More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3232Visninger
AA

13. Kapitel 13: Alt er forandret

Noget føles underligt. Nej ikke underligt, bare anderledes. Noget er ikke som det plejer. Min pude er ikke så blød som den plejer at være, min dyne er tyndere og sengen er hårdere og føles smallere end normalt. Alt det kan kun betyde en ting. Jeg kan umuligt ligge i min seng. Jeg åbner langsomt øjnene og det første jeg ser, er det fladskærms tv der hænger i stuen. Jeg må have sovet på sofaen i nat. Det forklarer det knap så bløde underlag, manglen på plads og at puden bevæger sig. Nej vent, det gør det ikke, for puder bevæger sig ikke. Men der er ikke noget at tage fejl af. Det mit hoved ligger på hæver og sænker sig med jævne mellemrum. Og nu når jeg lytter efter kan jeg også høre en stabil banken, som jeg faktisk også kan mærke mod min kind. Hvad i alverden er det jeg ligger på?

Jeg sætter mig op og gisper ved det syn der møder mig. Ved siden af mig i sofaen ligger Jonghyun og sover tungt. Det mit hoved lå på var hans brystkasse. Bevægelsen stammede fra hans bryst der hæver og sænker sig i takt med hans vejrtrækning, og den banken jeg kunne høre er hans bankende hjerte. Så jeg har sovet med hovedet på Jonghyuns brystkasse. Har jeg gjort det hele natten?

Pludselig begynder Jonghyun at bevæge sig og åbner lidt efter øjnene. Han ser sig groggy omkring og får så øje på mig.

”Yuri-ah?” spørger han søvndrukkent og jeg nikker, ”hvad laver du i min seng?”

Jeg fniser og Jonghyun ser uforstående på mig. Så ser han rundt og det går op for ham at vi slet ikke er på hans værelse.

”Har jeg sovet her hele natten?” spørger han og sætter sig op. ”Det har vi begge,” forklarer jeg og han spærrer øjnene lidt op. ”Sammen?” spørger han og jeg nikker. Han bider sig i underlæben. ”Vi snakkede til langt ud på natten og må til sidst bare være faldet i søvn,” siger jeg og trækker på skuldrene. ”Snakkede vi?” spørger han og jeg hæver det ene øjenbryn. ”Ja det gjorde vi. Du fortalte om dine håb og drømme. Jeg fik en masse at vide om dig,” siger jeg og prøver at fange Jonghyuns blik, ”kan du slet ikke huske det?”

Jonghyun svarer ikke og nægter at se på mig. ”Hvad er der? Hvorfor svarer du ikke?” spørger jeg. ”Jeg tror det vil være en god idé hvis du børster dine tænder Yuri,” siger Jonghyun og jeg ser uforstående på ham, ”du har morgenånde.”

Jeg slår hænderne for munden og vender ansigtet væk fra ham. Jeg kravler over hans ben og skynder mig ovenpå til toilettet.

Hvor var det pinligt! Behøvede han virkelig at sige det på den måde? Kunne han ikke have fortalt mig det lidt mere diskret for at skåne min stolthed? Men på den anden side er det jo Jonghyun vi snakker om, så det er nok et dumt spørgsmål. Han er ligeglad med min stolthed og nyder at gøre grin med mig. Det her er vel hvad jeg kunne forvente. Jeg ved ikke hvorfor jeg stadig bliver overrasket.

Jeg vender mig mod spejlet og skærer en grimasse. Det ligner at tredje verdenskrig har forgået i mit hår. Det bliver da også bare bedre og bedre. Jeg sukker, tager min tandbørste og putter tandpasta på. Så tager jeg tandbørsten i munden, finder min hårbørste frem og prøver at redde katastrofen på mit hoved. Derefter sætter jeg mig på toilettet og tænker tilbage på aftenen før. Jonghyun åbnede for alvor op overfor mig i går, men i dag opfører han sig som om han intet husker. Kan han virkelig ikke huske noget eller vil han bare ikke huske det. Måske fortryder han at have fortalt mig så meget. Men uanset hvad så husker jeg. Jeg husker det hele og jeg vil aldrig glemme det. For i går var en af de bedste aftener i mit liv.

