More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3233Visninger
AA

12. Kapitel 12: Jonghyun åbner op

Yuri P.O.V.

 

Efter at have taget kjolen af og skiftet til almindeligt tøj, tøver jeg med at forlade værelset. Jonghyun og jeg har aldrig prøvet at være alene hjemme i længere tid ad gangen. Og på grund af hans opførsel på det sidste, ved jeg ikke længere hvad jeg skal tro. Han er blevet uforudseelig og han gør ting jeg aldrig havde troet han ville gøre. Jeg ved ikke om han leger med mig eller om der ligger noget andet bag.

Jeg sukker for mig selv og går hen til vinduet. Uden for er der ingen tvivl om at tyfonen har ramt. Det blæser og regner voldsomt. Jeg føler mig utryg ved det. Jeg bryder mig ikke om vildt blæsevejr i Danmark og her er det værre. Blæsten bliver hele tiden stærkere og huset knirker. Jeg beslutter mig for at sætte mig ned i stuen til Jonghyun og håbe at det kan hjælpe.

Jeg går nedenunder og ser Jonghyun sidder i sofaen og ser tv.

”Jjong,” siger jeg og Jonghyun ser hen på mig, ”må jeg se tv sammen med dig?”

Han tøver lidt, men nikker så. Jeg smiler stort og sætter mig ved siden af ham i sofaen.

”Hvad ser du?” spørger jeg og Jonghyun trækker på skuldrene. ”Ikke noget spændende i hvert fald.”

”Hvorfor ser du det så?”

”Fordi der ikke er noget spændende i fjernsynet overhovedet, så jeg valgte bare noget tilfældigt.”

Jeg nikker forstående og vender min opmærksomhed mod fjernsynet. Men jeg kan ikke rigtig holde fokus på det der sker på skærmen, for jeg bliver ved med at skæve til Jonghyun. Han virker dog til at være ligeglad med min tilstedeværelse. Jeg bliver ved med at forvente han vil gøre noget for at drille mig. Som da han kyssede mig på panden og gjorde grin med mit ansigtsudtryk. Vil han gøre noget som det igen?

”Hvis du bliver ved med at se så intenst på mig laver du hul i mig,” siger Jonghyun og vender sit ansigt mod mig. Jeg smiler skævt og mumler undskyld, men stadig uden at tage blikket fra ham.

”Ser jeg virkelig så godt ud at du ikke kan lade være med at se på mig?” spørger han og jeg nikker. Han klukker og ryster opgivende på hovedet. ”Respekt for at du bare indrømmer det,” siger han og jeg trækker på skuldrene. ”Jeg skammer mig ikke over hvad jeg føler,” siger jeg og bider mig tøvende i underlæben. Jeg skammer mig heller ikke over mine følelser for dig, men kan jeg fortælle dig det? Jeg ser ufravendt på Jonghyun og spekulerer på hvordan han vil reagerer hvis jeg fortæller ham det. Vil det ødelægge vores venskab der stadig er nyt og skrøbeligt. Eller vil han igen gøre noget uventet og overraske mig? Der er vel kun en måde at finde ud af det på og jeg tror at det er på tide jeg fortæller Jonghyun hvad jeg føler.

”Har du da følelser andre ville skamme sig over?” spørger Jonghyun drillende og jeg ryster på hovedet. ”At kunne lide nogen er ikke noget at skamme sig over,” siger jeg og Jonghyun rynker panden. ”Kan du da lide nogen?” spørger han tøvende og jeg nikker, ”hvem?”

Jeg ser ham direkte i øjnene, men siger ikke noget. Sådan sidder vi i stilhed i noget tid mens Jonghyun prøver på at finde ud af hvad jeg prøver at sige. Pludselig går det op for ham hvorfor jeg ser sådan på ham og han spærrer øjnene lidt op.

”Mig?” spørger han målløs og peger på sig selv. Jeg synker en klump og nikker langsomt. Jeg ser nervøst på ham og venter på hans reaktion mens mit hjerte banker med fuld fart. Har jeg virkelig ødelagt alt ved at fortælle ham det?

Der går mere end to minutter i stilhed inden Jonghyun siger noget.

”Når du siger at du kan lide mig, mener du så..”

