More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
3198Visninger
AA

10. Kapitel 10: Hvad betyder jeg for Jonghyun?

Det bliver annonceret at der vil blive afholdt en galla på skolen. Der er dresscode så pigerne skal have gallakjole på og drengene skal have smoking på. Jeg har før været med til fester på min skole i Danmark, men jeg har aldrig prøvet at være med til en galla.

Da jeg fortalte So-Dam om det, blev hun meget begejstret. Hun vil tage mig med ind til byen så vi kan købe en kjole til mig. Hun vil også hjælpe mig med at lægge make-up og sætte mit hår. Fordi jeg normalt aldrig går med make-up og altid har løstsiddende afslappet tøj på, glæder So-Dam sig til at se mig når jeg gør noget ud af mig selv. Jeg glæder mig faktisk også til at se det. Jeg gad vide om Jonghyun vil synes jeg er smuk. En kompliment fra ham vil betyde alt. Så jeg må gøre mit bedste for at blive smuk. For Jonghyun.

 

I skolen snakker alle pigerne om gallaen. De snakker kjoler, make-up og hvem de skal følges med. Drengene skal invitere pigerne med som deres dates. Og siden Jonghyun har So Min tager han garanteret hende med som sin date og jeg kommer til at gå til festen alene. Selvom Jonghyun sikkert ikke havde inviteret mig alligevel.

”Skal du med til gallaen?” Taemins stemme hiver mig ud af mine tanker. Jeg ser på ham og der går et øjeblik før jeg opfatter hvad han spurgte mig om.

”Ja selvfølgelig! Det vil jeg da ikke gå glip af,” siger jeg og Taemin smiler bredt. ”Har du så nogen at følges med?” spørger han og jeg ryster på hovedet, ”vil du så følges med mig?”

Jeg ser overrasket på ham. ”Altså som venner!” skynder han sig at sige. Jeg bider mig i underlæben og ser væk. Jeg havde drømt om at tage til gallaen med Jonghyun, men det kommer selvfølgelig ikke til at ske. Jeg havde forberedt mig på at jeg skulle gå til festen alene, for jeg kunne ikke komme på nogen der ville invitere mig. Så Taemin overrasker mig, men jeg er også glad. At tage til festen med min bedsteven er slet ikke nogen dårlig idé.

Jeg ser på Taemin og smiler. ”Jeg vil gerne følges med dig,” siger jeg og Taemin lyser op. ”Virkelig? Mener du det?” spørger han opstemt og jeg nikker. Han smiler stort og hans øjne skinner. ”Nu kan jeg slet ikke vente! Jeg glæder mig til at se dig i en kjole. Jeg er sikker på at du bliver meget smuk,” siger han entusiastisk og jeg smiler skævt. ”Vi får se,” siger jeg hvorefter klokken ringer ind til time.

 

På vej hjem fra skole tænker jeg på Jonghyun og gallaen. Jeg glæder mig til at se ham i smoking. Jeg er sikker på at han vil se fantastisk ud. Men hvad jeg ikke glæder mig til at se er Jonghyun der danser tæt med So Min. Det er et syn jeg godt kan undvære.

”Du går for langsomt,” siger Jonghyun, der går ved min side. ”Undskyld, jeg gik i mine egne tanke,” siger jeg og sætter farten lidt op. ”Hvad tænker du på der kan optage dig sådan?” spørger han uden at lyde specielt interesseret. ”Det samme som alle andre piger på skolen. Gallaen,” svarer jeg. ”Jeg forstår ikke hvorfor i går så meget op i det.”

”Fordi vi har mulighed for at gøre os smukke. Jeg er sikker på at So Min vil nyde at gøre sig ekstra pæn for din skyld.”

”Det tvivler jeg på.”

Jeg rynker undrende panden på grund af tonen i hans stemme. ”Hvad mener du? Du skal vel følges med hende.”

Jonghyun ryster på hovedet. ”Hvorfor ikke?” spørger jeg forvirret. ”Fordi vi har slået op.”