Jeg er nødt til at få ham til at indrømme han husker i går og finde ud af hvordan han har det med det der skete mellem os. Jeg vil hænge op ad ham hele dagen indtil han fortæller mig hvad jeg vil vide. Jeg kan høre trin på trappen og gætter på at det må være ham. Jeg rejser mig, river døren op og ser Jonghyun stå på gangen. Han står ved døren ind til sit værelse, med hånden på dørhåndtaget. Han lægger hovedet på skrå og smiler fornøjet.

”Charmerende som altid,” siger han med sarkasme i stemmen og jeg rynker forvirret panden. Jeg går hen til spejlet og forstår pludselig hvad han mener. Fordi jeg har haft tandbørsten i munden er der blevet spredt en masse tandpasta rundt om min mund. Virkelig ucharmerende. Jeg skynder mig at tage tandbørsten ud af munden, spytter ud i håndvasken og tørrer mig om munden. Da jeg kommer ud på gangen igen, er Jonghyun inde på sit værelse. Jeg går ind til ham og han ser undrende på mig over skulderen.

”Hvad vil du?” spørger han og jeg trækker på skuldrene. ”Jeg har bare lyst til at se dig,” siger jeg og smiler. Jonghyun himler med øjnene og siger: ”Og nu har du set mig, så gå ud af mit værelse.”

”Hvad så hvis jeg får lyst til at se dig igen?” spørger jeg og Jonghyun vender sig mod mig. ”Så kom tilbage senere og se mig igen.”

Jeg smiler, vender ryggen til ham og venter 5 sekunder inden jeg så vender mig mod ham igen. ”Det er senere nu,” siger jeg og Jonghyun ser lidt små irriteret på mig. ”Yuri jeg gider ikke lege med dig nu. Du har set mig nok så gå din vej. Jeg har brug for at være alene.”

”Hvorfor kan du ikke bare være alene sammen med mig?”

Jonghyun ser på mig som om jeg er en kæmpe idiot. ”Det ødelægger ligesom hele konceptet ved at være alene,” svarer han og han lyder som om han prøver at forklare noget kompliceret for et barn. Men jeg er ligeglad med om han betragter mig som et fjols lige nu. Jeg går ingen steder.

”Du vil slet ikke bemærke at jeg er her. Du kan sagtens være alene mens jeg er her,” siger jeg desperat efter at få lov til at blive. Jonghyun kører en hånd igennem sit hår og han ser ret frustreret ud.

”Kan du høre dig selv når du snakker? Hvis du kan, burde du vide at det du siger, ikke giver nogen mening,” siger han, tager fat om mine skuldre og vender mig en halv omgang så mit ansigt vender mod døren, ”så gå nu og kom tilbage senere. MEGET senere.”

Han skubber mig hen mod døren og videre ud på gangen. Derefter lukker han døren og jeg hører klikket da den bliver låst. Jeg sukker for mig selv og vender ryggen til døren.

”Det ser ud til at jeg er den eneste der føler vores forhold er ændret,” mumler jeg for mig selv. Jonghyun behandler mig igen som han plejer og den Jonghyun fra i går er forsvundet. Måske har det noget at gøre med at jeg fortalte ham om mine følelser for ham. Han sagde at han ikke har noget imod at jeg har følelser for ham, men måske løj han. Det har måske skræmt ham så han vil undgå mig fra nu af. Jeg sukker og læner mig op ad Jonghyuns dør. Men selv hvis det er sandt at han ikke har noget imod at jeg kan lide ham, vil han aldrig komme til at gengælde mine følelser. Han er langt uden for min rækkevidde og jeg er slet ikke god nok til ham.

