More Than a Crush {SHINee}

En pige ved navn Kim Yuri har boet i Danmark med sin far, stedmor og lillesøster, siden hun var syv. Da hun fylder 18 beslutter hun sig for at tage til det land hun kommer fra. Hun tager derfor til Seoul for at gå i skole. Mens hun er der, bor hun hos en koreansk familie. Familien har en søn, på hendes alder, ved navn Jonghyun som slet ikke bryder sig om at bo sammen med Yuri. Han har nemlig en kæreste og han vil ikke have at hun skal misforstå. Derfor holder Jonghyun og Yuri sig fra hinanden. Men med tiden får de følelser for hinanden og det komplicerer tingene. Hvad skal Jonghyun gøre med sin kæreste og hvad sker der når Yuri skal tilbage til Danmark?

22Likes
37Kommentarer
2985Visninger
AA

19. 6 måneder senere

Jonghyun P.O.V.

 

Jeg ligger på ryggen ude i haven og ser på himlen. Der er ikke rigtig noget at se på, for der er ingen skyer, så jeg er bare fordybet i mine egne tanker. Og igen kredser mine tanker om Yuri. Hun blev i Danmark, efter jeg tog hjem, fordi hun ville blive hos sin far indtil han blev udskrevet fra hospitalet. Men efter han blev udskrevet ringede hun og sagde at hun skulle ordne nogle ting i Danmark og hun vidste ikke hvor lang tid det ville tage. Nu er der gået 6 måneder og hun har slet ikke kontaktet mig i de sidste 2 af dem. Det år hun skulle tilbringe i Korea er næsten gået, og det meste af den har hun endda tilbragt derhjemme i Danmark. Vi får ikke ret lang tid sammen før hun alligevel skal tilbage. Måske er det derfor hun ikke har kontaktet mig. Det er gået op for hende at hun ikke kan tilbringe ret lang tid her længere og har besluttet sig for helt at lade være med at komme, men kan bare ikke få sig selv til at sige det til mig. Men sådan er Yuri bare ikke. Om det var 3 måneder, 2 uger eller 1 dag så ville hun komme. Men jeg forstår bare ikke hvorfor hun ikke har kontaktet mig så længe. Og på grund af et karakterbrist fra min side, kan jeg ikke tage mig sammen til at bombardere hende med sms’er og opkald indtil hun svarer. Men jeg burde gøre det. Jeg burde kontakte hende først. Måske skriver og ringer hun ikke fordi hun venter på at jeg skal gøre det. Sådan en åndssvag pigeting med at man kan se om drengen er interesseret hvis han skriver/ringer først, så pigen venter på det. Men hvis det var tilfældet, dumpede jeg sikkert for længst, når der allerede er gået 2 måneder. Men Yuri er bare heller ikke typen der ville gøre sådan noget. Hun er ligeglad med den slags og hvis hun vil kontakte mig så gør hun det, for hun kender min personlighed og det faktum at jeg kan virke kold og ligeglad. Så hvorfor ringer hun ikke? Har hun allerede glemt mig? Er hendes følelser for mig allerede væk og hun kan bare ikke få sig selv til at fortælle mig det? Nej det tvivler jeg på. Men hvad kan det så være?

Jeg sætter mig op med et ryk og tager mig frustreret til hovedet. Hvorfor spekulerer jeg så meget over det og hvorfor går det mig sådan på? Det går mig faktisk endnu mere på, at det går mig på. Det stresser mig at det optager så meget af mine tanker og jeg vil bare gerne tænke på noget andet. Men Yuri sniger sig hele tiden ind i mit hoved og jeg undrer mig over hvad hun laver. Jeg spekulerer på om hun tænker på mig og om hun savner mig. Det driver mig til vanvid og jeg vil bare have det til at stoppe. Jeg vil bare have hende til at komme tilbage til mig.

Jeg mærker noget varmt og vådt på min kind og jeg vender hovedet. Roo står ved min side og det må have været ham der slikkede mig på kinden. Jeg tager hans hoved i mine hænder og ser ham i øjnene.

”Roo hvad skal jeg gøre? Den pige gør mig sindssyg og det bryder jeg mig ikke specielt meget om,” siger jeg og han ser på mig med sine store brune øjne, ”er jeg virkelig gået fra forstanden Roo? Synes du også jeg burde være på den lukkede?”

Roo bjæffer og jeg sukker. ”Du har nok ret. Jeg må hellere tage til det nærmeste sindssygehospital og bede om at blive puttet i en gummicelle.”

Roo bjæffer igen og slikker mit ene håndled. Pludselig hører jeg min mors stemme inde fra stuen. ”Jonghyun der er nogen der er kommet for at se dig!”

”Det er nok folk fra sindssygehospitalet der er kommet mig forkøbet. De er allerede kommet for at hente mig, og jeg skal nok frivilligt følge med, hvis de kan kurere min besættelse af en pige, jeg måske aldrig ser igen,” siger jeg og klapper Roo på hovedet, inden jeg rejser mig op og går ind i stuen.

