og lægger hende under dynen. Det kan vist ikke undgås at hun bliver syg efter det her, men i det mindste overlever hun.

”Du må aldrig gøre mig så bange igen, hører du!” siger jeg strengt. Yuri rykker lidt rundt på sig så hun nu ligger på den ene side og jeg kan se, på trods af dynen, at hun har lagt sig i fosterstilling. Jeg smiler for mig selv og stryger en vildfaren tot hår væk fra hendes ansigt.

”Du er nu meget sød når du sover” hvisker jeg til hende og kysser hende blidt på panden. Så går jeg ud på gangen og kaster et sidste blik på hende inden jeg lukker døren til værelset.

 

________________________________________________________________________

 

Jeg ved godt at kapitlet er meget kort, men jeg synes virkelig det skulle med :) Lover at det næste bliver længere!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...