”At jeg jagter dig kan sammenlignes med en and der jagter en svane,” mumler jeg og sukker igen, ”vi er for forskellige og kommer aldrig til at passe sammen.”

Jeg retter mig op og kaster et sidste blik på den lukkede dør inden jeg går ind på mit eget værelse.

 

Senere samme dag ringer Taemin til mig. Han fortæller at han og de andre drenge vil tage på karaoke bar og spørger om jeg vil med. Han har hørt at Jonghyun og hans forældre skal til fødselsdag hos et familiemedlem og han synes ikke jeg skal være alene hjemme og kede mig. Jeg er glad for at Taemin bekymrer sig om mig og siger straks ja til at tage med. Taemin siger at de kommer og henter mig med det samme og lægger så på. Jeg trækker hurtigt i noget præsentabelt tøj og kører en børste gennem håret. Derefter går jeg nedenunder og ser tv mens jeg venter.

Ti minutter senere banker det på døren, og siden vedkommende der bankede på ikke venter på at der bliver åbnet for dem, går jeg ud fra det er drengene.

”Yuri!” lyder Taemins stemme ude fra gangen. ”Ja jeg sidder i stuen!” råber jeg tilbage og slukker fjernsynet. De fire drenge træder ind i stuen og spørger om jeg er klar til at gå. Jeg nikker og skal til at gå ud for at tage sko på da en stemme stopper mig.

”Yuri vent.”

Jeg vender mig og ser Jonghyun komme ned ad trapperne. Han hilser kort på sine venner og kommer så hen til mig.

”Jeg ved ikke hvornår vi er hjemme så du skal måske være alene i noget tid når du kommer tilbage,” siger han og jeg nikker, ”har du husket nøglen?”

Jeg stikker hånden ned i min lomme og tager nøglen til hoveddøren op. ”Jeg tog den da du mindede mig om at huske den for 5 minutter siden,” siger jeg og putter nøglen tilbage i lommen igen. ”Man kan aldrig være for forsigtig når det kommer til dig. Hvad med din jakke? Er den tyk nok? Det er jo blevet ret koldt, især om aftenen,” siger Jonghyun og jeg smiler skævt. ”Det er også meget koldt i Danmark om vinteren så jeg har en tyk vinterjakke der nok skal klare jobbet,” siger jeg og han nikker. ”Men hvad så med..” jeg afbryder ham inden han kan nå at sige mere. ”Det er okay Jjong. Jeg skal nok klare den. Jeg er jo ikke et barn.”

Jonghyun klukker og siger: ”Men nogen gange opfører du dig som et. Jeg ved ikke hvad der var blevet af dig, i de måneder du har været her, hvis jeg ikke havde taget mig af dig.”

”Jeg lå nok i en rendesten et sted hvor jeg skulle dele rester fra skraldespande med en vaskebjørn,” siger jeg og Jonghyun smiler. ”Og du havde helt sikkert vundet over vaskebjørnen i slåskampe om maden, for du er en fighter,” siger han og jeg smiler stort, ”og se så at komme af sted inden det bliver for sent.”

”Er du bange for at jeg bliver overfaldet på gaden hvis jeg går hjem sent om aftenen?” spørger jeg og Jonghyun ryster på hovedet. ”Jeg tvivler på at nogen har lyst til at overfalde dig. Du er slet ikke pæn nok,” siger han og jeg slår ham fornærmet på overarmen. Han smiler og ugler mit hår. ”Smut nu. Vi ses om nogle timer,” siger han og jeg nikker. Jeg vender mig væk fra ham og det første jeg ser, er Minhos undrende blik der skiftevis ser på Jonghyun og mig. Jeg kan ikke helt tolke hans blik, men der er i hvert fald forvirring. Jeg er nysgerrig for at finde ud af hvad hans blik betyder, men det må vente til senere. Så jeg går forbi drengene og videre ud i entreen for at tage sko og jakke på så vi kan komme af sted.