”Jeg vil gerne have den pæneste gummicelle i har og jeg vil ikke stritte imod hvis i foreslår hjernevask,” siger jeg da jeg træder indenfor at tager mine sko af. ”Jeg ved ikke med gummicellen, men jeg kan nok godt klare en hjernevask.”

Jeg stivner midt i en bevægelse. Den stemme. Det kan umuligt være. Jeg drejer hovedet og ser, til min store overraskelse, Yuri stå midt i stuen og se på mig med et bredt smil.

”Leger du statue eller har dine muskler bare sat sig fast?” spørger hun drillende og jeg synker højlydt inden jeg langsomt retter mig op. Jeg ser længe og indgående på hende.

”Yuri?” siger jeg til sidst med spag stemme. ”I egen lave person,” siger hun og smiler, om muligt, endnu bredere. ”Men.. hvordan?” spørger jeg, stadig ude af stand til at forstå hun virkelig er her. ”Med et fly selvfølgelig. Alt andet ville tage for lang tid og jeg kunne slet ikke vente med at se dig,” siger hun og kommer hen til mig, ”jeg har savnet dig.”

Jeg ser bare på hende som en anden idiot og forstår slet ikke hvordan hun kan være så rolig, så.. fattet. Når jeg har det som om mit hoved er ved at eksplodere.

”Sig noget Jjong,” forlanger hun og jeg væder mine læber. ”Hvorfor er du kommet?” spørger jeg så og hun svarer at det er for at se mig, ”men hvorfor kommer du først nu? Der er gået et halvt år siden vi sidst så hinanden og du har slet ikke kontaktet mig i de sidste to måneder.”

Hun bider sig i underlæben og siger: ”Ja det med de seks måneder. Jeg er ked af at det skulle tage så lang tid. Jeg vidste ikke det ville blive så besværligt. Og hvad angår de to måneder, så ville jeg ikke sige noget før jeg var sikker på det kunne lade sig gøre.”

”På at hvad kunne lade sig gøre?” spørger jeg forvirret. ”Jo ser du, efter min far var kommet sig helt begyndte jeg at undersøge nogle ting og fik derfor ordnet hvad der var nødvendigt.”

”Ting? Det der var nødvendigt? Yuri hvad i alverden snakker du om?”

Hun tager mine hænder og ser mig i øjnene. ”Jeg har sørget for at jeg ikke behøver at tage hjem efter det år jeg skulle være her,” siger hun og smiler, ”jeg har gjort hvad der skulle til for at jeg kan få lov at blive her permanent.”

Jeg ser uforstående på hende indtil det går op for mig hvad hun mener. ”Så det du siger, er..”

”Jep, jeg flytter ind, og denne gang er jeg kommet for at blive,” siger hun og peger på den kuffert der kan skimtes i entreen, ”jeg har allerede fået tilladelse af din mor, så nu hænger du på mig.”

Jeg ser fra hende, til kufferten, og tilbage igen. ”Permanent, som i at du tager ikke hjem igen?”

”Nope,” siger hun og klapper mig på kinden, ”du slipper aldrig af med mig igen.”

Jeg ser længe på hende med et hoved, der er totalt tom for tanker. Til sidst beslutter jeg mig for at jeg ikke behøver tænke noget som helst, jeg skal bare være glad. Glad for at se hende, mærke hende og have visheden om at hun ikke forlader mig igen.

Der breder sig et smil på mine læber og jeg trækker hende ind til mig. Jeg dufter til hendes hår og mærker hvordan min forstand langsomt vender tilbage.

”Jeg har det pludselig meget bedre end jeg har haft det i de sidste seks måneder. Så nu hvor du har lovet at blive, skal du også gøre det. Ellers må jeg hente dig tilbage igen,” siger jeg og hun klukker. ”Aftale,” siger hun og trækker sig lidt tilbage for at se op på mig. Jeg skal til at læne mig frem for at kysse hende, men hun kommer mig i forkøbet. Hun presser, nærmest aggressivt, sine læber mod mine og hun opfører sig næsten som om hun vil spise mig. Men det gør ikke noget. For en gangs skyld vil jeg lade hende slippe af sted med det.

Efter et langt dybt kys, trækker Yuri sig tilbage og jeg stryger hende blidt over håret.

”Velkommen hjem,” siger jeg og smiler til hende. ”Godt at være hjemme,” siger hun og trykker sig ind til mig.

Mens jeg står her og holder om den pige jeg elsker, slår en tanke ned i mig. At selvom alt føles perfekt lige nu så er der ingen garanti for at det bliver ved. Fordi jeg er realist (og en smule pessimist), kan jeg ikke lade være med at tænke sådan. Måske vil Yuri og jeg slå op om 3 eller 4 år, eller måske vil vi være sammen resten af vores liv. Ingen kan vide hvad der vil ske, så det eneste vi kan gøre er at tage det en dag ad gangen. Men en ting ved jeg, og det er at det jeg føler for Yuri er mere end bare en uskyldig teenage forelskelse. Mine følelser vil ikke pludselig forsvinde om en måned eller to. Men der er heller ingen garanti for at vi bliver sammen resten af livet. Vi må bare vente og se hvad fremtiden bringer. Og når det kommer til Yuri og mig, ved man jo aldrig hvad man kan forvente.

 

 

THE END

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...