Jeg nikker fordi jeg ved hvad han vil spørge om. Jonghyun klør sig i nakken og virker ret utilpas.

”Hvis det går dig på skal jeg nok holde mig væk fra dig, så du ikke føler dig utilpas,” siger jeg og Jonghyun ryster på hovedet. ”Vi bor i det samme hus og går i den samme skole. Hvordan har du tænkt dig at holde dig væk fra mig?” spørger Jonghyun med sænket blik, ”desuden har det ikke noget med det at gøre.”

Jeg rynker uforstående panden og spørger: ”Hvad er så grunden til dit ansigtsudtryk?”

Jonghyun ser på mig og siger: ”Jeg er ikke utilpas fordi du kan lide mig, faktisk har jeg ikke noget imod det. Og fordi jeg ikke reagerer som jeg troede jeg ville gøre, bliver jeg forvirret og utilpas.”

Jeg ser overrasket på ham. Har han ikke noget imod at jeg kan lide ham? Men hvorfor? Det kan da umuligt være..

”Jjong, kan du også lide mig?” spørger jeg med skælvende stemme og Jonghyun ser ned. ”Ærligt talt så ved jeg det ikke,” siger han og sukker dybt, ”jeg ved bare at der bliver ved med at ske underlige ting med mig siden du kom. Om det er noget godt eller skidt ved jeg stadig ikke.”

Jeg tager fat om hans kæbe, vender hans ansigt mod mit og tvinger ham til at se på mig. ”Når du ved hvad du føler, er jeg den første til at få det at vide det. Okay?”

Jonghyun svarer ikke, han ser bare ufravendt på mig og hvis jeg ikke tager meget fejl, er det mine læber han ser på. Uden at tænke over det skiller jeg læberne lidt. Det er en invitation til Jonghyun til at kysse mig. Han forstår det åbenbart, for han begynder at læne sig frem mod mig. Jeg sidder helt stille og venter utålmodigt mens han langsomt læner sig frem. Da han er få centimeter fra mig læner jeg mig også lidt frem. Men lige da vores læber skal til at mødes går alt lyset i huset pludselig ud. Jonghyun trækker sig straks væk fra mig og jeg kan høre at han rejser sig fra sofaen. Det er bælgmørkt og man kan ikke se en hånd for sig, så jeg tør ikke rejse mig fordi jeg helt sikkert ender med at falde over noget.

”Strømmen er gået,” lyder Jonghyuns stemme fra et sted ude i mørket, ”tyfonen må have ødelagt el-ledningerne, hvilket vil sige at vi ikke har noget strøm før engang i morgen.”

”I morgen?!” udbryder jeg forfærdet, ”men hvad gør vi så? Vi kan jo ikke se noget.”

”Øjeblik,” siger han og jeg hører noget rumsteren. Lidt efter lyser en lille flamme og Jonghyun dukker op ved kommoden der står henne i hjørnet af rummet. Han tænder syv stearinlys og beder mig hjælpe med at sætte dem hen på stuebordet. Det giver lys nok til at vi kan se det halve af stuen tydeligt. Jeg sætter mig i sofaen igen og Jonghyun tager tæppet fra ryglænet.

”Sæt dine fødder op på sofaen,” beordrer Jonghyun og jeg gør det. Så sætter han sig selv i sofaen, sætter fødderne op og lægger tæppet over vores ben.

”Siden strømmen er gået, virker varmen højst sandsynligt heller ikke, så her bliver snart koldt,” forklarer Jonghyun og tjekker så om tæppet dækker os ordentligt.

Vi sidder lidt i stilhed og ser på alt andet end hinanden. Jeg bliver nødt til at bryde den akavede tavshed og få en samtale i gang.

”Hvad så nu?” spørger jeg og skæver til Jonghyun. ”Nu må vi bare underholde os selv,” svarer han og vender ansigtet mod mig, ”og jeg tror at det eneste vi kan lave er at snakke.”

”Du snakker bare,” siger jeg hvorefter jeg sætter mig til rette og ser afventende på ham. Han klukker og siger: ”Nu hvor stemningen er så god, mens vi sidder sammen i sofaen med tæppe og stearinlys, får jeg lyst til at fortælle dig alt.”

