Skygger

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2013
  • Opdateret: 9 mar. 2013
  • Status: Igang
Hannah er en helt normal teenage pige, på 16. Hendes normale hverdag ændres brat en aften.

0Likes
0Kommentarer
93Visninger

1. Parken

 

Bladenes sprøde raslen trængte gennem høretelefonernes musik. Det skabte en sær skrattende undertone til den ellers bløde RnB. Hannah kunne også svagt høre lyden af hendes gummisko mod asfalten. Gadelygternes sparepærer kastede et orange lys over fortovet. Gaden var øde nu, men det var ikke så mærkeligt. Der var normalt ikke folk ude på det tidspunkt. I takt med at Hannah passerede lygte efter lygte, bevægede hendes skygge sig i en sælsom dans. Hun var kun et par gader væk hjemmefra, men alligevel følte jeg at stedet her var ukendt. Jeg trak jakken tættere omkring mig og gik lidt hurtigere. Den kølige blæst trængte igennem jakkens tynde bomuldsstof. Det var egentlig dum kun at have en sommerjakke på, når det er efterår. Endelig kunne Hannah ane enden af vejen hun boede på. Det føltes godt at have hendes hjem så tæt på. Selvom hun ikke altid var lige glad for at være hjemme.

På den modsatte side af gaden, kunne Hannah se parken. Parken var hyggelig nok om dagen, men om aftenen var det som om den blev helt anderledes. Træerne begyndte at kaste lange skygger, skygger hvor det var let at skjule sig. Det var altid sådan nogle fantasifulde tanker der poppede op i Hannah’s hoved, især om aftenen. Hun havde før prøvet at gå langs parken om aftenen, men det var som om den bare blev mørkere og mørkere. Egentlig ville det være hurtigere at gå igennem parken, men det virkede bare usikkert. Hannah fortsatte længere ned ad fortovet, og var nu næsten ved hendes egen vej. Pludselig forskrækkede en høj lyd hende. Hun fór sammen. Hannah kiggede over på parken. Lyden kom igen. Hannah slukkede for musikken og tog sine høretelefoner ud. Hun gik over gaden, mod parkens høje mur. Træernes kroner strakte sig op mod den mørke himmel. Mellem nogle grene kunne Hannah ane en kontur af noget. Det var for stort til at være et egern eller en fugl, men hun kunne ikke se hvad det helt præcist var. Pludselig kom lyden igen. Meget højere denne gang, og efterfulgt at en dyb knagende lyd. Det der sad mellem grenene, sprang hurtigt ned foran Hannah. Hun udstødte et lille skrig, men var for chokeret til rigtigt at kunne sige noget. Væsenet spredte dets lange magre arme ud. Det var som om skygger foldede sig ud under væsenets arme, og fugte bevægelserne. Skyggerne bølgede i vinden, og skabte et sært billede af et dystert fugleskræmsel. Hannah så de krogede fingre folde sig ud, og hun kiggede langsomt op mod væsenets ansigt. Hannah skreg, et angstfyldt og ægte skrig. Væsenet havde intet ansigt. Kun en kæmpe stor gabende mund, med tænder så skarpe, og tynde, som syle. Der hvor øjnene normalt ville have været, var kun to dybe huller. I øjenhulerne bølgede de samme sære skygger rundt, som efter armene. Hele væsenet var nærmest klædt i draperede skygger. Pludselig udstødte væsenet den sære og skræmmende hvæsen, Hannah havde hørt tidligere, og fór frem og slog armene om Hannah. Hun blev indhyllet i skyggerne og en kulde så gennemtrængende, at den trængte helt ind til knoglerne. Sådan føltes det i hvert fald. Hannah skreg, men skriget blev opsuget af skyggerne, og pludselig snurrede de rundt. Hannah kunne mærke væsenets magre, men stærke, arme klemme omkring sig. Så blev alt fuldstændig sort, og det sidste Hannah mærkede, var at hun faldt mod jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...