 

På karaoke baren bliver jeg overrasket over hvor gode alle drengene er. De kunne sagtens blive sangere hvis de ville, for deres stemmer er fantastiske. Og Taemin er en formidabel danser, et naturtalent. Jeg bliver altid så misundelig når jeg ser nogen med en medfødt talent. Fordi jeg ikke har et talent. Jeg har ikke noget jeg er virkelig god til. Så jeg misunder dem og ønsker at jeg har et talent som jeg bare ikke har opdaget endnu. Og fordi det i hvert fald ikke er sang der er mit talent, springer jeg over karaoken og ser bare på de andre. Det er lige nu Key der synger og fordi han har valgt en glad sang er alle oppe at danse foran skærmen. Undtagen Minho der synker ned ved siden af mig i sofaen. Jeg ser på ham og han har et lidt underligt udtryk i ansigtet. Som om han har noget på hjerte. Men han siger ikke noget og jeg har ikke tænkt mig at spørge. Hvis det er noget der virkelig går ham på vil han sige det før eller siden. Så jeg ser bare på ham og venter tålmodigt.

Til sidst kan han ikke holde det ud længere. Uden at se på mig siger han: ”Må jeg spørge dig om noget?”

”Selvfølgelig,” siger jeg og Minho vender ansigtet mod mig. ”Dig og Jonghyun. Er i..” han kan ikke færdiggøre sin sætning, men jeg havde på fornemmelsen at han ville spørge om det her. ”Du mener om vi er et par,” siger jeg og Minho ser overrasket på mig fordi jeg siger det så afslappet, som om det er ingenting. Men han får hurtigt styr på sit ansigtsudtryk og nikker. Jeg smiler skævt og ser ned på min foldede hænder.

”Nej det er vi ikke,” siger jeg og jeg kan godt selv høre at min stemme har en undertone af bitterhed, ”og det bliver vi heller aldrig får jeg er ikke hans type. Nærmere det modsatte faktisk.”

Selvom jeg ikke kan se Minhos ansigt ved jeg at han ser på mig med et undrende blik. Jeg kan mærke det.

”Hvorfor lyder det som om du er utilfreds med det?” spørger Minho. ”Fordi det er jeg,” siger jeg og skæver til ham. Han har spærret øjnene lidt op, men skjuler ellers hans overraskelse godt. ”Så du.. du er altså..”

”Jeg er forelsket i Jonghyun,” indrømmer jeg og Minho kløer sig i nakken mens han ser tænksom ud. Mens han tænker, lægger jeg mærke til at sangen på karaoke maskinen er slut, men den bliver hurtigt erstattet af en ny og drengene fortsætter med deres egen lille koncert uden at lægge mærke til Minho og mig.

”Hvor længe?” spørger Minho så pludselig efter omkring et minuts stilhed. Jeg tøver lidt inden jeg svarer. ”Kort tid før gallaen.”

”Så det er stadig nyt,” siger han og jeg nikker. ”Jeg har nok kunnet lide ham i noget tid før det, men det gik først op for mig for nyligt.”

”Men hvorfor er i så ikke sammen?” spørger Minho og jeg rynker uforstående panden. ”Hvad mener du?”

”Kan du slet ikke se det?”

”Se hvad?” spørger jeg forvirret. ”At Jonghyun er vild med dig.”

Jeg fnyser, ryster på hovedet og siger: ”Sikke noget sludder!”

”Det er sandt,” siger han alvorligt og holder mit blik fast, ”jeg har holdt øje med jer i noget tid og der er ikke noget at tage fejl af. Jonghyun behandler dig anderledes. Selvom du måske opfatter hans drillerier som et tegn på at han ikke bryder sig specielt meget om dig, så er det lige omvendt. Han driller dig fordi han holder af dig. Han har aldrig behandlet So Min på den måde. Desuden taler han også i en blødere tone til dig end til andre og han har et bestemt smil som kun kommer frem når du er i nærheden. Der er ingen tvivl. Du har en speciel plads hos Jonghyun og du er den første der nogensinde er nået igennem til hans hjerte.”