Jeg smiler og siger at jeg lutter ører. Jonghyun ser tænksom ud et øjeblik. ”Hvad vil du gerne vide om mig?” spørger han så og jeg tænker mig om. Det er nu jeg har chancen for virkelig at lære Jonghyun at kende og få ting at vide som jeg har været nysgerrig omkring.

”Hvad er din drøm?” spørger jeg og Jonghyun lyser op. ”Jeg har haft den samme drøm siden jeg var lille. Jeg har altid vidst at jeg ville arbejde med musik og min drøm er at blive komponist. Jeg skriver mange sange,” siger Jonghyun og jeg smiler. ”Jeg har hørt dig synge Love’s Way i badet og den er i hvert fald god,” siger jeg og Jonghyun er enig, ”du kunne også sagtens blive sanger for din stemme er fantastisk.”

”Ja man ved jo aldrig hvad fremtiden bringer,” siger han og smiler, ”jeg ved bare at jeg vil arbejde med musik. Jeg har skrevet så mange sange og nogen af dem kan jeg måske synge selv, mens jeg vil dele andre.”

”Hvornår har du egentlig tid til at skrive alle de sange?”

”Jeg lider af søvnløshed, især om sommeren fordi jeg ikke kan sove på grund af varmen. Men generelt har jeg svært ved at sove om natten, så jeg komponerer eller skriver sangtekster når jeg ikke kan sove, hvilket så hurtigt bliver til mange sange.”

”Så er det derfor du sover på underlige tidspunkter på dagen,” mumler jeg for mig selv, men åbenbart højt nok til at Jonghyun kan høre det. ”Hvad mener du?”

”Jeg er tit kommet ned i stuen og har fundet dig sovende på sofaen, mens fjernsynet er tændt,” forklarer jeg og kommer også i tanke om noget andet, ”og du ser ret.. speciel ud når du sover.”

Jonghyun løfter spørgende det ene øjenbryn og jeg forklarer. ”De gange jeg har set dig sove på sofaen har dine øjne været halvt åbne. Det har jeg aldrig set nogen anden gøre og først troede jeg ikke på du sov. Men tro mig, du var helt væk.”

”Det er der aldrig nogen der har fortalt mig at jeg gør,” mumler Jonghyun. ”Men så ved du det nu,” siger jeg og Jonghyun nikker. ”Andet du er nysgerrig omkring?”

”Der er faktisk noget jeg har villet spørge om i et stykke tid,” siger jeg og tøver inden jeg fortsætter, ”det er om So Min.”

Jonghyuns ansigt får et stramt udtryk, men han lover at svare på mit spørgsmål. ”Du sagde at du aldrig har været forelsket i hende, men ved du om hun har været forelsket i dig?”

Jonghyun ser overrasket ud og spørgsmålet kommer tydeligvis bag på ham. Det ser ud som om han ikke rigtig har tænkt over det.

”Om hun kan lide mig eller ej betyder ikke rigtig noget. Vores forhold var stadig en løgn. Alt det jeg forbinder med et forhold, har jeg aldrig haft med hende,” siger han og jeg ser nysgerrigt på ham. ”Hvad forbinder du da med et forhold?”

Jonghyun tøver, som om han ikke rigtig ved om han vil fortælle mig det. Jeg ser bedende på ham og til sidst sukker han.

”En banan smoothie date er afgørende for mig,” mumler han næsten uhørligt, men jeg er ikke i tvivl om hvad han sagde, ”hvis jeg er interesseret i en pige vil jeg dele en banan smoothie med hende.”

Jeg kæmper for at holde en latter tilbage. Jeg finder det ret underholdende fordi jeg aldrig havde forestillet mig at Jonghyun ville sige den slags. Jeg kan ikke forestille mig Jonghyun på en banan smoothie date. Han virker heller ikke ret glad for at indrømme at han har det sådan og derfor er jeg meget glad for at han fortalte mig det. Jeg føler virkelig at han åbner op over for mig. Jeg må blive ved med at spørge ham om ting så længe det varer.

”Har dig og So Min været på banan smoothie date?” spørger jeg er Jonghyun skærer en grimasse. ”Jeg sagde lige at jeg ville invitere en pige jeg kan lide med til det, og som jeg har sagt før så har jeg ingen følelser for So Min og har heller aldrig haft det,” siger Jonghyun. ”Okay okay jeg har forstået,” siger jeg og Jonghyun slapper af igen, ”hvad forbinder du ellers med et forhold?”