Jeg stopper op og ser chokeret på ham. ”Hvornår? Hvorfor? Hvad er der sket?”

Jonghyun stopper også op og ser tilbage på mig. ”Vi slog op i dag. Det gik op for mig at det ikke giver nogen mening at være sammen med nogen man ikke elsker og aldrig har elsket,” siger han monotont og trækker på skuldrene, ”man kan sige at jeg blev træt af skuespillet.”

Hans stemme er så blottet for følelser. Betyder So Min virkelig ikke noget for ham eller er han bare ked af det fordi deres forhold er slut og han kan ikke finde ud af at udtrykke sin sorg. Hvis det da var So Min og ikke ham selv der slog op.

”Men så har du jo ikke nogen at følges med til festen.”

Det går først op for mig at jeg sagde det højt da Jonghyun svarer. ”Næh det har jeg vel ikke. Og derfor havde jeg tænkt mig at invitere dig med som min date,” siger han og smiler overlegent, ”bare så du ikke dukker alene op til festen og ser ynkelig ud.”

Udenpå ser jeg bare overrasket ud, men indeni er jeg midt i at rive mit hår ud. Hvorfor kunne han ikke have spurgt mig i går?! Eller hvorfor kunne Taemin ikke have ventet til i morgen med at spørge?! Det jeg har fantaseret om sker nu. Det umulige sker at Jonghyun inviterer mig til festen, og så kan jeg ikke engang sige ja. I et kort øjeblik ønsker jeg faktisk at Taemin bare ville forsvinde, men jeg skynder mig at ryste den tanke ud af hovedet. Jeg overvejer også en masse ting jeg kan sige og gøre for at aflyse aftalen med Taemin, så jeg kan følges med Jonghyun. Men jeg bliver enig med mig selv om at det ikke vil være fair overfor Taemin. Så jeg må bide tænderne sammen og fortælle Jonghyun sandheden.

Han er allerede begyndt at gå igen og jeg må småløbe for at indhente ham.

”Jonghyun,” siger jeg og han nikker, ”jeg kan ikke følges med dig til festen.”

Jonghyun stopper op og jeg gør det samme. Han vender sig så mod mig og siger: ”Jeg troede gerne du ville følges med mig.”

”Det vil jeg også!” siger jeg desperat og ser ham i øjnene, ”men Taemin spurgte mig i morges og jeg sagde ja.”

”Så du skal følges med Taemin,” siger han med dæmpet stemme og jeg nikker, ”fint. Det er jo bare fantastisk.”

Han fnyser og lader en hånd køre igennem sit hår. ”Jeg spurgte dig også kun så du ikke skulle se trist og ynkelig ud ved at dukke op alene. Men nu hvor du har Taemin behøver jeg ikke bekymre mig mere. Og hvad mig angår så kan jeg sagtens finde en date. Der er masser af piger der gerne vil følges med mig.”

Jonghyun vender sig væk fra mig og begynder at gå i et hurtigt tempo. Jeg må småløbe for at holde trit med ham. Jeg ser indgående på Jonghyuns ansigt og undrer mig over det udtryk jeg ser der. Er det vrede? Skuffelse? Eller måske jalousi?

Hvad snakker jeg om! Hvorfor skulle Jonghyun føle nogen af de ting bare fordi jeg skal følges med Taemin. Jonghyun spurgte mig kun på grund af medlidenhed. Men tonen i hans stemme og udtrykket i hans ansigt angiver at han ikke bryder sig om Taemin og mig sammen. Og på grund af det kan jeg ikke lade være at undre mig og stille mig selv et spørgsmål. Har jeg fået en speciel plads i Jonghyuns hjerte?