Jeg stirrer bare på Minho uden at vide hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke om jeg tør tro på hvad han siger. At Jonghyun skulle være forelsket i mig virker så umuligt. Men jeg kan ikke se hvorfor Minho skulle lyve for mig. Hvad skal jeg tro?

”Du tror ikke på mig gør du?” siger Minho og jeg trækker på skuldrene. ”Jeg har bare svært ved at tro på at en som Jonghyun skulle kunne falde for en som mig,” mumler jeg. ”Du undervurderer dig selv Yuri,” siger Minho og lægger en hånd på siden af mit hoved, ”du kan ikke se dig selv igennem andres øjne. Selvom du måske ikke er nogen miss Korea, så er du stadig køn. Og gennem den rigtige drengs øjne vil du være smuk.”

Jeg smiler genert over Minhos ord. Men smilet forsvinder hurtigt igen.

”Jeg tvivler nu stadig på at jeg er speciel i Jonghyuns øjne,” siger jeg og rejser mig fra sofaen. ”Går du?” spørger han og jeg nikker. ”Jeg har nogle ting jeg skal tænke igennem,” siger jeg og Minho forstår hentydningen. Jeg siger farvel til de andre, der er meget utilfredse med at jeg allerede går. Men jeg ved at jeg ikke vil kunne tænke på andet end Minhos ord resten af aftenen. Og dem vil jeg hellere tænke på derhjemme, hvor jeg kan se Jonghyun i det øjeblik han kommer hjem. Og forhåbentligt kan jeg finde ud af om Minho taler sandt eller ej.

 Jeg stiger ud af taxaen efter at have betalt chaufføren og løber så op til hoveddøren. Det er begyndt at styrtregne og da jeg var halvvejs hjemme gik det op for mig at jeg har glemt min jakke i karaoke baren. Så jeg vil bare hurtigt indenfor og få varmen. Jeg stikker hånden i min ene lomme i mine jeans, men den er tom. Jeg gennemsøger alle mine lommer, men der ikke noget i nogen af dem. Pludselig husker jeg at min nøgle ligger i min jakkelomme, og det samme gør min mobil. Min pung er også i jakken, men jeg havde nogle penge i min bukselomme. Hvilket er heldigt for ellers ville jeg ikke have kunnet betale for taxaen.

Men det at jeg ikke har hverken min nøgle eller mobil betyder at jeg ikke kan komme ind i huset og jeg kan ikke ringe til nogen. Fordi jeg heller ikke har flere penge på mig kan jeg ikke tage nogen steder hen. Min eneste mulighed er at vente her indtil Jonghyun og hans forældre kommer hjem. Men der er intet læ i nærheden af huset og jeg kan ikke gå nogen steder fordi jeg skal holde øje med hvornår de er tilbage. Så jeg læner mig op ad væggen, ved siden af døren, og synker ned i siddende stilling. Jeg presser mine knæ mod min brystkasse og hviler hovedet mod mine knæ.

Minutterne føles som timer og jeg har ingen anelse om hvor længe jeg har sat her. Det er længe siden jeg har bevæget mig og jeg kan ikke længere føle noget som helst mod min hud. Jeg føler at jeg er lammet og selvom jeg gerne vil bevæge mig kan jeg ikke. Jeg føler mig så.. træt. Jeg kan mærke mørket presser sig ned over mig og min bevidsthed. Alt omkring mig bliver sløret og lyden af regnen forstummer. Jeg føler mig sløv og det bliver sværere og sværere at holde øjnene åbne. Jeg kan vel godt lukke øjnene. Bare et øjeblik.. bare et øjeblik..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...