Jonghyun ser ned på sine hænder og siger: ”Jeg vil have at min kæreste skal have et billede af mig i sin pung, ligesom jeg vil have et af hende i min.”

Jeg hæver et øjenbryn og skæver til Jonghyuns pung på stuebordet. Jeg gad vide om der er et billede af nogen deri nu.

”Og du har aldrig haft et billede af So Min i din pung?” spørger jeg og Jonghyun skærer tænder. ”Jeg er begyndt at tro du er den der er forelsket i So Min for du taler hele tiden om hende,” siger han spydigt og jeg skuler af ham. ”Jeg er bare nysgerrig,” siger jeg og Jonghyun fnyser. ”Du er alt for nysgerrig. Hvorfor vil du vide så meget om So Min?”

”Jeg vil heller ikke vide noget om hende. Jeg vil vide noget om dit forhold til hende og hvordan du har det med hende,” forsvarer jeg mig selv. ”Der er ikke noget at sige,” siger Jonghyun kort for hovedet, ”du taler for meget om So Min. Det er irriterende. Bare stop.”

Jeg skuler igen til ham og siger: ”Du trækker vejret for meget. Det er irriterende. Bare stop.”

Jonghyun ser på mig i nogle sekunder uden at sige noget. Så braser han i latter og jeg kan ikke selv lade være med at smile.

”Temperament. Jeg kan lide det,” siger han og jeg trækker uskyldigt på skuldrene. Men glæden er kort for Jonghyuns smil blegner langsomt og han sukker dybt.

”Mens jeg var sammen med So Min tænkte jeg på noget og det optager faktisk stadig mine tanker efter vi har slået op,” siger han og ser ned, ”hvad hvis jeg ikke kan elske et andet menneske? Måske er det umuligt for mig at holde af nogen.”

Jeg kan se på ham at det er noget der virkelig går ham på og har gjort det længe. Det fylder tydeligvis mere i hans liv end han vil indrømme.

Jeg skæver igen til Jonghyuns pung og en tanke slår mig. Jeg rækker ud efter den og Jonghyun prøver ikke at stoppe mig. Jeg tager den fra bordet, åbner den og smiler. Jeg vidste det! Jeg vender den åbne pung mod Jonghyun og han ser på dens indhold.

”Det her er beviset på at du kan holde af nogen,” siger jeg og Jonghyun bider sig i læben. I hans pung er der fire billeder, et af hver af hans bedste venner. Key, Minho, Taemin og Onew er bevis på at han kan holde af nogen. For selvom han aldrig vil sige det højt, ved jeg at de betyder rigtig meget for ham.

Jonghyun tager pungen fra mig og bliver ved med at se på billederne.

”Så fordi jeg kan holde af mine venner, kan jeg også elske. Er det det du prøver at sige?” spørger Jonghyun og jeg nikker. ”Du kan også bare gøre det nemmere for dig selv ved at forelske dig i en af dine bedste venner. Du springer bare over hvor gærdet er lavest,” siger jeg drillende og Jonghyun fnyser. ”Skal jeg blive bøsse bare fordi det er nemmere?” spørger han og jeg nikker, ”det giver da ingen mening.”

”Det gør det da! Der er da mange der har forelsket sig i deres bedste ven og det har fungeret helt fint,” siger jeg og Jonghyun ryster opgivende på hovedet. ”Det findes virkelig ingen som dig. Du er lige til kolbøttefabrikken.”

”Nu du siger det tror jeg faktisk jeg vil se godt ud i spændetrøje,” siger jeg og stirrer ud i luften som om jeg forestiller mig selv iført en spændetrøje. ”Du er simpelthen for underlig,” mumler Jonghyun. ”Det er en del af min charme,” siger jeg og Jonghyun ryster igen opgivende på hovedet, dog med et smil.

På en måde takker jeg uvejret fordi det kom. Takket være det, kan jeg sidde her sammen med Jonghyun og se ham smile. Jeg er sikker på at alt er tilbage til det normale i morgen og Jonghyun vil ikke være åben over for mig mere. Så jeg vil nyde det så længe det varer og få alt at vide om Jonghyuns ønsker og tanker. Om det så skal tage hele natten!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...