 

Jeg har ikke set skyggen af Jonghyun siden vi kom hjem fra skole. Han har holdt sig på sit værelse og kommer ikke engang ned til aftensmad. Vi sidder og venter på ham, men det lader ikke til at han kommer ned. So-Dam og jeg ser begge bekymret på hinanden. Men der er forskel på vores bekymring. So-Dam er bekymret fordi hun ikke ved hvad der er galt. Jeg er bekymret fordi jeg ved det. Det må være bruddet med So Min der har gjort ham ulykkelig, så han ikke vil forlade sit værelse. Måske hvis jeg snakker med ham om det vil han få det bedre. Det er i hvert fald et forsøg værd. Jeg rejser mig fra bordet og går ovenpå. Jeg banker på Jonghyuns dør, men der kommer ingen reaktion. Jeg banker igen og siger: ”Jonghyun det er Yuri. Vil du ikke nok åbne?”

Der går nogle sekunder uden svar og jeg skal til at banke igen. Men i det samme bliver døren åbnet og Jonghyuns kommer til syne.

”Hvad vil du?” spørger han og læner sig skødesløst mod dørkarmen. ”Er du okay?” spørger jeg og han trækker på skuldrene. ”Jeg har det fint. Hvorfor spørger du?”

”Hvorfor kommer du så ikke ned til aftensmad?”

”Vil du ikke godt holde op med at besvare mine spørgsmål med et spørgsmål?” spørger Jonghyun og han lyder irritabel. ”Undskyld. Jeg er bare bekymret. Hvis der er noget galt kan du godt fortælle mig det,” siger jeg og Jonghyun fnyser. ”Der er ikke noget galt. Jeg kommer ikke ned og spiser fordi jeg ikke er sulten.”

”Mangel på appetit opstår tit fordi der er noget galt,” påpeger jeg og Jonghyun himler med øjnene. ”Selv hvis der var noget galt ville jeg ikke fortælle dig det,” siger han og retter sig op. Jeg træder tættere på ham og rækker min hånd frem. ”Hvis du ikke vil fortælle mig det så lad mig i det mindste hjælpe dig med at håndtere dit problem. Så hvis du har brug for noget at holde er min hånd til rådighed,” siger jeg og smiler. ”Jeg har ikke brug for dig, eller din hånd,” siger han og smækker sin dør i. Jeg ser på den lukkede dør og lægger min udstrakte hånd på den, som om jeg kan mærke Jonghyun igennem døren. Jeg lægger også den anden hånd mod døren og hvisker: ”Det er okay hvis du ikke vil holde min hånd. Bare du bliver ved med at holde mit hjerte.”

Med de ord lader jeg mine hænder falde og går tilbage til aftensmaden.

 

Der er i dag der er galla på skolen og So-Dam og jeg er ved at lægge sidste hånd på min frisure. Der er mindre end en time til det starter. Jonghyun hjælper med de sidste forberedelser henne på skolen og han skifter også tøj der, så vi ser ikke hinanden før gallaen starter. Taemin derimod er den første til at se mig. Han henter mig så vi sammen kan tage til gallaen. Og han kan faktisk være her hvad øjeblik det skal være.

So-Dam, der har hjulpet mig med at blive klar, sætter den sidste hårnål i mit hår og træder et skridt tilbage. Hun betragter mig fra alle vinkler og smiler så.

”Perfekt,” siger hun og hjælper mig op at stå. Hun skubber mig hen foran et gulvspejl, der viser hele kroppen. Jeg gisper da jeg ser mig selv.

”Hvad synes du?” spørger So-Dam opstemt. I nogle sekunder stirrer jeg bare forundret på mit spejlbillede uden at fatte det er mig selv. Men til sidst breder der sig et lille smil på mine læber og det samme sker for pigen i spejlet.

”Jeg synes jeg ligner en helt anden,” siger jeg åndeløst. ”En der er pæn?” spørger So-Dam og jeg nikker genert. Jeg håber også at Jonghyun synes jeg er pæn. I de sidste par dage har jeg undret mig over hvad jeg egentlig betyder for Jonghyun. I aften vil jeg finde ud af det.

Pludselig hører vi dørklokken nedenunder. ”Det må være Taemin,” siger So-Dam og forlader værelset. Jeg ser mig selv i spejlet en sidste gang og retter på kjolen. ”Show time,” siger jeg hvorefter jeg går nedenunder til Taemin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...